Støjhelveder på jord

Støjhelveder på jord

Jeg er lydfølsom

Støjhelveder på jord

Det er helt normalt for mennesker på autismespektret, og herunder hører mennesker med Aspergers syndrom, at være lydfølsomme og sansesensitive på andre områder fx lugte. Altså er jeg for en gangs skyld helt normal.

Problemet er, at det synes at blive værre. Lydene tager bo midt i min hjerne, så jeg fx ikke er i stand til at føre en samtale, for der hvor opmærksomheden på min samtalepartner skulle være, er der fyldt med lyd. Det koster mange kræfter at filtrere dem fra. Det er lidt svært at forklare. Skriv en kommentar, hvis du ikke forstår, hvad jeg prøver at udtrykke.

Jeg er begyndt at vise min solsikkesnor frem på støjende steder og spørge pænt, høfligt og venligt, om de vil være søde at skrue ned. Solsikkesnoren signalerer, at man har et usynligt handicap. Og det vil de som oftest gerne. Det er rigtig rart. Det gælder fx i taxaer. Det er faktisk mig, der er kunden. Det er en dyr “vare”, så det må være et rimeligt ønske. Alternativt står jeg ud af vognen.

Jeg runder de 60 år i denne måned, og lidt skal der da ske, så jeg har inviteret en veninde ud på frokost. Jeg har med hjælp fra en gruppe på Facebook for autister fundet et spisested, hvor de på forhånd har lovet, at de gerne vil skrue ned, mens vi er der. Der lægger jeg gerne mine penge.

Frisøren mistede en trofast kunde

For et års tid siden tog jeg mod til mig og spurgte også min frisør gennem 16 år, om han ville skrue ned for musikken, der stammede fra en reklameradio, som er en ekstra trigger for mig, fordi det forekommer mig at være så stupidt. Det ville han gerne.

Forleden dag var jeg igen hos frisøren og spurgte endnu en gang, om han ville skrue ned. Svaret var “Nej, det kan jeg ikke, når der også er andre kunder”. Der mistede han en trofast kunde, for selvfølgelig kan han det. Det drejer sig om vilje i de 7-8 minutter, han er om at klippe spidserne. Jeg tror ikke, stilhed vil skræmme de øvrige kunder væk, og i realiteten er der ingen, der lytter. Det er bare baggrundsstøj. Han var vist lidt overrasket over, at jeg ikke, som jeg plejer, bestilte en ny tid til om seks uger.

Hvidovrevej vrimler med frisører, så jeg gik over på den anden side ad gaden og spurgte, om det ville være en mulighed, at han skruede ned, når jeg kom. Det ville han gerne, og altså bestilte jeg den næste tid der.

“Vimmersvej” i Coop

Jeg havde dernæst et ærinde i Coop. Medarbejderne løb rundt med “sjove” hatte og guldflæser om halsen. Det gik ikke op for mig, hvad årsagen var.

Grøntafdelingen genlød af “Vimmersvej” med sindssyg høj volumen. Jeg skyndte mig væk.

Dog kan man ikke slippe ud af butikken uden at betale og ved den kasse, der er deres default-kasse, findes en monitor, der med høj volumen reklamerer for tåbelige ting, jeg aldrig får brug for. Det kan fx være seneste nyt i skuresvampe eller smarte toiletbørster og andet i de kategorier. Køen er altid lang, så jeg må holde ud længe. Et par gange har jeg undersøgt, om det er muligt at slukke for skidtet eller bare flå nogle kabler ud for at få det til at holde op. Det er dog ikke lykkedes mig.

Kan der være hjælp at hente?

  1. I marts måned (dog i år) fik jeg udarbejdet en såkaldt sanseprofil i Distriktspsykiatrien ved at svare på 60-70 spørgsmål.
  2. Da jeg kom anden gang hos den pågældende medarbejder (en ergoterapeut), fik jeg at vide, at jeg var sensitiv overfor lyd og lugt. Tjah … det var ingen overraskelse; det var jo derfor, jeg havde henvendt mig.
  3. Meningen var så, at vi ved det tredje møde skulle tale om, hvad jeg kunne gøre ved det.

Vedkommende var dog meget ophængt, så aftalen blev, at min kontaktperson skulle give mig tilbagemeldingen, og at jeg skulle tale med hende om, hvad jeg kan gøre ved det. Det vil jeg naturligvis gerne.

Nu er ergoterapeuten imidlertid holdt op, da han var i et tidsbegrænset vikariat. Ingen andre har resultaterne. Min kontaktperson er helt fin og siger “Jeg synes, du har krav på en ny udredning”, hvilket hun har talt med sin leder om, og denne er enig med hende. Så nu venter jeg på, at der ansættes en ny ergoterapeut, så vi kan begynde forfra …

Et “First World Problem”

Jeg er helt klar over, at dette problem må kaldes et “First World Problem”, når mit lydtapet ikke udgøres af bomberegnen hverken i Ukraine, Israel eller Gazastriben.

Jeg er umådeligt trist over, at der igen er krig i Mellemøsten. Hvor skal det dog ende? Jeg forstår efterhånden de mennesker, der lukker af for omverdenen og fx beskæftiger sig med deres slægtsforskning eller noget andet, der medfører glæde.

Støjhelveder på jord


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

4 Svar
  1. Kenneth Vejgaard Jørgensen
    Kenneth Vejgaard Jørgensen siger:

    Hej Hanne!
    Hvor jeg forstår dig, selv om jeg som asperger ikke har problemet med lyde og dufte.
    Dog har jeg 3 ældre brødre på hhv. 70, 67 og 65. De har alle høreapparater og er som sådan
    følsomme over for lyde udefra, fx musik fra grammofonen (sådan en er Birgit og jeg så
    heldige at have) eller radioen, mens vi er i selskab med hinanden. – Vi har selv en ”sort Netto” blot
    en halv km herfra, men sært nok har den aldrig været ”hjemsøgt” af muzak – mens jeg handler,
    lyder der højst et: ”Medarbejder til kasseåbning” el. lign. – ingen musik – eller muzak, om man vil.
    Men jeg kan godt følge din tankegang, selv om jeg ikke har lyd-/lugt-problemer.
    Fx er jeg selv til rockmusik, fx stod jeg forrest, da Deep Purple for 15 år siden holdt en fed koncert i ”Arena” (en slags kultur- og musikhus en km’s vej fra vores bopæl).
    Og ja, det er da sandt – jeg er jo på dato 3 måneder ældre end du, så jeg vil på forhånd ønske dig en
    rigtig dejlig – og tilmed: rund – fødselsdag. Det arrangement, du har truffet for dagen, lyder da godt nok
    rigtig hyggeligt. – Kærligst, Kenneth

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kenneth

      Ja det må være meget svært at have høreapparater. Ikke fordi jeg ved noget om sådanne, men jeg forestiller mig, at de forstærker al lyd, for en “maskine” er jo dum, og kan vel ikke kende forskel på de lyde man ønsker forstærk, og hvilke man ikke vil have forstærket. På den anden side kan jeg godt forestille mig, at specialister måske har udviklet selektive filtre.

      Det må være rart, at der ikke er musik/muzak, når du køber ind.

      Jeg kan også lide rockmusik, og har ikke noget imod musik som sådan. Mit problem er bare, at enten lytter jeg eller også laver jeg et eller andet. Jeg kan ikke begge dele på en gang.

      Tak skal du have! Jeg er sikker på, min veninde og jeg får nogle rare timer sammen. Vi mangler aldrig samtaleemner. Det er virkelig dejligt.

      Mange hilsner
      Hanne

      Svar
  2. Charlotte
    Charlotte siger:

    De der tidsbegrænsede stillinge er en pest. Man bliver altid efterladt dinglende i et tomrum … suk.

    Jeg havde altså også skiftet frisør … bare de også kunne skrue ned for lugten 😉

    Det er mig en kilde til evig undren, at supermarkeder efter mange års velsignet stilhed nu igen føler at de har brug for baggrundsmusik. Det generer også mig voldsomt. De nye “sorte” Netto’er er slemme.
    For nogen tid siden skrev jeg sådan her på min blog om de “sorte” Nettoer:
    “Og så musikken. Ret høj, og så bestående af alle de numre der ikke er nået ind på hitlisterne de seneste fem år. Hvorfor dog det? Dem der gerne vil høre musik mens de køber ind, har deres egne playlister med i lommen og deres earpods solidt plantet i øregangen. Vi andre der genne vil slippe for den grumme muzak … vi kan altså ikke få en liste med “Stilhed tilsat de normale lyde i et supermarked”.
    Hvorfor prøver de at skræmme kunderne væk? Før tussede jeg ofte rundt og kiggede på ugens sære tilbud, nu griber jeg en kurv, snupper de varer, der står på huskesedlen – heldigvis er layoutet stort set det samme fra butik til butik, så det går hurtigt – tjekker lynhurtigt reolen med datovarer og haster hen til kassen. Så håber jeg bare at køen ikke er for lang.”
    Jeg har også forsøgt at skrive til dem. Svaret var et høfligt, men afgjort Nej, vi slukker/skruer ikke ned for musikken. Well så kommer jeg sjældnere og i kortere tid på indkøb, og de mister indtægten fra mine impulskøb. Godt for min pengepung, skidt for min sjælefred og Nettos omsætning.

    Tillykke med din kommende runde dag. Jeg ønsker dig en festlig dag uden støjforurening!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Charlotte

      Tak for din fine og fyldige kommentar.

      Ja, de tidsbegrænsede stillinger er noget lidt mærkeligt noget. Det, der undrer mig mest, er, at en medarbejder nærmest “ejer” testresultater, så når vedkommende er væk, er resultaterne også væk. Det er da helt forkert. Det er institutionen/styrelsen/afdelingen, der har brugs- og ejendomsret til testresultater. Sådan har det i hvert fald været i mine ansættelser.

      Du har helt ret, tænk om man kunne slippe for lugten i en frisørsalon, og få føntørrere uden lyd. Forleden var der to i gang på samme tid. Det var hårdt – også selvom det kun varede et par minutter.

      Du har også ret i, at mennesker, der gerne vil høre musik, mens de køber ind, formentlig selv medbringer den. For mange år siden læste jeg en artikel om baggrunden for, at supermarkeder spiller den ulidelige muzak. Så vidt jeg husker, var det noget med, at så tænker folk ikke. Og når de slår hjernen fra, køber de mere – flere impulskøb. Det er lige modsat for os to. Alle de år jeg var i Irma, mens jeg læste, spillede vi altså ikke musik for kunderne! Og de nu hedengangne Irmaer spillede heller ikke hverken musik eller muzak.

      Mange tak!

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *