Godt jeg ikke har børn
Om “børnesamtaler”/”familiesamtaler”
Godt jeg ikke har børn
Det er godt, jeg aldrig fik børn. Det har aldrig været været et savn, og jeg har aldrig nogensinde haft et ønske om at blive mor. Jeg er endvidere overbevist om, at jeg ville være blevet en elendig mor, da jeg aldrig har haft en god rollemodel. Det havde været synd for barnet/børnene. Så det er altsammen i orden. Ingen piv der.
Adskillige medpatienter har et eller flere børn, som de bekymrer sig om. Og det er der ikke noget at sige til. Men det har jo den konsekvens, at de både skal tage vare på sig selv i en eller anden form for helingsproces samtidig med, at de skal leve med bevidstheden om, at de lige nu er en fraværende mor eller far. Afhængig af barnets alder må det være svært.
Afsnittet har en utrolig dygtig medarbejder (sygeplejerske K), der er særligt uddannet i “børnesamtaler”, som i virkeligheden hedder “familiesamtaler”, men uanset hvordan vi end vender og drejer det, og hvad vi kalder det, drejer det sig om børnene.
Af naturlige årsager ved jeg ikke, hvordan det foregår, men jeg forestiller mig, at man ikke kunne udpege en bedre end K til at varetage opgaven. For den skal løftes. Gjorde man det ikke, var der risiko for, at man fremavlede nye psykiatribrugere.
Jeg fandt en af regionens utallige pjecer, der handler om børnesamtalerne. Der står blandt andet:
En familiesamtale giver mulighed for:
- At få talt om barnets oplevelse af situationen
- At få talt om, hvordan situationen påvirker familien
- At barnet får den nødvendige viden om de psykiske problemer og behandlingen på et alderssvarende niveau
- At vurdere, om der er brug for ekstra støtte til familien
Det ser godt ud, og det må være vejen frem for den far eller mor, der bekymrer sig om sit barn.
Børn forestiller sig ting
Børn er på ingen måde dumme, og de går ikke gennem verden med skyklapper på – selvom vi til tider tror, de bare sidder der bag skærmen uden at producere tankegods.
Afhængig af alder forestiller barnet sig måske, at det er dets skyld, at en forælder er blevet syg. Måske bliver de vrede på lægen, der ikke behandler med et snuptag. Måske tror de, der er tremmer for vinduerne på et psykiatrisk afsnit. Der kan være et uendeligt antal forestillinger, og dem kommer man kun til livs ved at sætte ord på, og også invitere børnene indenfor på afsnittet, så de ved selvsyn kan konstatere, at det faktisk er et rigtig rart sted at være – og at der i hvert fald ikke er tremmer for vinduerne.
En far havde i dag besøg af sine tre børn. Selvfølgelig larmede det (børn støjer og koster penge, sådan er det!), men det var også livgivende på en stille søndag. Her er en dejlig have, hvor de legede et eller andet i solen, så længe de gad. Det var rart at se faderen lyse op og vise noget andet af sig selv. Han er ikke kun patient; han er også far.
I de ikke så gode gamle dage
Da jeg i forhistorisk tid var barn, var tænkningen en anden. Børnesamtalerne var ikke opfundet; man havde knapt opfundet barndommen.
Så vidt jeg husker, var min far syg noget tid, inden han døde. Man troede vist, det var noget med ryggen eller nyrerne (pick a choise). Han var indlagt på Give sygehus, hvor vi besøgte ham fra Brande.
Jeg havde bestemt ingen forestilling om, at det skulle være min skyld, men måske er der også forskel på somatikken og psykiatrien? Måske forestiller et barn sig lettere, at det kan være skyld i en usynlig sygdom fremfor en mere håndgribelig sygdom. Herudover er min forestillingsevne af naturlige årsager ret begrænset (forestillingsevne er et af de tre parametre, man kigger efter, når man udreder for Aspergers syndrom/autisme).
Da han døde på Kolding sygehus, var jeg 120 pct. vidende om processen og kun begrænset overrasket, da “min mor” kom ud med begge vielsesringe på. Sådan gjorde man dengang for at vise, at man nu var enke/enkemand.
Jeg havde erfaring med Give sygehus. Jeg havde fået fjernet hele molevitten, når vi nu var i gang: mandler, polypper og blindtarm. Mine forældre kom på besøg 30-60 minutter vist hver eftermiddag. Resten af tiden var jeg overladt til to ret søde damer, fru Midtgaard (som lå i midten) og fru Nørgaard. Jeg er ret sikker på navnene.
Herudover var jeg til utallige undersøgelser hos nogle specialister i Randers, fordi jeg gik og dejsede om. Jeg besvimede simpelthen flere gange dagligt. Man troede, jeg måske havde epilepsi, men det havde jeg heldigvis ikke. Og voksede mig vist bare fra det sære fænomen. Min forældre var selvfølgelig meget bekymrede. Efter min fars død, var “min mor” ikke længere bekymret.
Den var ikke gået i dag. “Det var en anden tid”, som folk ynder at sige, når de skal forklare det uforklarlige, der fandt sted i forhistorisk tid.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Selv bundsunde, fysisk, som psykisk, mennesker kommer til at begå fejl over for deres børn. Disse fejl har alt muligt potentiale for at skade ungerne. Så jeg er også glad for, at man nu inddrager børnene i behandlingen af folks psysiske sygdomme. Jeg tror meget vel, du kan have ret i, at skyldfølelserne lettere indfinder sig ved “usynlige” sygdomme end fx ved et brækket ben. Blev mor nu så “frygtelig ked af det”, fordi jeg sagde noget grimt til hende, som jeg slet ikke mente, men kun fordi jeg var vred på hende. Alle børn bliver af og til vrede på deres forældre – og omvendt – og det er helt normalt.
I modsætning til dig havde jeg jo ønsket mig børn, men på den anden side er jeg den ældste af 5, hvor jeg i hvert fald har været med til at passe de tre. Jeg har haft 3 pladser som “ung pige i huset/au-pair” med tilsammen 6 børn. Desuden er/har jeg været papmor til 5, hvor jeg har deltaget aktivt i opdragelsen af de 3. På en måde kan man vel godt sige, at jeg ikke er blevet helt snydt hvad angår det at have ansvar for børneopdragelse. I dag kan jeg ikke sige, at det er noget stort savn. Hvad det angår “at gøre sin pligt”, så ved vi alle at der er mere end nok mennesker i verden, så heller ikke der mangler der så meget. Måske kunne jeg være blevet en god bedstemor, men så syg som jeg har været, har jeg næppe kunnet holde til det.
@ Henny
(Jeg læste faktisk artiklen højt for K – og hun blev næsten helt rørt; det glæder mig selvfølgelig. Så har jeg ramt en åre. Vi har også et lidt specielt forhold, idet det var hende, der for årevis siden stod i hallen og sagde “Vi er her for dig, Hanne”, da jeg stod her med tasken, tudende, og for 120. gang. Deja vu og nederlag på en gang. Jeg husker det tydeligt – og det gør hun også. Det må have rørt os begge. Pudsigt nok …)
Ja, ja da – alle mennesker laver fejl. Det hører til det at være menneske. Ja, det er så umådelig positivt, at man nu specifikt inddrager børnene og målrettet uddanner medarbejdere til at løse opgaven. I årevis har man jo tilbudt “pårørendessamtaler”, men det har primært været møntet på voksne. Men børnene er også pårørende, der har behov for at sætte ord på bekymringerne.
Nej for søren da, du har da passet de børn, du skal, og det har du helt sikkert været dygtig til. Her tænker jeg også på, at du har haft så meget flair for – og interesse i – børn, at du uddannede dig til lærer. Jeg synes jo primært, at de støjer og koster penge. Jeg er 120 pct. sikker på, at du var blevet alle tiders bedstemor!