Da vi frygtede tredje verdenskrig

Da vi frygtede tredje verdenskrig

Selvom krigen var ovre 18 år før

Da vi frygtede tredje verdenskrig

Det er så mærkeligt, men min far, der jo var jøde men konverterede, inden jeg blev en del af familien i 1966, og mor talte ofte om tredje verdenskrig. Om hun også talte med psykopaten om det, husker jeg ikke, men jeg føler faktisk, jeg er vokset op i skyggen af frygten for en tredje verdenskrig.

Jeg er ikke klar over, om jeg havde konkrete forestillinger om, hvad en tredje verdenskrig ville gå ud på, men jeg havde lært og læst tilstrækkeligt om anden verdenskrig til at være skrækslagen. Jeg forestillede mig nye KZ-lejre, nye bombardementer og ny fattigdom hos mennesker, der ikke tilsluttede sig regimet – hvad det end var for et.

Det var faktisk slemt, når der ikke var nogen, der trøstede, tog op på skødet  og sagde “rolig skat, vi klarer den, og der kommer ikke nogen krig. Danmark har tilsluttet sig UN og Atlantpagten sammen med USA. Ingen ønsker sig en ny krig. Alle vil arbejde imod den for ikke at gentage det, vi lige har oplevet”. Men det var der ikke nogen, der sagde til mig, så jeg vedblev at se KZ-lejrene for mig, og det varede i mange år, måske helt frem til 1980, hvor jeg kunne begynde at danne mig mine egne meninger – og ja, mine egne fjendebilleder og modforanstaltninger.

Da angsten for tredje verdenskrig klingede af, overtog angsten for atombomberne. Imod det og for håbet om en bedre og rigtigere verden talte Solidarność i Polen med Lech Wałęsa som leder. Og sådan gik det slag i slag til – tjah… Jeg ved ikke helt, hvor vi står i dag.

John F. Kennedy blev skudt i 1963

1963 er mit fødselsår, så det husker jeg selvfølgelig intet om, men det er alligevel også et af de fjendebilleder, jeg er vokset op med: Man kan blive skudt, hvis man står på en bestemt politisk linje og forsvarer den med alt, hvad man har.

Min far var konservativ – også politisk – det ved jeg fra gemte breve fra før han blev gift med min mor i oktober 1955, og husker måske også svagt. Selv er jeg bestemt ikke partipolitisk konservativ, men jeg har nogle konservative værdier med mig. Og det er jeg slet ikke ked af. De handler om ordentlighed og respekt for andre mennesker.

Derudover ved jeg et eller andet sted fra, og jeg har skrevet det ned, så det er næppe faldet ned fra himlen: Han sagde til min mor, at han var konservativ, “men de kunne da også stemme noget andet, hvis hun syntes”. Så er man da rummelig, og mere rummelig end jeg selv ville evne at være. Hvad hun så evt. har foreslået dem at stemme, ved jeg ikke. Jeg har ingen billeder af politisk observans i hendes barndomshjem eller hendes mors forældres hjem. Hendes fars forældres hjem og hans tre søstres senere hjem var præget af stor fattigdom. Det kan jeg se, når jeg læser søstrenes nedskrevne erindringer.

Jeg roder p.t. med masser af slægtsdata fra 1950’erne og lidt frem for at verificere en slægtsbog fra 1977, og det er markant, at jeg er den første – og måske eneste – der har fået en uddannelse. Slægten – også den biologiske – er fyldt med indsiddere (det er en person, der boede til leje – typisk hos en husmand), husmænd, husassistenter og tjenestepiger. I går fandt jeg faktisk en daglejer i 1957. Tænk jeg troede ikke, de fandtes så sent. Men præsten er klar og tydelig, og det er ikke fordi, jeg tager fejl.

Okay – vi kom lidt langt fra mordet på Kennedy i 1967, men det hænger sammen i mit eget hoved. Tag dig bare til dit eget hoved. Det gør ikke noget. Sådan er det, når tanker får  lov at rulle.

Min gode veninde fra Thy ringede lige

Hun er et par år ældre end mig. Vi talte blandt andet om, at verden simpelthen så anderledes ud dengang i 1967 (og deromkring). Børn var ude at lege efter skole, og var det sommer, var de også ude at lege efter aftensmaden. Det store bombardement af nyheder var slet ikke ikke så present, og fx lå Amerika langt længere væk, end det gør i dag. Det er mærkeligt at tænke på, at vi voksede op i en tid uden internet. Nyhederne kom fra en enkelt TV-kanal, alle mennesker så det samme hver aften med mindre der var “sne” på skærmen pga. udfald. Var der “sne” slukkede vi bare og lavede noget andet. Det kan man ikke forestille sig i dag, hvor der ville rejse sig en seerstorm.

At tænke tilbage

Det er mærkeligt at tænke tilbage. Jeg føler mig som en oldsag og synes ofte, mine værdier er helt håbløse; men sådan er de nu engang og jeg kan ikke lige ændre på dem. I relation til arbejdsmarkedet talte jeg forleden med psykologen om: “Kan man, så skal man. Kan man ikke, så skal man have hjælp”. Jeg synes, det er rigtigst sådan, for jeg tror på, det gør noget godt for mennesker at præstere på arbejdsmarkedet, at tilføre samfundet værdi og ikke mindst at have kolleger.

Jeg har en eller anden idé om, at jeg måske ikke ville komme langt med de idéer i dag.

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.