Orlov hjemme hos mig selv
Indholdsfortegnelse
Hjemme for en stund
Jeg har valgt at bruge de resterende fem timers orlov hjemme hos mig selv i dag, da der var en hel del ting, jeg skulle have ordnet – alle mulige koder virker pludselig ikke på min iPad Air, og det skal de, da jeg er nødt til at kunne ordne alting på distancen.
Jeg har brugt lidt tid på at læse på sundhed.dk, hvad de har skrevet om mig, og det ser alt sammen rigtigt ud. Det er lidt mærkeligt at se alle mine mærkelige tanker på skrift; en der bed er, at verden ikke vil være et ringere sted uden mig, for det er jo sådan set rigtigt nok, men det er bare sygt at tænke de tanker. Raske mennesker tænker ikke sådan. Det er ellers mange år siden, jeg holdt op med at tænke over livets mening og andre eksistentielle tanker, for jeg blev ved med at komme frem til, at der ikke var en sådan mening – det blev bare tanker, der kørte i ring, og det blev en negativ spiral.
Selvmordsforsøg
Jeg har et selvmordsforsøg bag mig den 3. januar 2006, hvor jeg tog en overdosis af alle de piller, jeg havde i skabet. Det var før jeg vidste, at der er proppet så meget brækmiddel i moderne medikamenter, at det ikke kan lade sig gøre at begå selvmord med dem. Dengang tog jeg dagen efter til Psykiatrisk Center Hvidovre, men blev sendt hjem igen med beskeden om at finde et nyt job og en ny psykiater! Det har haft den konsekvens, at jeg altid er bange for at tage derud og blive afvist, men de har vist ændret praksis siden.
I aftes havde jeg en lidt længere snak med en af medarbejderne om det med hukommelsen. Hun sagde det samme som jer: “Se fremad ikke tilbage”, og det vil jeg så prøve på. Nu er jeg spændt på, hvad MR-scanningen af hjernen viser.
I den neuropsykologiske test gik alt andet end det med sproglig opmærksomhed dårligt. Jeg har tænkt lidt over, hvordan Kaj Bjerring Andersen skelnede mellem færdigheder og hukommelse. Fx når jeg ikke kunne indsætte den manglende sjette figur, er det så færdigheder eller hukommelse? Jeg vil opfatte det som en færdighed, men det er det åbenbart bare ikke.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Stegemüller 
Kære Hanne
Verden VILLE være ringere uden dig, det kan jeg forsikre dig. Der er ingen andre der skriver som du, f.eks. om Gudstjenester og dine oplevelser, hvor de så finder sted. Du besidder kæmpe erfaring i slægtsforskning og programmer og en masse andre ting. Du er så intelligent, og derfor føles det måske dobbelt svært for dig. Post traumatsk stress kan sagtens dukke op mange år efter. Jeg har skrevet med dig i tilstrækkelig mange år til at få øje på mange forskellige hændelser i dit liv, der tilsammen sagtens kan blive den accumulerede årsag. Det er jo ikke til at læse ud af dine tekster, hvis du ikke lige fortalte om, hvordan du har det, at du er syg og indlagt. Du skriver som sædvanlig særdeles godt.
Jeg har selv fået problemer med at huske navne og navne på steder. Som Eric skriver, jeg er jo ikke kommet til nogen test og vurdering, jeg gør, hvad jeg kan ad alternatv vej for at forbedre min hukommelse. Du bruger lægevejen, og viil ad den vej få hjælp. Vi er mange, der ser frem til, at du igen kan klare tilværelsen, men indtil da, tænker vi på dig håber og beder til, at det snart vil lykkes.
Kh
Kirsten b r
@ Kære Kirsten
Tusind tak for din søde kommentar, som jeg først får læst rigtigt nu, hvor jeg sidder ved det hjemlige skrivebord.
Jeg håber også på, at jeg inden ret længe igen kan klare mit liv, men jeg må sige, at jeg synes, det er temmelig meget op ad bakke for tiden.
Godt at vide at der bliver taget hånd om dig og dine problemstillinger… Nej, fortiden kan vi ikke ændre på .. det skal vi heller ikke prøve, for det er det vi bliver syge af.
Men vi skal bestemt heller ikke negligere dens værdi og betydning for vores liv. Hvis nogen tror at vi bare kan læsse fortiden af som kufferter på det nærmeste hittegodskontor og komme videre og glemme det – så har de læst for meget på gajol-pakker…
Det er en kunst der skal udføres her… leve med fortiden uden at leve i den… huske den uden at mærke den… leve videre med den pakket af vejen .. men ikke glemme…. og så samtidig forsøge ikke at blive vanvittig… det er sværere end det lyder.
@ Overleveren
Tak for dit gode svar! Jeg kan godt lide den om Gajolpakkerne! Jeg synes, jeg har så meget skidt og skrammel at slæbe rundt på, at jeg er temmelig meget i tvivl om, hvorvidt jeg kan leve videre med alt det. Jeg har brugt mindst 100.000 kr. på psykoterapi, men emner jeg troede var bearbejdede for længst dukker pludselig op igen. Og det ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op med.
Dejligt at du kan komme hjem på orlov nogle timer her i påsken.
Jeg kan også kun sige, at du skal se fremad.. Fortiden kan man ikke ændre på, kun lære af.
God bedring.
@ Inge
Undskyld mit sene svar.
Du har ret, der er kun et at gøre, og det er at se fremad. Men viser det sig, at jeg selv har påført min hjerne skaderne, tilgiver jeg aldrig i livet mig selv. Man siger jo, at man kan drikke hjernen væk, jeg var bare ikke klar over, at det kunne være så konkret.
Det er helt elementært, at man ikke kan reparere på fortiden, men trods det er vi nok flere, der kredser mere om fortiden, end godt er. Det eneste, man kan bruge det til, er at prøve at undgå gentagelser af fortidens dumheder. Ellers er nutiden, og forhåbentlig fremtiden, det man har at arbejde med.
Det er selvfølgelig en alvorlig ting, det at du har problemer med din hukommelse. Jeg tænker bare, at de fleste mennesker ikke kommer i en situation, hvor de bliver professionelt testet. Hvis de blev, kunne det godt være, at mange ville vise sig at have problemer. Det er selvfølgelig en fattig trøst til dig. Men vi mennesker bruger ca. 10 % af hjernen, og har vi af den ene eller den anden grund fået ødelagt noget af det, vi bruger, vil det i mange tilfælde kunne lade sig gøre at etablere samme funktion i et område, vi ikke tidligere har brugt til noget fornuftigt. Og ellers må man til at bruge kalendere og snydelapper for at huske alt det, man nu ikke vil glemme. Jeg er selv blevet storforbruger af alarmer på telefonen, kalenderunderretninger osv. Jeg nedværdiger mig desuden til at bruge en papirkalender eller to, hvis nu alt det elektroniske skulle svigte.
For ganske få år siden behøvede jeg ikke noget af ovenstående. Jeg kunne sagtens rumme alle aftaler og gøremål i hjernekisten.
@ Henny
Jeg vil arbejde hårdt for at forholde mig til nutiden og fremtiden og prøve at lægge fortiden bag mig. Det hjælper ikke, at jeg vil reparere på fortiden, det kan jeg alligevel ikke, men jeg har det skidt med, at jeg måske selv har ødelagt min hjerne! Jeg havde 20 eksempler med til Kaj, og jeg føler mig overbevist om, at han har forholdt sig til dem. I går blev jeg fx ringet op af en medpatient fra “visitationsafdelingen”; hun sagde, vi have talt så godt sammen der; jeg kan overhovedet ikke få hende frem på nethinden, men det kan selvfølgelig skyldes ECT-behandlingen. Der er nogen, der vil komme og besøge mig, og det vil jeg gerne have, men jeg har glemt, hvad vi har aftalt… Jeg bliver nødt til at notere det ned straks, for ellers er det væk. Jeg tænker meget på hukommelsen i relation til et evt. arbejde, der er man jo nødt til at kunne huske fra den ene dag til den anden. Lige for tiden ser jeg en rigtig god serie på Netflix “Tavse vidner”, hvor en historie består af 2 * 45 minutter. Jeg er nødt til at se begge afsnit lige efter hinanden, ellers kan jeg ikke få mening i dem.