Gud og hvermand var “Særligt sensitiv”

Særligt sensitiv eller bare autist?

For et par år siden var Gud og hvermand “særligt sensitiv”, men det er “lissom” gået i sig selv igen. I hvert fald synes jeg ikke længere, jeg ser så mange opslag på Facebook om det.

Selv er jeg bare en “højtfungerende autist”, som opfanger enhver lyd og lugt. Og selvfølgelig konsistenser.

Lydene

Jeg har efter mange år taget mig sammen til at bede både taxachauffører og frisøren om at slukke for deres baggrundsstøj. Det er mig, der er kunden, og derfor synes jeg, jeg kan bede om det – selvfølgelig på en pæn måde. Jeg har syntes, at det var svært at bede om det, men tidligere var taxaturen eller turen i frisørstolen lidt af et mareridt. Jeg sad bare og talte minutterne til det gik over/var forbi.

Hos min iranske frisør tager det ca. 15 minutter at få lokkerne rettet til; men 15 minutter hver sjette uge med (tåbelig) reklamefinansieret radio kan være svære at udholde, når lydene fylder hele hjernen. Efter 15 minutter skulle jeg hjem og lade op resten af dagen. Jeg spurgte, om han ville slukke? Det ville han gerne, for for ham var det bare en art lydtapet, han alligevel ikke lyttede til. Det var der bare.

Det er langsomt, men sikkert, gået op for mig, at det er sådan andre “normale” mennesker har det med lydtapeterne. De er der bare, og de hører det først, når det ikke er der. Så tænker jeg jo: “Jamen hvorfor skal det så overhovedet være der?”

Jeg køber ind i en Coop, hvor de ved “default-kassen” (altså den der altid er åben) har en lille skærm med reklamer for alverdens unyttige produkter. Produkterne promoveres af en sælger-mandestemme, der på ingen måde appellerer til mig. Jeg vil aldrig i livet købe noget af det. Det er hårdt at stå i kø der, men det må jeg jo gøre, når der ikke er andre åbne kasser. Jeg har tjekket, om jeg kan rive et eller andet stik ud for at få det til at holde op. Det er ind til videre ikke lykkedes mig.

Jeg har venner i Thy, der har lyd overalt. Når vi ses igen, har jeg lovet at minde dem om, at det ikke går med mig. De vil gerne slukke, de er dejlige mennesker, der gerne vil tage hensyn. Faktisk var de kede af, at jeg ikke bare “åbnede kæften”, idet de ikke kan gætte mine behov. Og det er jo rigtigt. Jeg har ikke oplevet et eneste sted, der ikke gerne vil tage det hensyn. Det drejer sig altså om at få modet til at sige “Det går slet ikke med mig”.

Lugtene

Ved min Coop er der en eller fast food-ting, der sælger forskellige former for indisk mad. Når de har gang i pander og gryder, fylder lugten hele området, hvor man skal betale og pakke sine varer. Andre “normale” mennesker generes nok ikke af det, de lægger sikkert ikke en gang mærke til det, men jeg kan først trække vejret normalt, når jeg er ude i fri luft igen.

Jeg har prøvet at spørge personalet i Coop, om stanken ikke generer dem? De ryster bare lidt opgivende på hovedet. De føler nok ikke, de kan gøre noget ved det.

“Konsistenserne” alias “De finder vej til min madlavning”.

Af min udredning for autisme lærte jeg blandt andet, at det er helt almindeligt, at maden ikke skal pladres sammen på tallerkenen, for så opfatter jeg det som en art mos. Jeg synes, ingredienserne skal ligge hver for sig på tallerkenen og ikke rodes sammen. Jeg foretrækker, at kunne smage tingene hver for sig. Det har gode råvarer krav på.

Hertil kommer, at jeg foretrækker at vide, hvordan ingredienserne var i deres rå form, og at konsistensen i et eller andet omfang skal bevares. Jeg foretrække at smage på det hele, før det varmebehandles.

Et par eksempler:

• Hvis opskiften siger, at champignonerne skal hakkes fint, hakker jeg dem groft, så jeg stadig kan genkende dem.
• Hvis opskriften siger, at løgene skal hakkes fint, hakker jeg dem groft.
• Tomaterne skal ikke finthakkes; de skal grovhakkes, når jeg vil kunne genkende dem.
• Jeg smager på alt (undtagen kylling pga. risikoen for Salmonella), inden det varmebehandles, for så ved jeg, hvordan det var i sin oprindelige form. Og det gør mig godt.

Jeg er klar over, at I “normale” ikke tænker sådan. Jeg kan imidlertid slet ikke lade være.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.