Indlæg

/4 Kommentarer/i , /af ,

Jeg har mistet en ven og det er svært

Jeg har mistet en ven og det er svært

I min verden er der ikke så mange, jeg kan kalde venner

Jeg har mistet en ven og det er svært.

Jeg har mistet en ven, faktisk min nærmeste ven gennem rigtig mange år, og det er ikke let, men der kom et tidspunkt, hvor selv jeg måtte sige stop. Pludselig var fokus på det, der adskilte, fremfor det der var fælles. Jeg har ikke let ved grænsedragning, og jeg går for let for langt, men her gik grænsen.

Pludselig var jeg ikke fin nok, og pludselig var jeg ikke god nok endsige kulturel nok. Jeg gjorde pludselig ikke de ting, veluddannede og intelligente mennesker gjorde. Det gjorde mig trist, da jeg betragter mig som både veluddannet og intelligent.

Drøftet igennem med psykologen

Jeg har drøftet det hele igennem med psykologen, og det har gjort godt, fordi jeg selvfølgelig er bange for, at min verden skal vælte igen. Jeg ser ikke nogen nye indlæggelser for mig, men sporene skræmmer af naturlige årsager efter sådan 14 – 15 stykker. Angsten for at det hele skal begynde forfra er iboende, og jeg ved ikke, hvor meget (eller lidt) der skal til, før læsset tipper. Det gør det nu nok ikke, men bare tanken… Den er ikke til at holde ud. Endelig har jeg fået det godt; og sådan skulle det jo gerne blive ved.

Jeg er måske nok mere konfliktsky end de fleste, og jeg er nok ikke let at skændes med. Det kan selvfølgelig være irriterende, men sådan er jeg bare, og det har jeg overlevet på i mange herrens år. Men jeg er et okay menneske, der ikke gør andre mennesker fortræd. Jeg er relativt rummelig og forsøger at sætte mig ind i, hvor andre er.

Anette og jeg blev enige om, at der måske kunne være en idé i at søge fællesskaber blandt andre nørder. Det kan være blandt andre medlemmer af Aspergerforeningen eller blandt andre mensanere. Det vil jeg overveje. Selv jeg kan jo da have behov for andre levende væsener.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , /af ,

Venskab med forskellighed

Venskab med forskellighed

Jeg nyder hvert et sekund

Venskab med forskellighed.

Jeg talte med min ven om det med at kede sig ctr. ikke at kede sig. Hun har en masse interesser, jeg ikke deler og vice versa. Sådan er det at have et venskab. Vi kender hinanden på et metaplan; det sætter jeg utrolig stor pris på. Hun har fx. umådelig stor forstand på operaer, men kommer til kort, hvis jeg nu skulle begynde at tale om hjemmesidedesign; så det gør jeg ikke. Det udvikler forhåbentlig os begge! Eller også tier vi bare stille i respekt for, at vi er forskellige! Hvis man grundlæggende holder af hinanden, skal man jo ikke være enige om alting.

(Senere: det gik ikke, og vi har sagt farvel. Man skal ikke ændre mig.)

At kede sig

Min ven har forladt arbejdsmarkedet for mange år siden. For mig er det nyt ikke længere at skulle måles og vejes – og på det seneste blive fundet for let hver dag – men jeg elsker det. Jeg elsker hvert et sekund af mit nye liv.

Vi talte om det med at kede sig eller ej. Ingen af os keder os.

Nogle anskaffer sig et Netflixabonnement som det første, når de bliver pensionister – førtids- eller ej. Jeg har kontakt med tidligere medpatienter, der er tilkendt pension, fordi de er hammer-syge, og som bruger dagen på at se serier på Netflix.

Jeg har omvendt skyndt mig at afmelde mit abonnement på Netflix. Hvorfor betale 79 kr. pr. måned for noget, jeg alligevel aldrig brugte?

Kognitive deficitter

En kognitiv deficit er for mig, at jeg ikke kan holde på en historie fra den ene aften til den anden. Andre mennesker kan starte på en serie om mandagen og se videre om tirsdagen og om onsdagen. Det kunne jeg også engang, men det kan jeg ikke længere. Det er lidt træls, men det er på den anden side ikke noget, jeg begræder. Der er så meget andet, der optager mig mere.

Det sker en sjælden gang, jeg finder en film, jeg gerne vil se; jeg tænder for den, ser præamblen og tyve minutter ind i den, hvorefter det går op for mig, at jeg reelt ikke ser/lytter. Jeg har meget mere lyst til at lave noget selv, selv at være aktiv. At sidde og “glo” ind i TV-skærmen er ikke noget for mig.

Da jeg havde Parkinsonisme

Jeg tegnede abonnementet på Netflix, da jeg havde Parkinsonisme i sommeren 2020, for der var jeg alvorligt bange for, at jeg også var dement, og så kunne tiden vel gå med at glo passivt ind i en skærm?

Det gav sig allerstærkest udtryk, da jeg en morgen ikke kunne huske, hvordan man lavede kaffe. Det var frygteligt. Forestil dig, at der er noget, du har gjort mindst 14.600 gange tidligere, og og som du pludselig ikke længere kan huske, hvordan man gør. Jeg forestillede mig, at jeg skulle holde fast i livet med det alleryderste af neglene. Og at der måtte komme nogen og lave kaffen for mig! Jeg skruede op for nødkaldet og ringede til Hvidovre Kommune for at sikre mig, at det nu også virkede.

Næh – jeg vil ikke pive. ECT er godt for mig, og jeg vil aldrig nogensinde tilbage til medicinen, som var det, der fremkaldte Parkinsonismen. Jeg vil bare fortælle, at Parkinsonismen var værre end både manierne og depressionerne tilsammen.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/i , , /af , ,

Personlig blog?

Personlig blog og hjemmeside i det hele taget

Er det for meget?

Jeg har været lidt rundt på diverse blogs efter dagens tur til kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien, som jeg i parentes bemærket jo er begejstret for. Hun holder mig på sporet. Det er hendes opgave!

Det, der fremgår med al ønskelig tydelighed, er, at min blog er meget mere personlig end andre blogs.

Mit spørgsmål er: Er bloggen for meget?

Hvad er dit svar?

Hvis dit svar er “Ja, det er for meget”, ved jeg alligevel ikke helt, hvad jeg skal stille op. Jeg bruger bloggen som erstatning for levende relationer og synes de virtuelle relationer, jeg har opbygget via hjemmesiden, har en uendeligt stor værdi. Bloggen er min bedste ven og ventil. Jeg har fx ikke mærket “corona-nedlukningen”, for mit liv er faktisk ikke forandret. Jeg sidder ved min 32″ skærm, helt som sædvanligt, og jeg elsker det. Med min nye status som pensionist kan jeg hvile under min kugledyne, som jeg faktisk også har fået af kommunen, når jeg har behov for det, og blive oppe hele natten, når jeg ikke har tid/lyst til at gå i seng. Jeg glemmer af og til at gå i seng, fordi jeg er optaget af andre ting. Det er så fantastisk.

Jeg vovede at fortælle Gitte (kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien) om det i dag. Vi blev enige om, at det er okay, bare jeg ikke gør som nogle, der bytter op og ned på nat og dag, når de får pension. Det gør jeg ikke, og det er også kun sket to gange i alt, at jeg har glemt at gå i seng. Bytter man helt op og ned, melder man sig ud af samfundet, og det er ikke godt. Det har jeg intet ønske om.

Dygtig dreng!

Jeg har en god ven på Mors, der er utroligt dygtig til at finde ud af, hvad der foregår i Windows (10). Hurra for ham; han kan alt det, de andre ikke kan.

I et stykke tid har jeg haft det problem, at filer ikke kunne up- eller downloades ordentligt til og fra mine hjemmesider. De første par tusind filer gik godt, men herefter gik det galt, og der kom røde meddelelser om, at der var ophold på 20 sekunder og at up- eller download ikke kunne fortsættets og en fejlmeddelelse om ECONNABORTED. Samlet up- eller download lød på 45 – 60 minutter, hvilket er helt uholdbart. Jeg startede med at spørge hos Sucuri, hvor jeg har min firewall; de henviste til min sædvanlige host, som undersøgte sagerne, og ikke kunne finde fejl på deres systemer (er). (Efterskrift september 2021: der var ikke andet end bøvl med den firewall, så jeg opsagde aftalen. Nu virker alt atter som det skal.)

Min host er cHosting, og dem er jeg uhyre tilfreds med. Der er aldrig noget bøvl med dem, og de er så utrolig hjælpsomme. Når de siger, de har undersøgt sagerne, så har de undersøgt sagerne, og der er ikke mere at gøre. De mente, der kunne være fejl på netværket, og at et alternativ kunne være at bruge telefonen som hotspot og at forbinde til et trådløst netværk i stedet for det kablede netværk. Min PC har ikke som udgangspunkt et trådløst netværkskort, for hvad skulle jeg med det, når jeg er på en stationær?

Jeg ringede til Labtech Valby, som ikke eksisterer mere men er blevet til en afdeling på Amager. Jeg fik fat i eleven eller sådan noget lignende, der stort set ikke gad høre på mit problem, og som alligevel gerne ville sælge mig en tp-link-dims til 149,00 kr. Dem gider jeg ikke handle hos længere! Jeg er vant til at tale med bestyreren, der ønsker at høre på problemet og at løse det. Jeg gider ikke købe en dims til 149,00 kr., hvis jeg skal bruge en til 1.149,00 kr. for at løse problemet. Men så vil jeg også have sikkerhed for, at det er den rigtige vej at gå.

Næste opringning var via Facetime til den dygtige dreng på Mors. Han brugte en time på mig og mit sære problem.

For det første kunne han fortælle, at man aldrig skal købe en dims fra tp-link. Hvor skulle jeg dog vide det fra?

Vi var herefter alle mulige og umulige steder i Windows 10, som jeg aldrig selv ville pille i, fordi man kan lave en vældig ravage, hvis man ikke ved præcist, hvad man gør; og det gør jeg ikke. Der var adskilligt, der kunne stilles på. Vi stillede på noget i FileZilla (programmet, der overfører filer til/fra nettet), på noget i Bitdefender (sikkerhedsprogrammet på PC’en) og også andre steder, jeg ikke kan huske. At fejlfinde sådan noget er en kompliceret proces med mange medspillere og ikke bare et enkelt tryk på en knap.

Vi sluttede af med en test: overføre hele slægtssiden til min egen PC, som en form for backup. Det lykkedes sørme! FileZilla gjorde et længere ophold ved et enkelt billede, men da den havde fået tygget sig igennem det, var alle filer ført afsted på 15 minutter uden mærkelige fejlmeddelelser med rød skrift og uden ECONNABORTED. Jeg tror på, problemet er løst. Det er så dejligt.

Hjælpsomheden på nettet

Jeg har vist skrevet om det før, men hjælpsomheden i de rette fora er enorm. Min ven på Mors er ikke “på nettet”, ham har jeg kendt mange år og skal formentlig træffe til sommer, når corona-cirkusset er ovre, men alle de andre steder er jeg jo en anonym bruger blandt tusinder og stiller bare et spørgsmål og er glad for et svar. Den slags koster ikke noget. Dukker der spørgsmål op, jeg kan svare på, og der bliver da flere og flere, bidrager jeg gerne som en form for afbigt for al den hjælp, jeg selv har fået gennem årene. Spørgeren bliver glad, og det gør jeg også.

Gad vide hvordan vi løste den form for problemer før Google og internettet?

/10 Kommentarer/i /af

For enden af regnbuen

For enden af regnbuen

Det glemte

I 1988 udgav Poul Krebs albummet “For enden af regnbuen”, som faktisk var ret godt; stille og melodisk.

I dag kom jeg tiltrængt væk fra computeren, fordi en god ven og tidligere kollega havde inviteret. Vi så sammen stedet, hvor regnbuen ender både til højre og til venstre. Utrolig flot. Og så er mobilkameraet ret anvendeligt – lige i tasken. Måske skal jeg alligevel ikke have en Doro 🙂

For enden af regnbuen

Hvorfor var der ingen, der tænkte?

Vi var kolleger fra 2000 – 2004, kan jeg se i mit CV. En af versionerne rummer tillige en uddybende beskrivelse af de opgaver, jeg havde, og de var for det meste ret ansvarsfulde. Jeg kan godt nok ikke genkende dem, men jeg har da ikke skrevet løgne i mit CV. Det samme gælder for mine øvrige stillinger.

Min ven kunne fortælle om, at jeg arbejdede 20 timer i døgnet, det er nu nok en overdrivelse, for dernæst at være sygemeldt i månedsvis. Det samme skulle også have gjort sig gældende i senere stillinger. Gennemsnitligt har jeg dog nok udfyldt mine årsværk. Op og ned og op og ned. Hvis det ikke er bipolar affektiv sindslidelse, så står verden ikke længere.

Jeg husker de lange arbejdsdage, men de markante sygeperioder, kan jeg simpelthen ikke huske. Jeg er virkelig overrasket og lidt chokeret. Den slags kan andre mennesker da huske. Min ven mente også, der senere havde været tale om nogle fyringer, det husker jeg heller ikke, bortset fra den fra Moderniseringsstyrelsen i 2013 – på grund af sygdom seks dage i prøveperioden, og det var der jo ikke noget at sige til, eftersom min verden væltede i 2014.

Jeg spørger: Hvorfor var der ikke nogen læger/andre, der begyndte at undre sig over de hyppige langvarige sygemeldinger? Hvorfor skulle der gå 11 år fra den første depression i 2003 til den rigtige diagnose i 2014? Jeg kan godt blive en anelse træt af det. Måske kunne mit liv have set helt anderledes ud nu? Bortset fra, at jeg jo på mange plan har det bedre nu end før 2014. Jeg synes bare, det er tankevækkende.

I 2003 fik jeg kontakt med en psykiater, som primært var søvnforsker. Han udskrev Cymbalta® og så mødtes jeg med ham i et kvarter en gang i mellem. Han syntes vist, jeg havde det fint.

Jeg havde en indlæggelse af en dags varighed i 2009; vist nok med depression. De syntes vist, jeg havde det fint.

Man skal også være rimelig

Årene er gået, der bliver forsket og udviklet – så længe det prioriteres – jeg tror slet ikke, man talte om affektive sindslidelser dengang. Måske var de slet ikke “opfundet”, jf at min diagnose i de 11 år var “tilbagevendende depressioner”. Nu hedder det “unipolare depressioner” som også er et mere dækkende ord for depressioner, der ikke har været ledsaget af manier/hypomanier. Man taler om poler/polariteter. Og det føles rigtigt sådan!

Nu findes der faktisk et “Kompetencecenter for Affektive lidelser” under Rigshospitalet, i Viborg/Skive og i Hillerød. Hold da op hvor er der sket meget. Og det er godt. Jeg har forsøgt at finde oplysninger om centeret på Rigshospitalet om, hvornår det er grundlagt, men det lykkedes ikke.

På en måde håber jeg ikke, det fandtes dengang 🙂

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.