Jeg er heldig med min analytiske psykolog
To timer hos psykologen
Indholdsfortegnelse
Jeg er heldig med min analytiske psykolog
Jeg var hos psykologen i går, og det var så fedt! Der var gået næsten en måned siden sidst, så jeg havde en lang dagsorden, som jeg havde glædet mig helt vildt til at gå igennem med hende. Nogle gange når vi det hele; andre gange ikke, men jeg har som hovedregel prioriteret emnerne på forhånd. Det, vi ikke når, er nok ikke så vigtigt. Er det alligevel vigtigt, kan det gemmes til næste gang og tages frem igen. Jeg har mine noter; de kan genbruges.
Jeg havde medbragt regnearket, der lå til grund for tabellen i “Udtræk fra CPR-registeret” og prøvet at illustrere tallene lidt bedre, end det er muligt på hjemmesiden, printet ud i farver (efter at have kæmpet 1½ time med printeren…) og i det hele taget prøvet at gøre de mange tal operationelle. Jeg har altid syntes, det var sjovt at kommunikere tal til andre mennesker, så det har jeg brugt en stor del af mit arbejdsliv på. Tal kan – fornuftigt opstillet – fortælle mere end mange ord/historier.
Af en eller anden tåbelig årsag var jeg en lille bitte smule bange for, om hun ville grine af min autistiske hjerne og forkærlighed for tal, regneark, data og tabeller. På den anden side set: havde jeg nu for alvor troet, at hun ville have leet mig ud, havde jeg jo ikke medbragt det.
Det var mine egne fordomme om psykologer, der kom i spil. Det var ikke pænt. Jeg har kendt hende i syv år nu, så selvfølgelig lo hun ikke. Hun er også logiker. Tværtimod fik vi en fantastisk samtale om CPR-registerets udvisende, og jeg fik en masse forklaringer om, hvad der sker med børn – både dem med og uden autisme – på de forskellige udviklingstrin. Jeg har ikke børn og har dermed et en brik forstand på den slags.
Jeg var helt høj, da jeg bagefter gik til toget. Normalt siger man “Paris er vel en messe værd” (citat Henrik 4. af Frankrig). Jeg siger “Holbæk er rejsen værd”.
Når man konstant rykkes op med rode
(Herunder kommer mine forståelser af samtalen, altså det jeg har fået ud af det. Er det noget sludder, jeg nu udbreder for alverden, må du bære over med mig (eller forklare dig bedre 🙂 ) ).
Hvis et “normalt” barn konstant rykkes op med rode, knytter det sig ikke til nogen, hverken andre børn eller voksne, for et eller andet sted har det på fornemmelsen, at det ikke rigtig kan betale sig, hvis familien alligevel rykker videre om kort tid.
Det autistiske barn skal indledningsvist bruge lang, lang tid på at bringe sine erfaringer i spil, før det knytter sig til nogen. Autister sanser ikke så meget som ikke-autister men skal have styr på facts, fx hvordan verden plejer at se ud; dvs. sådan en form for “hvordan er reglerne mon her?”, “hvad kan jeg forvente af verden baseret på mine erfaringer?”.
Min “familie” flytter gennemsnitlig hvert 1,4 år, vi bor altså lige knapt 1½ år på hver adresse fra tiden efter min fars død i november 1972, til jeg selv tager kontrollen og flytter/flygter 1. august 1980. Derfor nåede jeg selvfølgelig aldrig nogensinde at få erfaringer, der kunne bringes i spil. Derfor knyttede jeg mig aldrig til nogen og etablerede aldrig venskaber bortset fra et på Sydfyn, hvor vi boede i 2½ år som den længste periode.
Vennen var en dreng, der boede om hjørnet fra min mormor i en by, der hedder Hårby fem kilometer fra min adresse, så når jeg besøgte hende, besøgte jeg i realiteten mere ham. Vi tegnede sammen, og han var dygtigere end mig, der knapt kan tegne en tændstikmand, og han blev da også senere en kendt hollandsk arkitekt. Venskabet blev bevaret helt ind i voksenlivet, til han døde for egen hånd for få år siden. Jeg var til begravelsen i Præstø, men jeg husker intet af det.
Vi (psykologen og jeg) fik meget mere ud af CPR-registerets udvisende på de 40 minutter, vi brugte på det. Men jeg stopper her.
Den delvise konklusion er:
De ting, jeg bakser med nu som en (halv-)gammel kone med at bevare relationer, er grundlagt i en meget tidlig alder. Jeg kan godt skabe relationerne, men i løbet af ret kort tid keder jeg mig som regel og så hører de op. Psykologen har herudover flere gange sagt “Det er svært at blive din ven”, og det er fuldkommen sandt. De få venner, jeg har, er kommet gennem et svært passabelt nåleøje – og det er jo ikke så godt. Ingen har godt af at leve på en ø.
Min klare fornemmelse er, at jeg på en eller anden måde ikke kender “reglerne for venskaber” og ikke rigtig ved, “hvordan man gør”. Folk svarer mig: “Jamen der er ingen regler”. Jeg er udmærket klar over, at “Lov om venskaber” hverken er skrevet eller vedtaget i Folketinget, men jeg savner den alligevel og overvejer, hvordan andre så finder ud af det? Hvor tit kan man ringe? Hvor længe varer et besøg? Er jeg kedelig at tale med? Hvis tur er det til at tale? Hvad skal jeg sige, når det bliver min tur? Og meget andet i den dur.
For at reparere på skaderne og måske blive lidt klogere har jeg købt bogen “Aspiens hemmelige bog om uskrevne sociale regler”. Den er skrevet af en amerikaner og sindssygt dårligt oversat, så på en måned har jeg ikke konsumeret mere end 43 sider. Alle oversættelsesfejlene gør, at jeg næsten ikke kan læse den. Egentlig er den skrevet som en “guide til teenagere med Aspergers syndrom”, så jeg er minimum 40 år for gammel, men det jeg trods alt har læst, virkede ret brugbart.
Jeg skal nok komme igennem den.
Jeg er faktisk 69, så ældre end dig.
Jeg er opmærksom på at tiden var en anden i min barndom. Ting som burde have været understøttet af forældrene, det blev ikke gjort. Ikke af ond vilje, men man var simpelthen ikke opmærksom på det.
Jeg har jo fulgt dig og din historie gennem flere år og jeg kan godt se, at tiden også har gjort at der ikke blev grebet ind omkring dig og din situation.
Alt det bedste til dig.
@ Mia
Nej der er virkelig mange ting, man ikke var opmærksom på, da vi var børn. Forhåbentlig/Gudskelov er forældre i dag klogere.
Også alt det bedste til dig. Og tak!
Tak for dit indlæg, som jeg har læst med stor interesse.
Men først et fnis – du skriver: “Tal kan – fornuftigt opstillet – fortælle mere end mange ord/historier.” Hmmm – jeg var en af dem, der til et afdelingsmøde selvfølgelig havde læst alle tallene. Men jeg håbede altid, at min leder gennemgik dem grundigt, så jeg kunne få at vide, hvad i al verden jeg skulle læse ud af dem!!! Sådan er vi forskellige.
Men det med mange opbrud kender jeg. Ikke fordi mine familie flyttede. Men som barn var jeg meget syg og min barndom bestod af månedlange indlæggelser, – den ene efter den anden. Jeg havde venner i barndommen, men det kunne være svært at vende tilbage efter 3 måneder. De talte om så mange ting, som jeg ikke havde været en del af. Og det samme gjorde sig gældende i klassen. Og de venskaber, som opstod på sygehuset, ja, de forsvandt jo også. Det var det samme i min familie, jeg forstod ikke altid de ting og hændelser, som de snakkede om.
Når jeg som voksen kiggede i fotoalbum, så var det mange familiefester, hvor jeg ikke var på billederne. Og min mors bemærkning var altid den samme: “du var nok på sygehus.”
På et punkt var jeg heldig: Når jeg skulle på sygehus, så var det det samme sted hver gang.
Når jeg skulle hjem til familien, så var det, det samme sted.
Men uanset hvordan man vender og drejer det, så giver et barndomsliv med utallige afbrydelser, nogle problemer også som voksen.
Jeg har mange bekendte, men kun få venner. Når jeg kigger tilbage, så ved jeg, at der er venskaber som forsvandt. Fordi jeg ikke kunne (kan) håndtere det med at fastholde venner. Det er en underlig størrelse, som jeg ikke magter/forstår/kan håndtere. Og er sikker på at forklaringen er gemt i min barndom.
@ Mia
(Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor din kommentar skulle godkendes, når det ikke er din første kommentar, og e-mail-adressen er den samme, du plejer at benytte. Måske skyldes det, at du denne gang også bruger dit mellemnavn?) Nå men pyt nu med det – og til sagen:
1) Du blev forelagt tal, der ikke var fornuftigt opstillede. Det er min eneste konklusion. Den, der har lavet tallene, har ikke tænkt over, at de også skulle kommunikeres.
2) Ja for Søren: “mange ting, som jeg ikke havde været en del af.” Det forstår jeg virkelig godt. Og det er svært ikke at høre sådan helt rigtigt til. Det med venskaberne på sygehuset kender jeg godt – men det var i mit voksenliv, hvor mulighederne for at agere, jo er nogle helt andre. Nu til dags kan man ringe op, sende en e-mail, søge om at blive venner på Facebook osv. Jeg gætter på, at vi er nogenlunde jævnaldrende, så den slags fandtes jo ikke i din/vores barndom. Der skulle forældrene medvirke til at bevare venskaberne fra sygehuset, og det har de åbenbart ikke været helt opmærksomme på. Det var man ikke dengang, men man ville forhåbentlig være det i dag.
3) Den med din manglende tilstedeværelse i fotoalbummerne er lidt hård. “Du var nok på sygehus”, siger meget. Det er svært ikke at være en “helt rigtig” del af familien, for til det hører jo at deltage i familiefesterne m.v.
4) Vi er fuldkommen enige: barndomsliv med mange afbrydelser medfører problemer i voksenlivet. På en eller anden måde har vi ikke helt fået lært, “hvordan man gør”. Vi mangler læringen af forskellige årsager, men resultaterne ligner.
Noget af det, psykologen forklarede, var også: Når man er 8 – 9 år, begynder man at forstå, man ikke er den eneste i verden, og at der foregår noget uden om en. Når man er omkring de 12 år, går man i præpubertet, og det bevirker blandt andet, at kameraterne simpelthen er det vigtigste i ens liv. Man begynder at kunne tænke abstrakt og man bliver optaget af de store ting i livet fx spørgsmålene om liv og død. Når man er ca. 15 år, går man i pubertet, man er voldsomt optaget af sig selv, og det er et ret svært sted at stå; det er vanskeligt at forestille sig, at man går fra (i vores tilfælde) pige til kvinde. Alle disse faser skal forældrene understøtte, og har de ikke rigtig været der, af den ene eller den anden årsag, er det endnu sværere.
5) Nu ved jeg ikke, om du kan bruge noget af ovenstående og/eller om det svarer til din oplevelse, men det du skriver som slutbemærkning, forstår jeg jo altså vældig godt.