Indlæg

Hukommelse

psykiatri

Nu gik det lige så godt

Jeg har i lang tid gået og tænkt, at det gik rigtig godt fremad med hukommelsen. Jeg kan nu eksempelvis se TV avisen 18:30 og spændende dokumentarer på op til 45 minutter. Hvis noget er kedeligt fiser hjernen af efter ingen tid, og jeg gider end ikke anstrenge mig for at følge med, for jeg ved, jeg ikke får noget ud af det. Det er nu nok ikke et spørgsmål om hukommelse men om koncentrationen, men kognitionen hænger jo tæt sammen.

Jeg har stille og roligt formået at træne hjernen op, og det er jeg virkelig glad for. Den tidligere situation var jo helt uholdbar.

Jeg er blevet god til de kompenserende strategier og er flittig med pen og notesblok. Det går dog ikke godt med ansigtsgenkendelsen, fordi jeg ikke kan lide at bruge den kompenserende strategi, der hører til her: tage et billede af folk og så give filen personens navn.  Jeg kan ikke overskride den barriere, det er at spørge om jeg må tage et billede.

Og så væltede læsset (lidt)

Jeg sad på arbejdet og skulle genskabe en side, som jeg desværre havde overset at tage skærmdumps af, hvilket jeg heller ikke ved, hvordan kunne ske, når det var en opgave – og opgaverne skriver jeg jo ned for ikke at overse noget.

Jeg mener ikke, jeg nogensinde har set den side før, men chefen siger, at vi har lavet den sammen. Jeg husker absolut intet af det. Og det jeg “genskabte” efter anvisninger vakte heller ingen genklang overhovedet. Jeg mener: jeg ville da kunne genkalde mig et et eller andet, hvis jeg havde set det før. Så dårlig er min hukommelse da ikke.

Det var sørme en ubehagelig oplevelse, der kun alt for godt minder mig om dengang, der var huller i hukommelsen på to eller fire uger.  Det er bare svært at sige til chefen, at det er ham, der tager fejl 🙂

 

,

Diverse

En lille skygge

En lille diskret skygge kan have stor betydning.

Det har længe generet mig, at knapperne under billedrækkerne på forsiden af min blog var fuldstændig umulige at se, med mindre man vidste, de var der. Jeg tror, jeg har mange ældre læsere, og jeg ser jo nødig, at de går glip af mine tidligere geniale indlæg. Jeg fandt en stump kode på nettet, som løste problemet. Man skal bare skrive sådan her (hvilket jeg aldrig bliver i stand til):

 

#top .pagination a{
    box-shadow: 1px 1px 1px 1px rgba(0,0,0,.5);
}

Og når man så har skrevet det, har knapperne fået en pæn lille skygge (øverste række), så man kan se, de er der, uden de fylder for meget i helheden. Jeg kan ikke selv kode længere, og det interesserer mig heller ikke. Jeg vil hellere skrive, lave hjemmesider, lære/lege med Excel osv.

En kognitiv succes

Sidst jeg prøvede at høre en lydbog er vist et par år siden. Det gik mildest talt elendigt. Jeg kunne koncentrere mig 4 * 4 minutter, så var koncentrationen røget. Hvis man deler en bog på måske tre timer op i intervaller af 16 minutter er det helt sikkert, at man har smadret handlingen. Man kan lige så godt lade være at lytte.

P.t. siger ugeskemaet, at jeg skal gøre grundig rent, og da jeg retter mig efter skemaet, når jeg ellers ikke pjækker fra det, gør jeg altså rent. Og her bliver kanonflot! Undervejs kan jeg jo så høre et eller andet. Det plejer at være musik, men af en eller anden grund vovede jeg at finde en lydbog frem. Succes – det gik så godt. Jeg lyttede mindst en time, mens jeg arbejdede. Hvor er jeg glad.

Det var et af mine mål, da jeg blev udskrevet: træne den delte opmærksomhed (det at man kan gøre flere ting ad gangen). Dagligt har jeg brugt 15 minutter under min kugledyne med musik fra Spotify i mine Airpods foran Facebook på iPadden, og det er faktisk gået rigtig fint. Nu er Facebook jo ikke stor litteratur, men det er heller ikke målet lige nu. Målet er at træne hjernen op igen; næppe til samme niveau, men i hvert fald til et bedre. Jeg føler det som en succes.

I Hvidovre kirke (nærmest)

Det er vist et par år siden, jeg har været i kirken eller i nærheden. Af mange grunde blev det for svært. Min præst havde imidlertid jubilæum i dag, så det var en passende anledning til at vove sig derover igen. Jeg hilste på mange søde mennesker i menighedshuset, men det var svært. Jeg føler mig syg, når folk siger, jeg ser godt ud (underforstået nu). Det er lidt som dengang, min tænder lige var blevet lavet. Jeg traf mennesker, der sagde “Gud du har fået lavet dine tænder” underforstået de havde tidligere tænkt, at jeg så farlig ud.

Jeg smuttede efter en time og var godt tilfreds med at have klaret det, også selvom jeg nappede en Oxapax (et beroligende kemikale) inden jeg gik hjemmefra.

 

, ,

Securitas

Min ven Morten

En af de første jeg fortalte om min fritstilling var Morten fra “Jobøst”, som jeg traf første gang i (vist nok) november 2017. Han har i lang tid haft kontakt (læs: bearbejdet) til Securitas, hvor vi også har været til “kaffemøde” for snart længe siden. På det tidspunkt blev jeg faktisk vist rundt i bygningen, så de syntes nok ikke, jeg var helt forfærdelig.

Da han fik beskeden fra mig i sidste uge, rykkede han med det samme, og arrangerede en samtale til i dag kl. 10:00.

Konklusion

Der er endnu ikke en aftale om en egentlig ansættelse, da ressourcesituationen internt i koncernen er uafklaret. Lederen har ganske enkelt ikke et tilsagn fra de “bevilgende myndigheder”. Der er alene aftalt en ulønnet virksomhedspraktik startende den 23. maj med evaluering den 8. juni. I den deltager lederen, Morten og jeg.

Jeg havde på forhånd noteret mig, hvilke kompromisser jeg ikke skulle gå på denne gang. Man kan vel kalde det et forsigtighedsprincip? Det var fint at konstatere, at jeg ikke engang behøvede at nævne de ting, jeg havde skrevet ned. De ligger implicit i jobbet og i koncernen.

  1. Det vigtigste kompromis, jeg ikke må indgå på, er næsten det med antallet af timer. Otte timer er simpelthen for lidt, da jeg så kun kommer ud af døren en, måske to, gange pr. uge, og så er det, der kan gå 1½ uge, hvor jeg ikke taler med et eneste levende menneske. Det går ikke.
  2. Et andet vigtigt punkt er rolige omgivelser. I Farum talte de ikke i telefon, de råbte i telefon, og musikken kørte. Andre mennesker kan lukke den slags ude, men det kan jeg ikke, og det er blevet sværere og sværere de seneste år. På psykiatrisprog hedder den slags, at man ikke mestrer “delt opmærksomhed”, hvilket er uhyre almindeligt for bipolare som en del af de kognitive forstyrrelser.
  3. Jeg skal have nogen at sparre med.
  4. Jeg skal tage langt mere hensyn til de emner, Psykiatrifonden beskrev tilbage i 2016. Noget er forældet, men der er bestemt også end del, der fortsat er gældende. Jeg har prøvet at gå på kompromis, fordi jeg var så forhippet på stillingen, at jeg kunne have solgt min gamle bedstemor. Læringen på det seneste er, at det ikke går; fleksjob eller ej.

Afprøvninger

Hvis jeg nu opfører mig pænt i de tre uger, praktikken varer, forestiller jeg mig, at der kan være en chance, og jeg brokker mig på ingen måde højlydt, men for søren da hvor skal man på prøve og anses i lang tid for at få fodfæste på arbejdsmarkedet, når man har været på nippet til at falde helt ud af det.

  1. De to år i Folkekirkens Nødhjælp var jeg nærmest på prøve i to år. Ansættelsen begyndte med 13 ugers ulønnet virksomhedspraktik.
  2. I Nordsjællands Port Center var der fire ugers ulønnet praktik plus efterfølgende tre måneders prøvetid (naturligt nok – det står i funktionærloven),
  3. og nu kan jeg så gå ind i møllen igen.

Hvor jeg dog håber, at jeg på et eller andet tidspunkt kan være “ventet og velkommen” i en virksomhed, lige til vi ikke orker at se på hinanden længere.

Hvis Securitas ønsker at ansætte mig, vil der være tale om, at jeg kommer til et sted, hvor der er orden på løn og ansættelsesvilkår.

Det kunne nu være så rart – endelig!

PS: Se lige denne video!