Carole King – You’ve Got a Friend
Gammel musik og ditto minder
Indholdsfortegnelse
Carole King – You’ve Got a Friend
Jeg har sat mit YouTube-mix på og hører al den gamle musik, der var vores, og hvor jeg stadig kan teksterne udenad. Det er Carole King, Anne Linnet, Trille, Bjørn Afzelius, Pia Raug, C.V. Jørgensen osv. Det er gode gamle minder.
Carole Kings tekst til “You’ve Got a Friend” lyder blandt andet:
When you’re down and troubled
And you need some loving care
And nothing, nothing is going rightClose your eyes and think of me
And soon I will be there
To brighten up even your darkest nightYou just call out my name
And you know wherever I am
I’ll come running
To see you again
Det er netop sådan, det var. Min bedste veninde gennem 34 år kunne i dag være blevet 63 år. Jeg tænker på hende hvert år den 7. april og regner pr. automatik ud, hvor gammel, hun kunne være blevet. Og i år er det altså 63 år.
Venskabet var fantastisk og holdt til meget i de mange år. Vi mødtes på Amagerkollegiet i 1981, hvor jeg landede i gård 80 værelse 13 som en noget forpjusket “fugleunge” med et stort omsorgsbehov bag de fascistoide holdninger, jeg var opfostret med. Det var fx;
- dødsstraf ja tak
- atomkraft ja tak
- luk Christiania
- Glistrup som statsminister
- og mere i den dur. Fortsæt selv remsen
Hun og de øvrige kollegianere tog sig af mig og “genopdrog” mig. Jeg kom heldigvis noget klogere ud på den anden side. Det er jeg meget glad for. Det var samlet set ni fantastiske år. I min alderdom kunne jeg tænke mig at bo på et “kollegium for voksne” med mulighed for både fællesskab og tilbagetrækning på samme måde som på Amagerkollegiet, hvor vi havde hver vores eget (mikroskopiske) køkken. Men den slags er formentlig over min økonomiske formåen.
Venskabet holdt ikke til min sygdom
Jeg har aldrig prøvet at være pårørende, men jeg tvivler ikke på, at det kan være både svært, hårdt og irriterende. Hvis jeg en dag bliver pårørende, håber jeg, at jeg ikke giver op, men at jeg holder til det. For det er uendeligt hårdt, når venskaber dør som følge af sygdom.
Vores venskab sluttede brat en sommerdag i 2015. Jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling for ca. 27. gang og sad på græsset mellem mit stamafsnit (808) og afsnittet overfor. Det var de år, hvor jeg faktisk var meget syg og vandrede ind og ud af afsnittet. Jeg tror nærmest, jeg var mere på 808 end hjemme. Det var i hvert fald de år, hvor jeg ikke pakkede tasken ud, når jeg kom hjem. Det gjorde det lettere, når jeg skulle afsted igen.
Jeg glemmer aldrig hendes sidste ord til mig “Du er blevet din sygdom”. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Og det var vores sidste samtale. Efter den følte jeg mig meget ensom, fordi mit eneste livsvidne med et slag var forsvundet. Hun og hendes familie havde på en måde været den familie, jeg aldrig selv havde haft.
Det kan ikke repareres, idet hun døde i 2016. Jeg fokuserer imidlertid på de gode minder og den skønne gamle musik.
Rammer mine artikler dine interesser?
Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Ja, det er meget smertefuldt at miste et livsvidne. Hvadenten, det drejer sig om et familiemedlem, eller en ven, der har fulgt een i årtier. Men du har ret i, at det kan være meget meget hårdt at være nær pårørende til et kronisk sygt menneske. Det har jeg selv oplevet på anden hånd i forbindelse med min svogers sclerose. Den kostede både han og min søster år af deres liv – idet hun blev slidt fuldstændig psykisk ned af at passe ham.
Måske magtede din veninde det bare ikke på daværende tidspunkt, men det må have føltes som et kæmpe svigt for dig dengang..
@ Glennie
Mange tak for din fine kommentar!
Jeg er helt klar over, at det må være umådelig hårdt at være pårørende. Som nævnt har jeg ikke prøvet det (endnu), men min tid kommer måske også. Og jeg håber så inderligt, at jeg kan og vil huske tilbage på sommeren 2015 og finde nogle kræfter i mig selv, uagtet jeg egl. ikke ved, hvor de skal komme fra – bortset fra dagliglivet, som er både godt og dejligt. Men om det vil rumme al det ekstra, der skal til, ved jeg ikke. Vil der være et reservoir, som jeg kan tappe af? Det er uklart for mig.
Nej hun magtede det sikkert ikke, og det kan jeg ikke bebrejde hende. Og jeg kom jo også over det, men det tog nogle år, for du har ret i det smertefulde, der er i, at miste et livsvidne. Det gør pokkers ondt.