,

Jeg hader Messenger, SMS mv.

Jeg hader Messenger, SMS mv.

Moderne kommunikation med en gammel autist

Jeg hader Messenger, SMS mv.

Det er svært at få folk til at forstå, at jeg ikke bruger Messenger, SMS mv.

Og jeg kan godt forstå dem, eftersom det kan være praktisk, da man ikke behøver at kende en e-mailadresse på forhånd. Det er imidlertid uhyre let at finde mig med Google og derpå er det også meget let at finde min e-mailadresse. Herudover har jeg en hel kontaktside til formålet. Så det kan ikke være så svært. Og nej, det er ikke langsomt at kommunikere med mig via e-mail, for jeg henter e-mails fra serveren hvert andet minut.

Jeg kan slet ikke følge med, og jeg får stresssymptomer af det tempo, andre mennesker kan putte ind i Messenger, SMS mv. De sender ofte adskillige beskeder afsted, mens jeg kun er i gang med at svare på besked # 1. Så ved jeg ikke, om jeg skal følge trop eller samle op. Jeg vælger typisk det sidste, da jeg synes, det er uoverskueligt med 25 små beskeder af 1½ linje, hvor jeg ikke ved, hvad der hører sammen, i stedet for en lang besked.

Jeg forsøger således på at “opdrage” lidt på dem, der skriver til mig ad de veje – men det virker ikke særlig godt. Det erkender jeg blankt.

Folk gør sig ikke umage med en besked på Messenger, SMS mv.

Hvis jeg ikke kender folk, forekommer det mig umådelig uhøfligt bare at skrive indholdet uden i det mindste at starte med “Hej” eller lignende og slutte med “Venlig hilsen” eller lignende.

Typisk vil folk gerne have et eller andet fra mig, som kræver min tid: et svar, support eller lignende. Så er det mindste, man kan gøre, vel at skrive dels en starthilsen, dels en sluthilsen? I dag kommunikerede jeg med en kvinde, der i hvert fald var i bedsteforældrealderen (mindst jævnaldrende med mig selv). Hun skrev glad og gerne derudad uden hverken “Hej” eller “Venlig hilsen”. Det provokerer mig altså. Jeg forsøgte mig med at gøre præcis det modsatte i minimum fem omgange. Det hjalp ikke. Jeg ved ikke, om jeg gider hjælpe hende.

Det forekommer mig også at være udtryk for manglende umage at skrive en besked i 25 dele. Hvis man vil mig noget, og det er altid fint, jeg hjælper altid gerne, hvis der er noget, jeg har forstand på, men så forventer jeg sådan set, at man på forhånd har gjort sig klart, hvad man vil og samler det i en mail.

Det sker, jeg åbner Messenger på min iPad/iPhone; det er ikke ret tit, så der kan jeg opleve, at der ligger en syv dage gammel besked via Messenger, som ikke vises, hvis jeg anvender Messenger på min PC. Hvorfor det er sådan, ved jeg ikke, og jeg gider heller ikke undersøge det. Forleden spurgte en eller anden, hvordan jeg var i familie med XYZ. Det kunne han selv have fundet ud af ved at trykke på knappen “Slægtskab”, der vises ved alle personer på min TNG-side. Jeg gider ikke besvare grundløse og/eller dumme henvendelser.

For fremtiden reagerer jeg ganske enkelt ikke

Af alle disse årsager har jeg besluttet, at jeg for fremtiden ikke reagerer på hverken Messenger, SMS eller lignende tjenester. “Du er ikke alene” jfr. Sebastian, hvis du ikke får svar. Nu må jeg desværre bare tage hårdere metoder i brug, da min generelle opfordring om at sende en e-mail eller ringe, ikke synes at have haft effekt. Endnu engang: vil du mig noget, så send en e-mail eller ring, så hjælper jeg altid gerne med det, jeg evt. måtte vide noget om.

Jeg kan simpelthen ikke processere alle de “små ting” inde i min hjerne. Jeg føler mig i alarmberedskab, og det vil jeg ikke.

Andre autister forstår mig uden videre

Det var så rart, da jeg i dag kommunikerede med en eller flere, der også har Aspergers syndrom. Så snart jeg havde skrevet det om stresssymptomerne, forstod de uden videre, hvad jeg mente; og så var der ikke mere palaver om, hvorvidt det var i orden at overgå til e-mails. Det var virkelig dejligt ikke at skulle starte med Adam og Eva endnu en gang.

Jeg skal hjælpe dem med noget med sprog, som jeg jo synes er så sjovt. Jeg glæder mig allerede.