, ,

Følsom med Rejseholdet

Gamle TV-serier

Jeg er håbløst bagud, men det er jo ikke noget nyt 🙂 , for jeg kan vældig godt lide serier som: “Matador”, “Krøniken” og “Rejseholdet”. Sidstnævnte er fra 2000 – 2004, så den hører næsten til det museale, men den har et tempo, der gør, at jeg kan følge med, selvom jeg normalt har svært ved at se TV pga. diverse kognitive vanskeligheder. Rejseholdet fås hos Blockbuster til en absolut rimelig pris: 32 afsnit for 196,00 kr. Nu har jeg købt dem alle.

DR har åbenbart en politik, der gør, at de ikke lægger hele serier på nettet. Fx ville jeg forleden se Krøniken afsnit 2. Det kan man ikke, med mindre man accepterer “synstolkning”, hvilket er ulideligt, når man ikke har et synshandicap. De har afsnit et. Hvorfor ikke resten? Det har jeg skrevet til dem og spurgt om. De vil svare indenfor fire uger…

Rejseholdet

I aftes sad jeg og så afsnit fem og seks fra en ukendt sæson (måske nok et). I afsnit fem døde Ingrids mand Søren efter en hjerneblødning og en mislykket operation i hjernen. Det var så fint lavet, at tårerne trillede hos mig. Måske er jeg bare over-følsom p.t., men det var virkelig fint tænkt og spillet. Jeg forstår godt, at serien i 2002 fik en Emmy.

Min favoritkarakter er Thomas La Cour (Lars Brygman), der nærmest er clairvoyant, når han går rundt og taler højt med sig selv på et gerningssted og forestiller sig, hvordan forbrydelsen fandt sted, og hvad der i øvrigt hændte der.

Mads Mikkelsen i rollen som Fischer er et markant medlem af holdet. Hans til tider rå fremgangsmåde er på kanten af det lovlige, men han skaber mange resultater til holdet. Når man ser ham i denne serie, forstår man, at han har haft en karriere i USA. De har også et ret råt politikorps.

Charlotte Fich i rollen som Ingrid er det udtrykte billede på en kvinde, der både er følsom og ambitiøs. Oftest fremstilles disse egenskaber op som hinandens modsætninger, men ikke her. Hun rummer det hele, og hun er en fremragende teamleder.

Download

Blockbuster har mærkeligt nok ingen kobling til iTunes. Det bevirker, at man skal downloade dem til iPad én ad gangen. Det tager sin tid, når der er 32 afsnit. Så der er god mulighed for, at jeg ikke kommer til at kede mig i dag…

God søndag.

 

 

 

 

2 Svar
  1. Anette
    Anette siger:

    Elsker rejseholdet, så afsnittet med Ingrids mand på tv hos mine forældre sidste weekend, de genudsendes åbenbart pt…. Ingrid er som du siger en rigtig god sammensat karakter, med helhed, da hun falder om efter hendes mands død virker det så ægte, jo hun er ambitiøs og stærk… men også følsom.
    måske skulle jeg købe dem. Har strisser på Samsø på dvd, den er også rar at slappe af med.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @Anette

      Så er vi to 🙂

      Det var faktisk afsnit fem (Søren der dør), der fik mig til at købe dem alle. 196 kr. for megen underholdning og afslapning er da helt rimeligt. Ja du skal da købe dem.

      Jeg har vist aldrig set “Strisser på Samsø”. Det kunne da være næste mål for mig.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.