Indlæg

/8 Kommentarer/i , /af ,

At være et ordentligt menneske

At være et ordentligt menneske

Jeg en heldig kartoffel

At være et ordentligt menneske

Jeg synes, jeg er så heldig: Jeg har nogle at tale med! Det er mennesker, der deler mine værdier. En helt grundlæggende værdi for mig er “at være et ordentligt menneske”. Det er naturligvis et temmelig “floffy” og meningsløst begreb uden selvstændigt betydningsindhold.

Kender du fx nogle, der om sig selv vil sige, at de ikke er ordentlige mennesker? Det er jeg næsten sikker på, du ikke gør. De mennesker, jeg kan lide at tale med, har alligevel en umiddelbar forståelse af, hvad jeg mener. Vi har et værdifællesskab. Det sætter jeg uendeligt højt.

Den ene veninde

Den ene veninde ringer jeg ofte op, når jeg synes, verden er af lave. Og det synes jeg ret tit for tiden. Folk, der deler adresse med en partner, kommer hjem fra arbejde og siger “Halløj” (det kan jeg høre mine unge naboer gør) og så taler de måske om den slags.

Jeg bor alene, det elsker jeg, og det hverken vil eller kan jeg ændre på, men jeg kan komme i underskud af at dele tanker om stort og småt (især stort).

Den veninde er så god at tale med, fordi hun er reflekteret, nuanceret og velorienteret. Ingen af os har børnebørn, så vi kan tale frit om, hvilken verden resten af menneskeheden giver videre til dens børnebørn. Jeg kan gå og bekymre mig om fx:

  • At der er krig i Europa – og har oprustning nogensinde i hele verden ført til fred? (Nej – det har det ikke!)
  • At der ikke er flere fisk i fjordene.
  • At klimaet lider. Hvor skal isbjørnene efterhånden være?
  • At vi har sommertemperaturer den 1. oktober.
  • At der er så mange, der stemmer på Danmarksdemokraterne. Hvad tænker de dog på?
  • At der er så mange, der vil stemme på Donald Trump. Hvad tænker de dog på?
  • At de unge skal gennemføre kandidatuddannelsen på et i stedet for to år, når nyeste forskning samtidig viser, at den primære årsag til unges mistrivsel er det forhold, at alt skal gå så helvedes hurtigt nu til dags.
  • At unge veluddannede, gifte kvinder sendes “hjem” (hvor det så end er?), når Danmark samtidig skriger på arbejdskraft og er parat til at importere den fra Langtbortistan.
  • At det danske sundhedsvæsen er ved at gå rabundus.
  • At Anders Kühnau kan stå for åben mikrofon og spille overrasket over sammes tilstand.
  • At Anders Agger afdækker, at der er mennesker, der ikke burde have børn, når det første barn er tvangsfjernet, og faderen allerede har gennembanket Belinda nogle gange derefter.
  • At hashhandlerne på Christiania bare er bandernes forlængede arm, så vi måske kunne nå et stykke ved at legalisere cannabis, hvis vi ikke ønsker svenske tilstande.

Stort og småt imellem hinanden. Vi er ikke enige om alt. Og enighed og rygklapperi er heller ikke målet. Det vigtige er dialogen og udvekslingen. Det vigtige er at blive lidt klogere i fællesskab og at lytte til hinanden.

Det er ordentlighed.

Den anden veninde

Den anden veninde er en tidligere arbejdsgiver … Midt i 80’erne var hun ph.d-studerende ved Kriminalistisk Institut under Københavns Universitet og jeg var studentermedhjælper for hende.

Det var et godt job, for hun lyttede også til mine forslag, og når vi var ude på fem storkøbenhavnske politistationer for at gennemgå straffesager, var vi nærmest “kolleger” – altså ligestillede.

Når vi mødes nu, mindes vi altid tiden i arrestforvarerens soveværelse i Roskilde … Det var altså specielt at sidde der med alle sagerne og som det første notere, om offer og gerningsmand – i sager kategoriseret som “gadevold” i kriminalstatistikken – kendte hinanden.

Jeg kan roligt afsløre, at det gjorde de i langt, langt hovedparten af sagerne. En temmelig stor andel var i familie. Men billedet på danskernes nethinde, når de hører om “gadevold” er, at det er dig og mig, der sagesløst går ned ad gaden og bliver slået ned af en ukendt gerningsmand. Det er bare ikke sandheden.

Hun er også jurist, og vi får altid en snak om det med ordentligheden. Jura er ordentlighed sat på formler, en form for procesretfærdighed. Man kan være uenig i regelsæt, men så må man jo stemme på nogle andre partier. Det er kernen i vores demokrati, der som styreform ikke er ufejlbarlig; der findes bare ikke noget alternativ.

Denne veninde har børnebørn. Et af dem (seks år gammel) havde spurgt “Kan der også komme krig i Danmark?” Jeg er glad for, at jeg ikke er hverken farmor eller mormor, men selvfølgelig må man svare en seksårig “Nej da, det kan der ikke, og Ukraine og Rusland er laaaangt væk, så den krig kan ikke komme her til”.

Det er ikke ordentligt at lyve, men man kan blive nødt til det. Børn ser også TV Avis og de lytter til, hvad de voksne taler om, men de forstår det ikke, og så må farmor/mormor skride ind. Måske skulle man skåne børnene mere? De kan tids nok blive bekymrede over verdens tilstand. Og måske har de ikke en veninde at ringe til?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Vågen, klar og orienteret

Vågen, klar og orienteret

Et lille lys i mørket

Vågen, klar og orienteret

“Vågen, klar og orienteret” forkortes i journalerne oftest til “VKO”, så jeg er altså “VKO” lige nu, hvor kl. er 04:05,, og det har jeg i øvrigt været i ¾ time. Ikke en gang harekillingerne er stået op, så der var ikke noget at holde øje med i haven.

Det sagde “pling” inde i hovedet, og så kørte tankemaskinen som sædvanligt.

Bjørn Afzelius: Sång till friheten

På LP’en “innan tystnaden …” sang Björn Afzelius “Sång till friheten”, der lige så godt kunne hedde “Sång till vänskap”. Noget af teksten er (og pardon my Swedish):

Du er det finaste jag vet. Du er det dyraste i värden … Du är min ledestjerne og vän

En kær gammel – og tidligere – ven er pludselig dukket op i e-mailens indbakke, og det har vakt en usigelig glæde hos mig. Det er lige før, det overdøver frygten for alt det fremmede i Glostrup. Vi talte 1½ time i telefon i aftes. Det var som en stemme fra “det ydre rum”, hvor jeg pludselig følte mig som en form for “normal” for en stund. Vi talte som altid om alverdens ting. Vi nåede ikke den katastrofale nedslagtning af kandidatstudierne, men den må vi tage næste gang.

Min ven har et stort intellekt og er vildt godt begavet. Hun forstår spørgsmål om “Livets mening” og begrebet “Eksistens” og hun tør tale om dem. Præster er kloge mennesker!

Det er helt modsat reservelægen, der sagde, at jeg bare skulle lade være at tænke så “dubt”, hvormed hun mente “dybt”. Hun mente, jeg “overtænker”, og det kan der sikkert være noget om.

Jeg spurgte, om det så betød, at jeg bare skulle ændre min personlighed inden den 10. juli, hvor overlægen er retur fra ferie. Det gjorde det dog ikke, det var mere noget med at lægge små planer … Hvad de lige skulle gå ud på, har jeg heldigvis glemt. Og jeg forstår ikke, hvordan de små planer skulle hjælpe mig til et overordnet mål med livet.

Samtalen med min ven var også et lille lys i mørket. Jeg må have købt flere Piet Hein-stager og begynde at tælle dem sammen. Der er måske noget, der begynder at ligne noget?

Angsten for ECT

Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke om det; måske skal jeg slet ikke tænke på det, for det bliver ikke anderledes af det. Men det vil jeg jo kalde “fortrængning, der sædvanligvis ikke er noget positivt.

Jeg ved, at jeg vil lægge mig på lejet, tårerne vil trille, og jeg vil føle mig som en idiot (bare tanken …). Jeg er helt ude af kontrol i den situation, og meget af angsten drejer sig om kontroltabet.

Jeg håber, J er der til at holde i hånd, nu hvor “min sygeplejerske” ikke er der længere.

Jeg skal hjem for en kort stund

Det er lykkedes at skaffe udgang i ca. fem timer, hvor jeg skal hjem for at lukke min rengøringsdame ind og være der, mens hun er der i de 2½ time. Jeg aflyste sidste måned, så selvom jeg stort set ikke har været der siden den 29. maj, er der sikkert noget gammelt støv mv. at fjerne.

Jeg betaler mig fra at få gjort rent hver fjerde uge, for realiteten er, at jeg ikke fik det gjort selv, og selvfølgelig skal der gøres et eller andet, selvom der ikke bliver videre beskidt af, at jeg sidder ved mit tastatur. Jeg føler mig sindssygt privilegeret over at kunne det. Det holder sikkert kun, til jeg bliver folkepensionist. Så kommer der nok andre boller på suppen; jeg nyder det indtil da. Jeg bruger firmaet HappyHelper og er godt tilfreds.

Folk siger ofte om (andres) privatøkonomi “det handler om prioritering”. Jo tak – men det forudsætter, at man har noget at prioritere med. Man er priviligeret, når man har noget at prioritere med.

Og så blev kl. 05:25. Jeg må ud at holde øje med harekillingerne! De må da være vågnet?

Opdatering 06:28: Der er tre harekillinger, de to af dem leger, hopper op og ned sammen.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Når der går Excelark i den

Når der går Excelark i den

Der er intet galt i Excelark

Når der går Excelark i den

Jeg synes ikke, det er rart at diskutere via Excel. Af og til bliver det desværre nødvendigt. Når man mødes med Excel, må man svare med Excel. Jeg elsker Excel og har levet af det i årevis.

Jeg havde venner i Thy, som efter et besøg sendte mig et Excelark om, at jeg skyldte blandt andet 5,98 kr for indkøb af leverpostej, 4,00 kr. for indkøb af hønsesalat osv. Jeg hader begge begge dele, så jeg afslog at betale begge, da jeg ved, jeg ikke spiste dem. Jeg nægtede også at betale mere end 10 pct. af 4,00 kr. for min andel af “Kærgården”, da jeg ikke spiser den slags, og kun skraber det på. Jeg synes, det er decideret ulækkert.

Herudover afslog jeg at betale 80,42 kr. for el, idet min opfattelse er, at inviterer man gæster, betaler man også for, at de kan holde varmen. Skulle jeg trække værtindegaven til 249,00 kr. fra? Det undlod jeg dog. Men det ville vel egl. være en passende modregning for elregningen?

Jeg har fratrukket det beløb, jeg betalte for deres øl og kaffe på en café. Det ville jeg aldrig nogensinde gøre under normale omstændigheder – men noget for noget. Sædvanligvis ville jeg bare tænke “Det går nok lige op i sidste ende”, men når vi begynder at regne i kroner og øre, regner jeg også med decimaler!

Med alle disse reduktioner er jeg nået frem, at jeg skyldte 24,53 kr., og dem har jeg straks overført via MobilePay. Nu er jeg selvfølgelig spændt på et evt, “efterspil”.

[Efterspillet kom ret hurtigt. En længere opremsning, der beløb sig til 318,75, herunder at jeg drikker for meget kaffe … Jeg sendte uden videre beløbet via MobilePay, for det dur ikke at diskutere emnet yderligere. Ingen af os får det bedre af det.]

Meget hyggeligere

Det har været bøvlet – indlever aldrig alle enheder på en gang!

Jeg måtte spærre kontoen, idet jeg faldt i en fælde på internettet. Ergo måtte jeg spærre alt via nets og bestille et ny kort via banken. Kortet kom relativt hurtigt, men jeg kunne ikke aktivere det, fordi alle mine kære enheder var til “fransk vask og strygning” hos min leverandør GladTeknik. Det skal enheder jo en gang imellem. Jeg troede, det var smart at indlevere det hele på en gang, men det var det ikke. Dette var bare et uheldigt tidspunkt.

Hold da op hvor er man handicappet uden disse enheder. Man kan intet. Det er længe siden, jeg bestilte en nøgleviser til MitID, men jeg har endnu ikke fået aktiveret den, for hjælpe-siden er ikke klar; jeg er kort sagt bange for, at aktiverer jeg nøgleviseren, får jeg skabt en masse andre problemer for mig selv.

Enhederne retur og så også Windows 11

Det er skønt at have iPhone, iPhone og Apple Watch reur. Som altid har GladTeknik løst opgaven til UG med kryds og slange.

Alle enhederne har fået beskyttelsesglas på nu. Nu kan jeg med lidt bedre samvittighed støde dem ind i væggen eller noget andet hårdt, og måske er de også lidt bedre beskyttede mod at ryge i poolen. Sidstnævnte er jeg dog ikke klar over. Det mest synlige er iPhonen, som jeg har haft tabt. Der skal simpelthen intet til, før glasset tager skade.

Den første enhed, der kom retur

Jeg fik afhentet alle Apple-dimserne plus den stationære PC mandag morgen. Selve PC’en var den vigtigste enhed at få retur. Jeg bestilte trippel-ekspres, og det passede fint, for jeg havde den retur efter 5½ time inkl. afhentning og levering. Det kan ikke gøres bedre. Mit liv er min PC, og jeg er så vild med min stationære custom built PC, at jeg har utrolig svært ved at undvære den. Jeg har et par små refurbished Lenovoer, men det er jo slet ikke det samme, når man er vant til at sidde med det bedste af det bedste.

Af og til skal den altså bare til “fransk vask og strygning”, som blandt andet betyder, at den skal have en indudvendig rens og en ny omgang kølepasta. Da jeg er ryger, skal det ske årligt, hvis jeg vil passe på “dyret” – og det vil jeg gerne. Nu er det lagt ind i kalenderen, som en årligt tilbagevendende begivenhed.

“Dyret” viste ingen svaghedstegn, men alligevel betryggede GladTeknik mig fx ved at opdatere BIOS og nogle andre ting. Sådan noget tør jeg ikke begive mig i kast med, da jeg ikke fuldkommen forstår, hvad der foregår.

Mens jeg ventede på min iPhone, iPad og Apple Watch besluttede jeg mig for at forsøge mig lidt med Windows 11, som jeg ellers har forsvoret at ville have indfor dørene før allerhøjest  nødvendigt.

Det er ingen kunst at opdatere til Windows 11. “Tryk her og klik der”, så er du i mål.

Hvis Microsoft fortæller dig, at du er klar, vil jeg tro, du kan stole på det. Indtil videre er jeg begejstret.

Der var selvfølgelig lidt bøvl med at få tingene i start-gruppen til at se ud, som de plejer, at få Stifinder til at ligne sig selv, at få rykket menuen over til venstre mv. Det viste sig imidlertid hurtigt, at det lille program “Start All Back” til ca. 36 kr. kan klare opgaven. Det er 36 kr. værd.

I morgen har jeg tænkt mig at lege videre med alle de nye muligheder.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i /af

Helle Moesby kunne være blevet 62 i dag

Helle Moesby kunne være blevet 62 i dag

Et livsvidne: Helle Moesby

Helle Moesby kunne være blevet 62 i dag

Faktisk hed hun “Helle Moesby Jensen”, men mange bortkaster deres sen-navn og sådan tror jeg også, det var for Helle. Hun giftede sig til “Møen”, så det fulde navn var “Helle Moesby Møen” ved hendes død i 2016.

Jeg har ikke så mange livsvidner. Et af dem var Helle Moesby, der i dag kunne være blevet 62 år.

Jeg sidder og hører gammel musik med Bjørn Afzelius, Pia Raug, Anne Linnet, Trille og diverse oversøiske stjerner/bands såsom Dire Straits/Bruce Spriengsteen og Ianis Ian. Det gør godt at mindes et livsvidne gennem 34 år (fra 1981 til 2015): Helle Moesby. Hun kunne i dag være blevet 62 år. Der er ikke mange, der har fulgt mig så længe.

Helle Moesby kunne være blevet 62 i dag

Vi havde verdens fineste venskab i alle årene på Amagerkollegiet og mange år derefter. Jeg tør ikke tænke på alle de kander te, vi har drukket sammen både hos hende i gård 78 og hos mig i gård 80. Vi rejste rundt i Grækenland med rygsæk. Vi malede vinduer på akkord på Amagerkollegiet – det var i 1983, den sommer jeg var blevet student.

Jeg forsøgte at støtte hende, hvor jeg syntes, jeg kunne se et støtte-behov. Det var fx vanskeligt for Helle at gøre sin HF færdig, mens jeg selv gennemførte studenterkurset på Statens Kursus til Studentereksamen på to år.

Helles søster

Jeg blev inviteret ind i Helles familie til jul osv. Hendes søster og svoger var herlige, inkluderende mennesker i kollektivet i Valby. Dem var jeg taknemmelig for at lære at kende. Her var et overskud, jeg ikke tidligere havde kendt. Jeg var velkommen, som den jeg var, også selvom jeg var – og stadig er – lidt “skæv”. Og der var hendes skønne far “O. Jensen Neger”.

Var der en indbygget skævhed?

Måske var der en skævhed? Jeg var måske en form for hemmeligt forelsket i alle de år, men jeg affandt mig med, at jeg havde sidstepladsen? Jeg ved det ikke. Vi satte aldrig ord på det, men jeg tror, det lå latent – i hvert fald fra min side. Jeg kunne sagtens forestille mig et liv sammen med Helle. Det var næppe gensidigt. Men vi satte aldrig ord på. Havde det været i dag havde jeg krævet ord. Sådan bliver man klogere!

Uagtet hvor meget jeg holdt af Helle, kan jeg også se, at der var nogle skævheder. Hvorfor ventede Claus så mange år i kulissen? Hvorfor tog han ikke skeen i den anden hånd under hendes ægteskab med den australske Mark?

Det sluttede

Det sluttede, da jeg blev ret alvorligt syg, og Helle Moesby i sommeren 2015 sagde til mig “Du er blevet din sygdom“. Det kan være, hun havde ret, men det var en hård besked at få, som jeg sad der på græsset mellem to bygninger på det, der dengang hed “Psykiatrisk Center Hvidovre” (PCH).

Jeg var utrolig ked af, at det endte sådan, men jeg havde på det tidspunkt ingen handlemuligheder. Det var vores sidste kontakt. Jeg synes ikke, jeg kunne have gjort det bedre. Men sådan er det selvfølgelig altid for de, der burde have gjort noget andet.

 

Helle Moesby kunne være blevet 62 i dag

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.