Indlæg

, ,

Hjernevasket

Lang fredag

Åh hvor er påsken dog en lang højtid. Jeg bryder mig ikke om den. Men: solen har skinnet/skinner, gæssene var udendørs, og jeg har gået 8.962 skridt. Alle jer med skridttæller skriver altid om 10.000 skridt som det magiske mål, men der er altså bare ikke længere hjemmefra, rundt om Damhussøen og hjem igen. Og 8.962 skridt er da bedre end ingen. Jeg tror, der er ca. syv km.

Til i morgen er Endomondo installeret. Jeg motiveres af regneark med fakta, tal og grafer. Det er Aspergerdelen 🙂 Og nu har jeg så endnu flere parametre at stoppe ind i regnearket.

Vasket hjernen

Jeg har set stort alle afsnit af “Lægen flytter ind”, mangler bare 4 – 6 i sæson 1, og jeg må sige, at jeg har fået det hele serveret råt for usødet: Jeg har risiko for livsstilssygdomme, og det må jeg sætte ind overfor. I forvejen er min gennemsnitlige middellevetid reduceret med ca. 14 år grundet den bipolare lidelse. Hrm… hvis jeg ikke gør noget NU, går det måske galt, hvilket vil være lidt ærgerligt, nu hvor jeg endelig er blevet helt godt tilfreds med livet, og de fleste knaster er ryddet af vejen.

Hvis jeg tænker nogle år tilbage, står det klart, at det gik galt, da jeg blev syg. Der var nogle år, hvor livet bestod af spørgsmål om overlevelse eller ej. Og så løber man altså ikke lige en tur. Men nu har jeg det jo faktisk rigtig fint, så øhhhh…

Det er ikke nok at droppe hyldeblomstdrikken og kun spise gns. 1.500 kcal. pr. dag. Jeg bliver nødt til at bevæge mig, uanset hvor kedeligt det er. Jeg har ikke mistet så meget som fem gram den seneste uge. Og det, der mangler, er den fysiske aktivitet – kedeligt eller ej.

Overvægten sidder på maven, og det er overhovedet ikke godt at være blevet “æbleformet”, for det betyder, at organerne er syltet ind i fedt. Det er faktisk bedre at være det, de kalder “pæreformet”. Målet er 60,0 kg og et BMI på 22, hvilket også vil bevirke, at jeg igen kan passe alt det tøj, jeg ellers havde overvejet at give til genbrug. Status lige p.t. er 70,3 kg og BMI på 25,8. Det er bare ikke i orden.

Indsatsområder
  1. Mad med færre kalorier: Er implementeret
  2. Fysisk aktivitet: Begyndt i dag! Måske kan jeg høre lidt lydbøger undervejs, indtil jeg forstyrres af fuglenes glade pippen – men med det aktuelle vejr, går der jo nok lidt tid. Vi havde faktisk snestorm her i går.
  3. Stoppe med at ryge: Jeg har haft lyst til det længe, men har manglet motivationen. Når jeg har fået nummer to til at give resultater, kommer nr. tre, men det bliver svært. Charlotte Bøving foreslår i en af udsendelserne, at man kun ryger det halve af hver cigaret og smider resten væk. Måske en idé. Jeg kan bare ikke kæmpe på mere end en front ad gangen
Kan jeg?

En del af udsendelserne drejer sig om meget kraftige mænd. De taber sig virkelig meget på de seks uger, projekterne varer, og de taber rigtig meget fedt. Hun regner det om til antal smørpakker. Jeg har faktisk købt en vældig avanceret vægt (på tilbud), der også skulle kunne udregne muskel- og fedtmasse, men jeg kan altså ikke få den til at vise andet end de triste kilo, selvom jeg faktisk har læst brugsanvisningen og indstillet den efter alle kunstens regler.

Hvis dem på TV kan, så kan jeg også!

, , ,

Rå gulerødder

En besked via Facebook

Jeg sendte lægen Charlotte Bøving fra “Lægen flytter ind” en lille kort besked via Facebook, hvor jeg bare skrev, at jeg vældig godt kunne lide hendes udsendelser, og at hun var meget inspirerende for mig og mit vægttab. Jeg sendte hende linket til den relevante blogpost.

Jeg fik verdens sødeste svar tilbage. Jeg er imponeret af, at hun tager sig tid til det. Hun kan jo ikke kommunikere med alle sine seere/patienter/klienter mv.

Nu har jeg så sendt hende det Excelark, jeg bruger til at styre mit eget vægttab med, og tilbudt hende at hun bare kan bruge det. Hun har allerede svaret. Det er da imponerende. Menneskeligt overskud!

Kilogram har (også) social slagside

I aftes så jeg sæson 3, nr. 4 af 5. Afsnittet handler om Emil på ca. ti år, der har været på julemærkehjem, hvor han tabte ti kilo. Han var der vist i ti uger. Han har taget det hele på igen, eftersom han vendte hjem til de dårlige vaner: Usund mad og ingen motion. Hele familien er overvægtig. Da de laver pasta bolognese, får vi lov at se et billede af pakken med det hakkede oksekød: 14 – 18 pct. fedt!

Charlotte spørger, hvor grøntsagerne er henne? Moderen svarer, at budgettet er temmelig stramt, så der er ikke råd til at købe grøntsager, da de er dyre. Og det har hun jo ret i! Kilogram eller mangel på samme har social slagside. Jeg har prøvet det selv, da jeg var på sygedagpenge. Men jeg fandt alligevel luft til de frosne – ganske vist økologiske – pizzaer… Der skulle jo imidlertid være til husleje, frisør og medicin osv. Der er ganske enkelt udgifter, man ikke kan fjerne.

Charlotte giver hende alligevel et lille hip: der kan købes temmelig meget grønt for de penge, de bruger på kassevis af Matadormix, roulader mv.

Det handler selvfølgelig om prioritering; men at prioritere forudsætter at man har noget at “prioritere med” (eller hvad det nu hedder). På kontanthjælp med det såkaldt “moderne” kontanthjælpsloft eller på integrationsydelse tror jeg, det er rigtigt, at der ikke er penge til ordentlig mad. Af og til tænker jeg på, at det beløb, jeg nu bruger hos Aarstiderne, er større end det, en hel familie på kontanthjælp må leve af en i en måned.

Når jeg står i kø ved kassen nede i Kvickly, kan jeg ikke lade være med at se på, hvad de andre har i kurven og kombinere det med påklædning mv. Jo flere chips og kager jo flere klædningsstykker fra føtex. Det slår sjældent fejl.

Og så til gulerødderne

Hver uge får jeg leveret en stor pose gulerødder, som primært skal bruges til mellemmåltider – men jeg spiser aldrig mellemmåltider, og det har jeg aldrig gjort. I øvrigt synes jeg rå gulerødder er temmelig kedelige.

På samme måde har jeg aldrig spist chips, kager, slik og den slags. Jeg kan bare ikke lide det. Ca. en gang om året går jeg ned efter en pizza hos den lokale pizzapusher, fordi tanken om den er forjættende. Det slår bare aldrig fejl, at når jeg har spist to stykker, er jeg ved at kløjs i alt fedtet. Så 5/6 ryger i skraldespanden.

I udsendelserne er det slående, at de alle begynder at spise rå gulerødder, når Charlotte har hanket op i dem. Det holder næppe i længden, da de jo er kedelige. Hvorfor laver de ikke varme retter med spændende kombinationer af smukke, farverige, sprøde, velsmagende grøntsager og maks 100 gr. magert kød? Svaret er enkelt: Man skal lære det, det falder ikke ned fra himlen.

Jeg køber mig fra læringen. Stod jeg selv med to stokke grønkål, 100 gr. kalkun i tern, to rødbeder og et bæger yoghurt 0,4% , ville jeg virkelig ikke vide, hvad jeg skulle stille op med det. Nu skal jeg bare følge opskriften, hvorpå det som hovedregel ender godt.

Ind imellem laver jeg selvfølgelig tåbelige fejl. Det er fx ret dumt at tage fejl af bredbladet persille og koriander. Nåh men så fik jeg da koriander nok for en uges tid 🙂 Jeg synes også, det er svært at dosere saltet. Ofte lyder opskriften på: “En knivspids salt”. Aspergerdelen af mig tænker straks: “Det kommer vel an på, hvilken kniv, jeg bruger”.

God skærtorsdag til dig og dine.

, ,

Lægen flytter ind

Godt TV

Min ven og jeg ser begge “Lægen flytter ind” og “Undskyld vi fik børn”, og vi er rørende enige om, at det er godt, nærmest fremragende, TV. Det vises på DR2, og det er muligvis “smalle” udsendelser, for de har dybde og nerve og sætter tanker i gang. Det er sikkert den slags, der ikke vil blive vist, når public service bliver privatiseret, for der er jo ingen reklamekroner i det, når der ikke er ret mange seere. Jeg går i rette med mig selv! Udsendelserne er populære, viser tal fra 2016. DR skriver: “DR2 har fået succes med programmerne ’Lægen flytter ind’, mens kagerne i ’Den store bagedyst’ hitter på DR1.” Jeg tillader mig nu alligevel at tænke, at det ikke er den slags udsendelser, der bliver flest af, når DR bliver privatiseret, og DF får sin vilje.

Undskyld vi fik børn

Serien drejer sig om forskellige mennesker med et handicap, der bliver forældre. Især en episode var rørende: Et par hvor faderen er handicappet, mens moderen ikke er handicappet, får en lille pige. De bor på en en nedlagt landejendom, der ser ussel ud, nærmest nedrivningsparat. Men huset rummer et familiekollektiv, hvor beboerne støtter hinanden. Det unge par har derfor et rigtig godt og solidt netværk.

Faderen er autist og har epilepsi og et par andre diagnoser, som jeg ikke lige kan huske. Inden fødslen øver han sig på sin kommende rolle som far: Han træner med en bamse, lægger ble på, bærer den rigtigt på skulderen osv.

Moderen har allerede et barn, der er frivilligt anbragt. Vi får ikke at vide hvorfor.

Umiddelbart efter fødslen griber kommunen ind og sørger for, at mor og barn kommer ca. fire måneder på et “mor-barn-hotel” (tror jeg, det hed). Faderen kommer selvfølgelig på besøg så meget som overhovedet muligt. Parret gør alt, hvad der står i deres magt, for at vise de professionelle på hotellet, at de er i stand til at tage vare på barnet og varetage barnets tarv. De kæmper 24/7, og de er overvågede 24/7.

Udsendelsen slutter med, at barnet bliver fjernet. Det var meget overraskende for både min ven og mig. Med den rigtige støtte fra dels de øvrige beboere i kollektivet, dels fra kommunen, kunne de være blevet gode forældre, der fint kunne tage vare på et barn. Hvorfor fik de ikke lov at bevise, hvad de kunne? En anbringelse koster kassen, så for et ringere beløb til støtte og vejledning kunne barnet være blevet hos dets forældre. Mærkeligt samfund!

Lægen flytter ind

Der ligger adskillige udsendelser fra fire sæsoner på dr.dk, og de er spændende. Læge Charlotte Bøving flytter bogstavelig talt ind på institutioner og hos familier, hvor der er problemer med sundheden – typisk i form af overvægt. Det er fremragende fjernsyn, for hun kan sit kram, og i parentes bemærket er hun død-charmerende. Hun hjælper folk videre mod en sundere livsstil uden at moralisere, for det kommer man alligevel ingen vegne med. Samtidig siger hun tingene lige ud. Det virker godt.

Den første udsendelse, jeg så (sæson 4, nr. 2 af 5), fængede med det samme. Charlotte flytter ind i Enna Mark fængsel ved Horsens, hvor hun tager sig kærligt af Jan, der er en lidt ældre mand, som afsoner ni år for narkohandel. Hun siger det ret direkte: “Hvid du vil levende ud herfra, må du omlægge din livsstil”. Det gør indtryk.

Jan viser sig at være alvorligt syg med stor risiko for blodpropper og diabetes og har samtidig en dobbeltsidig lungebetændelse, som han har døjet med længe. Charlotte går til fængselsinspektøren (31:39) og spørger – helt berettiget – hvorfor hun skal komme udefra og konstatere, at det er helt galt med Jan. Fængselsinspektøren er ret ligeglad og svarer, at ligesom ude i det almindelige samfund, er man selv ansvarlig for at komme til læge, hvis man føler sig syg, og  hun tilføjer “Man skal huske på, at vi er ikke et hospital, vi er et fængsel. Vores primære opgave er at sikre, at folk afsoner deres straf. Det er det, vi er sat i verden for som fængsel.” Tak for kaffe!

De lader fangerne leve af skodmad, og lader dem købe junkfood hos den nærmeste købmand, hvor hylderne bugner af slik og chips. Og det afspejler sig i Jans køleskab og hans madhylde på cellen. Selvfølgelig kan fængslet ikke kontrollere, hvad fangerne køber hos købmanden, men de kan sætte rammerne for den mad, de serverer for fangerne. Det er jo altså mennesker, der ikke selv kan bestemme, hvad de vil have at spise.

I aftes så jeg endnu et par udsendelser. Den bedste var sæson 3, nr. 1 af 5, hvor hun flytter ind i en campingvogn hos Magnus på 11 år og hans forældre. Magnus har et BMI på 29,1, så der må gøres noget ved blandt andet de to nutellamadder, han kører ned som morgenmad. Charlotte kalder det “lyst brød smurt ind i sukker”. Grænsen mellem normalvægt og overvægt går ved 25,0. I starten forsvarer forældrene sig konstant med, at de har så travlt, at de ikke har tid at lave ordentligt mad, og de spiser allesammen for meget: “til vi er ved at revne”, tit to eller tre portioner. Egentlig er der ikke noget at sige til, at de har travlt (med at arbejde), for de har et kæmpe hus i Sakskøbing, og det skal jo betales på en eller anden måde.

Magnus er klar og han gør alt det, Charlotte beder ham om. Han cykler dels alene, dels sammen med Charlotte, dels med sin far i weekenden. De løber på løbehjul, spiller med en særlig tung bold osv. Han taber fire kilo på lidt over seks uger, og mens han gør det, udvikler de et smukt venskab. Da de skal sige farvel, har han en lille gave til hende og et kort, hvor han har skrevet: “…. og jeg skal nok huske, at jeg har en ekstra mor i Varde”.

Charlotte må afsted, og da hun bliver filmet ude i indkørslen, må hun flere gange tørre tårerne bort. Sådan noget bliver jeg altså sentimental over.