Tag Archive for: Kognition

Fordele ved hukommelsestabet

Fordele ved hukommelsestabet

Hvor er det godt, det er glemt

Der er helt bestemt fordele ved hukommelsestabet!

I forbindelse med mit projekt om søgemaskineoptimering gennemgår jeg som det første de 136 poster med mærkaten/tagget “Bipolar affektiv sindslidelse”, hvor jeg lige nu kun mangler 18, så det går bestemt fremad. Der burde være mange flere end de 136, når der er 445 poster i kategorien “Sygdom og sundhed”, men jeg har ikke været konsekvent med at opmærke posterne. Det er bare ærgerligt, for jeg gider ikke lede efter dem manuelt blandt 1.650 poster, og jeg er ikke skrap nok til SQL til at kunne finde dem maskinelt.

For at optimere siderne må jeg selvfølgelig læse dem igennem. Der er masser af stavefejl, dobbelte mellemrum, manglende billeder mv. i de poster, der er skrevet på iPadden på diverse psykiatriske afdelinger fra 14. juli 2014 og frem. Alt det retter jeg op på. Det er perfektionismen, der tager over og det er i orden, da jeg ikke generer andre mennesker med den. Google kan også godt lide orden i sagerne. De dobbelte mellemrum er selvfølgelig ligegyldige, men det er de manglende billeder ikke.

En barsk rejse bagud i tid

Jeg skriver ikke for at få medlidenhed. Det er bare objektivt konstaterbart.

Det er en barsk rejse bagud i tid at læse alle de gamle poster. Hvor er jeg dog glad for, der er så meget, der er glemt. Det er bestemt ikke værd at huske på. For pokker/fanden da hvor var jeg bare hundesyg længe. Det er lidt af et mirakel, jeg er i live, for hvor har jeg været tæt på at tjekke ud i lange, lange perioder. Alt var gjort parat, timet og tilrettelagt, jeg kunne bare ikke finde en sikker metode. Skulle jeg prøve igen, skulle det lykkes. Jeg var ikke en kylling, der var bange for smerten, jeg var kun bange for, at det ikke ville lykkes. Jeg mente ikke selv, jeg havde livslyst tilbage, men psykologen overbeviste mig om, at det havde jeg, for ellers havde jeg tjekket ud for længst. Jeg havde bare meget mere livsangst end dødsangst. Nu er det Gudskelov omvendt – og jeg er taknemmelig hver eneste dag.

Årene med uvished om økonomi, arbejdsmarked, fremtid og bolig var barske. Alt var uvist, og jeg havde mistet kontrollen over mit eget liv. Det er svært, når man er vant til at have kontrol over alle dele af livet. Jeg var ikke “bare” blevet syg. Der fulgte meget mere med.

Jeg var så tåbelig, at jeg ville arbejde, uanset Psykiatrifonden allerede i sommeren 2015 mente, det tegnede til pension. Jeg kunne ikke forestille mig at skifte identiteten ud med en anden. Jeg forsøgte mig med samlet set seks fleksjobs, hvor det bare gik værre og værre. Det bekræftede mig i, at jeg ikke havde kompetencer i behold. Det var en opfattelse jeg fik allerede i sommeren 2015, hvor psykologen bad mig lave to lister: den første har jeg lige nu glemt, men den anden skulle handle om kompetencer. Det sendte mig til tælling og og indlæggelse. Det var forfærdeligt ikke at kunne noget mere.

Psykoserne/nærpsykoserne var svære, for jeg var klar over, at det var uvirkeligt, men kunne ikke handle mig ud af det:

  • Jeg hørte en respirator stå i klædeskabet med dens bip-bip, men når jeg åbnede klædeskabet for at slukke for den, var den der selvfølgelig ikke.
  • En film kørte uafbrudt i de nederste 25 pct. af det indre skærmbillede. Den handlede om min begravelse, og alt var rigtigt: præsten, gæsterne, salmerne osv. Den varede vist omkring 12 måneder.
  • Jeg gik langs væggene for at finde ud af, om Jimmi Hendrix kom fra naboerne eller fra mit eget hoved. Derpå gik turen til Psykiatrisk Center Hvidovre, som det hed dengang.

Og så var der Parkinsonismen i sommeren 2020, hvor jeg nærmest var forgiftet af antipsykotisk medicin gennem mange år. Jeg kunne ikke ramme tasterne på tastaturet, fordi jeg rystede for meget, når jeg faldt, kunne jeg ikke rejse mig, jeg kunne ikke holde på vandet osv.

På den “positive side” tæller manierne, hvor jeg havde det pragtfuldt, udviklede forskellige løsninger på alt muligt ligegyldigt midt om natten, sov to timer i døgnet, ikke spiste og brugte penge, jeg ikke havde fx på tre computere på en dag. Sygdomsindsigt og skub fra dejlige læsere sendte mig afsted til afdelingen igen. Der fodrede de mig med sovepiller, da søvnbalancen er det første, der skal genoprettes for at standse en mani.

Hjælpen udefra

Det fremgår med al tydelighed af posterne, at jeg har fået meget hjælp udefra.”Systemet” har som hovedregel behandlet mig godt.

Psykiatrien har som hovedregel også behandlet mig godt, da den fandt ud af, at jeg kom igen og igen, altså nærmest var stamgæst på fx 808. Mig slap de ikke lige af med. På et tidspunkt, hvor jeg stod der med tasken endnu en gang og næsten var  flov over det, sagde en af sygeplejerskerne “Vi er her for dig, Hanne”. Bare ved tanken kan jeg næsten få tårer i øjnene. Det er en del af det bipolare, at man kommer igen og igen. Om rejserne frem og tilbage til diverse afsnit er forbi nu, kan kun tiden vise.

Samarbejdet med Hvidovre Kommune har som hovedregel også været godt. Især da de fandt ud af, at jeg ikke var doven men syg.

Er der noget at sige til, jeg nu nyder hvert minut?

Hvor er jeg dog glad for hukommelsestabet.

Efter de år med de oplevelser, jeg har præsenteret dig for bare et lille udsnit af, er der næppe noget at sige til, at jeg nu nyder livet hvert eneste minut, og selvfølgelig er bange for at miste det.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Chat eller e-mail?

Chat eller e-mail?

Jeg behøver ikke stille spørgsmålet

Chat eller e-mail? Jeg vil have e-mails og jeg hader chat.

Chat eller e-mailDet værste er at besøge en hjemmeside, hvor man tilbydes, at firmaet altid er online og rede til support, fordi man altid kan komme i kontakt med deres chat-robot.

Robotten vist til højre, som er hentet fra Proshop, er endda en af de mere venlige, da den fortæller, at man kan blive stillet om til et menneske. Den mangler bare at fortælle, hvornår menneskerne er på arbejde.

Problemet er, at robotten selvfølgelig kun forstår de spørgsmål, firmaet egenhændigt har defineret på forhånd med tilhørende svar. Hvis man har andre spørgsmål, får man en masse gange at vide, at man skal prøve at stille spørgsmålet på en anden måde. Herre Jemini… Jeg kan ikke stille mit spørgsmål på en anden måde, og jeg kan ikke gætte deres foruddefinerede termer. Måske kender jeg slet ikke deres specielle ord.

De ting, jeg har behov for at spørge om, er af og til komplekse, og havde problemet ikke været komplekst, ville et par søgninger med Google måske endda have givet svaret. Resultatet er, at jeg skal gøre mig de hæderligste anstrengelser for at komme til at chatte med et menneske, alternativt prøve om det er muligt at finde et telefonnummer, som jeg – helt altmodisch – kan ringe til næste dag i åbningstiden. Mange kan man ikke engang ringe til firmaerne. Det, synes jeg, er langt fra god kundeservice.

Jeg plejer at finde en anden udbyder, der måske koster lidt mere, men jeg vil betjenes, og det er mig, der kunden. Robotterne er billige i drift. De skal ikke have nat- og weekendtillæg, feriepenge eller på barsel (øremærket eller ej) mv. Men individuel kundeservice kan de altså ikke yde.

Svigtende hukommelse er endnu en grund til at foretrække e-mails

Fordelen ved e-mails er, at både spørgsmål og svar kan gemmes og findes frem igen. Og skal man “slås” med nogen, fx Microsoft 🙂 , er det rart senere at have dokumentationen i orden.

Når jeg stiller et spørgsmål, har jeg som regel prøvet 17 ting forud for selv at løse problemet. Jeg foretrækker så afgjort at være selvhjulpen blandt andet for at kunne komme videre med det samme og ikke at være afhængig af nogen. De 17 ting vil jeg gerne præsentere udbyderen af en eller anden ydelse for, så vi ikke skal igennem hele møllen igen, men de er svære at putte ind i det lille chat-felt ned i højre hjørne.

Svaret, man får i en chat, er væk, når chat-vinduet lukkes. Hvis jeg har brug for fx de samme instruktioner igen en måned senere, må jeg tage turen via chatten en gang til. Det er ikke hensigtsmæssigt for hverken udbyderen af en given service eller mig. Jeg skal stille måske næsten samme spørgsmål, og de skal give måske næsten samme svar. Jeg er godt klar over, at jeg selvfølgelig kan lave nogle “øvelser” med kopier og sæt ind fra chatten til Notesblok eller lignende – men det er altså bøvlet. Hvorfor kan de dog ikke tillade, at jeg sender dem en mail, som de svarer på, og som jeg kan gemme?

Lige i øjeblikket prøver jeg at forklare en serviceudbyder ovenstående og at jeg husker ret dårligt, og naturligvis accepterer længere svartid mod at kunne kommunikere pr. mail, selvom de foretrækker chat. Selvfølgelig kan de ikke lave særregler for mig, men igen: hvem er det, der er kunden og er med til at holde deres virksomhed i gang?

Er de vidunderlige e-mails på vej ud?

Det er min fornemmelse, at e-mailens dage er talte. Er det rigtigt? Der er så mange, der sender små beskeder via Facebook, Messenger eller noget lignende. Det er ved at være sjældent, jeg får en e-mail. Har du det på samme måde?

Jeg er ikke meget for al den kommunikation i små afgrænsede felter i skærmens højre side, for jeg kan ikke overskue den. Når svar nummer 12 kommer, er jeg i tvivl om, hvor vi egentlig startede. Hvad handler det overhovedet om? Jeg er klar over, at andre har det anderledes og sagtens kan sammenholde informationerne, men jeg kan altså ikke. Så vær rar at sende en e-mail eller bruge kontaktformularen her, hvis du vil mig noget.

Tilføjelse den 7. oktober 2021

Jeg har fået mange fine kommentarer til denne post via Facebook. Mange bryder sig ikke om chat. Det er ikke bare mig, der er håbløst gammeldags.

Efter at have læst og besvaret mange af kommentarerne er jeg kommet til at tænke over, at chat-samtalerne da efterfølgende burde kunne downloades til en tekstfil. Det kan ikke tage en dygtig programmør mange timer at lave den tilføjelse til programmet. Det burde faktisk være et ubetinget krav, at det kan lade sig gøre i alle chat-programmer (eller hvad det nu hedder).

Det ville løse problemet fuldstændigt.

At leve med kognitive problemer

Man må finde på noget

“Kognitiv” betyder det, der har med erkendelsesprocesser at gøre, altså de processer, som foregår i hjernen (tænkning, erfaring), og som oftest er tilgængelige for personens bevidste bearbejdning.

At leve med kognitive problemer

Forleden førte jeg en samtale med en ven, der har diabetes af den type, der medfører alvorlige problemer med synet. Vi talte blandt andet om, at en måde at “overleve” forskellige helbredsproblemer (og også andre problemer?) er at udvikle strategier til at imødegå dem. Det er vist det, psykologer kalder “copingstrategier”. Han har udviklet forskellige strategier, der hjælper ham gennem de dage, hvor synet er rigtig skidt. Til gengæld glæder han sig de dage, det er bedre.

Denne post handler om mine strategier til at leve med kognitive problemer i form af hukommelse, overblik og koncentration. Sidstnævnte er tvedelt, og den ene del har jeg ikke en løsning på.

1) Hukommelse: Databasen afløser de krøllede sedler

At leve med kognitive problemerMed Office 365 følger Access, der er et databaseprogram. Programmet indeholder en række foruddefinerede skabeloner – blandt andet en opgaveliste. På et tidspunkt blev jeg træt af mine utallige noter på både det fysiske og det virtuelle skrivebord. Jeg får en frygtelig masse idéer til “projekter”, men jeg kunne ganske enkelt ikke holde overblik over dem, og jeg ærgrede mig, når jeg glemte dem. Derfor begyndte jeg at undersøge, om programmet kunne hjælpe mig via opgavelisten, og det kunne det.

Billedet i toppen af denne post viser et udsnit af opgavelisten, som jeg ajourfører dagligt, og hver gang jeg får en idé, skriver jeg den ind i programmet. Programmet rummer også andet end idéer fx bare ting, jeg skal huske.

Listen rummer udover de viste felter også følgende:

  • Tildelt: fuldkommen overflødigt da alle opgaverne er mine egne, men jeg kan ikke finde ud af at slette feltet.
  • Beskrivelse: Her kan man supplere titlen med al den tekst, man har behov for, hvilket er nyttigt for at fastholde detaljer, der hører til opgaven/idéen. Som eksempel handler “Oversæt visse danske genealogisider” om at oversætte siderne om min mormor og morfar til både engelsk og tysk. Billedet viser som eksempel detaljerne om opgaven “Side om Aspergers syndrom”. Det er vældig praktisk at have noteret, at Birgitte gerne vil hjælpe.
  • Startdato: Som standard den dato man opretter opgaven, men den kan selvfølgelig ændres.
  • Forfaldsdato: Kan medvirke til at prioritere opgaverne eller måske bare sige noget om opgavens størrelse. Fx har jeg givet opgaven “Gennemgå slægtsdatabasen” en forfaldsdato, der hedder 31-12-2025, da opgaven er enorm og virkelig vil tage årevis. Feltet er som standard tomt.
  • Vedhæftede filer: Disse dage sidder jeg og skriver på et langt Worddokument, der skal danne grundlag for siden om Aspergers syndrom. Det vedhæfter jeg til opgaven, så der er styr på tingene, og jeg har tjek på, hvad jeg har sendt til Birgitte.
  • % færdig: For det meste er feltet jo bare et skøn og ingen videnskab, men fx mht. GPS-koordinaterne er de 68 pct. det eksakte tal, fordi det er så let at aflæse i TNG.

Databasen er en enorm hjælp, og jeg ærgrer mig over, jeg ikke har fået idéen for syv år siden, men det hjælper ikke at ærgre sig. Jeg glæder mig bare over, at jeg nu har fundet på noget virkelig brugbart, der samtidig er simpelt og nærmest gratis, da jeg i forvejen betaler for Office 365.

Det kan siges at være vældig “nørdet”, og der er nok ikke ret mange, der styrer deres opgaver og idéer på den måde. Heldigvis er “nørdet” ikke længere udelukkende et skældsord.

2) Overblik

Databasen hjælper også på det manglende overblik. Hvis jeg bare fører den systematisk, er jeg helt klar over, hvad jeg er i gang med.

På et andet område har jeg hjemmeplejens hjælp til at løse problemet med det manglende overblik: den i øvrigt behagelige Stinna kommer hver anden fredag og hælder medicin op. Problemet er ikke at ramme hullerne i æskerne. Problemet er at kunne overskue, hvornår egen læge/psykiatrien skal kontaktes for at bestille nyt, for at der er nok til næste opfyldning. Det er sikkert ikke svært for andre mennesker, men for mig er det en umulig opgave. Så er det fantastisk, at Hvidovre Kommune har sagt ja til at løse den.

3) Koncentration

Som nævnt i indledningen er problemet tvedelt:

  1. Når jeg selv er aktiv: Jeg kan snildt koncentrere mig 14 – 16 timer ad gangen om min hjemmeside, at skrive, at læse kirkebøger og alt mulig andet, jeg synes er spændende. Faktisk kan jeg koncentrere mig så længe, at jeg glemmer alt andet med streg under “alt”, fx de primære basale behov så som mad og søvn. Det skyldes formentlig, at det er det, der hedder “særinteresser”, når man taler om Aspergers syndrom/autisme.
  2. Når jeg er passiv: Jeg kan koncentrere mig højst 25 – 30 minutter ad gangen. Herefter render tankerne ud ad en tangent og på langfart. Det betyder, at TV Avisen 18:30 er perfekt, men at jeg på forhånd opgiver sådan noget som lydbøger og podcasts. Hvis man kun hører 25 minutter af en lydbog pr. dag, bliver den klippet ud i så mange småstykker, at den er komplet ødelagt. Jeg får i hvert tilfælde ikke noget ud af bogen. Jeg har forstået på andre mennesker, at de ofte lytter i flere timer ad gangen. Jeg tror, det er sådan, man skal gøre, hvis man vil bruge det medie. Jeg kan bare ikke være med.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

De kognitive deficitter

De kognitive deficitter

Skulle jeg have haft pension?

De kognitive deficitter.

Kognition: kendt fra 1962 fra engelsk cognitive, af latin cognitus, perfektum participium af cognoscere ‘lære at kende, erkende, forstå’

Deficit: fra latin deficit ‘der mangler’, af deficere ‘mangle’.

Kilde: Den Danske Ordbog

Af og til tænker jeg, at jeg har snydt hele systemet og slet ikke skulle have været tilkendt pensionen. Jeg kan jo fx koncentrere mig i timevis om at systematisere ting, fx. mine gamle billeder og blive ved og ved med at gennemgå filerne, til alt stemmer med databasen, alle navne er rigtige (hedder de nu fx. Christensen eller Kristensen?), alle personer på billedet er angivet i filnavnet i den rigtige rækkefølge fra højre mod venstre og (stort set) ingen billeder er for store til import i TNG-siden. Efter mange forsøg er jeg kommet frem til, at de skal være max. ca. 700 * 1.000 px.

Jeg tror alligevel, den er god nok, for:

hvis nu hjernen havde fungeret “normalt”:

  1.  havde jeg kun været halvt så lang tid om at få styr på de pokkers billeder (der er i øvrigt kun 339 tilbage ud af de 1.061, jeg startede med),
  2. havde jeg ikke været overrasket over at læse om de mennesker, jeg traf i starten af min slægtsforskning og som har givet mig en masse informationer og lånt/foræret mig billeder. Som hovedregel har jeg noteret, hvornår jeg har truffet dem og selvfølgelig deres navne mv. Men jeg er helt blank, når jeg skal prøve at huske selve mødet. Det er præcis det, den første overlæge i distriktspsykiatrien kaldte for “absencer”,
  3. havde jeg ikke skullet opgive at finde rundt i Google Maps til brug for TNG. Jeg bliver så forvirret af alle de “hjælpsomme” links. Hvorfor kunne de ikke stille det op ad modum: “gør sådan og sådan”, helst tabellarisk med 1, 2, 3 osv.?. Der er vel kun én vej?,
  4. havde jeg ikke ved hvert eneste blogindlæg skullet slå op, hvor stort billedet skal være for at passe ind på forsiden. Det er som om, de 665 * 531 px. ikke vil indprente sig. Efter mindst 25 poster med den nye størrelse, burde den vel sidde fast?,
  5. havde jeg selv kunnet hælde medicinen op hver anden uge, så hjemmeplejen ikke må komme og gøre det. Det skyldes ikke, at jeg ikke kan ramme hullerne i æskerne, men at jeg ikke har det overblik, der bevirker, at jeg kan se, om der er nok til næste runde, så egen læge eller distriktspsykiatrien skal kontaktes, for at jeg ikke kommer til at mangle noget,
  6. havde jeg kunnet huske en indlæggelse på seks dage på Hvidovre Hospital i sommeren 2020 på den afdeling, der har med stofskifte ting og sager at gøre (lige nu kan jeg heller ikke huske, hvad den kaldes). Jeg kan se i Sundhedsplatformen, at jeg har været der, men jeg husker absolut intet. Det er lidt underligt,
  7. havde jeg haft overblik over alt det, jeg gemmer (filer, noter osv.) for netop ikke at glemme,
  8. havde jeg ikke måttet spørge folk, jeg har siddet i menighedsrådet med i otte år, hvad det nu er, de hedder, når jeg møder dem på Hvidovrevej. Ansigtsgenkendelsen er simpelthen væk. Det har jeg drøftet på skrift med professor Poul Videbech, der kun sjældent har oplevet noget lignende. Jeg tror ikke, han helt tror mig.

Når jeg bare er mig selv, går det alligevel godt nok

Havde jeg skullet passe et job, havde det været meget problematisk. Når jeg bare er mig selv og kan dyrke mine egne nørderier i mit eget tempo, betyder det ikke så meget, bortset fra alle de noter og lydfiler jeg er ved at drukne i. En dag må jeg rydde op.

Jeg har en gammeldags pen og blok ved venstre hånd, hvor jeg noterer idéer og indfald, der ikke skal gemmes i længere tid. Jeg er storforbruger af midlertidige filer i Notepad på det elektroniske skrivebord. Og jeg optager vigtige samtaler, fx dem med psykologen, og jeg hører dem faktisk mindst et par gange efter sessionen. Og så længe hjemmeplejen er så venlig at hælde medicinen op, de “småting” der er tilbage af den, går det alt sammen.

Mine omgivelser har vænnet sig til, at jeg har en hukommelse som en si, og er så venlige kun sjældent at påpege det.