Er blod tykkere end vand?

Mærkelig træthed efter psykologsessionen

Jeg forstår det ikke – men alligevel forstår jeg det godt – jeg er vanvittigt træt og sover 10-12 timer pr. nat.

Jeg var hos psykologen i onsdags, og det er altid godt! Lige p.t. kommer jeg heldigvis ikke med store psykiatriske eller psykologiske problemstillinger. Det håber jeg, jeg er færdig med. Jeg kommer med emner, der måske kræver, at jeg “justerer” lidt, for at jeg kan få dem på plads og få det endnu bedre. Det er en luksustilværelse. Jeg er glad og har det godt, men derfor ønsker jeg alligevel at blive klogere.

Der er stadig emner fra min fortid, der kan undre mig, som jeg gerne vil “udrede”.

Det sidste, jeg vil, er at blive anset som et offer og en, det er synd for. Det drejer denne artikel sig derfor ikke om, men torsdag kværnede tankerne så meget om onsdagens samtale, at jeg ikke kunne koncentrere mig om det, der p.t. er er mit “arbejde”: gennemgang af tyske kirkebøger for Frankfurt an der Oder i 1700-tallet. Og som jeg elsker.

Det mærkelige fravær i 9. klasse

For et stykke tid siden bad jeg om aktindsigt hos det, der nu hedder Bornholms Regionskommune. Jeg boede på Bornholm fra den 12. juli 1978 til den 31. juli 1980.

De var både hurtige og grundige. De havde gennemgået både den daværende amtskommunes arkivalier samt Aakirkeby og Svaneke kommuners arkivalier. Det eneste, de fandt, var elevprotokollen. Den rummede blandt andet det noget triste billede fra 7a, hvor jeg boede på Sydfyn.

Man må aldrig gætte, man må aldrig opdigte sammenhænge. Det ligger langt fra min natur. Der er jo en årsag til, at jeg minutiøst gennemgår min slægtsdatabase og sætter kilder på alt. Kan jeg ikke finde en kilde, skriver jeg “Kilde?” eller sletter oplysningen helt. Jeg orker ikke gætterier og opdigtede sammenhænge. Jeg dokumenterer.

Elevprotokollen rummede karakterer og notater fra alle ti skoleår. Generelt klarede jeg mig godt. Mine ordenskarakterer lod noget tilbage at ønske, og jeg var temmelig “kværulerende” i gymnastik.

I 9b (to forskellige adresser på Bornholm) var jeg fraværende i 19 dage det ene semester og i 14 dage det næste semester. Herudover havde jeg lægeerklæring i gymnastik. Det undrer mig, at jeg overhovedet ikke har den ringeste erindring om årsagen til et fravær på 6 pct. af tiden (et skoleår har 200 skoledage).

De fire billeder herunder er klippet fra elevprotokollen, så du selv kan forvisse dig om, at det ikke er fri fantasi fra min side:

 

 

 

At blive taget med vold

Og nej, man må ikke gætte, man må ikke digte – og man må da slet ikke inkriminere nogen. Det er naturligvis strafbart. Psykopaten er dog død for mere end 13 år siden. Jeg kan ikke lade være at tænke over, om det mærkelige fravær dækker over en voldtægt, jeg bare har glemt, eller over en voldsom tristesse/depression, som ingen måtte se. Og derfor blev jeg holdt hjemme? Så vidt jeg ved, har jeg aldrig fejlet noget somatisk. Næste skridt er at undersøge, om der evt. skulle eksistere patientjournaler. Sandsynligheden er dog nok meget ringe.

Normale familier havde kørt barnet til skole, så det kunne deltage i videst mulige omfang. Der, hvor jeg boede, blev alt holdt inde for hjemmets fire vægge, for udadtil skulle det jo se ud som om, familien var “normal”. Dog var det i Aakirkeby velkendt, at psykopaten var “noget af en drukkenbolt”. Det ved jeg fra en af hans lærerkolleger, SZ, som jeg ringede op for et eller to år siden.

Voldtægt er et voldsomt ord, men jeg husker tydeligt andre situationer, hvor jeg blev taget med vold, uanset at det ikke drejede sig om et traditionelt samleje med penetration. En af dem er kort beskrevet i denne artikel, du kan læse, hvis du har gode nerver.

Når man gifter sig over sin stand og senere falder tilbage, hvor man kom fra

Der er ingen tvivl om, at mine (adoptiv-)forældre kom fra hver sin samfundsklasse.

• Min far var veluddannet, havde gode stillinger og var opvokset i stabile rammer. Hans far havde en stor stilling som fabriksmester på Brede Klædefabrik og senere på en virksomhed i Randers. Hans far igen var hattemagermester på Brede. Det var ham, der indvandrede fra Frankfurt i 1890.
• “Min mor” var fra små kår. Hendes mor havde to uægte børn med to forskellige mænd fra før ægteskabet med min morfar. Mormor havde seks søskende, faderen hængte sig i værkstedet i september 1940. “Han var forfalden til drik”, står der i dødsattesten. Morfar gik konkurs med husmandsstedet i 1925 og ernærede sig derefter ved at grave tørv i diverse moser og senere som arbejdsmand resten af livet.

Det er mig fortsat en gåde, hvordan mine (adoptiv-)forældre mødte hinanden. Det var måske i Randers? Min fars ungdomskæreste sagde det ligeud: “Hvor har han dog støvet hende op?”.

Det er formentlig sådan, at dengang kunne en mand i hans stilling ikke være ugift, når han var 33 år gammel; ergo måtte han have sig en “trofæ-hustru”. Min mormor var imod ægteskabet med en mand, der var 13 år ældre end “min mor”. Men morfar pressede det igennem, har hun selv fortalt. Jeg ved ikke hvorfor.

Det er mit gæt, at “min mor” i virkeligheden ikke var videre begejstret for at blive gift som 20-årig med en meget ældre mand. Men jeg ved det ikke positivt. Og det skal også siges, at Mødrehjælpen i Holstebro i adoptionssagen ordret skriver om ham “Man har indtryk af, at andrageren nærmest blomstrer i ægteskabet med andragerinden”. Hende står der ikke noget om. Kvinder fyldte jo ikke så meget dengang.

Da han dør i 1972, kan hun, der er uden uddannelse, uden arbejde og seks måneder senere også uden tag over hovedet, ikke opretholde den status, hun har haft i ægteskabet med min far. Ergo gifter hun sig med psykopaten, der ganske vist har en uddannelse som skolelærer, selvom jeg allerede inden vielsen har fortalt hende, hvad der foregår i Vollsmose, mens hun er på arbejde. Jeg har så tit overvejet, hvorfor han blev skolelærer – og jeg tror, jeg gætter rigtigt. Det behøver man næppe være psykolog for at finde ud af.

Altså falder hun tilbage til den stand, hun kom fra og kaos tager sin begyndelse: De mange flytninger; jeg regnede på et tidspunkt ud, at jeg efter min fars død, og frem til jeg fik foden under eget bord i København, boede gennemsnitligt 1,4 år på hver adresse, og som følge deraf også har gået på fem forskellige folkeskoler. Alkoholmisbruget. Usikker økonomi med truende tvangsauktioner osv.

Er der noget, et barn med Aspergers syndrom ikke har behov for, er det kaos.

Når nissen flytter med

Jeg forsøgte flere gange at gøre “min mor” opmærksom på, hvad der foregik, men det interesserede hende ikke. Jeg husker meget tydeligt et tilfælde i køkkenet i Svaneke: Det var formiddag, hun stod i sin stribede morgenkåbe op ad bordet til højre. Jeg stod ved køkkenvasken til venstre og fortalte hende noget; jeg ikke husker præcist, hvad var. Men det drejede sig uden tvivl om de seksuelle overgreb fra psykopatens side. Hun svarede ordret “Nårh, det skal du ikke tage dig af. Det har jeg også prøvet.” Hermed hentydede hun til sin fire år ældre halvbror. Hvad det nærmere gik ud på, er jeg ikke klar over.

Det er velkendt, at overgreb går i arv i generationer. Det er på en eller anden måde en acceptabel adfærd i visse familier. Når den, det går ud over, fortæller sin historie, er det dén person, der udelukkes fra det gode selskab – ikke gerningsmanden. Det stemmer også i mit tilfælde, hvor “min mor” og jeg var uden forbindelse i 22 år i perioden fra 1981 til 2003.

Der var mange, der ikke agerede

Helt objektivt kan jeg udpege en flok mennesker, jeg betroede mig til, men som ikke agerede. De eneste, der indså vanviddet og tog aktivt stilling, var min fars ungdomskæreste og hendes mand, der den 14 maj 1979 (min fars søsters 60-års dag) sagde “Du er velkommen til hver en tid”. Og det benyttede jeg mig af, da jeg ca. 1½ år senere flyttede til København.

• min mormor som jeg ellers holdt meget af
• fire klasselærere (den første fraregnes, for det var mens min far stadig levede)
• isenkræmmerne
• og sidst – men ikke mindst – “min mor”.

Er blod tykkere end vand?

Jeg er uhyre skuffet over min ellers kære mormor. Jeg ved 100 pct., at jeg fortalte hende om overgrebene, mens både vi og hun boede på Sydfyn. Hvorfor greb hun ikke ind? Hvorfor holdt hun hånden over “min mor”? Og hvorfor holdt hun dermed også indirekte hånden over sin søn? Havde hun også ladet det passere, hvis jeg havde været “min mors” rigtige barn?

Hvis jeg nu havde et barnebarn (adopteret eller ej), der fortalte om daglige seksuelle overgreb, havde jeg da lagt korsstingsbroderierne til side og var faret op af lænestolen og gjort et eller andet. Jeg havde nok ringet til politi og socialforvaltning. Men hun gjorde intet. Jeg kan ikke en gang huske, hvad hun sagde.

Det minder mig om, at min far ungdomskæreste om “min mor” sagde: “Havde hun mon også ladet det ske, hvis du havde været hendes eget barn?”, da jeg i overskriftsform fortalte hende om hændelserne. Jeg fejede det lidt hen, for vi kan jo ikke vide det, og det er jo gætterier.

Havde psykopaten begået overgrebene, hvis det havde været hans egen kødelige datter? Jeg tror det ikke, men det er også gætterier. Men sådan noget kan man da ikke gøre mod sit eget barn?

---

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.