Når nøden er størst

Jeg følger et par Facebookgrupper, der er befolkede med mennesker, der har det økonomisk meget svært. Det kan fx skyldes kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen, integrationsydelsen eller ganske et enkelt et ældre menneske, der kun har folkepensionen og evt. pensionstillægget.

Jeg er bare en usympatisk nasserøv, der læser med men ikke tager affære. En undtagelse er, hvis der er nogle, der søger mad, grus eller dyrlæge til mis. I de tilfælde kan jeg godt finde en hundredemand frem.

Medlemmerne af grupperne sidder virkelig og har 16 kr. tilbage den 20. i måneden, og de ved ikke, hvordan de skal få mad på bordet resten af måneden. De lover tilbagebetaling, når børnepengene kommer den 20. i det næste kvartal. Dvs. at denne “kapitalindsprøjtning” er brugt på forhånd.

Jeg kan ikke lade være at lægge mærke til, at mange allerede har temmelig mange børn og også venter det næste barn. Jeg begriber ikke, at man vil bidrage til befolkningstilvæksten, når man ikke engang kan brødføde den familie, man allerede har. Dette kan lyde rigtig grimt og som et forsvar for den kinesiske et-barns-politik. Det er ikke grimt ment, men mere et udtryk for uforståenhed.

Jeg havde faktisk etableret kontakt med en kvinde i Hvidovre. Jeg bad hende ringe en given dag efter kl. 16:00, så vi kunne aftale nærmere. Hun ringede aldrig.

Jeg har forsøgt at lægge et opslag i gruppen “betalings hjælpen kun for piger”, men gruppens regler er så hysteriske, at jeg gav op efter et par forsøg. Jeg undrer mig over, at man kan have en nødhjælpsgruppe og så ikke accepterer donationer!

Overskudsmad

Jeg har fin og dejlig mad i overskud hver uge, fx fordi jeg aldrig spiser alle de mellemmåltider, som Aarstiderne mener, jeg bør. Det kan også skyldes, at jeg måske ikke har været hjemme en aften eller dag. Det er sund og ordentlig mad – og ikke noget, jeg har siddet og suttet i! Det er lækkert og i orden.

Efter jeg forgæves havde ledt på Facebook, sendte jeg i aftes nedenstående mail til Jacob Kleofas, der er sognepræst i Hvidovre Sogn samt formand for menighedsplejens bestyrelse:

Kære Jacob

Jeg skriver til dig i din egenskab af formand for menighedsplejens bestyrelse:

Jeg køber min mad hos Aarstiderne, men jeg har ofte noget/meget til overs, som jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med. Jeg kan ikke bare bruge det den næste uge, da jeg jo så vil ende med at have akkumuleret alt muligt. Og grøntsager kan man jo heller ikke akkumulere, da de jo ikke er gode så længe.

Jeg har på forskellige måder (Facebook) forsøgt at finde et menneske, der kunne bruge en økonomisk håndsrækning i form af mad. Det er ikke lykkedes, og det forstår jeg ganske enkelt ikke, idet der er mange fattige mennesker her i landet – og der bliver flere og flere. Det er fx mennesker, der er ramt af kontanthjælpsloftet, af 225-timersreglen, af integrationsydelsen eller fx ældre mennesker, der kun har folkepensionen og evt. tillægget.

Jeg spørger derfor dig:

Kender du i Hvidovre sogn et menneske, der ville være glad for økologisk overskudsmad (primært grøntsager) af højeste kvalitet? Det er ikke noget, jeg selv har brugt af og bare har til overs. Der et tale om fine, gode, sunde råvarer: fx et helt blomkålshoved, fire æg, en fennikel, en hel pakke pasta, to bægre skyr osv. Dette er eksempler på, hvad jeg havde tilovers ved indgangen til denne uge.

Vedkommende skal kunne hente det selv, da jeg ikke har bil, men er der fx en dårligt gående ældre kvinde/mand 500 meter væk, bringer jeg det selvfølgelig gerne.

Jeg ved godt, at dette måske er en lidt underlig mail, men jeg kan ikke få mig selv til at kassere 1. klasses mad, når der er 795 millioner mennesker i verden, der sulter!

Det skal siges, at det på ingen måde var min egen idé at søge udover Facebook. Bixer var “kreativere” end mig 🙂

Præstelig et al. effektivitet

Jacob handler – og det kan jeg godt lide ved ham! Han skrev i morges, at han ville spørge et af medlemmerne i bestyrelsen for menighedsplejen, om vedkommende kunne etablere en kontakt til en potentiel modtager, som vi kender godt i sognet.

Wagn handler også, så hen på eftermiddagen havde han etableret en positiv kontakt mellem en borger, der har det svært, og mig.

Vi har ringet sammen. Den første aftale om afhentning er på lørdag kl. 16:00.

Det synes jeg selv, man kan kalde næstekærlighed i praksis. Jeg selv skal hverken takkes eller tilbedes, så længe det er min fornemmelse, at modtageren og jeg begge drager fordel af ordningen. Han får varerne, og jeg slipper for kvababbelserne over at smide fin mad ud.