Indlæg

, , ,

Herrens veje

Afsnit tre

Jeg hænger med på “Herrens veje”. Jeg ser den bare som ren underholdning og uden de store teologiske overvejelser – selvom jeg da naturligvis er farvet af otte år i menighedsrådet i Hvidovre Sogn. Jeg synes, jeg ved noget om kirkelig betjening og den slags – og om de evindelige regnskaber/budgetter på 60 sider, som ingen forholdt sig til, altså lige bortset fra mig.

Forvirrende

Afsnit tre var et fyldt med små sekvenser og idelige klip fra den ene sekvens til den anden. Klip, klip og klip… Hvorfor får vi ikke lov at falde til ro i en scene? hvorfor skal der straks klippes til noget andet – typisk til noget, der ikke har at gøre med det, vi kom fra? Er det egentlig interessant, hvor Christian ender efter sin “rulletur” i Nepal? Hvis det er interessant, hvorfor så? Er rulleturen et billede på et eller andet? Hans evige deroute efter han har snydt Gud og hvermand?

Måske er det bare mine kognitive problemer, og alle andre generer ikke, men jeg falder let fra.

Regnedrengene

Biskop Monica overrækker budskabet om kirketællinger og stikprøver til Johannes. En kirke i provstiet skal lukkes. Provst Johannes får lov at få en finger med i spillet – siger hun. Reelt har han ikke noget at skulle have sagt. Antal kirkegængere, lønudgifter, overhead, driftsomkostninger (det kunne fx være nyt skiffertag på kapellet, nyt piano, nye hynder til kirkebænkene osv.). Det skal kunne betale sig at drive kirke, og det kan det jo ikke, hvis der ikke er “kunder” i butikken.

Jeg er ambivalent her – og det skyldes, at jeg har brugt 23 år på at lege “regnedreng” i Finansministeriet og at leve op til dem:

  • Finansministeriet: Når vi bruger penge af den offentlige kasse, skal vi kunne dokumentere nytteværdien af hver enkelt krone. Er der ingen “kunder” i butikken, må vi lukke, idet “billetprisen” ellers bliver for høj. Det er da svært at sige nej til. Pengekassen er trods alt ikke uendelig.
  • Menighedsrådsmedlem: Der skal altid være et sted at søge Kristus og at høre evangeliet. Det samlede personale (og der er mange flere end præsterne) må gøre mere for at udbrede de glade budskaber. I serien ender det med “Yoga og Jesus” mv., men vi kender alle til “Spaghettigudstjenester”, sogneaftener, sogneeftermiddage mv. Det er alt sammen aktiviteter, der samler folk til huse, og det er så skønt og vigtigt. Det skaber fællesskab i menigheden, og det er vigtigt. Men tilbage står, at den danske folkekirke ikke er dygtig til at samle yngre mennesker. Frikirkerne (fx Pinsekirken) er meget dygtig til at samle yngre mennesker til huse. Her kunne vi lære noget – også uden at lade os døbe i et badekar.

Men tilbage til serien: den er spændende, irriterende, insisterende, forvirrende og den efterlader seeren i en form for limbo.

Men jeg skal alligevel se med næste søndag!

, ,

DR – Drama

Fremragende fjernsyn

DR Drama leverer fremragende fjernsyn. Der har fx i de senere år været: Matador, Borgen, Rejseholdet, Krøniken og nu Herrens veje.

Det er udsendelser som disse, Dansk Folkepart et al. nu vil beskære med 25 pct. årligt. Til sidst er der intet tilbage. Herefter skal vi vel så nøjes med programmer a la: Dans en dans, Bag en kage, Find din gamle moster i Venezuela, Kom i kontakt med den onkel, du ikke har set i 15 år, Køb en slagbænk eller en Audi på auktion, Am selv dine børn osv.

Herrens veje

Her til aften sendte DR1 andet afsnit af “Herrens veje”. Det er ganske enkelt fremragende fjernsyn! Hvor første afsnit virkede lidt famlende, som om de ville for meget, som om scenen skulle sættes for det hele på een gang, levede dette andet afsnit som om, det havde fundet fodfæste.

Det altoverskyggende tema var August Krogh (søn af pastor Johannes Krogh) i rollen som feltpræst. Han bliver ensom i lejren, efter han ikke vil velsigne en kampvogn men kun soldaterne, og patruljen dernæst kører over en vejsidebombe. Det dør en soldat af. Soldaterne har ikke længere tillid til præsten, og vil ikke tale med ham.

Før det prædiker han over emnet “tvivl”. Han prædiker, at det er i orden at komme i tvivl, når man er udsendt. Og han får på hattepulden af en (vistnok) sergent, der belærer ham om, at der er en diskurs mellem at skulle adlyde ordrer og det at komme i tvivl. Soldaterne tager ham først til nåde, da han kommer med ud på en patrulje.

Ude på den patrulje går han rundt som Moses ved det døde hav. Han er jo ikke skolet i våbenbrug eller i, at det er OK at skyde et andet menneske, når man skal redde eget og kammeraternes liv. Han skyder efter utallige ordrer, kvinden, der er i ført niqab, og han knæler ved hendes lig og ansigt for dernæst at brække sig. Forinden er kammeraten Jonas død af sine skudsår uden at nogen kunne gøre noget. Jonas forbløder slet og ret. August fortæller ham hele tiden, at det nok skal gå, men hans ord vejer ikke ret tungt sat overfor den kirurgiske virkelighed.

En fin lille detalje er, at der hos August brænder et lys. På samme tid brænder et lys i pastor Kroghs præstegård. Moderen mærker en åndelig forbindelse mellem de to flammer, hvorefter de sammen beder et Fadervor for August. Det er lidt overnaturligt og hokus-pokus, men det virker godt.

Det gudelige

Afsnittet spørger på sin egen stille måde til næstekærligheden.

Der er ikke meget næstekærlighed i at skyde hinanden. Det kan selv de mest rabiate vel forstå? Men afsnittet viser, at næstekærligheden har mange ansigter: August dvæler ved den islamiske kvinde, han har skudt, han velsigner soldaterne før en farlig patrulje, moderen søger på adskillige måder at få Johannes Krogh til at optræde bare nogenlunde ædru i Vor Frue Kirke (Københavns Domkirke) til Monicas bispevielse osv.

For mig at se vil næstekærlighed aldrig blive andet end, at vi skal opføre os ordentligt overfor hinanden. Det prøver flere i dette afsnit, og det bør alle vi andre også gøre i morgen!

En outsider?

En figur jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med, er Christian, ham der snød med specialet. Jeg har svært ved at putte ham ind i en højlærd akademisk verden med hans forkortede handelshøjskoleverden. Men det kan jo vise sig i de kommende afsnit.

Jeg glæder mig i hvert fald.