For enden af regnbuen

Det glemte

I 1988 udgav Poul Krebs albummet “For enden af regnbuen”, som faktisk var ret godt; stille og melodisk.

I dag kom jeg tiltrængt væk fra computeren, fordi en god ven og tidligere kollega havde inviteret. Vi så sammen stedet, hvor regnbuen ender både både til højre og til venstre. Utrolig flot. Og så er mobilkameraet ret anvendeligt – lige i tasken. Måske skal jeg alligevel ikke have en Doro 🙂

Hvorfor var der ingen, der tænkte?

Vi var kolleger fra 2000 – 2004, kan jeg se i mit CV. En af versionerne rummer tillige en uddybende beskrivelse af de opgaver, jeg havde, og de var for det meste ret ansvarsfulde. Jeg kan godt nok ikke genkende dem, men jeg har da ikke skrevet løgne i mit CV. Det samme gælder for mine øvrige stillinger.

Min ven kunne fortælle om, at jeg arbejdede 20 timer i døgnet, det er nu nok en overdrivelse, for dernæst at være sygemeldt i månedsvis. Det samme skulle også have gjort sig gældende i senere stillinger. Gennemsnitligt har jeg dog nok udfyldt mine årsværk. Op og ned og op og ned. Hvis det ikke er bipolar affektiv sindslidelse, så står verden ikke længere.

Jeg husker de lange arbejdsdage, men de markante sygeperioder, kan jeg simpelthen ikke huske. Jeg er virkelig overrasket og lidt chokeret. Den slags kan andre mennesker da huske. Min ven mente også, der senere havde været tale om nogle fyringer, det husker jeg heller ikke, bortset fra den fra Moderniseringsstyrelsen i 2013 – på grund af sygdom seks dage i prøveperioden, og det var der jo ikke noget at sige til, eftersom min verden væltede i 2014.

Jeg spørger: Hvorfor var der ikke nogen læger/andre, der begyndte at undre sig over de hyppige langvarige sygemeldinger? Hvorfor skulle der gå 11 år fra den første depression i 2003 til den rigtige diagnose i 2014? Jeg kan godt blive en anelse træt af det. Måske kunne mit liv have set helt anderledes ud nu? Bortset fra, at jeg jo på mange plan har det bedre nu end før 2014. Jeg synes bare, det er tankevækkende.

I 2003 fik jeg kontakt med en psykiater, som primært var søvnforsker. Han udskrev Cymbalta® og så mødtes jeg med ham i et kvarter en gang i mellem. Han syntes vist, jeg havde det fint.

Jeg havde en indlæggelse af en dags varighed i 2009; vist nok med depression. De syntes vist, jeg havde det fint.

Man skal også være rimelig

Årene er gået, der bliver forsket og udviklet – så længe det prioriteres – jeg tror slet ikke, man talte om affektive sindslidelser dengang. Måske var de slet ikke “opfundet”, jf at min diagnose i de 11 år var “tilbagevendende depressioner”. Nu hedder det “unipolare depressioner” som også er et mere dækkende ord for depressioner, der ikke har været ledsaget af manier/hypomanier. Man taler om poler/polariteter. Og det føles rigtigt sådan!

Nu findes der faktisk et “Kompetencecenter for Affektive lidelser” under Rigshospitalet, I Viborg/Skive og i Hillerød. Hold da op hvor er der sket meget. Og det er godt. Jge har forsøgt at finde oplysninger om centeret på RH om, hvornår det er grundlagt, men det lykkedes ikke.

På en måde håber jeg ikke, det fandtes dengang 🙂

 

10 replies
  1. Mads Bech Madsen
    Mads Bech Madsen says:

    Kære Hanne
    Tak for svar på mine spørgsmål . Jeg tænker at vi alle har godt af lange artikler . Selv blir jeg ofte’ inspireret af lange sammenhængende forløb. Herhjemme holder jeg meget af når min datter gir’ sig tid til at fortælle “langt” og “tømme sig” . Og jer tror hun kan selv mærke, når hun kommer i gang, at der ligger meget inspiration i dette. Egentlig tror jeg ikke, at hverken du eller jeg overvejer dette særlig meget. VI har det jo med os fra barnsben – vi voksede med at der var tid til at snakke og “fortælle sig selv. VI gør det nok bare, men uanset om jeg vil det eller ej – kan jeg mærke de nye tider hos ungdommen ( i sær datterens venner/veninder, at sprogbruget har forandret sig. Det tales i korte sætninger ( status-opdateringer ) – og så er man videre til det næste. Håber ikke de taber noget undervejs. Dog, er det ikke alle veninder, som har tillagt sig “korte beskeder” i talesproget. Én veninde kan man snakke laaangt med – hun forventer simpelthen lange snakke. Hun er lige fyldt 16 og i vinters anbefalede hun mig Lev Tolstojs – Krig og Fred. Og dét er lange forløb skal jeg hilse og sige. Fik dem foræret i gave ved min fødselsdag i sommer . Såe.. jatak til lange romaner 🙂
    Tak for beskrivelsen af Bipolar ( og stavekorrektionen 🙂 ) – man kan med andre ord sige, at du er en personlighed som spænder vidt og bredt
    Alt godt 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kære Mads

      Tak for din lange besked 🙂

      Jeg har også bemærket, at man taler “SMS-sprog”, og det finder jeg trist. Men det er glædeligt at du omkring dig finder modsatrettede eksempler.

      Jeg starte lige på en ny post, så du får ikke mere; men det skyldes ikke manglende interesse.

      Svar
  2. Jørgen
    Jørgen says:

    Beskrivelsen af din arbejdsmåde tyder på ledelsessvigt. I princippet bør arbejde vel indrettes så medarbejderen kan holde til pensionsalderen og i øvrigt nyde et vist mål af otium. Det var vist ikke det du blev udsat for. Uroligt at du har holdt til det.

    Svar
  3. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Din fortælling om søvnforskeren er jo et skoleeksempel på hammersyndrom: Hvis du er en hammer, er alle udfordringer, opgaver og problemer – søm.

    Du har ret i, at der ikke er den store medarbejderomsorg på arbejdsmarkedet. Vi må jo nok erkende, at jobbene ikke er der for vores skyld, men at det forholder sig lige modsat. “Human resources” skal vist opfattes meget konkret. Omsorg kan man altså kigge efter i ordbogen, et eller andet sted i mellem “ligeglad” og “penge”.

    Ergo skal man selv sørge for at få omsorg, og det kan jo netop blive frygtelig svært, når man er syg, og endnu mere, hvis man er alene, Heldigvis har systemet, sundhedsvæsenet, stadig noget at byde på til dem, der er i stand til at bede om det og bruge det, der er.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Jeg har aldrig hørt om hammersyndrom, og jeg er ikke helt sikker på, jeg forstår det. Kan du evt. klippe det ud i pap for mig?

      Med hensyn til arbejdsmarkedet og HR-afdelingerne har du ret. Mht. til resten af afdelingerne er det jo rigtig nok, at vi kommer for levere varen og får vores løn for det. Men jeg synes, diverse HR-afdelinger i årenes løb burde have været lidt mere på stikkerne i min “sag”. Selvfølgelig er de ikke skadestuer, men måske en intensiv samtale kunne have gjort underværker og skubbet mig i gang med fx at finde en ordentlig psykiater, der havde mere end 15 minutter.

      Der er én stor undtagelse i dette her spil: Anne Rudbeck i Udenrigsministeriet. Hun var/er vores familierådgiver. Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg måtte kontakte hende, da jeg jo ikke havde en familie 🙂 Jeg nævner hende ved navn, for det fortjener hun! Hun tog fat, tog med mig på Hvidovre efter mit selvmordsforsøg (hvor vi ganske vist blev sendt hjem igen, efter jeg skulle love ikke at gøre det igen, og jeg svarede, at det kunne jeg ikke love…), hun skaffede på to dage både en psykolog og en psykiater, der arbejdede sammen og var kompetente. De “gjorde alle tre en forskel” i 2006. Bipolariteten overså de dog alle.

      Siden 2014 har jeg fået en fremragende behandling i sundhedsvæsenet på diverse psykiatriske afdelinger; men jeg har jo også været stamkunde. Og bare det seneste forløb her med Kasper og Christina. Så godt. Det kunne ganske enkelt ikke være bedre. Jeg har skrevet en lille artikel til dem, som de kan bruge i diverse fora. Jeg har kaldt den “Monitorering i fællesskab” for ingen af os kunne have gjort det uden hinanden; og der har været ualmindelig god gavn af mine nidkære regneark. Når de har godkendt den, bringer jeg den her – det er trods alt mig, der er forfatteren.

      Svar
  4. Mads Bech Madsen
    Mads Bech Madsen says:

    Smukt billed – alle farverne er der.
    Ang. din sidste linie – det kan jeg da godt forstå 🙂
    Jeg holder meget af din blog og din besindige selv-oprigtighed. Jeg har fulgt den over et længere stykke tid. Bogmærkede den for lang tid siden. Det føles rart at give sig den læsetid det tar. Kan ikke rigtig konkretisere, men jeg blir’ lidt klogere hvergang.
    Hvis det er ok med dig vil jeg gerne spørge til om det biopolare er spændingsfeltet mellem perioder med høj arbejdsenergi-niveau og så den naturligt nok “ophobede træthed” efterfølgende ?

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kære Mads

      Jeg er nu også lidt tilfreds med det billede.

      Tak skal du have! Jeg holder af at skrive den, og at skrive noget. der i modsætning til Facebook. er blivende. Facebook har sådan en hastig karakter, som slet ikke er noget for mig. Dejligt du kan lide den. Den ven, jeg besøgte i går, kan også lide den på grund af den næsten hudløse ærlighed. Men sådan er jeg jo bare. Ja jeg ved godt, at det af og til er lange indlæg, men jeg har jo noget på hjerte. Og ellers er det jo lidt som dagbladet Information 🙂 Lange artikler.

      Selvfølgelig er det OK at spørge! “bi” betyder “to”, “polar” betyder “pol”, så altså to poler. Som bipolar svinger man enten hurtigt eller langsomt mellem de to poler. Feltet mellem dem kalder man typisk “Neutralt”. Hjalp det? Og spørg endelig enden anden gang.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *