/i , , , /af , , ,

Blogging

Jeg har to blogs: den første er et ugebrev dedikeret til min slægtsforskning og denne, der startede 21-06-2007, fordi jeg ville have et sted hurtigt at publicere andet end slægtsforskning. Havde jeg udvidet den første til at rumme mere end slægt var det blevet en rodebutik.

En blog skal altid ‘løbes i gang’, der skal være mange poster, der skal være læsere, og der skal være kommentarer, før den er værd at læse.

Lige for øjeblikket har denne blog masser liv på grund posterne om flytningen og de mange kommentarer til de poster. Tak til jer faste kommentatorer – jeg bliver glad, hver gang I sætter jer til tastaturet.

Det er ikke mange år siden, jeg fandt blogs uinteressante; syntes de var folks dagbøger udstillet for alverden – og det er det også! Flere af mine venner har blogs, og når jeg skal se, hvad de laver, kigger jeg lige forbi deres blog. Før i tiden var man gået på besøg eller havde skrevet et brev, senere havde man bedt om ‘Taga 3321’, så havde man selv drejet, så skrev man en mail, og nu kigger man forbi bloggen. Når man kommer på besøg, er man allerede godt opdateret. For bloggen har ikke erstattet besøget!

Der er naturligvis emner, man ikke blogger om! Alverden kan jo læse med. Hvis man nu var træt af jobbet og/eller chefen (hvad jeg ikke er) ville det ikke være et godt emne, hun kunne jo risikere at læse med.

Web2 er en realitet! Web2 er bla det forhold, at webben bruges til dialog og interaktion, og ikke som web1 kun til monolog. Interaktionen og dialogen er guld værd. Jeg holder af mit eget selskab, kan lide at være hjemme, og har jeg gæster er det max to ad gangen, bryder mig ikke om store fester mv.

Bloggen har udvidet mit sociale liv: jeg kan følge med hos vennerne og de hos mig på en måde, der helt passer til mit temperament.

/i , , , /af , , ,

Glad – en gang lommefilosofi

For det meste går man bare rundt og lever, uden at tage stilling til, hvordan det nu er at være i live. Og sådan skal det nok også være. Jeg har det nu lidt anderledes. Mit lille mantra er “Life is an offer you can’t refuse”.

Slægtsforskningen med kirkebøgernes optegnelser om dåb, konfirmation, vielse og død, og det at jeg er medejer og medstifter af initiativet Dansk KirkegårdsIndex, som er en ressource til slægts- og lokalhistorikere, hvor jeg ind i mellem tager billeder af alle gravsten på en kirkegård og efterfølgende indtaster teksten fra stenene i en database, gør at jeg er opmærksom på, at “Livet er jo dagene”, og at rækken af dage ikke er uendelig, selv om de fleste af os lever sådan.

Vi tror, vi er udødelige, indtil det modsatte er bevist. Men det er en fejlslutning. Måske burde jeg ikke tænke sådan, men det gør jeg altså, for det er ofte bevist, at jeg har ret 8)

Når man har erkendt – og ved – at vi ikke er her evigt, er det om at optimere den periode, vi er her. Det kan gøres i det store og i det små. For mig har det ikke materialiseret sig i det store, men jeg er opmærksom på, at kan jeg vælge, gør jeg kun det, jeg har lyst til. Et ex er at lade være med at lade som om, jeg er udadvendt, når jeg overhovedet ikke er det. Måske er lykke bare at leve i overensstemmelse med den, man nu er? Kunsten kan så være, at finde ud af, hvem man er.

I mange år (mere end 10) havde jeg kun fokus på mit arbejde og min karriere, som bare er meget almindelig; jeg havde ikke tid til at leve. Dengang var jeg ofte utrolig bange for pludselig en dag at være blevet gammel, at vende mig om, og så sige “Jamen det var jo slet ikke sådan, det skulle være”. Der er kun én chance, og den kommer aldrig igen. Søndag den 16. september 2007 kommer aldrig igen. Da jeg fik en hobby, begyndte jeg at prioritere tid til den, hvilket vil sige, tid til mig.

På den måde kan jeg sidde en søndag foran en kirkebog, min pc og med gode gamle Giro 413 i baggrunden og føle mig glad. Bare sådan helt almindelig glad. Det er er da herligt.

/i , /af ,

Når tiden får lov at stå stille

Jeg er i gang med at læse en fantastisk bog: “Fordelen ved at være indadvendt” og den er fantastisk, for den handler om mig 8) Der er en lille test i bogen, hvor man kan vurdere sig selv på en skala fra 1-30. Jeg fik 29 sande udsagn af 30 mulige, og altså er jeg 96 2/3% introvert/indadvendt og 3 1/3% ekstrovert/udadvendt.

Set i det lys er der ikke noget af sige til, at (endnu) en dag med dårligt sommervejr foran pc’en er en lise for sjælen. Jeg arbejder meget med slægtsforskning og er medejer og -stifter af initiativet Dansk KirkegårdsIndex, som er en portal for danske kirkegårde med gravstenene på internettet. Så jeg sidder og taster gravsten fra Sønder Omme kirkegård, og de kommer om kort tid på nettet. Opdatering: Så er Sønder Omme Kirkegård klar.

Danmarks Radios P1 kører tit i baggrunden. I formiddags sendte de en dejlig udsendelse med med Bente Klarlund: “Som barn var hun frelserpige i Frelsens Hær. I dag er det danskernes sundhedstilstand, der står øverst på dagsordenen, når hun stiller sig frem i den offentlige debat.” Det er en af den type udsendelser, hvor der er tid til at fortælle historien, tid til at lære mennesket at kende. Du kan høre den her – afsæt 1½ time… Hør hende bla. fortælle om, hvordan det var at gå stuegang til tonerne af Freddy Mercury i 80’erne, mens bøsserne døde af AIDS. Stærke sager formidlet af et spændende menneske.

Jeg savner tit, at medierne giver sig tid, jeg savner fraværet af fancy klipninger og fraværet at staccato stemmeføring, og jeg får et hjerteanfald ved at komme forbi P3. Jeg elsker, når tiden får lov at stå stille, når jeg træffer et interessant menneske – om det så bare er i radioen.

/i , /af ,

Taxachauffører og frisører

I aftes kl. 23:30 havde jeg den sjældne fornøjelse at blive smidt ud af en taxa. Situationen: Jeg stiger ind efter seks times togtur. Chaufføren spiller høj hip-hop musik. Jeg spørger, om han vil skrue ned. Han spørger hvorfor, og jeg svarer “fordi jeg ikke kan lide det”. Han svarer, at så kan jeg ikke finde en vogn, for alle spiller musik. Jeg svarer, at jeg er kunden. Han replicerer, at han er chaufføren. Jeg siger til ham, at jeg da kan kan tage en anden vogn. Og resolut kører han tilbage til hovedbanegården. Vi ønsker hinanden god aften 8)

Men bortset fra det, så kommer her dagens aversioner:

1: Hvordan kan det være, man ikke kan sætte sig ind i en taxa uden at skulle samtale med chaufføren hele vejen? Jeg sætter mig med vilje altid på bagsædet i højre side, fordi jeg har hørt, at dette skulle være et signal om, at denne kunde gider ikke snakke. Men det virker tilsyneladende ikke.

2. Hvordan kan det være, at fra det øjeblik man sætter sig i frisørstolen, skal man samtale med friøren, til han er færdig med at klippe. Jeg har en rigtig sød frisør, den samme gennem 15 år, så jeg nænner ikke pludselig at fortælle ham, at jeg ikke gider snakke.

For mig at se, er det sådan, at jeg enten bare vil køres fra punkt A til punkt B eller have reduceret længden på mit efterhånden temmeligt grå hår. Jeg kommer ikke for at fortælle hvor jeg har været henne eller hvortil min sommerferie går i år. Men de synes hele tiden, der skal være samtale, og prøver forgæves at finde på noget, vi kan tale om. Kunne jeg dog bare slippe for det, og bare blive kørt eller blive klippet.