Varm anbefaling af Acronis

Varm anbefaling af Acronis

Når en Windowsopdatering fejler

Varm anbefaling af AcronisVarm anbefaling af Acronis

Da jeg slukkede for computeren og gik ned for at handle, virkede alt, som det skulle. Da jeg tændte igen, var alt forkert. Det var som om, jeg skulle starte forfra med alt. Det var tydeligt, at der var en Windowsopdatering, der havde fejlet.

Jeg tager backup af hele systemet (simpelthen hele C-drevet) to gange i døgnet: den ene gang med destination til en ekstern harddisk på 5 TB og den anden gang til min spritnye NAS.

Nu ville jeg gerne tilbage til der, hvor jeg var før indkøbsturen. Jeg var klar over, at jeg ikke havde genereret nye data i dag, og derfor kunne jeg uden problemer lave en gendannelse af data fra i går. Jeg ville højst miste mails fra i dag. Det kan jeg leve med. Pyt med det.

Med Acronis er det simpelt: Udpeg den rigtige backup og tryk “Recovery”. Det tog ingen tid, før jeg havde de rigtige skærmbilleder tilbage. Der gik ikke en gang et par minutter. Pyh ha … Det er utrygt, når Windows fejler, for så kan man intet.

Jeg har bedt de forskellige jobs validere backuppen, hver gang jobbet er kørt. På den måde har jeg sikkerhed for, at backuppen rent faktisk virker. Jeg vil gerne sikre mig mod falsk tryghed. Det er ikke godt at tro, at man har backup og når den så skal bringes i anvendelse, virker den ikke.

Jeg gemmer en backup af C-drevet i 31 dage. Det vil sige, at jeg altid kan gå 31 dage tilbage.

Nu er jeg selvfølgelig spændt på, hvad der vil ske, når Windows endnu engang vil opdatere. Vil der så ske det samme? Men jeg er klar med en frisk backup!

Har du ikke allerede et backup-program?

Hvis du ikke allerede har et program til backup, vil jeg varmt anbefale Acronis. Det er så nemt og det er så trygt og overskueligt.

På billedet ser du mine jobs. Der er meget redundans men pyt med det. Jeg går gerne “med livrem og seler”, eftersom jeg er for doven til at lave arbejdet flere gange. Virker den ene ikke, virker den anden vel? Man er nødt til at tænke på, at noget kan fejle. Hvis man taber en ekstern harddisk, kan den blive ubrugelig. Der kan ske så mange mærkelige ting, som man ikke kunne forudse. Og man ved det først, når man har brug for backuppen.

Derudover kan det måske være nødvendigt at betale sig til hjælp med en “Ren installation” (kaldes også for en “Clean install”) og hvem ved, hvad der så kan gå galt?

Dyrebare slægtsdata

For mig er det selvfølgelig data i slægtsprogrammet Legacy, der er de mest dyrebare. De er sikrede på alle mulige måder, eftersom der er tale om 20 års arbejde. Jeg tror simpelthen ikke på, at jeg vil kunne miste data. Jeg læser alt for ofte om, at slægtsforskere mister data. Mistede jeg disse data, ville jeg miste dele af mit liv, og jeg er ikke sikker på, at jeg ville orke at begynde forfra. Et enormt tomrum ville opstå.

Hvis du overvejer Acronis men er i tvivl om, hvorvidt du kan finde ud af det, hjælper jeg gerne. Jeg kan kontaktes her.

Legacy og backup

Der er ingen grund til ikke at anmode Legacy om at tage backup hver eneste gang, programmet lukkes. Destinationen bør være en ekstern harddisk eller for eksempel et USB-stik, altså “et eller andet” uden for PC’en. Disken inde i PC’en er jo ikke meget værd, hvis den brænder sammen. Det vil være falsk tryghed. Herudover bør en backup befinde sig flere forskellige steder.

Jeg har valgt mange steder: en 1 TB disk, en 5 TB disk og min NAS. Herudover er Legacy en del af “Dokumenter” og selvfølgelig også en del af C-drevet. Jeg tror altså ikke, det kan gå galt. Næste skridt er at lægge et USB-stik hos naboen … Problemet med den slags er bare, at det er forældet i morgen.