Barnelig i mose 1854 – Lands-Overret samt Hof- og Stadsret
En kvindes kamp mod bødlen
Sagen AS. 37/56(?) Cancelliraad, Procurator Petersen som Actor
ctr. Arrestantinden Bodil Sørensdatter og
Tiltalte Gaardmand Lars Larsen af Overby.
(Undersøgelse af, om en Arrestantinde kunde antages at have født i Dølgsmaal. Dette efter Omstændighederne besvaret bekræftende og Bestemmelserne i Lovens 6-6-8 cfr. 7 anvendte. En under Sagen medtiltalt Mandsperson, der actioneredes for Hoer, samt forat have overtalt Arrestantinden til at fordølge sit Svangerskab og i det hele ved sit Forhold at have været en stærkt medvirkende Aarsag til den hende paasigtede Forbrydelse anseet deels efter Frd. 24de September 1824, idet det paa Grund af den nære Forbindelse mellem Hoersbrøden og det øvrige Arrestantten imputerede Forhold ansaaes overflødigt at affordre ham Ernæring(?) om han vilde have Straffen for hin Brøde bestemt ved Resolution, dels arbitrairt, idet han fandtes skyldig i paa tilregnelig Maade at have medvirket til at der ikke var blevet draget tilbørlig Omsorg for det af Arrestantinden født Barns liv. Straffen for bemeldte Tiltalte i det Hele fastsat til 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.)
(Paadømt den 20de Marts 1855.)
Dommen er saalydende:
I nærværende, i 1ste Instans ved Draxholm Birks Extraret den 20de December s. A. af Underdommeren og Meddomsmænd paakjendte, Sag ere Arrestantinden Bodil Sørensdatter og Tiltalte Gaardmand Lars Larsen af Overby, actionerede Førstnævnte som skyldig i Barnefødsel i Dølgsmaal eller dog uforsvarlig Omgang med sit Foster og Sidstnævnte som skyldig i Hoer samt i at have overtalt Arrestantinden til at fordølge sit Svangerskab og i det Hele ved sit Forhold at have været en stærkt medvirkende Aarsag til den hende paasigtede Forbrydelse.
Efter Begges Tilstaaelse, og hvad der forøvrigt er oplyst, ere Sagens Omstændigheder følgende:
Arrestantinden, til Huse hos Tiltalte, der er gift med hendes Søster, havde i Løbet af et Par Aar jævnligt havt legemlig Omgang med bemeldte hendes Svoger, og blev frugtsommelig ved ham, uden at hun har seet sig i Stand til at opgive, naar det Samleie, hvorfra Svangerskabet hidrørte, har fundet Sted, og uden at hun vil have gjort nogen Beregning over, naar hun skulde føde, hvorfor hun ei heller veed, om det af hende den 23de Juli f. A. fødte Barn, der efter hendes Forklaring var dødfødt, var fuldbaaret eller ikke. Hun har mærket Fostrets Bevægelse, uden dog at kunne angive, naar hun først sporede denne, og uden at hun dengang vil have vidst, hvorfra denne Bevægelse havde sin Oprindelse, og i de sidste 14 Dage før Fødslen vil hun ei have følt nogen Bevægelse af Fostret. Søndagen den 23de Juli f. A. om Morgenen Kl. imellem 4 og 5, medens hun laa i Sengen, blev hun saa betagen af Smerter, at hun kunde mærke, at Fødslen forestod; hendes Veer tiltoge indtil Kl. 9, da Fostret skjød sig frem. Hun hjalp selv til med sine Hænder, og overrev Navlestrengen, som hun ikke underbandt. Strax efter Fødslen tog hun Barnet til sig for at undersøge, om det havde Liv, men hun vil ikke have mærket mindste Spor til Liv eller Bevægelse, og antog det derfor for dødfødt. Hun beholdt det hos sig i sin Arm og ikke anderledes tildækket af Dynen, end at det jo kunde have aandet, hvis der havde været Liv tilstede. Om Aftenen, da det var bleven noget mørkt, stod hun op af Sengen og bar Barnet i sit Forklæde hen paa Naboens, Gaardmand Lars Jensens, Lod, hvor hun henlagde det i en derværende Græsmose eller Enghul, der var tørt og bevoxet med høit Græs, idet det dog var hendes Agt at vende tilbage for at hente en Spade til dermed at kaste Jord over det, men heri blev hun forstyrret ved en Person, som kom gaaende, og senere dristede hun sig ikke til at gaae hen til Stedet. Først den 2den August næstefter fandtes Liget, tildeels sønderrevet, sandsynligvis af et eller andet Dyr, og i en saa forraadnet og opløst Tilstand, at der ikke med Nytte kunde anstilles nogen lægevidenskabelig Undersøgelse om, hvorvidt Barnet havde levet og aandet efter Fødslen. Den af det kongel. Sundhedscollegium i Sagen afgivne Betænkning gaaer ud paa, at, skjønt de meddelte Oplysninger om Fostrets Udviklingsgrad ere altfor ufuldstændige til deraf med Bestemthed at skjønne, om det har været fuldbaaret, er det dog, ifølge den opgivne Længde af 3½ Qvarteer, sandsynligt, at Fostret enten har været fuldbaaret eller nær ved at være det, at det ikke er sandsynligt, at Forsømmelse af Navlestrengens Underbinding har medvirket til Barnets Død, dersom det har levet ved Fødslen, samt at, om det endog forholder sig rigtigt. som af Arrestantinden angivet, at hun i de sidste 14 Dage før Fødslen ikke har mærket Bevægelse af Fostret, deraf dog ikke kan sluttes, at det har været dødt før Fødslen.
Efter det i Sagen oplyste kan det ikke antages, at Arrestantinden har aabenbaret sin Tilstand for Andre end for hendes Svoger medtiltalte Gaardmand Lars Larsen og denne paalagde hende at dølge denne, hvormed det, efter hvad han vedholdende har forsikret, ikke var meningen, at hun skulde føde i Dølgsmaal, men han vilde kun, at hendes Svangerskab saa længe som muligt skulde dølges, for at hans Kone, der ogsaa var frugtsommelig, ikke længer, end nødvendigt skulde bære den Sorg og Krænkelse, som det maate foraarsage hende at erfare, hvad der var foregaaet imellem ham og Arrestantinden. Først naar Tiden kom, at Sidstnævnte skulde føde, vilde han aabenbare Sandheden for sin Kone og, hvis Barnet levede, saae hendes Samtykke til at lade det opføde med deres egne Børn, uden at Andre skulde vilde Sammenhængen, hvorfor han og havde paalagt Arrestantinden ei at udlægge ham som Barnefader. Ligesom han imidlertid ikke aabenbarede den anmeldte Hensigt for Arrestantinden, saaledes har han erkjendt, at hans Anmodning til hende om at lægge Skjul paa Svangerskabet, let hos hende kunde vække den Forestilling, at det var hans Villie, at hun ogsaa skulde dølge Fødslen. Arrestantinden, der ikke havde tilberedt Børnetøi, hvilket hun mente at kunne faae hos Søsteren, hvis Barnet blev i Live, har efter sin Forklaring ikke heller havt Tanken om at føde i Dølgsmaal. Som Grund til at hun ikke, – uagtet hun laa i et Værelse, hvor flere Personer indfandt sig, paa en Tid, da hun vidste, at hun skulde føde, og uagtet hendes Fader var tilstede i selve Fødselsøieblikket, – tilkaldte Hjælp, har hun anført Frygt for Søsteren, samt tilføiet, at hun, da Barnet var dødfødt, ansaa det for bedst, at det hele blev skjult, hvori hun bestyrkedes derved, at hendes Svoger havde paalagt hende at dølge sin frugtsommelige Tilstand.
Det skjønnes vel ikke oplyst, at Arrestantinden førend den Morgen, hun fødte, har havt til Hensigt at føde i Dølgsmaal, men derimod finder Retten ikke at kunne, efter Sagens samtlige Omstændigheder, komme til andet Resultat, end at hun, da der fra det Øieblik af, at hun mærkede at skulle føde indtil Fødslen foregik, hengik flere Timer, saae hun, der var sig selv bevidst, ikke er blevet overrasket af Fødslen, og da der i dette Tidsrum indfandt sig i det Værelse, hvor hun laa, flere Personer, til hvem hun kunde betroe sin nær forestaaende Nedkomst, hvilket ikke gjorde det nødvendigt tillige at underrette dem om Barnefaderen maa antages at have født i Dølgsmaal. Hun vil saaledes ikke undgaae at ansees efter L.(Lovens) 6-6-8, cfr. Art. 7.
Tiltalte (dvs. barnefaderen Lars Larsen), – der er født den 23de September 1818 og eiheller befindes tidligere at have været tiltalt eller straffet, – er rettelig i Underretsdommen anseet deels for Hoer efter Forordn. 24de September 1824, i hvilken Henseende bemærkes, at der, paa Grund af den nære Forbindelse mellem denne Brøde, og den anden, hvorfor han actioneres, ikke skjønnes at være Anledning til at affordre ham Erklæring om han ønsker Straffen for hiin Brøde fastsat ved Amtets Resolution, deels fordi han ved sine Yttringer til Arrestantinden maa antages væsentligen at have bidraget til at bestemmme hende til at lægge Skjul paa sit Svangerskab, hvorved han paa en for ham tilregnelig Maade har medvirket til, at der ikke blev draget tilbørlig Omsorg for Barnets Liv, – med en arbitrair Straf, og findes Straffen i det Hele passende fastsat til 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, ligesom og Dommens Bestemmelser angaaende Actionens Omkostninger, deriblandt de Actor og Defensorerne ved Underretten tillagte Salairer, billiges, og bemeldte Dom, hvoved Arrestantindens Straf er fastsat til 1 Aars Forbedringshuusarbeide, vil saaledes være deels at forandre deels at stadfæste.
Arrestantinden og Tiltalte ville derhos have, Een for Begge og Begge for Een, at udrede i Salair til Actor og Defensorerne ved Overreten, Procuratorerne Cancelliraad Petersen, Alberti og Christensen, 5 Rdlr. til hver.
Sagens Behandling i første Instans og Sagførelsen ved begge Retter har været lovlig.
Thi kjendes for Ret:
Arrestantinden Bodil Sørensdatter bør miste sin Hals og hendes Hoved sættes paa en Stage.
I Henseende til den Tiltalte Gaardmand Lars Larsen af Overby idømte Straf og Actionens Omkostninger bør Birkthingsdommen ved Magt at stande.
I Salair til Procuratorerne Cancelliraad Petersen, Alberti og Christensen betale Arrestantinden og Tiltalte, Een for Begge og Begge for Een, 5 Rdlr. til hver.
At efterkomme under Adfærd efter Loven.
Nyeste kommentarer