Hvor skulle jeg bo?

Mit liv som GLS-pakke

Noget af det skønne ved at være voksen og bo for sig selv i en dejlig lejlighed er, at jeg selv kan beslutte, hvor jeg vil bo. Og derfor skal jeg bæres ud herfra. Og det bliver jeg nok også en dag om forhåbentligt adskillige år. Det er helt fint med mig.

Jeg har været hos psykologen, og det er altid “bevidsthedsudvidende”. Jeg går altid klogere derfra, end jeg kom. Men det er selvfølgelig også derfor, jeg kommer.

En af de ting, jeg kom til at tænke på, er, at både før og efter min far døde, var der usikkerhed om, hvor jeg skulle bo:

Aflevering til Dear Home

Min biologiske mor har formentlig haft dårlige muligheder, fordi der dengang var stor skam knyttet til at blive uønsket gravid udenfor ægteskab som 18-årig, så Mødrehjælpen afleverede mig på “Dear Home”, da jeg var seks dage, og det viser sig jo at have været et ret fint sted. Og det er jeg meget glad for at have fundet ud af via et sødt og hjælpsomt menneske.

Mange unge kvinder valgte muligheden for enten brun sæbe eller strikkepinde, og det er jeg selvfølgelig glad for, at min biologiske mor ikke gjorde.

Udlevering til adoptivforældrene

Da jeg skulle videre til mine adoptivforældre, blev jeg formentlig afhentet på samme måde, som man afhenter en GLS-pakke. Min nye familie boede i Skjern i Vestjylland, men “Dear Home” lå i Hellerup, så vi lærte nok ikke hinanden lidt at kende på forhånd.

Muligheden for revisorens dejlige søster

Efter min far døde, rykkede “min mor” og jeg på den 183. dag (tre dage efter lejekontraktens udløb) videre til revisoren, der havde indrykket en kontaktannonce et eller andet sted, og som “min mor” besvarede. Jeg kunne vældig godt lide revisoren, hans søster og hans voksne børn. Jeg var vældig glad for Sanderumskolen og Fyns Væddeløbsbane, der lå lige om hjørnet. Jeg husker tydeligt, at “min mor” og jeg stod i køkkenet, og jeg sagde til hende “Det er en virkelig god skole, for her lærer man virkelig noget”.

Jeg har aldrig kunnet få “min mors” fortælling om, at vi flyttede fra ham og velhaverkvarteret Fruens Bøge i Odense til Vollsmose efter 0,7 år (vi boede der fra 25. maj 1973 til den 31. januar 1974), fordi han og jeg ikke kunne med hinanden.

Revisorens søster var en dejlig barmfager og varm kvinde, der var lærer på en eksternatskole i Svendborg. Hendes mand var pedel på skolen. Det var på tale, at jeg måske skulle bo hos dem, og det ville jeg vældig gerne. Jeg husker at sidde på skødet af hende i deres køkken op ad hendes store bryster, og det var trygt og dejligt. I weekends og på fridage var vi i det nærliggende Rantzausminde eller måske var det Christiansminde – der kunne man spille minigolf. Det var herligt! Hvorfor jeg kom ikke til at bo hos dem, kan jeg ikke huske. Men det havde været helt fint med mig.

Jeg havde aldrig helt fornemmelsen af “her hører jeg til”

Også efter psykopaten trådte ind på scenen i ca. 1974, var der usikkerhed om, hvor jeg skulle bo, men jeg kan ikke huske, hvilke steder der var på tale. Jeg kan bare huske fornemmelsen af aldrig at være helt sikker på, hvor jeg hørte til.

Det er sådan set lidt ærgerligt, at det aldrig materialiserede sig her, for på det tidspunkt ville jeg vældig gerne have boet et andet sted.

Jeg ville fx gerne have været på efterskole eller (grin bare) på søfartsskole i Svendborg eller i huset hos en bornholmsk familie på landet med tre små børn. De to første ting var der formentlig ikke økonomi til. Og familien med børnene kunne nok godt mærke, at det ikke lige hørte til blandt mine spidskompetencer at passe tre ret små børn. Det havde været synd for børnene 🙂

“Mormor har du egl. nogensinde være gift?”

Der er flere fortællinger, jeg ikke kunne få til at passe sammen allerede som barn. Mens min far levede, og mens vi altså stadig boede i Brande i Vestjylland, husker jeg tydeligt en scene ude i haven på Dalgasvej nr. 4, hvor jeg spurgte min mormor “Mormor har du egl. nogensinde været gift?” Hun svarede “Jamen jeg har da været gift med morfar”. Jeg stillede mig med armene over kors og sagde “Bare fordi jeg kun er fire år (vist nok), skal du ikke prøve at bilde mig noget ind”.

Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig, at hun havde været gift med den mand, hun altid talte så grimt om. Hun kaldte ham fx altid for “Den gamle”, fordi han var 13 år ældre end hende selv, og jeg husker dem ikke nogensinde være i samme lokale. Det betød fx en del besvær med sådan noget som juleaftener. De var blevet skilt kort efter, mine forældre blev gift dvs. ca. 1955/-56. I adoptionssagen står, at det var morfars skiftende arbejde som arbejdsmand rundt omkring i landet, der bevirkede, at ægteskabet gik i stykker. Om det er sandt, ved jeg ikke.

Der er herudover en meget sjov tanke, og den er, at jeg altså allerede som ca. fireårig også har haft et ret klart billede af, hvad det vil sige at være gift – i hvert fald taler man ikke så grimt om hinanden, heller ikke efter ægteskabet er opløst.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.