DR – Drama
Fremragende fjernsyn
DR Drama leverer fremragende fjernsyn. Der har fx i de senere år været: Matador, Borgen, Rejseholdet, Krøniken og nu Herrens veje.
Det er udsendelser som disse, Dansk Folkepart et al. nu vil beskære med 25 pct. årligt. Til sidst er der intet tilbage. Herefter skal vi vel så nøjes med programmer a la: Dans en dans, Bag en kage, Find din gamle moster i Venezuela, Kom i kontakt med den onkel, du ikke har set i 15 år, Køb en slagbænk eller en Audi på auktion, Am selv dine børn osv.
Herrens veje
Her til aften sendte DR1 andet afsnit af “Herrens veje”. Det er ganske enkelt fremragende fjernsyn! Hvor første afsnit virkede lidt famlende, som om de ville for meget, som om scenen skulle sættes for det hele på een gang, levede dette andet afsnit som om, det havde fundet fodfæste.
Det altoverskyggende tema var August Krogh (søn af pastor Johannes Krogh) i rollen som feltpræst. Han bliver ensom i lejren, efter han ikke vil velsigne en kampvogn men kun soldaterne, og patruljen dernæst kører over en vejsidebombe. Det dør en soldat af. Soldaterne har ikke længere tillid til præsten, og vil ikke tale med ham.
Før det prædiker han over emnet “tvivl”. Han prædiker, at det er i orden at komme i tvivl, når man er udsendt. Og han får på hattepulden af en (vistnok) sergent, der belærer ham om, at der er en diskurs mellem at skulle adlyde ordrer og det at komme i tvivl. Soldaterne tager ham først til nåde, da han kommer med ud på en patrulje.
Ude på den patrulje går han rundt som Moses ved det døde hav. Han er jo ikke skolet i våbenbrug eller i, at det er OK at skyde et andet menneske, når man skal redde eget og kammeraternes liv. Han skyder efter utallige ordrer, kvinden, der er i ført niqab, og han knæler ved hendes lig og ansigt for dernæst at brække sig. Forinden er kammeraten Jonas død af sine skudsår uden at nogen kunne gøre noget. Jonas forbløder slet og ret. August fortæller ham hele tiden, at det nok skal gå, men hans ord vejer ikke ret tungt sat overfor den kirurgiske virkelighed.
En fin lille detalje er, at der hos August brænder et lys. På samme tid brænder et lys i pastor Kroghs præstegård. Moderen mærker en åndelig forbindelse mellem de to flammer, hvorefter de sammen beder et Fadervor for August. Det er lidt overnaturligt og hokus-pokus, men det virker godt.
Det gudelige
Afsnittet spørger på sin egen stille måde til næstekærligheden.
Der er ikke meget næstekærlighed i at skyde hinanden. Det kan selv de mest rabiate vel forstå? Men afsnittet viser, at næstekærligheden har mange ansigter: August dvæler ved den islamiske kvinde, han har skudt, han velsigner soldaterne før en farlig patrulje, moderen søger på adskillige måder at få Johannes Krogh til at optræde bare nogenlunde ædru i Vor Frue Kirke (Københavns Domkirke) til Monicas bispevielse osv.
For mig at se vil næstekærlighed aldrig blive andet end, at vi skal opføre os ordentligt overfor hinanden. Det prøver flere i dette afsnit, og det bør alle vi andre også gøre i morgen!
En outsider?
En figur jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med, er Christian, ham der snød med specialet. Jeg har svært ved at putte ham ind i en højlærd akademisk verden med hans forkortede handelshøjskoleverden. Men det kan jo vise sig i de kommende afsnit.
Jeg glæder mig i hvert fald.
