Indlæg

“Da jeg gik i stå”

psykiatri

Et interessant webinar

I Region Hovedstaden har vi PsykInfo, der blandt andet skriver:

“Om PsykInfo

​PsykInfo er et Psykiatrisk Informationscenter i Region Hovedstaden. PsykInfo tilbyder information, rådgivning og vejledning om psykisk sygdom og psykiatri til alle borgere, der har brug for mere viden.​”

Jeg har fulgt dem siden 2014, tror jeg, det var, og de har mange spændende initiativer og arrangementer. Her til aften havde de et interessant webinar med denne titel:

“Da jeg gik i stå – om kognitive vanskeligheder og psykisk sygdom”

De havde inviteret to af deres såkaldte ambassadører, Louise og Magnus, der selv kæmper med kognitive problemstillinger, og specialpsykolog Louise Meldgaard Bruun, der er ansat ved ‘Institut for Klinisk Medicin – Afdeling for Depression og Angst’ ved Aarhus Universitet. Jeg har for flere år siden læst en af hendes bøger med titlen ‘Saml tankerne’ om håndtering af kognitive vanskeligheder efter stress, angst og depression (Psykiatrifondens forlag, 2014). At høre de tre gav mig lyst til at tage bogen frem igen, for jeg har selvfølgelig glemt pointerne.

Noget af det, hun talte om, var det helt naturlige ved problemer med hukommelse, overblik og koncentration i forbindelse med mange psykiske sygdomme som stress, angst og depression – men også forskellige psykoselidelser. Jeg husker stadig, da jeg gik langs væggene for at undersøge, om musikken, jeg hørte, kom fra naboerne eller inde fra mit eget hoved. Det var ikke så sjovt og førte til indlæggelse for Gud ved hvilken gang.

Hun fortalte også om, hvordan man kan hvile hjernen ved at opretholde strukturer og rutiner. Holder man sig til dem, kan hjernen få hvile, da den ikke skal arbejde for at overkomme almindelighederne. Det er egentlig ret logisk.

Man skal endvidere finde det, der fungerer bedst for en selv. Hun gav som eksempel, at man ikke hviler hjernen ved at dyrke mindfulness eller meditation, hvis man bare ikke er til den slags. Hvis man skal tvinge sig selv til noget, kommer hjernen på arbejde, og det er jo netop ikke meningen. Det var lige vand på min mølle, for jeg er så tit blevet rådet til at dyrke en af de to ting; det er altså bare ikke noget for mig, så jeg har afslået. Jeg hviler hjernen ved fx at rode med mine hjemmesider, men det kunne jeg ikke, da det gik værst for sig.

Jeg tror, jeg ved noget om psykisk sygdom, ECT og hukommelse

Efter mere end 70 ECT-behandlinger gennem ca. syv år er jeg en erfaren psykiatribruger. Og jeg har skrevet 119 blogindlæg om hukommelse (https://stegemueller.dk/tag/hukommelse/).

På Facebook er jeg venner med professor, overlæge, dr. med., Poul Videbech, Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning i Glostrup,  der er en af dem her i landet, der ved mest om netop ECT og hukommelse.

Det er nærmest ‘gældende ret’, at ECT kun rammer arbejdshukommelsen (= korttidshukommelsen), og at generne er ovre efter senest tre måneder. Hvis generne er vedvarende, siger og skriver alle, at det nok nærmere skyldes den bagvedliggende psykiske lidelse.

Forleden satte jeg mig ned og skrev en længere mail til Poul Videbech om, at jeg fint kendte til alle teorierne, men at det slet ikke svarer til min erfaring. Jeg skrev, at det på ingen måde er en kritik af ECT, som jeg er begejstret for, men at når hans afdeling nu forsker i forskellig former for hukommelsespåvirkning ved ECT, syntes jeg, han skulle kende en brugers erfaringer. Jeg sendte ham linket til de 119 blogposter men betonede, at jeg ikke forventede, han gik om bord i dem. 🙂 Jeg skrev, at hvis jeg kan bidrage til deres forskning, gør jeg vældig gerne det.

Og han har sørme svaret i dag, og ud fra hans svar kan jeg se, at han rent faktisk har læst nogle af posterne. Det havde jeg ikke ventet!

Han tager fat i de problemer, jeg har med ansigtsgenkendelse, som han kun har været ude for i ganske sjældne tilfælde. Han vil konsultere en psykolog, der også arbejder på projektet, om det er noget, de kan gå videre med. Det kunne være herligt at kunne bidrage lidt til forskningen på dette vigtige område, og måske være med til at nuancere ‘gældende ret’.

Det med ansigtsgenkendelsen kan bedst illustreres med, at jeg ikke kunne huske/genkende mennesker, jeg havde været i menighedsrådet med i otte år. Center for Specialundervisning for Voksne foreslog mig at tage billeder af medlemmerne af rådet, og give filerne navnet på vedkommende. Den hurdle kom jeg aldrig over. Det virkede alt for grænseoverskridende at spørge, om jeg måtte tage et billede. Idéen var sikkert ellers god.

Jeg er spændt på, om jeg hører mere fra Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning.

Hukommelse

psykiatri

Nu gik det lige så godt

Jeg har i lang tid gået og tænkt, at det gik rigtig godt fremad med hukommelsen. Jeg kan nu eksempelvis se TV avisen 18:30 og spændende dokumentarer på op til 45 minutter. Hvis noget er kedeligt fiser hjernen af efter ingen tid, og jeg gider end ikke anstrenge mig for at følge med, for jeg ved, jeg ikke får noget ud af det. Det er nu nok ikke et spørgsmål om hukommelse men om koncentrationen, men kognitionen hænger jo tæt sammen.

Jeg har stille og roligt formået at træne hjernen op, og det er jeg virkelig glad for. Den tidligere situation var jo helt uholdbar.

Jeg er blevet god til de kompenserende strategier og er flittig med pen og notesblok. Det går dog ikke godt med ansigtsgenkendelsen, fordi jeg ikke kan lide at bruge den kompenserende strategi, der hører til her: tage et billede af folk og så give filen personens navn.  Jeg kan ikke overskride den barriere, det er at spørge om jeg må tage et billede.

Og så væltede læsset (lidt)

Jeg sad på arbejdet og skulle genskabe en side, som jeg desværre havde overset at tage skærmdumps af, hvilket jeg heller ikke ved, hvordan kunne ske, når det var en opgave – og opgaverne skriver jeg jo ned for ikke at overse noget.

Jeg mener ikke, jeg nogensinde har set den side før, men chefen siger, at vi har lavet den sammen. Jeg husker absolut intet af det. Og det jeg “genskabte” efter anvisninger vakte heller ingen genklang overhovedet. Jeg mener: jeg ville da kunne genkalde mig et et eller andet, hvis jeg havde set det før. Så dårlig er min hukommelse da ikke.

Det var sørme en ubehagelig oplevelse, der kun alt for godt minder mig om dengang, der var huller i hukommelsen på to eller fire uger.  Det er bare svært at sige til chefen, at det er ham, der tager fejl 🙂

 

,

Diverse

En lille skygge

En lille diskret skygge kan have stor betydning.

Det har længe generet mig, at knapperne under billedrækkerne på forsiden af min blog var fuldstændig umulige at se, med mindre man vidste, de var der. Jeg tror, jeg har mange ældre læsere, og jeg ser jo nødig, at de går glip af mine tidligere geniale indlæg. Jeg fandt en stump kode på nettet, som løste problemet. Man skal bare skrive sådan her (hvilket jeg aldrig bliver i stand til):

 

#top .pagination a{
    box-shadow: 1px 1px 1px 1px rgba(0,0,0,.5);
}

Og når man så har skrevet det, har knapperne fået en pæn lille skygge (øverste række), så man kan se, de er der, uden de fylder for meget i helheden. Jeg kan ikke selv kode længere, og det interesserer mig heller ikke. Jeg vil hellere skrive, lave hjemmesider, lære/lege med Excel osv.

En kognitiv succes

Sidst jeg prøvede at høre en lydbog er vist et par år siden. Det gik mildest talt elendigt. Jeg kunne koncentrere mig 4 * 4 minutter, så var koncentrationen røget. Hvis man deler en bog på måske tre timer op i intervaller af 16 minutter er det helt sikkert, at man har smadret handlingen. Man kan lige så godt lade være at lytte.

P.t. siger ugeskemaet, at jeg skal gøre grundig rent, og da jeg retter mig efter skemaet, når jeg ellers ikke pjækker fra det, gør jeg altså rent. Og her bliver kanonflot! Undervejs kan jeg jo så høre et eller andet. Det plejer at være musik, men af en eller anden grund vovede jeg at finde en lydbog frem. Succes – det gik så godt. Jeg lyttede mindst en time, mens jeg arbejdede. Hvor er jeg glad.

Det var et af mine mål, da jeg blev udskrevet: træne den delte opmærksomhed (det at man kan gøre flere ting ad gangen). Dagligt har jeg brugt 15 minutter under min kugledyne med musik fra Spotify i mine Airpods foran Facebook på iPadden, og det er faktisk gået rigtig fint. Nu er Facebook jo ikke stor litteratur, men det er heller ikke målet lige nu. Målet er at træne hjernen op igen; næppe til samme niveau, men i hvert fald til et bedre. Jeg føler det som en succes.

I Hvidovre kirke (nærmest)

Det er vist et par år siden, jeg har været i kirken eller i nærheden. Af mange grunde blev det for svært. Min præst havde imidlertid jubilæum i dag, så det var en passende anledning til at vove sig derover igen. Jeg hilste på mange søde mennesker i menighedshuset, men det var svært. Jeg føler mig syg, når folk siger, jeg ser godt ud (underforstået nu). Det er lidt som dengang, min tænder lige var blevet lavet. Jeg traf mennesker, der sagde “Gud du har fået lavet dine tænder” underforstået de havde tidligere tænkt, at jeg så farlig ud.

Jeg smuttede efter en time og var godt tilfreds med at have klaret det, også selvom jeg nappede en Oxapax (et beroligende kemikale) inden jeg gik hjemmefra.