Har jeg rystet psykologen?

Vi søgte det “hyggelige” men mødte psykopaten

Da jeg senest – den 28. januar – var hos psykologen fortalte jeg hende lidt om min erindring om en periode med min “mor”, hvor hun og jeg havde det “hyggeligt” bare os to, da vi var flyttet til Vollsmose efter de otte måneder hos revisoren. Dengang sagde jeg til psykologen, at jeg ikke kunne finde frem til noget om det. Alligevel har jeg på ægte slægtsforsker – og autistisk – vis prøvet at finde nogle “data” om det:

1. Vi flytter til Vollsmose 31/1-1974. Kilde: CPR.
2. Min ”mor” gifter sig med psykopaten den 26. april 1975 i Rønne Kirke. Kilde til vielsen: vist nok hende selv. Da de gifter sig, har han vist (noget af) sit sande ansigt, og hun ved, hvad der foregår. Alligevel gifter hun sig med ham …
3. Lad os gætte på, at de har kendt hinanden siden ca. oktober 1974 (dvs. ½ år inden vielsen). Oktober 1974 bliver jeg 11 år.
4. Den ”hyggelige” periode kan have varet maks. ca. otte måneder. Det er noget længere, end min fornemmelse tilsiger mig.

For at prøve at forklare psykologen mere om min undren over min “mor”, som jeg virkelig finder “mærkelig”, og den ændring hun måske gennemgår, havde jeg ganske enkelt slæbt adoptionssagen med, fordi der heri er nogle sætninger, jeg slet ikke kan få til at passe med min erindring (og så dårligt husker jeg altså heller ikke). 

Mødrehjælpen i Holstebro skriver den 3. juli 1962, hvor mine forældre har søgt om at adoptere, og hvor der foregår en del sagsbehandling, inden de godkendes som adoptanter, hvilket jo er uendeligt positivt:

“Andragerinden virker umiddelbart som en ganske anden type end andrageren, hun er høj, lys slank med blå øjne, hun er meget åben, og man får straks kontakt med hende, hun virker meget reel og gør indtryk af at være meget varmhjertet og levende. Egentlig er hun symbolet på en harmonisk glad ung dansk moder“. Det kursiverede er min markering af det mest underlige.

Det passer ingen steder – men selvfølgelig har Mødrehjælpen masser af erfaring osv. Det siger mig bare, at der er sket et eller andet med hende.

Da jeg har været hos min familie ca. tre måneder, aflægger Mødrehjælpen igen uanmeldt besøg den 18/2-1965 ved 17-tiden for at se, om det går godt. Min far er selvfølgelig ikke hjemme. Mødrehjælpen skriver: “Andragerinden fortæller, at andrageren er uendelig glad for Hanne, er meget stolt af hende, på fabrikken har man sagt at han er blevet som et andet menneske, det bedste han ved er at fortælle om Hanne”.

Psykologen bemærker, at det er interessant, at min “mor” beskriver min fars følelser ikke sine egne. Det er jo faktisk enormt interessant, og det havde jeg ikke tænkt på.

Far er her ikke mere

Sidst sagde psykologen er sætning jeg har læst og hørt virkelig mange gange siden sidst, og den har berørt mig dybt hver gang: “Far er her ikke mere”. Jeg kan næsten ikke holde ud hverken at læse eller høre den. Jamen for pokker da det er 52 år siden … Men hvorom alting er, så berører den mig altså stadig. Og sådan er det så! Det lever jeg med.

Men det siger mig, at min “mor” overhovedet ikke var i stand til at rumme mig og min sorg. Jeg havde mistet det menneske til hvem, jeg havde knyttet et særligt bånd, og det forstod hun intet af.

Jeg vil tættere på det “hyggelige”

Denne gang vil jeg prøve at komme tættere på den “hyggelige” periode og også prøve at finde ud af, hvad det “hyggelige” egentlig gik ud på? Hvad var det, der var så “hyggeligt”?

Ergo lukker jeg øjnene, stiller kaffekoppen, og vi går på opdagelse. Jeg er sammen med min psykolog, der ikke laver sin stemme om, hvilket er et billede på, at jeg ikke bliver efterladt på perronen med en fremmed. Jeg er sammen med et menneske, jeg har mere end 100 pct. tillid til. Det er enormt vigtigt for mig, og jeg havde ikke kunnet gøre det for bare 5-8 år siden sammen. Andre kan opleve det anderledes. Jeg er ligeglad.

Vi ved fra sidst, at jeg faktisk kan danne billeder på min nethinde, og vi ved, at disse billeder er en anden måde at inddrage hende (altså psykologen) end “bare” at fortælle. Mange af tingene har jeg tidligere fortalt hende om, men når vi ser tingene sammen, ser hun dem sammen med mig; så er hun inviteret med ind på en anden måde (det er svært at forklare. Er du i tvivl så spørg).

Nåh, men altså vi går efter det “hyggelige”, men vi møder i stedet psykopaten, der sidder ved sofabordet på Vollsmose Alle 672, 3. tv og lægger kabaler i åbentstående morgenkåbe, når jeg kommer hjem fra skole. Der var slet ikke sådan noget “Hej med dig. Hvad har du lært i skolen i dag?”. Det har jeg aldrig prøvet. Jeg går ind på mit værelse, men selvom jeg går derind, har jeg ingen privatsfære der. Jeg er smerteligt bevidst om, at selvom jeg lukker min dør, er jeg ikke i sikkerhed.

Der er to skibsbrikse, fordi det ene af hans fire børn fra første ægteskab skal kunne overnatte der, når de af og til er på weekend. Ergo er mit værelse ikke en gang mit eget. Jeg husker det ikke som et hyggeligt, trygt sted, jeg havde som mit eget.

Psykologen spørger: “Hvordan har hun det? Hvad kunne hun tænke sig?” Det første, der kommer til mig, er “Tilbage til revisoren eller til den lykkelige tid med min far.” Men ingen af tingene er mulige.

Jeg kæmper lidt med det ulogiske: Nemlig så gerne at ville have en ny far. Men den slags “rejser” er ulogiske. Sådan er det. Når jeg så gerne ville have en ny far, skyldes det, at der ikke var blevet taget hånd om barnets sorg over at have mistet den første far. Sorgen har på dette tidspunkt varet i flere år – siden november 1972. Når psykopaten kærtegnede/kildede mig inde i håndfladen, når vi gik over pladsen til bilen og jeg holdt ham i hånden, var jeg klar over, at det var noget sært noget at gøre. Jeg vidste, at det ville min far aldrig nogensinde have gjort, men her var det som om, at jeg måtte leve med det. Som om det var prisen. Så måtte jeg leve med det underlige.

Det er voksen-logikken, der er klar over, at det er en ekstremt seksuel handling. Det er så klamt og så ulækkert.

Jeg sad i aftes og så Anders Aggers seneste “Indefra” på “Sikringen” om de mennesker, der er dømt til anbringelse på ubestemt tid, fordi de en eller flere gange har været “utilregnelige i gerningsøjeblikket”. Jeg kan ikke lade være at tænke på, at psykopaten gang på gang har været “utilregnelig i gerningsøjeblikkene”. Psykologen bekræfter mig i, at eftersom jeg aldrig nogensinde gik med på nogen af alle hans mærkelige idéer, blev jeg også mere “interessant”. Sådan er  en ægte psykopat.

Min “mor” arbejdede i den læderhandel, der hedder/hed Bilenstein, og vi gik derind for at hente hende. Jeg kan klart genkalde mig duften af læder.

Da vi kommer “hjem” må voksne-Hanne flere gange forsøge at få kontakt til “mor”, men det lykkes ikke. Hun er optaget af sin nye mand. At hendes barn forsøger at fortælle om savnet af sin far betyder ikke noget. Det er virkelig mærkeligt. Alt hvad jeg har læst/lært om en “løvemor” gælder slet ikke. Men jeg ville ønske det gjorde.

Konklusionen

Konklusionen er, at jeg har oplevet noget, der næsten ikke er til at forstå. Jeg prøver alligevel! Det er lige før, jeg tror, jeg ryster psykologen, der ellers har mange års erfaring.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.