Var “min mor” doven eller bare initiativløs?

Arrangeret ægteskab mellem mine forældre?

Nogle gange, når der er noget, man ikke ved og ikke har mulighed for at verificere, må man opstille teorier. Herefter må man finde indicier, der peger den ene vej og/eller den anden vej, og derefter må man prøve at “mærke efter”.

Jeg er ikke så skrap til at “mærke efter”, så jeg foretrækker indicierne, fordi logik og stringens passer bedre til min hjerne. Sådan er det bare. Og det betyder, at det jeg forestiller mig/gætter på, på ingen måde er uden hold i virkeligheden. Det er altså ikke det rene Anders And grebet ud af den blå luft.

Af min adoptionssag fremgår, at det var min morfar, der pressede ægteskabet mellem mine forældre igennem. Min mormor mente ikke, de skulle gifte sig. Hvorfor det var sådan, står der ikke noget om, men man kan godt få en fornemmelse af et “arrangeret ægteskab”, og den fornemmelse har betydning for denne historie, eller hvad man nu skal kalde den.

Følgende kan være svært at følge med i, fordi det er så rodet, og fordi der er mange indicier om det ene og det andet. Jeg prøver at forklare det, så godt jeg kan. Er det alligevel uklart, må du spørge i kommentarerne. Nogle gange vil svaret være “Jeg ved det faktisk ikke”.

Der er mange fortællinger eller selvoplevede ting, jeg aldrig har kunnet få til at stemme. Dem tager jeg fat i i denne artikel, som er lang og lige på og hårdt. Så er du advaret på forhånd.

Var min mormor okay eller ikke?

Jeg holdt jo egl. meget af min mormor. Allerede mens min far levede, var jeg meget hos hende. Hun hentede mig fra skole hver fredag, og vi gik hjem til hendes lille hus på Dalgasvej 4. Ofte passerede vi de gamle togvogne på rangersporene, og de var fine at lege i. Hun var rig på kærlighed men fattig på penge, så underholdningen bestod ofte i at klippe ud af gamle FamilieJournalen. Jeg kunne godt lide det. Om lørdagen gik vi gennem Brande by og hjem til min familie. Og erindringsforskydningen er, at vi fik grydestegt kylling med agurkesalat og grøn salat med “mormordressing” hver lørdag. Det gjorde vi selvfølgelig ikke.

Det, der ikke hænger sammen, er, at jeg ikke husker “min mor” have et kærligt eller bare godt forhold til sin mor. Hun var ikke glad for hende, men måtte jo tage det sure med søde. Hvordan kunne jeg mene, at det var en dejlig mormor, mens “min mors” ‘fortælling’ om det samme menneske var næsten den modsatte?

Og her kommer det indviklede: “Min mor” var min mormors første “ægte” barn. Forud for hende var kommet to “uægte” børn med to forskellige mænd. I henholdsvis 1928 og 1931 har der været stor skam knyttet til at blive gravid uden for ægteskab(er). Min mormor havde haft en rigtig dårlig bardom og fået mange tæsk med bøjler og den slags. Hendes forældre blev skilt ca. 1938, og hendes far hængte sig ude i værkstedet mellem den 14. og 15. september 1940. Han var “temmelig forfalden til drik”, som der står i politirapporten.

Jeg kan nemt forestille mig, at min mormor har ment, at “min mor” i hvert fald skulle have bedre muligheder, end hun selv havde haft. Det vil man da altid ønske for sit barn. Det kan være, at hun derfor gerne ville påvirke “min mor” og hendes beslutninger. Det har været godt ment, men “min mor” kan have oplevet det som “pain in the ass”, og det forstår man jo egl. også godt.

Min morfar var 13 år ældre end min mormor, som hun derfor kaldte “Den gamle”. Gad vide om det var medvirkende til hendes uvilje mod min far, der også var netop 13 år ældre end min mor? Var det derfor min morfar “arrangerede ægteskabet” med en mand, han mente ville være et godt parti?

Forholdet mellem min far og min mormor var heller ikke videre godt. Det var lidt den gamle remse om svigermødre, uden at jeg helt ved, hvad det gik ud på. Han kan have været påvirket af “min mors” oplevelse af hendes mor. Det ville være naturligt, om han havde hørt nogle af de “ufede” historier fra “min mor”.

Og så var de slet ikke enige om min opdragelse. Her er jeg i hvert fald på sikker grund. Min far var lidt gammeldags og mente, min mormor forkælede mig for meget og fx gav mig for meget lakridskonfekt.

Samlet set er det en fortælling om en flok mennesker, der alle havde hver deres ædle motiver. Ingen gjorde noget i en ond mening, men når man ser på det så mange år efter, er der meget, der har behov for forklarelsens lys. Jeg kommer til at forstå dem bedre, og “fortællingerne” hænger en anelse bedre sammen.

Omtalen af “min mor” i adoptionssagen, svarer ikke til mit billede af hende

Endnu en “fortælling”, der ikke hænger sammen: Mødrehjælpen aflægger adskillige uanmeldte besøg, kort efter mine forældre har hentet mig på “Dear Home”, og alt er idel lykke.

Adoptionssagen står højt oppe på en hylde, og jeg kan ikke uden hjælp kravle op på en stige og få fat i den, så dette er frit efter hukommelsen. Men jeg ikke er i tvivl om følgende:

Mødrehjælpen skriver blandt andet: “Man får indtrykket af en hjertevarm ung husmoder …” og “Da man aflægger besøg, er husmoderen i færd med at bage og barnet (jeg, red.) sidder i sin høje stol …”. Når det står der, er det selvfølgelig fakta, jeg ikke har grund til at betvivle. Og det lyder jo alt sammen godt. De var altså en ret lykkelig kernefamilie, og hendes lod her i tilværelsen var at gå hjemme og passe mig. Vi taler om perioden fra 11/1964 (hvor de henter mig) og frem til 11/1972, hvor min far dør. Samlet set var de gift i 17 år.

Jeg har fået tanken, om hun var en smule doven eller bare initiativløs?

Forklaring følger:

Hun gifter sig med en mand, der kommer med uddannelse, job, økonomi, bolig, værdier, tryghed – og som gerne vil være far. I løbet af de 17 år, der går, gør hun intet for fx at tage en eller anden form for uddannelse eller et job. Jeg gik i halvdagsbørnehave noget af tiden – vist med formålet om lidt socialisering – i den tid kunne hun have arbejdet eller uddannet sig. Men det gjorde hun ikke. Og det var da ellers på den tid, hvor kvinderne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet. Havde hun gjort bare et eller andet, havde hun ikke stået i det forfærdelige morads, hun stod i, da han døde helt uventet.

Der var ikke økonomiske grunde til, at hun skulle arbejde, men hvad lavede hun egl., mens jeg var i børnehave? Hvorfor ønskede hun ikke at komme på arbejdsmarkedet og fx få nogle kolleger? Mange kvinder tog på den tid et job for at “komme ud at se nogle andre mennesker” (end ægtefællen). Men det gjorde hun ikke.

Alt det betyder på ingen måde, at jeg underkender den forfærdelig situation, hun står i, da han dør: Ingen uddannelse, intet job, en lejekontrakt, der løber ud – og med et barn, hun aldrig for alvor har ønsket sig. Det må have været ganske forfærdeligt. Hun har ikke anden mulighed end at besvare revisorens (og andres?) kontaktannonce. Det ligner en avanceret form for prostitution. Men hvad gør man ikke, når man ikke ved, hvad man skal gøre?

Det holder ikke med revisoren (den første kontaktannonce) og den næste kontaktannonce, hun besvarer, er den fra psykopaten (jeg går ud fra, det er ham, der har indrykket annoncen). Det er på et tidspunkt i 1974, efter hun og jeg er flyttet til Vollsmose den 1. februar samme år. Vi boede hos revisoren lidt over et halvt år.

Hun og jeg var alene nogle måneder i Vollsmose, hvor jeg husker, at vi egl. havde det ret hyggeligt, uden at jeg kan huske, hvad det hyggelige bestod i. Og herefter ruller rouletten. Psykopaten og “min mor” gifter sig i Rønne Kirke den 26. april 1975. Hun er allerede på det tidspunkt bekendt med de første overgreb. Men alligevel gifter hun sig med ham.

Der sker et eller andet, hvor hendes værdisæt ændrer sig fra de værdier, hun delte med min far. Enten overtager hun psykopatens værdier, eller også falder hun tilbage til dem, hun var vokset op med, hvor hun blandt andet selv har været udsat for overgreb fra sin halvbror. Det er helt almindeligt, at overgreb “ligger til familien”. Folk får oplevelsen af, at det hører til livet, at sådan er det bare og se nu at komme videre. Det stemmer 100 pct. med en klar erindring: Vi står i køkkenet i Svaneke. Jeg fortæller hende, hvad psykopaten udsætter mig for, og hun svarer ordret: “årh, det har jeg også prøvet, det skal du ikke tage dig af”. Hvis jeg nu selv havde et barn, der fortalte mig om den slags, ville jeg indledningsvist give ham arsenik og derefter gå til politiet.

Jeg ved ikke præcist, hvad der sker med værdierne, men jeg ved, at der sker en markant ændring. Jeg holder på min side krampagtigt fast i min fars værdier, og jeg gør det med fuldt overlæg, og det fjerner selvfølgelig hende og mig endnu længere fra hinanden.

Og der kommer alkohol på bordet både til hverdag og til fest. Faktisk er hver dag en fest. Mens min far levede, delte mine forældre (til den grydestegte kylling med agurkesalat 🙂 ) en flaske “Den med tyren” fra Skjold Burne om lørdagen. Ellers husker jeg aldrig alkohol bortset fra en øl og en snaps til påskefrokosten, pinsefrokosten og den slags. Men det var bestemt ikke hverdagskost.

Det dysfunktionelle har holdt sit indtog.

For mange blottede kønsorganer

Det er ikke nogen nyhed for mine tålmodige læsere, at psykopaten konstant udstillede sine kønsorganer, når “min mor” ikke var til stede. Det kunne fx være fordi, hun ikke var stået op, fordi hun var på sygehuset eller var på arbejde el.lign. Det vil sige, at det skete på stort set daglig basis. I følge en overlæge på Sankt Hans’ afd. R (Retspsykiatrisk), er der tre  personer, der har betydning for en psykopat: “Me, Myself, I”. Altså drejede dette sig om magt – ikke om sex.

Det nye for læserne er, at min halvbror (dvs. psykopatens og “min mors” fællesbarn) også gik rundt og blottede sig. Da jeg flyttede/flygtede i juli 1980, var han fire år, og min knivskarpe erindring er, at han det meste af tiden kun var i ført en orangegul undertrøje med brune 70’er kanter og gik og kærtegnede sin penis. I en normal familie, hvor man opdrager sine børn på normal vis, vil forældrene sige “Hov hov kammerat det der gør man ikke ude i det offentlige rum. Det må du gå ind på værelset med”.

Sådan kommer børn “på plads”, uden at de bliver skammet ud over en måske gryende seksualitet. Det er okay men ikke offentligt. Men for at børn kan komme “på plads” kræver det, at forældrene er “på plads” med hinanden. Det vil sige (som jeg har har forstået det), at der mellem forældrene er en stærk relation, og at de har et liv med hinanden, børnene ikke er en del af. I en dysfunktionel familie er der kuk i det hele, og der er ingen, der er på den plads, hvor de skal være.

Allerede når børn er 10-11 år, har de en klar fornemmelse af, hvad der er rigtigt og forkert; ergo vidste jeg godt, at det var helt forkert, men jeg havde ingen handlemuligheder.

Det er mærkeligt at tænke tilbage på alt dette her roderi, som bliver en smule “mindre”, hver gang det bliver fortalt eller beskrevet. Helt forsvinde vil det imidlertid aldrig.

Det er fortid, det er historie, og jeg har et godt liv nu, som jeg kun kan takke mig selv (og min fars ungdomskæreste og hendes mand) for. Men af og til tænker jeg da på, at det er et mindre mirakel, at jeg er blevet relativt normal.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.