Stuegang med Kaj Bjerring Andersen
Indholdsfortegnelse
De tager sig tiden. Det er godt.
Stuegang med Kaj Bjerring Andersen
I dag har jeg optaget det hele med applikationen “Memoer”. Havde jeg dog bare tænkt over den funktion noget før!
Jeg har været til stuegang med Kaj Bjerring Andersen, som er neuropsykologen, der har lavet undersøgelsen af min hukommelse. Han udleverede en rapport og gennemgik de overordnede resultater en gang til. Hans konklusion er, at jeg er begavet over middel, og at tests vedrørende sproglige færdigheder forløber fint. Der er usikkerhed i ikke-sproglige opgaver, som kræver abstrakt-logiske ræsonnementer. Arbejdshukommelsen er i orden. Der ses nedsatte indlærings- og hukommelsesmæssige evner for både sprogligt og ikke-sprogligt materiale.
Den samlede konklusion lyder: “pt. er således generelt set kognitivt velfungerende, men der ses nedsat hukommelse, usikkerhed i ikke-sproglige problemløsningsopgaver og måske et lidt sænket forarbejdningstempo. Der ses således tegn på organisk betinget cerebral dysfunktion. Det er ikke sandsynligt, at ECT-behandlingen har betydning, da undersøgelsen er foretaget tre måneder efter, at pt. sidst var i ECT-behandling.”
Han havde nogle lidt overordnede overvejelser om, at jeg skal finde en arbejdsgiver, hvor der er styr på processerne og med dokumentation, så resultaterne ikke kommer til at afhænge af den enkelte medarbejders hukommelse. Som støtte for hans tests vil følge MR-scanningen af min hjerne. Han sagde, at det var helt sædvanligt at se hukommelsesproblemer ved bipolar affektiv sindslidelse.
Herefter forlod Kaj lokalet, og vi gik over til almindelig stuegang. For at styre mit indre kaos, havde jeg lavet en slags dagsorden med 10 punkter, jeg gerne ville have styr på.
Almindelig stuegang med Ditte
Et af punkterne var “Hvad er planen?”. Vi har udtømt effekterne af ECT, og det har ikke løst det grundlæggende problem. Hvad gør vi så? Hvad gør vi med “filmen”, som jeg er gået over til at kalde “drejebogen”? Det havde Ditte ikke rigtig noget godt svar på, andet end at jeg skal bruge de beskyttende faktorer, der kan hentes hos Gitte i Distriktspsykiatrien.
Jeg kan formentlig være her en uge endnu men hvad så? Selvfølgelig kan jeg ikke være her til evig tid, men jeg savner en løsning på det grundlæggende problem. Lige nu er det sådan, at mit hjem er det farligste sted at være.
Jeg forklarede hende, at hvis jeg ser på mit liv i helikopterperspektiv, har jeg kæmpet siden 1972, hvor min far døde, og nu er jeg ærlig talt i tvivl om, hvorvidt jeg orker at kæmpe mere. Det sagde hun selvfølgelig, at jeg skulle – hvad skulle hun ellers sige?
Vi talte lidt om fleksjob ctr. pension. Så vidt jeg husker, var hun enig med mig i, at pension ikke er løsningen. Jeg er topmotiveret for at komme i gang med Udviklingsforløbet hos Psykiatrifonden, og det skulle gerne føre til et fleksjob, hvis ellers jeg kan finde en arbejdsgiver, der tør binde an med mig efter alle de indlæggelser.
Et andet spørgsmål var “Hvad kan jeg vente mig af fremtiden set i lyset af fem indlæggelser inden for de seneste ni måneder?”. Hun ventilerede muligheden for flere indlæggelser, og anså det vist nærmest for sandsynligt. Det er rart med et klart svar, men jeg synes samtidig, det er bekymrende.
Der har været endnu en læge og kigge på mine ører. Alt ser normalt ud, men jeg kan altså intet høre. I går havde jeg fx besøg af præsten, og hun måtte tre gange gøre mig opmærksom på, at telefonen – der lå lige ved siden af mig – ringede. Jeg kunne ikke høre den. Nu har jeg så fundet en anden ringetone og skruet op på maksimal styrke; måske hjælper det? De er gået i gang med at finde en ørelæge, men alle har ventetid, og jeg kan altså ikke vente! Jeg tør ikke bevæge mig i trafikken med den hørenedsættelse.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
@ Ellen
Tak for din kommentar. Du har nok ret i, at alt det gode allerede er sagt. Indtil videre er ingen lykkedes med at standse/ændre mine sygelige tanker – for jeg er fuldt ud klar over, at de er sygelige. Faktisk har jeg det bare værre, end da jeg kom; dengang kunne jeg da i det mindste høre, og “drejebogen” var ikke til stede. Jeg har haft 100 depressioner men der har aldrig været knyttet psykotiske elementer til dem. Jeg bryder mig ikke om den eskalering, min sygdom pludselig viser sig med. Jeg spurgte i går Ditte, hva jeg kan vente mig af fremtiden. Hun svarede, at jeg sikkert godt kunne vente flere indlæggelser…
De andre har allerede sagt alle de kloge ord, og jeg har ingen gode råd – min erfaring er, at de alligevel ikke hjælper, selv om jeg havde nogen … hvis gode råd kunne løse dine problemer, var der jo ingen grund til den professionelle hjælp – som jeg til gengæld virkelig håber er i stand til at få dig ud af din onde cirkel.
Godt, at du har fundet ud af at optage jeres samtaler. Jeg synes bare stadig, at det er mærkeligt, at du selv skal få de gode ideer. Din pludselige hørenedsættelse virker mærkelig. Hvordan forløber jeres samtaler, hvis du ikke kan høre noget?? Hvornår får du dog den scanning? Du har allerede ventet længe. Og den vil forhåbentlig samtidig kunne afkræfte, at der sidder ‘noget’ og påvirker din hørelse. Jeg ved ikke, om man automatisk tjekker netop det ifm en scanning, men det kan du jo opfordre dem til. God vind 🙂
@ Fruen i Midten
Jeg er virkelig glad for, at jeg nu har fundet på det med at optage. Det var en af medarbejderne der gav mig ideen og også havde undersøgt, at det er lovligt. Der findes et paragraf 20 spørsmål om det. Jeg kan se overskriften men kan ikke kalde selve spørgsmålet frem.
Samtalerne forløber ved, at jeg siger “hvad behager” til ca. hver anden sætning, og det er meget belastende. Jeg har næsten opgivet samtalerne med medpatienterne, da jeg jo ikke kan forvente, at de skal sidde og råbe, for at jeg kan høre dem. Årsagen til høreproblemerne skulle være en virus. Nu har jeg fået både penicillin og næsespray i en uge. Det var ikke hjulpet det mindste..
Så vidt jeg husker, har de rykket for scanningen. Det er egl mit ønske at være her, når den udføres og også at være her, når svaret kommer, men det er nok ikke muligt. Alternativet er, at de sender svaret til Janne Baatz i DPC. Det vil også være fint, for hun er rigtig sød og pædagogisk, og hun vil være i stand til at formidle svaret på en god måde.
@ Pia
Mange tak! Jeg kæmper det bedste, jeg har lært. Lige nu er jeg bare i tvivl om hvor jeg skal finde kræfterne til at kæmpe videre. Jeg har kæmpet siden 1972, og nu synes jeg, kræfterne er brugt op. Den søde Ditte tegneðe et par cirkler med livslyst på den ene side og de destruktive tanker på den anden side. På en eller anden måde skal jeg have den med livslysten til at fylde noget mere. Lige nu er jeg bange for at blive sendt hjem og egentlig have det værre end da jeg kom. En hospitalsseng er dyr, og sender de mig hjem sådan her, er pengene spildt.
Endelig har jeg fået fulgt op på dine sidste indlæg. Det er ikke så lidt du kæmper med. Jeg kunne heller ikke lade være med at tænke lidt som Eric skriver, og jeg kender også dit svar. Alligevel vil jeg nævne disse kloge ord, at man ikke skal bruge krudt på det man ikke kan ændre på, men lægge sine kræfter der, hvor de kan gøre gavn.
De bedste tanker og alle gode ønsker for dig.
Jeg er lidt på samme side som Eric i det her. Man skal selvfølgelig ikke bagtellisere problemer, som du oplever, men ærlig talt, den diagnose kunne passe på flere, jeg kender, formentlig inclusive mig selv! Jeg synes, det er godt, at du kan lægge den med alkoholskaderne på hylden. Og så må du for alt i verden ikke dunke dig selv i knolden, for det har den slet ikke godt af. 😉 Det lyder også godt, at man ikke ensidigt opfordrer dig til at søge invalidepension. Der er altså andre, der også mener, at du kan noget, som samfundet har brug for på en eller anden måde. Nu er det så “bare” den film og de ører, der skal makke ret. Jeg forstår udmærket din tøven i forbindelse med at skulle være alene med dig selv oven på alt dette, men samtidig længes du jo efter at være dig selv, hjemme hos dig selv. Du må have dine hjælpere arbejdet ind i din struktur, så du ikke kommer til at gå for længe alene med dine dystre tanker. Jeg kender jo selv til det at ruge over tingene, og jeg ved udmærket, at man ikke bare kan holde op med det. Man har brug for hjælp, især fra andre mennesker, men selvfølgelig også i form af medicin. God bedring!
@ Henny
Jeg lover hermed på tro og love at lade være med at dunke mig selv oveni hovedet! Og jeg siger endnu engang, at jeg er lettet over det med alkoholskaderne.
Selv synes jeg også, at jeg har resterhvervsevne, der må og skal udnyttes. Jeg ser som nævnt frem til forløbet hos Psykiatrifonden, og jeg vil gerne arbejde. Jeg talte lidt om det med min bisidder Bodil Gellert, og hun gjorde mig opmærksom på, at jeg er lige modsat alle de andre; de vil nemlig gerne have pension og vil/kan ikke arbejde.
Der skal måske kigges lidt på medicinen igen. En læge ved navn Samir revurderede medicintavlen under en af de fire indlæggelser i anden halvdel af 2014. Det var blevet et kludetæppe, som hun så ryddede op i. Lige nu er status faktisk, at jeg har det værre end da jeg kom – den gang kunne jeg da høre og jeg så ikke filmen/drejebogen, der er et psykotisk element, som jeg aldrig har stiftet bekendtskab med før.
Jeg har lige haft en lille snak med en af aftenvagterne. Hun garanterede næsten, at overlægen Melita ikke vil sende mig hjem, før der er styr på de ting.
Hø! Er der noget ved den diagnose, som ikke kunne dække enhver, der er kommet lidt op i årene?
nedsat hukommelse, usikkerhed i ikke-sproglige problemløsningsopgaver og måske et lidt sænket forarbejdningstempo.
Jeg vil på ingen måde bagatellisere dine problemer, men jeg tror, at du med din “rugen” skaber nogle, der er fiktive eller ubetydelige. Du kan jo så pokkers meget og er skarp som en ragekniv, når den er slebet 🙂
Det med hukommelsen skal nok falde på plads, når det indre kaos stilner af.
Og hvad ved jeg om det? – Ikke en pind, men intuition er ikke uddød, og jeg ved jo, hvad du kan/har kunnet.
@ Eric
Det har du da egentlig ret i – sådan havde jeg slet ikke set det, så tak skal du have! Intuition er værdifuldt!
Tjah måske ruger jeg for meget… Men det har jeg altid gjort, for mit liv har altid været op ad bakke. Måske skal de bare smide mig ud herfra og så ordner alt sig… Det er ikke til at sige. Paradoksalt nok kan jeg “glæde mig” over angsten for filmen/drejebogen.
Jeg mangler i mit liv det, der kaldes “beskyttende faktorer”, altså det der holder en i live. En god beskyttende faktor kunne for mig være at få en kat at tage mig af og pusle om. Desværre må man ikke have husdyr, der hvor jeg bor. Altså må jeg finde på noget andet.
@ Kære Bodil
Mange tak for din kommentar!
Ja jeg må vist i gang med at sætte min egen dagsorden! Som menneske er jeg ret struktureret, og det er da også den egenskab jeg har levet af i mange år, og det må kunne udnyttes igen. Jeg skal bare have fundet kræfterne.
Jeg tror, der er styr på vitaminer og mineraler. Der er i hvert fald taget flere blodprøver, der alle har vist normale værdier.
Tak for dine gode ønsker. Det hjælper alt sammen.
Dejligt at du har lært at bruge denne form for “hukommelse” og at du får arbejdet med at få styr på dagsordnerne og dermed være med til at sætte dagsorden for dit eget liv.
Du må lige også sørge for at få kigget på dit vitamin- og mineralniveau, der er flere faktorer, som kan gøre dig syg, hvis du mangler, f. eks. D-vitaminerne.
Ud over det, så føler jeg med dig, og ønsker dig på alle måder god bedring og god vind i sejlene.