,

Diverse

En lille skygge

En lille diskret skygge kan have stor betydning.

Det har længe generet mig, at knapperne under billedrækkerne på forsiden af min blog var fuldstændig umulige at se, med mindre man vidste, de var der. Jeg tror, jeg har mange ældre læsere, og jeg ser jo nødig, at de går glip af mine tidligere geniale indlæg. Jeg fandt en stump kode på nettet, som løste problemet. Man skal bare skrive sådan her (hvilket jeg aldrig bliver i stand til):

 

#top .pagination a{
    box-shadow: 1px 1px 1px 1px rgba(0,0,0,.5);
}

Og når man så har skrevet det, har knapperne fået en pæn lille skygge (øverste række), så man kan se, de er der, uden de fylder for meget i helheden. Jeg kan ikke selv kode længere, og det interesserer mig heller ikke. Jeg vil hellere skrive, lave hjemmesider, lære/lege med Excel osv.

En kognitiv succes

Sidst jeg prøvede at høre en lydbog er vist et par år siden. Det gik mildest talt elendigt. Jeg kunne koncentrere mig 4 * 4 minutter, så var koncentrationen røget. Hvis man deler en bog på måske tre timer op i intervaller af 16 minutter er det helt sikkert, at man har smadret handlingen. Man kan lige så godt lade være at lytte.

P.t. siger ugeskemaet, at jeg skal gøre grundig rent, og da jeg retter mig efter skemaet, når jeg ellers ikke pjækker fra det, gør jeg altså rent. Og her bliver kanonflot! Undervejs kan jeg jo så høre et eller andet. Det plejer at være musik, men af en eller anden grund vovede jeg at finde en lydbog frem. Succes – det gik så godt. Jeg lyttede mindst en time, mens jeg arbejdede. Hvor er jeg glad.

Det var et af mine mål, da jeg blev udskrevet: træne den delte opmærksomhed (det at man kan gøre flere ting ad gangen). Dagligt har jeg brugt 15 minutter under min kugledyne med musik fra Spotify i mine Airpods foran Facebook på iPadden, og det er faktisk gået rigtig fint. Nu er Facebook jo ikke stor litteratur, men det er heller ikke målet lige nu. Målet er at træne hjernen op igen; næppe til samme niveau, men i hvert fald til et bedre. Jeg føler det som en succes.

I Hvidovre kirke (nærmest)

Det er vist et par år siden, jeg har været i kirken eller i nærheden. Af mange grunde blev det for svært. Min præst havde imidlertid jubilæum i dag, så det var en passende anledning til at vove sig derover igen. Jeg hilste på mange søde mennesker i menighedshuset, men det var svært. Jeg føler mig syg, når folk siger, jeg ser godt ud (underforstået nu). Det er lidt som dengang, min tænder lige var blevet lavet. Jeg traf mennesker, der sagde “Gud du har fået lavet dine tænder” underforstået de havde tidligere tænkt, at jeg så farlig ud.

Jeg smuttede efter en time og var godt tilfreds med at have klaret det, også selvom jeg nappede en Oxapax (et beroligende kemikale) inden jeg gik hjemmefra.

 

2 replies
  1. Tine
    Tine says:

    Hej Hanne

    Ved du egentlig godt hvor modig du er?
    Med din åbenhed på din blog, fortæller du flere gange ugentligt om livet som det udformer sig for dig. Og du gør det unden det “pænhedsfilter” de fleste benytter sig af. Der er intet glansbillede her, der er en lærerig, finurlig, nørdet og klog fortælling om livet med en biopolar lidelse. Jeg var lige ved at skrive, livet som biopolar, men du er meget andet end din psykiske sygdom.

    Man skal være stærk for at være modig, have overskud nok og selv med lidt hjælp til at berolige nerverne, så var det godt du tog over i den kirke, det så længe var en vigtig del af dit liv.

    Modig og åben på en regnvejrs søndag i december.
    Tillykke med det

    Kh
    Tine

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      Kære Tine

      Tusind tak for din søde kommentar!

      Jeg har egentlig aldrig tænkt på det som ‘mod’ mere som ‘nødvendighed’, som en form for støddæmper for et liv der rummer alt det, du skriver. Mange synes, jeg er for ‘modig’ og for åbenhjertig, men sådan er jeg bare. Jeg har aldrig haft det filter, du skriver om, og hvis jeg fik det, ville det være som at få en BH på: så kan jeg ikke trække vejret 🙂

      I relation til det bipolare er der lidt strategi i det fra min side: Jeg vil gerne være en, man i psykiatrien har lyst at lytte til, og jeg vil gerne bidrage til en form for reduktion af tabuet om psykisk sygdom, som underligt nok stadig findes. Jeg har efterhånden en del erfaring og noget at byde på – synes jeg da selv. Jeg tænker faktisk at ‘livet som bipolar’ er et OK udtryk, for det betyder jo ikke, at man ikke kan fylde noget ind i det liv, men sygdommen sætter rammen uanset, om man kan kan lide det eller ej. Det er en lille smule som det med, at at det nu er mest comme il faut at sige ‘psykisk sårbar’. Jeg står fast på, at jeg er ‘psykisk syg’, for når jeg er syg, er jeg hamrende syg, og er jeg neutral, er jeg stadig syg.

      Nørdet: Nemlig og jeg elsker det. Min ven sagde til mig for snart længe siden, at hun syntes, det var lidt mærkeligt, at jeg kaldte mig selv for nørdet. Hun opfattede det som et skældsord. Jeg opfatter det som en cadeau!

      Du kan tro, jeg var tilfreds med mig selv over udflugten til kirken, og at jeg var der en hel time. Af og til kan kemikalierne række en hjælpende hånd ud.

      Kh.
      Hanne

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *