Josephines ører giver anledning til bekymring

Et dyrlægebesøg, en lille kat under radiatoren og en stor portion tillid

Josephine har kløet sig på ørerne i flere uger, og pelsen på ørerne er blevet tyndere. Fredag var vi derfor hos dyrlæge Maja, som undersøgte hende grundigt. Vi kom hjem med medicin, en foreløbig mis-tanke om årsagen og en plan for nytårsaften. Men det, jeg nok vil huske allerbedst, er det lille kattehoved, der borede sig ind mellem min albue og min krop.

Der er noget galt med Josephines ører

I omkring tre uger har Josephine kløet sig mere end normalt ved ørerne. Der er kommet små røde områder, som af og til bløder lidt, og noget af pelsen oven på ørerne er forsvundet.

Jeg har naturligvis holdt øje med hende. Jeg har blandt andet undersøgt ørerne for de små sorte prikker, der kan være tegn på øremider, men jeg har ikke kunnet se noget mis-tænkeligt.

Jeg har også lagt mærke til, at pelsen omkring hendes mund er blevet lidt tyndere. Det er ikke selve munden eller slimhinderne, der er noget galt med. Det er pelsen udenpå.

Jason har ingen tilsvarende symptomer.

I går fredag var vi derfor hos Maja på Avedøre Dyreklinik.

Jeg er efterhånden blevet meget glad for Maja. Hun nøjes ikke med at kigge på det mest oplagte problem. Hun undersøger, stiller spørgsmål, overvejer forskellige forklaringer og sørger for at få det hele med på en gang.

Denne gang var ingen undtagelse.

Josephine var tapper

Jeg havde faktisk forventet, at undersøgelsen ville blive vanskelig. Josephine er jo den forsigtige af mine to katte, og hun bryder sig ikke altid om, at andre bestemmer, hvad der skal ske.

Men hun overraskede mig.

Jeg holdt hendes hoved, mens Maja undersøgte begge ører grundigt. Hun kiggede helt ind i øregangene og kiggede på trommehinderne.

Derefter tog hun hudskrab på oversiden af begge ører. Der skulle skrabes så meget, at det blødte, fordi blodet skulle bruges til mikroskopi.

Det kan ikke have været rart.

Men Josephine fandt sig i det.

Og bagefter skete der noget, jeg blev temmelig rørt over.

Hun borede sit lille hoved ind mellem min albue og min krop. Og der blev hun siddende. Længe.

Det var, som om hun tænkte: Endelig har jeg fundet et sted, hvor jeg kan gemme mig, indtil alt det ubehagelige er overstået.

Jeg kan naturligvis ikke vide, hvad hun tænkte. Men jeg kunne mærke, at hun søgte min nærhed, og jeg håber, at den gav hende en smule tryghed.

Da hun kom til mig den 29. juli, tilbragte hun næsten syv dage under spisebordet.

Nu gemte hun sig hos mig.

Det er en ganske stor forskel.

En lille ekspedition under radiatoren

Da undersøgelsen var overstået, fik Josephine efterhånden lyst til at udforske konsultationslokalet.

Det var sådan set dejligt at se, at nysgerrigheden stadig var intakt.

Men hun fandt også et glimrende gemmested.

Dybt inde under en radiator.

Så dybt, at Maja havde temmelig svært ved at få fat i hende igen.

Det var næsten komisk. Først havde Josephine været den tapre patient, der lod sig undersøge. Dernæst havde hun søgt beskyttelse hos mig. Og nu havde hun åbenbart besluttet, at hun selv ville bestemme, hvor hun skulle opholde sig.

Det er meget karakteristisk for Josephine.

Hun er forsigtig, men hun er bestemt ikke uden selvstændighed.

Hvad fandt Maja ud af?

Den gode nyhed er, at selve ørerne ser fine ud indvendigt.

Begge øregange er normale, trommehinderne ser fine ud, og der er hverken hævelse, betændelse eller unormalt sekret.

Problemet sidder altså på huden uden på ørerne.

Maja gennemredte også pelsen med en tættekam uden at finde tegn på udvendige parasitter.

Men hvad er det så?

Det ved vi endnu ikke.

Maja overvejer flere muligheder, herunder allergi, udvendige parasitter og en hudlidelse, som kan være forbundet med stress.

Hun nævner også noget, der hedder eosinofilt granulomatøst kompleks.

Det lyder voldsomt, men betegnelsen dækker over en gruppe betændelseslignende reaktioner i kattens hud. Her er der tale om betændelsestilstand, som ikke nødvendigvis skyldes bakterier.

Eosinofile celler er en bestemt type hvide blodlegemer, der blandt andet kan være involveret i allergiske reaktioner.

Hudforandringerne kan vise sig som røde områder, sår, kløe og pelstab. Der kan være forskellige udløsende årsager, blandt andet allergi.

Det er vigtigt at understrege, at Josephine ikke har fået stillet denne diagnose. Det er blot en af de muligheder, Maja undersøger.

Derfor har hun taget prøver fra huden, som skal undersøges i mikroskop. Hun vil blandt andet lede efter tegn på betændelse og parasitter, herunder Demodex-mider.

Jeg får svar i løbet af næste uge.

Indtil da må vi leve med usikkerheden.

Kan det være stress?

En af Majas overvejelser er, om hudproblemet kan være stressrelateret.

Det fik os naturligvis til at tænke.

For Josephine blev steriliseret i midten af september, og tidsmæssigt passer det faktisk nogenlunde med, at problemerne senere begyndte.

En sterilisation er ikke nogen lille begivenhed for en hunkat. Der er transporten, de fremmede omgivelser, bedøvelsen, operationen og tiden bagefter.

Det er muligt, at sådan en oplevelse kan have været en belastning for hende. Men vi ved ikke, om den har noget med hudproblemet at gøre.

Og her er noget, jeg synes er vigtigt:

Hvis det viser sig at være stress, betyder det ikke, at Jason eller jeg har gjort noget forkert.

Det spurgte jeg specifikt Maja om.

Stress hos katte er ikke nødvendigvis et spørgsmål om dårlig trivsel i hjemmet eller om nogen, der er skyld i noget. Det kan også være en reaktion på en enkelt belastende begivenhed, som vi ikke kan undgå, eksempelvis en nødvendig operation.

Josephine er en følsom og forsigtig lille kat. Det er en del af hendes personlighed.

Hun lever sammen med sin bror, som hun kender fra fødslen, og hun har masser af muligheder for at lege, klatre, gemme sig og trække sig tilbage.

Hun bestemmer i vid udstrækning selv, hvornår hun vil have kontakt.

At hun er forsigtig, betyder ikke i sig selv, at hun er stresset.

Vi må se, hvad prøverne viser.

To katte skal behandles

Selvom Maja ikke fandt parasitter, skal både Jason og Josephine have en behandling mod udvendige parasitter.

Det er en såkaldt spot-on-behandling, hvor medicinen dryppes i nakken.

Da de begge er indekatte, vurderer Maja, at en enkelt behandling er tilstrækkelig i denne omgang.

Josephine har desuden fået Isaderm, som er en medicinsk creme til de angrebne hudområder på ørerne og de små sår på den lille ekstra hudfold på ørerne.

Planen er, at jeg to gange dagligt skal rense huden med sårrens og derefter smøre et tyndt lag creme på de røde områder og de steder, hvor pelsen mangler.

Maja forventer en tydelig bedring inden for en uge. Behandlingen skal fortsætte, indtil huden ser normal ud, og derefter yderligere to dage.

Det lyder jo enkelt.

Men der er et problem.

Hvordan i alverden skal jeg få salven på?

Det er nu lørdag morgen, og det er endnu ikke lykkedes at rense sårene og smøre cremen på.

Josephine vil simpelthen ikke have, at jeg rører ved hendes ører.

Det er ellers ikke noget, hun normalt har noget imod.

Lige fra de var små, har jeg trænet dem begge i at blive berørt på både poter og ører.

Når jeg rører ved poterne, siger jeg ganske stille: Fine poter.

Og så går det som regel udmærket.

Det er en nyttig træning, for katte skal jo kunne undersøges og passes, også når der er noget galt.

Men lige nu hjælper træningen ikke meget.

Det er egentlig forståeligt. Josephines ører er ømme, og i går blev der taget hudskrab, som fik huden til at bløde.

Hun forbinder næppe berøring af ørerne med noget særligt behageligt i øjeblikket.

Jeg skal finde en måde at hjælpe hende på, uden at hver behandling bliver en kamp, der bare vil stresse hende (evt. yderligere).

Det bliver en af de næste udfordringer.

Og hvis det ikke lykkes, må jeg have Maja til at hjælpe med en anden løsning.

Vi talte også om nytårsaften

Når vi nu alligevel var hos Maja, skulle vi selvfølgelig også tale om noget, jeg har været bekymret for længe:

Nytårsaften.

Jeg bor et sted, hvor der kan være meget kraftigt fyrværkeri. Det er ikke bare nogle få raketter i det fjerne. Det er høje brag tæt på. Til den ene side har vi Hvidovre Torv og til den anden side har vi en lille P-plads. Begge dele er skønne affyringsramper til dem, der kan lide den slags.

Jeg ved endnu ikke, hvordan Jason og Josephine vil reagere.

Jason er generelt den mere modige og nysgerrige af de to, mens Josephine er mere forsigtig og ængstelig. Men det fortæller ikke nødvendigvis, hvordan de reagerer på fyrværkeri.

Jeg har allerede gjort en del for at forberede dem.

Vi bruger Relaxo, og jeg er begyndt at arbejde med lydtræning på ganske lav styrke.

Jeg fandt blandt andet en YouTube-video med fyrværkeri, som jeg afspillede for dem, mens jeg sad ved computeren.

Og ved I hvad?

De var fuldstændig ligeglade!

Faktisk lagde Jason sig midt på tastaturet og kiggede længe på skærmen.

Det var åbenbart interessant katte-tv.

Josephine virkede heller ikke generet.

Det er selvfølgelig positivt, men jeg er klar over, at fyrværkeri fra en computers højttalere ikke er det samme som de rigtige brag, lysglimt og vibrationer uden for vinduerne.

Derfor fortsætter jeg forberedelserne.

Selve nytårsaften flytter vi ind i soveværelset med mad, vand, bakke og lidt legesager – og jeg er selvfølgelig hos dem. Døren til klædeskabet skydes lidt fra. I bunden af skabet ligger et lille blødt tæppe, så de kan gå ind til deres gemmested, som de kender fra støvsugning.

Josephine har sit foretrukne tilflugtssted helt oppe under loftet i stuen, hvor hun nok ikke kan være, fordi den vender ud mod torvet. Når der kommer en ny lyd uanset højde, løber hun op ad alle trinnene derop og gemmer sig, og det varer ret længe før hun vover sig ned igen.

I soveværelset har vi ikke nogen gemmesteder i højden.

Så det er lidt pest eller kolera.

Medicin til nytårsaften

Maja har udleveret Bonqat, der indeholder Pregabalin, og som kan bruges mod akut angst og stress hos katte.

Medicinen skal gives før den begivenhed, der forventes at udløse angsten.

Ifølge anvisningen skal Josephine have 0,1 ml pr. kg kropsvægt cirka 1–1½ time før belastningen. Virkningen forventes at vare omkring syv timer.

Bonqat kan give træthed og usikker gang. Hvis katten bliver tydeligt påvirket, må man ikke fodre, fordi synkefunktionen kan være påvirket.

Medicinen kan blandes i Happy Snack, som hun elsker.

Det er jo en ganske praktisk oplysning, når man har med en kat at gøre, der helst selv vil bestemme.

Vi skal naturligvis afprøve medicinen på en rolig dag i december efter aftale med Maja, så vi ved, hvordan Josephine reagerer, inden det for alvor går løs.

Jeg overvejer stadig, hvordan jeg bedst indretter hjemmet den aften.

Skal Josephine være i soveværelset, hvor der er mulighed for at skabe mere ro? Eller skal døren stå åben, så hun selv kan vælge, hvor hun vil være?

Jeg hælder til, at det er vigtigt, at hun ikke føler sig fanget.

Hun har jo sine foretrukne steder, og hun er vant til selv at kunne vælge mellem rummene.

Jeg kan ikke fjerne nytårsaften, selvom jeg gerne ville.

Men jeg kan gøre mit bedste for at hjælpe dem igennem den.

Og det gør jeg.

En grundig dyrlæge og to bundter roser

Jeg synes virkelig, at Maja gjorde et stort arbejde. Vi var der næsten en time.

Hun undersøgte ørerne, tog prøver, vurderede mulige årsager, lagde en behandlingsplan og tog sig også tid til at tale om Josephines “prusten” under dyb søvn.

Den vurderer hun som sandsynlig snorken, så længe der ikke samtidig er rallen, vejrtrækning med åben mund eller andre tegn på vejrtrækningsbesvær.

Og så fik vi altså også lagt en plan for nytårsaften.

Jeg er så glad for at have fundet en dyrlæge, som tager både mine bekymringer og observationer alvorligt.

Derfor købte jeg to bundter roser til klinikken. Bare fra føtex og bare til en tyver stykket. Men det er som bekendt tanken, der tæller.

Det syntes jeg, de havde fortjent.

Det lille hoved mellem min albue og min krop

Når jeg tænker tilbage på besøget, er det alligevel ikke prøverne, medicinen eller de mange faglige forklaringer, der står tydeligst for mig.

Det er Josephine.

Den lille kat, der sad så tappert, mens hun blev undersøgt.

Og som bagefter borede hovedet ind mellem min albue og min krop og blev siddende længe.

Jason viser sin kærlighed meget direkte. Han spinder højlydt, slikker mig og vil gerne ligge helt tæt, helst oppe i min armhule.

Josephine er anderledes.

Hun har sit eget tempo og sit eget sprog.

Fredag fortalte hun mig måske noget meget vigtigt uden at sige en lyd.

For knap fire måneder siden gemte hun sig under spisebordet, fordi hele verden var ny og skræmmende.

Fredag gemte hun sig hos mig.

Jeg håber, det betyder, at hun ved, at jeg passer på hende.

For det gør jeg.

Også når det betyder, at hun skal have undersøgt sine ømme ører, smurt salve på og gennemgå noget, hun bestemt ikke har lyst til.

Og nu håber jeg bare, at vi snart finder ud af, hvorfor de små ører klør, så hun kan få fred for det hele.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.