Tag Archive for: Parkinsonisme

Meget mindre angst ved ECT

Meget mindre angst ved ECT

Jeg var så “spændt”

Meget mindre angst ved ECT

Jeg har været så “spændt” (ikke “anspændt”) på, hvordan det ville gå til ECT denne gang, som var i går. Ville psykologen have ret? Peger det “vi” arbejder med (det er jo primært hende, der arbejder) den rigtige vej?

Ville hun få ret (igen) i, at den nye bevidsthed om, at jeg jo kunne gå min vej og sige “jeg vil ikke” betyde, at jeg var mindre angst? Bevidstheden om, at de ikke vil mig noget ondt og at det ikke er tvang.

Det er en angst for ikke at vågne op igen, skønt jeg er klar over, at det aldrig nogensinde er sket i hele verden, at patienter ikke er vågnet op igen efter en ECT-behandling. Rationalerne kommer bare til kort her. Er man angst, er man angst. Punktum – men man skal arbejde med det, for det er pokkers ubehageligt.

Færre diasshow i loftet

Det gik meget bedre! Og det er jeg så glad for, da behandlingen er den bedste, jeg kan få og da den gør mig næsten medicinfri. Jeg fik til sidst Parkinsonisme af medicinen; det var et mareridt, der gjorde mig næsten invalid. Psykologen foreslog på et tidspunkt, at jeg skulle have ble på – så hellere nogle kognitive problemstillinger, som man jo kan opstille kompenserende strategier imod. Jeg betaler gerne prisen! Jeg skal sgu ikke gå med ble! Det er jeg for stolt et menneske til.

Det, jeg lagde mest mærke til, var, at jeg så deres diasshow i loftet med de dejlige billeder fra Vietnam og Thailand i langt kortere tid. Det drejer sig om 1 – 2 sekunder, før man er væk. Jeg tænkte på, at der har jeg også været. Måske kommer jeg der aldrig mere, da jeg jo ikke længere kan finde vej, men jeg har været der.

Herudover: Jeg mærkede ikke nålen i armen (hvor de lægger droppet til bedøvelsen) nær så meget. Mit umiddelbare gæt var, at han var meget bedre til at stikke; ved nærmere eftertanke var det nok, at jeg slappede mere af, så han bedre kunne stikke.

Jeg holdt selv iltmasken, og det var også godt. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg gjorde det korrekt, så jeg spurgte til det, men de kunne på deres måleudstyr se, at iltmætningen var, som den skulle være. Okay så kunne jeg slappe af. De har tjek på mig.

“Min sygeplejerske” som jeg er så vild med, holdt mig som altid i hånden, til jeg var væk. Jeg tror, der går nogle få sekunder – men at hun er der de få sekunder er utrolig meget værd: noget trygt, noget kendt, et dejligt varmt – næsten kærligt – menneske, der kan en masse uden at sætte ord på det. Hun fortalte mig kort forinden, at hun kender til mennesker med Autisme. Det gjorde det endnu bedre.

Bagefter var jeg en anelse konfus

Der findes et udtryk, der hedder “chokdement“, men så galt var det ikke, men af og til kan man godt være lidt forvirret bagefter. I går sad jeg fx og ventede på en læge, som man skal se, inden man forlader afsnittet, og det er jo en fin sikkerhedsforanstaltning, indtil der kom en medarbejder og oplyste, at vedkommende altså havde været der. Åh okay. Så kunne jeg jo gå min vej.

Men jeg var ikke mere konfus, end at jeg gik hen og besøgte professor Poul Videbech, hvilket jeg tit har tænkt på. Vi har mailet frem og tilbage i i hvert tilfælde et år og linker til hinandens hjemmesider. Han er en meget venlig mand, og vi talte vel 20 – 30 minutter. Jeg bød mig til i forbindelse med et forskningsprojekt angående ECT, som de arbejder på p.t., hvis de nu skulle mangle forsøgspersoner. Han fortalte nogle meget interessante ting om hjernen i forbindelse med ECT, men jeg kan for min dyd ikke huske, hvad det var.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

,

Bange for ECT

Bange for ECT

Det er regulær dødsangst

Bange for ECT.

Hele weekenden er ødelagt; det er godt nok kun hver tredje weekend men alligevel… De poder ganske vist ikke vaccinerede patienter for Covid-19 længere, så det er slut med at skulle op og til Psykiatrisk Center Glostrup før en vis herre får sko på søndagen før mandagen. Nu er det kun om hver tredje mandag, hvor jeg på fornem vis bliver hentet af Flextrafik omkring kl. 08, afhængigt af hvad nummer i rækkefølgen jeg er. Det er en “fabrik”, men det mærker man ikke, for de er så utrolig søde og kender mig efterhånden godt.

De mandag morgener går morgenritualet stærkt, for der er selvfølgelig ingen morgenmad, ingen morgenkaffe eller lignende. Det harmonerer ikke med fuld narkose. Søndag aften spiser jeg først kl. 22, for ellers bliver sulten mandag formiddag simpelthen for stor. Jeg tager det sidste glas vand ved midnatstid, der er grænsen for, hvornår man må indtage noget.

Søndag aften husker jeg at undlade at tage Lyrica/Pregabalin, der er et middel mod Restless Legs/Neuropatiske smerter, som er en krampetilstand i læggene. Da formålet med ECT-behandlingen er at fremkalde en krampe i hjernen, er der ingen idé i at tage et krampestillende middel aftenen før.

Hvad er det, jeg er så bange for?

Det kan siges og skrives meget, meget enkelt: Selvom jeg har prøvet dette ca. (eller mere end) 75 gange, er jeg bange for ikke at vågne op igen til det liv, jeg endelig er blevet så umådeligt glad for. Før i tiden var det ligegyldigt, nu er det livsvigtigt. Det er i virkeligheden umådelig positivt. Det føles bare ikke så positivt i den time til halvanden, der går fra mødetidspunktet, til det er min tur.

De har givet mig lov at tage 25 mg. Quetiapin og en mikroskopisk tår vand at skylle ned med, inden jeg tager afsted. Det er første gang, jeg skal prøve det og jeg er spændt på, om det hjælper. Jeg tror dog ikke meget på det, da det er en sjettedel af det, jeg tager for at sove.

Sidst kom en læge og sagde “du var meget nervøs sidst; er der noget, vi kan gøre for dig?” Det vil sige, de har noteret det et sted. Jeg kunne ikke svare, idet tårerne i stedet trillede. Åh for f****** (gæt selv, hvad stjernerne står for).

Situationen er låst

Jeg skal på ingen måde tilbage til al den antipsykotiske medicin og Parkinsonismen, der nærmest gjorde mig invalid til sidst, og jeg skal ikke ind i den endeløse række af indlæggelser igen. ECT er derfor eneste mulighed. Det virker utrolig godt og jeg har ikke været indlagt siden de to måneder fra oktober til december 2020. Sådan skulle det gerne vedblive.

Der er ikke andet for end at lære at leve med angsten og den destruerede weekend og så bede Ann Jeanet holde mig i hånden, til verden er væk.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

,

Venskab med forskellighed

Venskab med forskellighed

Jeg nyder hvert et sekund

Venskab med forskellighed.

Jeg talte med min ven om det med at kede sig ctr. ikke at kede sig. Hun har en masse interesser, jeg ikke deler og vice versa. Sådan er det at have et venskab. Vi kender hinanden på et metaplan; det sætter jeg utrolig stor pris på. Hun har fx. umådelig stor forstand på operaer, men kommer til kort, hvis jeg nu skulle begynde at tale om hjemmesidedesign; så det gør jeg ikke. Det udvikler forhåbentlig os begge! Eller også tier vi bare stille i respekt for, at vi er forskellige! Hvis man grundlæggende holder af hinanden, skal man jo ikke være enige om alting.

(Senere: det gik ikke, og vi har sagt farvel. Man skal ikke ændre mig.)

At kede sig

Min ven har forladt arbejdsmarkedet for mange år siden. For mig er det nyt ikke længere at skulle måles og vejes – og på det seneste blive fundet for let hver dag – men jeg elsker det. Jeg elsker hvert et sekund af mit nye liv.

Vi talte om det med at kede sig eller ej. Ingen af os keder os.

Nogle anskaffer sig et Netflixabonnement som det første, når de bliver pensionister – førtids- eller ej. Jeg har kontakt med tidligere medpatienter, der er tilkendt pension, fordi de er hammer-syge, og som bruger dagen på at se serier på Netflix.

Jeg har omvendt skyndt mig at afmelde mit abonnement på Netflix. Hvorfor betale 79 kr. pr. måned for noget, jeg alligevel aldrig brugte?

Kognitive deficitter

En kognitiv deficit er for mig, at jeg ikke kan holde på en historie fra den ene aften til den anden. Andre mennesker kan starte på en serie om mandagen og se videre om tirsdagen og om onsdagen. Det kunne jeg også engang, men det kan jeg ikke længere. Det er lidt træls, men det er på den anden side ikke noget, jeg begræder. Der er så meget andet, der optager mig mere.

Det sker en sjælden gang, jeg finder en film, jeg gerne vil se; jeg tænder for den, ser præamblen og tyve minutter ind i den, hvorefter det går op for mig, at jeg reelt ikke ser/lytter. Jeg har meget mere lyst til at lave noget selv, selv at være aktiv. At sidde og “glo” ind i TV-skærmen er ikke noget for mig.

Da jeg havde Parkinsonisme

Jeg tegnede abonnementet på Netflix, da jeg havde Parkinsonisme i sommeren 2020, for der var jeg alvorligt bange for, at jeg også var dement, og så kunne tiden vel gå med at glo passivt ind i en skærm?

Det gav sig allerstærkest udtryk, da jeg en morgen ikke kunne huske, hvordan man lavede kaffe. Det var frygteligt. Forestil dig, at der er noget, du har gjort mindst 14.600 gange tidligere, og og som du pludselig ikke længere kan huske, hvordan man gør. Jeg forestillede mig, at jeg skulle holde fast i livet med det alleryderste af neglene. Og at der måtte komme nogen og lave kaffen for mig! Jeg skruede op for nødkaldet og ringede til Hvidovre Kommune for at sikre mig, at det nu også virkede.

Næh – jeg vil ikke pive. ECT er godt for mig, og jeg vil aldrig nogensinde tilbage til medicinen, som var det, der fremkaldte Parkinsonismen. Jeg vil bare fortælle, at Parkinsonismen var værre end både manierne og depressionerne tilsammen.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Angst for ECT 3

Angst for ECT 1

Jeg ved, jeg er dum

Det er så dumt: Jeg har prøvet det mere end 70 gange: De siger “baseline”, “har vi bideskinnen parat?” og “ECT-apparatet er indstillet til 90 pct. og der gives bilateral ECT”.

Bilateral betyder “I begge sider”.

Jeg er bare bange. Psykologen siger, jeg er bange for at miste det liv, jeg endelig efter 56½ år har fået. Det har hun nok ret i. Hun plejer jo at have ret. Selv tænker jeg, at jeg er bange for ikke at vågne op igen. Det er nyt for mig. I mange år foretrak jeg ikke at vågne op igen.

Jeg er bange hele søndagen, hvor jeg har været til Corona-test kl. 8:15, og til de kalder mig ind mandag formiddag.

De har fine roterende billeder fra Thailand og omliggende egne i loftet. De roder på min venstre håndryg, hvor de prøver at lægge et venflon, som bedøvelsen skal flyde igennem. I mandags gik det rigtig fint og uden at jeg måtte fare op med alskens bandeord, som jeg faktisk slet ikke bryder mig om. Der gjorde det overhovedet ikke ondt. Måske er der forskel på, hvor dygtige, de er til at stikke?

Bagefter

Jeg har endnu ikke (efter mere end 70 gange) oplevet “opvågningen”, jo måske en eller to gange, men jeg ved, Jette er der, og at hun passer på mig, hvis der skulle være noget “sært”. Indtil videre har de givet mig støvlerne på, og jeg har forladt ECT-afdelingen på begge ben efter at have nedsvælget en lille yoghurt. Men så har jeg heller ikke fået hverken vådt eller tørt siden sent søndag. Jeg har fundet ud af, at jeg skal spise “det sidste måltid” sent søndag, omkring 22:30, så går det bedre mandag formiddag.

Tilbage til medicinen?

Af og til kan jeg naturligvis tænke, at medicinen kunne fjerne den frygtelige angst. Den er jo slem en hel søndag og lagt op ad mandag formiddag. På den anden side set lever jeg langt hellere med den end med de bivirkninger, jeg fik af medicinen, hvor Parkinsonismen selvfølgelig var det værste. Jeg vil ikke “pive”, men det var sgu slemt. Det var værre end både depressionerne og manierne. Det er fx. slemt at falde om på gulvet og ikke at kunne rejse sig igen, men i stedet at måtte trykke på nødkaldet, så kommunens folk kan komme og en op.

Piv, piv..?. Nej jeg angler ikke efter medlidenhed og er bare lykkelig for det behandlingstilbud “systemet” stiller til rådighed! Tænk at jeg hver tredje uge kan få et tilbud, der indebærer fuld narkose osv. Det sker kun i et velfærdssamfund som det danske.

Yderligere læsning?

Vil du læse mere om mine erfaringer med ECT-behandling, kan du klikke her.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.