Nu er du advaret

Jeg er negativ og frustreret

Det ligger ellers ikke rigtig til mig at være negativ og frustreret, men lige nu er jeg ved at koge over. Du får derfor historien råt for usødet, og kan du ikke klare mosten, stopper du bare læsningen her.

Socialrådgiveren: Mail til kontaktpersonen i DPC

“Kære (kontaktperson i Distriktspsykiatrien)

1. I Glostrup fortalte en vældig sød specialpsykolog (hun hed noget med zyz), at kommunen har en eller anden forpligtelse, når jeg er på autismespektret. Det var jeg noget overrasket over at sidde der og høre fire år efter diagnosen. Hun vidste ikke, hvad det går ud på.

2. Her (808) har to medarbejdere lidt uafhængigt af hinanden spurgt socialrådgiveren (xyz (jeg kender ikke efternavnet)). Jeg har spurgt til: hvor står det og hvilke muligheder har jeg? Mao.: hvad går den kommunale forpligtelse ud på? En medpatient har fortalt, at det er et eller andet med FNs handicapkonvention – men en konvention er jo ikke umiddelbart anvendelig i dansk ret. Der skal stå noget i dansk lovgivning.

3. I dag har jeg spurgt til status hos en tredje, da det undrede mig, at jeg ikke hørte noget, som fx bare kunne være en tid langt ude i fremtiden, da xyz har meget travlt. Svaret er nu efter 14 dage, at hun kun tager sig af akutte ting og sager, og at det er noget, du kan/skal hjælpe med …

4. Er det noget, du kan hjælpe med?

5. Inden jeg evt. henvender mig hos min kommune ville det jo være vidunderligt at have bare en vis idé om mine rettigheder/pligter, bare så jeg ved lidt om, hvad vi overhovedet taler om.

Jeg er ked af at lyde frustreret, men det kunne de jo have sagt for 14 dage siden.

De bedste hilsner
Hanne”

Jeg vil jo sådan set bare gerne have en idé om rammerne for den kommunale forpligtelse. Jeg skal jo ikke komme og forvente, at vi skal tale om en tur til Lapland, hvis de tilbyder ture til Firenze. Dette er kun et forsøg på at give et billede af, hvad/hvordan jeg tænker. Det er ingen forventning om, at min kommune agerer rejsebureau!

Selvfølgelig kommer der mange kokke i maden, når folk arbejder i skiftehold. Det er der ikke noget at sige til.

For at holde antallet af kokke i netop min mad nede, ventede jeg faktisk en uge på den medarbejder, der havde sendt en mail til socialrådgiveren, idet den medarbejder havde flere nattevagter. Jeg fik også en eller anden form for svar, men kan ikke huske det.

Vej ud af ensomheden? Og to år gammelt link

To medarbejdere, som jeg stoler inderligt på, har uafhængigt af hinanden spurgt lidt til, om det kunne være, at der under det hele ligger en afgrundsdyb ensomhed? Det er jeg på ingen måde afvisende overfor (det er fint at være alene, men ikke at være ensom), og er også indstillet på at handle.

Jeg har det problem, at jeg ikke bare kan gå på aftenskole eller den slags, da fem deltagere for mig er mange. Jeg kan ikke deltage i noget, hvor der sidder 20-25 mennesker. Jeg skal bruge ufattelige mængder af energi på at “sortere dem fra”. For nogle år forsøgte jeg at tage en art skrivekursus på Borups Højskole. På dag to fik jeg et angstanfald midt i frokosten og måtte tage hjem for aldrig at vende tilbage. Effektivt spild af ca. 4.000 kr.

Overlægen fortalte, at medarbejder xyz havde stor viden om den slags og hvilke kursus-/uddannelsesmuligheder, der kunne være relevante for mig. Altså henvendte jeg mig til den medarbejder, da jeg elsker læreprocesser. Hun vidste ikke noget, og spurgte om jeg havde forsøgt med Google …

Så bliver jeg altså lidt træt. Enhver idiot starter med Google, og hun burde simpelthen vide, at i hvert fald jeg har forsøgt selv, før jeg beder om hjælp.

I dag kom den pågældende med et print af en to år gammel og stærkt forældet artikel om et skrivekursus på Psykiatrisk Center Amager. Den slags gør ikke trætheden mindre.

Patienterne skal passe dem, der ikke har noget at lave

Til tider synes jeg, det vælter med velmenende og gode mennesker, der ikke ved, hvad de skal give sig til, og som venter på en ledig patient, de kan kaste sig over for ikke at skulle lade som om, de læser dagens avis:

• En frivillig fra noget, der hedder “Håb i psykiatrien”. Hun snakker som et vandfald, så jeg går min vej.
• En ansat “recoverymentor”, der er temmelig påtrængende, så jeg går min vej. Han har heldigvis ferie i denne uge.
• En social-og sundhedshjælperelev, der også snakker som et vandfald. Jeg gik en tur med hende i formiddag. Men egl. burde hun have gået en tur med mig.
  • Jeg blev derefter spurgt, om hun måtte være “medkontaktperson” for mig. Svaret var “Nej tak helst ikke”. Jeg har allerede tre kontaktpersoner og har rigeligt at gøre med at koordinere med dem.
• En overlæge-assistent-elev. Da jeg senest var til lægesamtale, var der pludselig en ekstra og stort set ukendt til stede, fordi “Vi har lidt overskud i dag”. Jeg forsøgte at være morsom ved at sige “Det har jeg ikke”, men som altid faldt min humor til jorden.
  • Sker det igen, vil jeg sige “Jeg synes, vi er lidt mange her”. Virker det ikke, må jeg jo klippe det ud i pap.
  • Det er selvfølgelig fint at de skal lære og øve sig, det skal bare ikke være på mig.
• Præsten: Vældig sød men snakker også som et vandfald, så jeg har svært ved at få et ben til jorden. Det bliver jeg nødt til at tage op på et tidspunkt, men jeg synes, den slags er svært. Det har varet ret lang tid. Der er gået uorden i relationen. Jeg tror, hun synes, vi er blevet veninder (vi ses hver 3. – 4. uge, idet hun er både sognepræst og hospitalspræst). Det synes jeg ikke.

Konklusion

Jeg ved det godt: Jeg er en enormt besværlig patient! Jeg overvejer, hvad jeg egl. laver her, når jeg ikke vil noget som helst. Jeg kunne vel lige så godt sidde derhjemme – og der ville ikke være noget at være negativ og frustreret over.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.