,

Så dum er jeg

Personlig blog og hjemmeside i det hele taget

Min døde harddisk…

Det hele startede med fem omgange ‘blue screen of death’ med forskellige stopkoder. Min harddisk er vist nok død, og det er en lettere katastrofe, for det er dokumenter og billeder fra 14-15 år tilbage, e-mail-adresser, kontakter, telefonnumre, ja faktisk alt, da alt lå på c-drevet.

Selvfølgelig skete det en lørdag morgen. Harddisken begyndte efter flere gange CHKDSK at sige klik klik, og det er slet ikke noget godt tegn, siger min ven. Selv har jeg ikke forstand på den slags. Jeg er bare en bruger.

Heldigvis har jeg min lille bærbare fra refurb.dk og min iPad, så jeg ikke er helt afskåret fra omverdenen. Men jeg belaver mig på, at data er mistede. Slægtsforskningen ligger heldigvis i e-boks (10 års arbejde) og på nettet, hjemmesiden er selvfølgelig intakt, men budget, købskvitteringer, billeder, alt er nok væk. Jeg har fundet mit CV i en sendt mail; så ved jeg da i det mindste, hvor jeg har været ansat i årenes løb. Jeg vil muligvis også kunne finde lidt i de forskellige skylagre, men det er virkelig ikke meget.

Jeg er en kæmpestor idiot, for jeg har vist ikke en backup, men jeg kan ikke huske det. Og det, der gør mig til en endnu større idiot, er, at jeg faktisk har fire skylagre, faktisk har jeg endda en Dropboxkonto på tre terabytes, som jeg betaler for. Men bruger jeg nogen af dem? Nej! Jeg ved ellers alt om redundante data… Jeg har sandelig også to gange SSD – men bruger jeg dem? Nej! Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg har været så tåbelig, hvis det nu skulle interessere mine læsere.

Den sikkert døde disk er vist nok en almindelig harddisk.

Min cyberven oppe på Mors har i dag i timevis hjulpet mig med at genskabe adgangen til Microsoftkontoen, Facebook og Googlekontoen. Man skulle tro, det var enkelt, men det var det ikke. Webhotellet og e-mailen klarede jeg selv. Jeg bruger altid stærke adgangskoder og altid forskellige, så det er på ingen måde noget, jeg kan huske. Kodehelvede!

Jeg sender disken til en professionel i morgen, og så må jeg se, om de kan hive nogle data ud af den, men for det første er sandsynligheden for at det lykkes nok lille og for andet, er det sikkert meget dyrt.

Fra nu af gemmer jeg alt i Dropbox!

Som Inger Støjberg siger, så dør man ikke af at komme i rigsretten, og jeg dør heller ikke af at miste data, men det vil være en underlig følelse at blive historieløs lige med et slag.

8 Svar
  1. Kirsten b r
    Kirsten b r siger:

    Hej Hanne
    Mon der skulle befinde sig en back-up uden for huset. Hvem har sagt ja til at opbevare en back-up som endda blev opdateret uge efter uge? Jeg husker min beundring for det store arbejde det ville føre med sig. Mon du har gemt noget på den mindste bærbare?

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Hej Kirsten

      Nu husker jeg jo ikke så godt, men jeg erindrer ikke noget om data uden for huset, og hvem der skulle have indladt sig på at hjælpe med det.

      Nej den lille bærbare er ret ny (sommeren 2020), så der er ikke noget at hente.

  2. Eric
    Eric siger:

    Du har før skrevet om, hvor “hysterisk” du var med backup. Her nævner du fx en ekstern disk: https://stegemueller.dk/backup-hvad-nytter-det/
    Jeg er nu rimeligt fortrøstningsfuld med hensyn til at genskabe data fra den havarerede disk. Det er ikke dine data (billeder osv.), der giver ravage, men snarere filer der har med styresystemet at gøre eller evnen til at indlæse samme. Evt. har den fået nogle dårlige sektorer. Dine billeder m.m. ligger der sandsynligvis stadig og kan læses/kopieres med særlig software.
    Men træls og bøvlet er det da. Held og lykke!

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Hrm… gad nok vide, hvad der er blevet af den eksterne harddisk? Det er vist flere år siden, jeg har set den.

      Firmaet, som disken indleveres til, var også umiddelbart fortrøstningsfulde, da de havde læst ‘sagen’ igennem, men selvfølgelig ville de ikke udtale sig for skråsikkert, førend de har kigget på den. Min ven på Mors er slet ikke fortrøstningsfuld, og har forberedt mig på det værste. Nu kan jeg ikke gøre andet end at vente.

      Det værste at miste vil være de gamle familiebilleder. Jeg rodede lidt rundt i et skylager i nat og fandt sørme en masse gamle billeder der. Det blev jeg meget glad for.

      Tak for lykønskningerne.

  3. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Jeg nægter at skrive under på, at du skulle være dum! Det er du under ingen omstændigheder. Jeg erindrer, at du har skrevet en del om backup her på din blog. Kunne det evt. give noget at søge på det? Jeg synes, du har skrevet noget om ugentlige backups. Du har sikkert ikke skrevet dine passwords og lignende på bloggen, det ville overraske mig meget, hvis du havde, men …
    Husk, at gamle backups er bedre end ingen backups.

    Så er det i øvrigt lidt af et holdningsspørgsmål, det om backup data. Da mit største skylager udløb, lod jeg med vilje være med at backe de data op. De var arbejdsrelaterede. På det tidspunkt vidste jeg ikke 100% sikkert, om jeg ville vende tilbage til arbejdsmarkedet. Jeg havde, i modsætning til nu, en kattelem. Men jeg besluttede, at hvis jeg skulle arbejde mere, ville jeg lave friske materialer. Der er grænser for, hvor gammelt sådan noget må være, hvis det skal være til at holde ud. Men det er selvfølgelig ikke sådan nogle ting, du har gemt.

    Held og lykke med det. Og hvor er det godt, at du har din hjælper på Mors!

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Mange tak for din opmuntrende indledning!

      Ja det er rigtigt, at jeg tidligere har taget både daglige og ugentlige backups, men det gør jeg desværre ikke mere, og jeg kan desværre ikke huske, hvad der fik mig til at holde op med det, endsige hvor de måtte befinde sig nu. Der var noget med en ekstern harddisk, men jeg husker ikke, hvad der er blevet af den.

      Selvfølgelig er der ting, man lige så godt kan smide ud, og undlade at tage backup af. Hvis mine data dukker op igen, tror jeg, jeg skal gennemgå alle filer, og så sortere med hård hånd. Der er givet ting, der er inderligt ligegyldige nu til dags.

  4. Kirsten b r
    Kirsten b r siger:

    Hej Hanne

    Jeg mindes, at du en gang for mange år siden var ude for noget lignende på en PC og hvor du derefter lavede en masse back -up steder i hvert fald 4 uden for din næste PC.. Du må have gemt noget af det, på de steder..
    Held og lykke
    Kirsten

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Hej Kirsten

      Du husker bedre end mig 🙂 (men det skal der nu heller ikke meget til for). Jeg må i gang med at lede – i morgen.

      Tak for lykønskningerne…

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.