, ,

Der er jo ingen, der ser hele hjemmesiden

Der er jo ingen, der ser hele hjemmesiden

Resign af hjemmeside

Der er jo ingen, der ser hele hjemmesiden

Der er jo ingen, der ser hele hjemmesiden

Jeg har en enorm hjemmeside, som jeg er glad for. Den rummer lige nu (medio september 2024):

  • 2.089 indlæg,
  • 112 sider,
  • 2.781 billeder og
  • 11.218 kommentarer.

Jeg var nærmest ved at få stress af tanken om redesignet, fordi min udvikler stort set skældte mig ud over, at det er så nemt at se, at siden er bygget over mange år. Han syntes vist, det var en hjemmelavet hjemmeside. Tjah, det er det jo også …

Noget har et farvevalg. Nogle år senere har farvevalget ændret sig. Så gik der fem år, og så blev det nogle andre farver. Det fik mig til at synes, at hjemmesiden er lige så kaotisk som lejligheden. Og det er jo sådan set rigtigt. Og det kan jeg næsten ikke holde ud.

Men Lisbeth Scharling aka Webwoman lærte mig heldigvis noget andet: Det er kun jo mig selv, der ved, at der er kaos, og at fx den mahognirøde ikke er gennemgående, at de nye grønne nuancer netop er nye, og at knapperne plejede at være blå osv.

Læserne sidder jo ikke og besøger alt mit indhold – hvilket ellers kunne være dejligt. De hopper ind på en side, henter noget viden på den side og måske på et par andre sider, og så smutter de igen efter måske at have sendt mig en mail.

Jeg er altså blevet ret vild med »Webwoman«

Jeg er blevet ret vild med »Webwoman«, for hun har en dejlig »nede på jorden-tilgang« til webdesign, og så drager hun de herligste analogier, som jeg har lært meget af.

Et eksempel er det med den blinde villavej: De fleste footere er som en blind villavej. Man kommer derned og hvad så? Oplysningerne om cookie- og privatlivspolitik samt måske CVR-nummer og © er der jo ingen i denne verden, der klikker på. Det er sådan en slags tvungent indhold, der bare skal være der. Altså skal man »bakke baglæns«, og det er der ingen, der gider, og så smutter de forståeligt nok igen. Derfor skal footeren rumme indhold, der bevirker, at læseren bliver nysgerrig og får lyst til at klikke på endnu et link og læse mere om et eller andet.

Herudover rummer hendes side et væld af gratis guides. Jeg lærer godt, når jeg kan sidde stille og roligt og læse og teste på min egen side. Og jeg elsker, når folk deler viden ganske gratis. I dag har jeg fx lært, at man må have et »Mood Board«. Herre Jemini – sådan et havde jeg da aldrig hørt om før

Detaljefokusset kan være hårdt, når man har Aspergers syndrom

Når man har Aspergers syndrom, kan detaljefokusset være hårdt, fordi man ser alle detaljer, og man rummer alle detaljerne inde i hovedet. Jeg kan jo fx snart disse nye farver udenad:

Den mørkegrønne: #91974e
Den lysere grønne: #dadcbc
Den mahognifarvede: #c3512f
Komplementærfarven til den mahognifarvede: #2FA1C3
Og så videre …

Min psykolog sagde engang til mig: »Når en autist ser en revne i væggen, ser han/hun kun revnen – ikke resten af væggen«. Eftersom hun er Danmarks dygtigste psykolog (i hvert fald til mig), har det hængt ved. Hun har helt ret.

Jeg har fx utrolig svært ved at færdes på sociale medier, hvor folk naturligvis skriver meget forskelligt, fordi vi alle er forskellige med forskellige hjerner. Jeg ser kun alle de dårlige formuleringer. Selve indholdet kan jeg ikke holde ud at læse.

Detaljefokusset er også skønt og nyttigt

Jeg har også utrolig meget glæde af min trang og hang til detaljer. Jeg laver fx lidt frivilligt arbejde for GladTeknik, hvor jeg er webmaster og passer på sidens sprog. Jeg hygger mig ca. 30 minutter om ugen med det. De er glade, og jeg er glad for at kunne hjælpe.

Jeg glæder mig fx over at kunne fange en sød en som denne: »En harddisk er en uundværlig kompetent, der fungerer …« på deres seneste blogpost om harddiske. »Kompetent« skulle lige skiftes ud med »komponent«, og så var min dag reddet.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

2 Svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] Hvordan gør man så? Jeg prøver mig frem og lytter til de råd, jeg køber eller finder rundt omkring. Jeg lader mig inspirere af andre hjemmesider, når jeg finder noget, der er roligt, men det kan være svært, da de fleste har et eller flere elementer, der hopper og danser. Meget af det, der skal ryddes op i, er dog usynligt. Det kan fx dreje sig om kode eller billeder med en for høj opløsning. Jeg holder dog fast i, at ingen kommer for se hele siden. […]

  2. […] Og jeg holder fast i at »Det er kun dig selv, der ved, at der er rod på din hjemmeside«. […]

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *