Slægtsforskning: ikke kun fakta og databaser
Et spil for hjernen
Indholdsfortegnelse
Slægtsforskning: ikke kun fakta og databaser
Ah, slægtsforskning! For nogle er det et livslangt projekt, for andre en hobby, og for mig personligt en fascinerende rejse ind i det, der får hjernens dopamincenter til at danse. Det er som et kæmpe puslespil, hvor man bruger logik og deduktion til at sætte små brikker sammen og opdage den større historie. Og lad mig være ærlig, det er ikke bare hjernen, der bliver glad. Det er hele mit væsen.
Det digitale skatkammer
Ja, vi lever i en tid, hvor onlinedatabaser har gjort det nemmere end nogensinde at finde information om vores forfædre. Men det er en fejltagelse at tro, at slægtsforskning kun handler om at bruge de rette databaser. Databaser er fantastiske, men de er ikke fejlfrie. Og her kommer den “ordentlige forsker” ind i billedet. At være ordentlig i sin forskning indebærer, at man altid tjekker de originale kilder. Slægtsforskning uden kilder er kun mytologi.
Jeg rydder p.t. op i min database, og jeg forsøger at sætte kilder på alt, for oplysningen må jo stamme et eller andet sted fra. Mange af mine gamle fund har ingen kildeangivelse, og jeg bliver så irriteret på mig selv. Kan jeg ikke finde kilden, sletter jeg simpelthen informationen, for den er jo ikke noget værd hverken for mig selv eller dem der evt. måtte bruge data fra min TNG-side.
Det intellektuelle detektivarbejde
At søge i kirkebøger, folketællingslister og andre arkivalier er ikke bare at kigge på tal og navne; det er et intellektuelt detektivarbejde. Det kræver et skarpt øje for detaljer og en stærk logisk sans at koble oplysninger fra forskellige kilder sammen. Det er her, man virkelig kan mærke, hvordan hjernen fungerer på højtryk. Det er dopamin på den ordentlige måde! Her er det vældig praktisk at have Aspergers syndrom.
Alle os på autismespektret har en eller anden #superkraft, det drejer sig bare om at finde den. Min #superkraft er at kunne se alle detaljerne. Der er meget, vi kan på grund af diagnosen – ikke på trods af. Lige nu glæder jeg mig fx over at finde en stor del af mine gamle fejl, da de så kan blive rettet. Der er sørme mange “Gårdmand”, der bliver degraderet til “Husmand” … Det er helt sikkert, at jeg ikke finder dem alle, men lidt har også ret.
Jeg er nu igennem de første 938 personer, og det ved jeg, da jeg har udviklet et lille Excelark, der hjælper mig med at holde styr på fremdriften. Når jeg når de 1.000, holder jeg en lille online-ceremoni.
Et værdifællesskab
Slægtsforskning skaber et usynligt – men meget ægte – værdifællesskab. Når vi deler vores fund med andre, skaber vi bånd, der går langt ud over det blotte “at være i samme familie”. Det handler om at dele interesser, glæder, frustrationer, og ja også til tider skuffelser. Men det hele er en del af den menneskelige erfaring, og det sætter jeg uendeligt højt.
Det er skønt, at man nu kan sidde hjemme ved skrivebordet og dyrke sin “lidelse”. Men der er noget, jeg savner: fællesskabet og udvekslingen af idéer når vi i al slags vejr stod på trappestenen på Jagtvej lørdag morgen 8:30. Når jeg som begynder var kørt fast i et eller andet, kunne jeg spørge de erfarne “kolleger” til råds. De havde altid et godt tip.
Fællesskabet er nu blevet digitaliseret, og det er selvfølgelig også dejligt, men jeg kan alligevel savne strejfet af medmenneskelighed.
Derfor giver det hele mening
Når alt kommer til alt, så er slægtsforskning en manifestation af vores dybeste menneskelige trang til at forstå, hvem vi er og hvor vi kommer fra. Det er også en form for “ordentlighed”, fordi det kræver en dyb respekt for fakta og en ukuelig trang til at søge sandheden.
Så næste gang du falder over en gammel kirkebog eller en skæv notits i en folketælling, så husk: Det er mere end bare data. Det er en del af, hvad det betyder at være et ordentligt menneske, der stræber efter forståelse og indsigt.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Hvordan i alverden er du nået op på 938 personer? Jeg er imponeret. På min mormors side er jeg lige præcis nået op på 52 forfædre. Og det er endda lidt snyd, for to af dem er de samme (der er et fætter-kusineægteskab i 1830erne). Så selv om jeg så skal gange med 4, er der altså langt til de tusind!
Men ja, det er et dybt tilfredsstillende puslespil.
@ Charlotte
Det skal du da ikke være … De 938 er det antal personer, jeg har gennemgået indtil nu. Antallet inkluderer 108 slettede, fordi jeg i starten noterede alle de ligegyldige personer, jeg slettede. Det gider jeg ikke længere notere, så de ryger bare ud. Der var engang, hvor jeg gerne ville have så mange personer som muligt, så jeg forholdt mig til alle mulige ligegyldige efterkommere, der fandtes i en slægtsbog på min morfars side. Jeg vil aldrig kunne validere data om mennesker født i fx 1950’erne eller 1960’erne. Og jeg aner ikke, hvem de er. Men firmaet bag bogen medtog selvfølgelig alle og enhver, for naturligvis hører de med, og så var der også flere købere …
Jeg har i alt 595 direkte aner – men det er, når jeg tæller både den biologiske og adoptivfamilien sammen, og dem holder jeg jo styr på i regnearket. Så vidt jeg kan se på TNG-siden har jeg 332 direkte aner i adoptivfamilien, og det er jo der, jeg synes, jeg hører til. Du kan se tallet her: https://tng.stegemueller.dk/getperson.php?personID=I1&tree=HBS
Af de samlet set direkte 595 aner, har jeg gennemgået 160. Som du ser er Excel vældig praktisk … Jeg har egl. ikke en strategi for, hvem jeg tager fat på. Jeg går bare i gang med dem, der ser “sjove” eller umådeligt besværlige ud.
Da databasen bliver både mindre og større på en gang (overflødige/uinteressante slettes og en gang imellem skal der tilføjes fx en ekstra ægtefælle), rummer databasen lige nu 4.389 personer – og da jeg startede på mit vanvittige og elskede projekt, havde jeg vist ca. 4.500. Jeg skrev det i min to-do-liste i en Accessdatabase, som jeg var været så “genial” at komme til at slette. Pokkers også.
Ja – puslespillet er fantastisk.
Og så kan jeg også godt lide, at man som slægtsforsker hele tiden lærer noget nyt om historien. Fx sendte Mia i går et link i tråden om almisselemmet og silkehuen, hvor man kan læse om præsternes rolle i fattigvæsenet og på den måde gav det pludselig mening, at auktionen over Giertrud Rasmusdatters ejendele fandtes i kirkebogen. Man kan så undre sig over, at ingen af os nogensinde har set noget lignende før. Enten skrev man det vel i kirkebogen, eller også gjorde man ikke! Konsekvens!
Linket er også her: https://denstoredanske.lex.dk/fattigv%C3%A6sen
Ahaa. Jeg har en mistanke. I nogle kirkebøger, jeg har set i, er der ud over den kronologiske afdeling noget andet. Der er side op og side ned med bygningsudkast eller -ideer, regnskaber over udbygnnger, placering af borde til konfirmandundervisning (eller bænke i kirken eller sådan noget, i hvert fald husker jeg en masse borde), visitats- og mødeberetninger og økonomi – og det når vi ikke frem til eller orker ikke at læse – jeg gør i hvert fald ikke. Jeg tjekker næste gang, jeg falder over den slags, om der mon ikke også skulle være fattiglemsauktioner.
@ Charlotte
Jeg forstår ikke, hvad din mistanke går ud på?
Næh, jeg læser som hovedregel heller ikke alt andet end det, jeg leder efter. Så bliver man jo aldrig færdig.
På den anden side set kan det faktisk være vældig interessant, fordi det, der falder udenfor vores egen personalhistorie, kan fortælle om samtiden. Det kunne fx være “Chinafarer”, der fik mig at lære, at Danmark i ca. 1730 begyndte at sejle til China efter diverse varer såsom silke og porcelæn. Det havde jeg ikke før vidst.
Forleden dag faldt jeg et eller andet sted i en Københavnsk kirkebog i 1807 over en inskription, som så markant anderledes ud, og som lød nogenlunde sådan: “Herudover har vi begravet en del mennesker, vi ved ikke hvem eller hvor mange, der var ofre for Bombardementet”. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke noterede, hvor jeg fandt det. Det kunne der jo være kommet en sjov lille artikel ud af.
Undskyld hvis jeg var uklar – sådan gåpr det nogen gange, når jeg fåe en idé. Jeg tror andre ved, havd jeg mener og kan klare sig uden mellemregninger – det virker sjældent.
Min mistanke går på at vi andre ikke har set de der auktioner over fattiglemmers gods, fordi de normalt ikke er i den kronologiske afdeling, hvor vi roder rundt, men i de der sære sider med visitatsprotokoller etc. Og det er det, jeg vil tjekke, næste gang, jeg stikker næsen i en kirkebog.
@ Charlotte
Nåh sådan. Tak skal du have.
Og jeg er meget “konkret tænkende” – og så skal det jo gå galt med kommunikationen mellem os.