Gammeldags mennesker siger tak for sidst

Jeg er enormt træt, for jeg var oppe 6:30

Gammeldags mennesker siger tak for sidst

Det er vist ikke noget, man rigtig gør mere, og hvis man gør, venter man i hvert fald til den følgende dag: Alligevel har jeg ringet til min nye ven og sagt tak for sidst, som var i dag. Og jeg er jo alligevel på den anden side af tiden – hvilket jeg har det helt “glimragende” med.

Der er en god bid vej fra Tollerup i Halsnæs Kommune til Hvidovre, og endnu længere når man skal tisse hele vejen, men “Paris er vel en messe værd“, og når der er mange medpassagerer, der ikke har fattet Sundhedsstyrelsens læse-let-anvisning på, hvordan man anvender et mundbind.

Vi har haft det helt fantastisk. Vi havde på forhånd lært hinanden at kende via Messenger og telefonen gennem de seneste 1½ måned. Det er bare noget andet at sidde sammen. Vi klinger bare! Det er helt fantastisk. Jeg kunne tale med hende i mange (flere) timer i streg. Vi har installeret nogle programmer, planlagt hendes kommende hjemmeside, læst 100 år gamle glødende kærestebreve til hendes farmor og set lige så gamle billeder. Hun har en virkelig skattekiste af sådanne gamle ting og sager. Jeg kender i sagens natur mange mennesker, der har gemt eller fundet ting fra deres forfædre, men jeg har “aldrig i mine livsens skabte dage” (sådan formulerede min kære mormor (1910 – 1994) sig) truffet et menneske med så mange “klenodier”, hvorved jeg forstår “eventyrskatte”; “guld” er ganske enkelt for fattigt og småt et ord.

Det er ikke hver dag, jeg gør den slags

Næh, jeg er ikke specielt god til at komme ud ad “Rottehullet”, og der skal noget særligt til, før jeg vover det. Enten skyldes det, at jeg har en aftale med en af mine ganske få professionelle relationer eller også skal det skyldes, at jeg virkelig tror på det.

Og hvad skal der så til, før jeg virkelig tror på det? Jo der skal det til, at vi har talt os ind på hinanden, og at der er en gensidig respekt: “Sådan er du, og sådan er jeg”. Vi er jo et par alderstegne damer med livserfaring til både den nemme og den svære side, og der skal være plads og rum til, at vi er dem, vi er. For mig betyder det fx vældig meget, at hun kender mange mennesker på Autismespektret; det er ikke noget, vi skal tale om, for så interessant er det ligegodt ikke, men det er en lettelse, at det ligger underneden, for der er så mange ting, jeg af den grund ikke behøver forklare yderligere. Jeg oplever det som en koloenorm befrielse.

Kan jeg køre hende over?

Jeg har arbejdet i årevis med at få min hjemmeside til at fungere, som jeg nu synes, den er i det mindste er okay. Andre kan muligvis ikke lide den, men det må de så om. De første spadestik er vist fra 2005. Der er gået mange timer med læreprocesser og fejltrin (især det sidste). Måske er jeg bare langsommere end de fleste, men jeg startede altså for mange, mange år siden med de små Libris-hæfter til 79 kr., som jeg lærte udenad, idet Internettet knapt var opfundet dengang og YouTube og relevante Facebookgrupper lå ude i fremtiden. Dengang var det stort, når man havde skrevet en halv kilometer kode, der bevirkede, at datoen skiftede automatisk… Ak ja. Hvor er det dog gået stærkt.

Jeg har altså været med fra det næsten absolutte nulpunkt til det, der er i dag, hvor man installerer fx WordPress eller Wix og en skabelon/et tema/et theme og så er resten træk-og-slip og de fleste kan udgive et indlæg på deres blog/hjemmeside.

Jeg har utrolig stor respekt for, eller måske hedder det lidt lyst til, at køre min nye ven over. Det ville være så let. Jeg har brugt tusindvis af timer på dette, og haft sjov med det – men hvad nu, hvis hun bad mig skrive et digt? Det er noget af det, hun kan. Herre Jemini! Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle stille op. Jeg har absolut nul evner i den retning, og jeg har ikke lyst at blive gjort “lille”. Jeg antager derfor, at hun heller ikke har lyst at blive gjort “lille”.

Jeg tror, balancen er korrekt

Det er min klare fornemmelse, at balancen er korrekt. Hun respekterer mig, men hun prøver ikke at lave om på mig. Det gælder naturligvis også omvendt – men jeg har nu aldrig haft trang til at lave om på andre mennesker. Faktisk har jeg aldrig forstået det behov, nogle har for at lave om på andre. Måske mangler jeg her bare en brik i det store puslespil?