RADMIS-studiet

Registreringstilbøjeligheder

  1. Jeg er sædvanligvis stor tilhænger af at registrere alt muligt, fordi det både er nyttigt og sjovt og giver mulighed for at konstruere nogle lækre/lærende regneark.
    • Bivirkninger
    • Søvn (længde og kvalitet)
    • Antal skridt
    • Vægttab, BMI, fedtprocent
    • osv.
  2. Jeg er sædvanligvis også stor tilhænger af apps, min smartphone og min tablet.
  3. Jeg er endvidere stor tilhænger af at hjælpe forskningen.

Bare ikke i RADMIS-studiet!

Man skal registrere på telefonen, for appen lægger sig ikke automatisk på iPadden, og den kan ikke tvinges derover (jeg har spurgt). Da jeg ser ret dårligt, er det svært nok bare at se bare de primære parametre og få lavet de daglig registreringer der.

Man kan lave noter, men for det første kan jeg ikke se, hvad jeg skriver, og for det andet er jeg en tosse til at betjene de små taster. Dvs. at det, jeg evt. måtte skrive, ville være volapyk og derfor kan jeg lige så godt lade være. Det er ærgerligt, for jeg har ellers noget at bemærke.

Man kan lægge sin medicin ind, men fordi medicinlisten er lang og af ovenstående årsager, må de selv gøre det, når de nu har adgang til journalen, for jeg kan ikke.

Der er mulighed for at tilføje personlige parametre, men jeg kan ikke finde ud af det! Det kan da ikke være sandt, at en rimelig god bruger af diverse programmer ikke kan tilføje en parameter. Jeg ville fx gerne tilføje “Ud af huset”, hvor antal pr. dag ikke må være > 1, for det er ikke godt for mig. Jeg har forsøgt at tilføje det mange gange, men jeg kan ikke. ØV.

Der er ingen guide. Jeg kunne skrive en for dem, hvis jeg engang finder ud af systemet…

Hjælpsomhed

Man tildeles en kontaktsygeplejerske, som dels skal holde øje med de data, jeg sender ind og som skal kontakte mig, hvis det begynder at se skævt ud, hvilket fx kunne være “For højt aktivitetsniveau” tre dage i træk.

Min kontaktsygeplejerske er vældig sød, og spurgte, hvad hun kunne gøre for mig? Det er da imponerende. Nu hvor jeg har det rigtig godt, kunne jeg ikke lige komme på noget andet end at hjælpe med den der f***** app. Vi har dog aftalt, at hun ringer en gang om ugen.

Flere poster om RADMIS-studiet

Jeg har skrevet et par yderligere poster om studiet. Dem finder du her.

2 Svar
  1. Jørgen
    Jørgen siger:

    Det er lidt overraskende at man vælger begrænsninger når man nu gerne vil havepatienter til at medvirke, og kan du ikke klare opgaverne på telefonen må det vel betyde at deltagelse ikke er mulig.
    Håber det hele lader sig gøre.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Ja tænk det synes jeg også, men måske har det med projektets samlede økonomi at gøre, hvem ved. Jeg vil jo gerne være med, men sker der ikke afgørende ændringer, må jeg sige, at jeg ikke længere kan deltage.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.