Indlæg

Så er der lyd

Nyt headset

Det har været en lidt nervepirrende 1½ uge på arbejdet, idet kunderne ikke kunne høre mig i telefonen, og jeg ikke kunne høre dem. Det gav mig ondt i maven for hvert opkald, og det er jo ikke lige frem meningen med et arbejde, hvor småt det end måtte være. Jeg har knoklet sammen med leverandøren med at fejlsøge. Intet gav rigtig nogen mening. Og med en hjemmearbejdsplads har man jo ikke lige en IT-afdeling at kontakte.

Nogle mente, det var Linux, der bar skylden, nogle, heriblandt mig selv, mente det måtte være headsettet, da det var det eneste, der rigtig gav mening.

Da vi ikke kunne finde på flere måde at teste på, tog jeg sagen i egen hånd og investerede i et overlækkert gamerheadset (se billedet til højre) med den bedste lyd i højtalerne og den bedste lyd i mikrofonen. Da det blev koblet til, var problemerne ovre, og jeg var glad.

En sideeffekt er, at jeg nu kan sidde ved min Pc og høre høj musik i de fem cm store kopper uden at genere naboerne.

Min arbejdsgiver godtgør naturligvis udgiften til headsettet, som ikke var af de billigste (et Havit Hydra 2260 USB 7.1 Gaming Headset til 389 kr.) Det er lækkert. Nu er der musik fra Spotify alt det gode gamle fra 80’erne.

Sång til friheten

Man skal kunne se og mærke forskel

Var Kai en gammel eller tidligere kollegiekammerat? Svaret er “begge dele”. Vi er begge blevet gamle – jeg er 54 år, han er 67 år –  men vi er også tidligere. Vi mødtes i dag til en rigtig dejlig snak og lidt mad på Torve Caféen i Hvidovre. Facebook kan opretholde kontakter! Det var dejligt og hyggeligt. Vi har senest (men ikke sidst) mødtes i ca. 1996, men det kan jeg ikke rigtig huske.

Vi talte om gamle dage, om minderne, om det fantastiske og om det, der bragte os igennem de svære stunder. Gårdmiljøet på Amagerkollegiet var en kæmpe støtte for det, vi hver især baksede med. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at flytte i en form form for olde-kolle. Det skulle være modelleret over kollegiet: fællesskab, når det er rart, og mulighed for at trække mig tilbage, når jeg har fået nok af snik snak. Det er bare rasende dyrt, når det skal være i Københavnsområdet, og det skal det.

Hvad ligger der i “Sång til friheten”?

I går skrev jeg om min største platoniske kærlighed nogensinde og “Sång til friheten” af Björn Afzelius. Det kan synes indforstået, hvis man ikke lige var i gård 78 og/eller gård 80 på Amagerkollegiet i netop de vigtige år fra 1981 – 1990. Derfor finder du teksten herunder. Det kan være, den klargør det hele en anelse:

“Du är det finaste jag vet
Du är det dyraste i världen
Du är som stjärnorna
Som vindarna
Som vågorna
Som fåglarna
Som blommorna på marken

Du är min ledstjärna och vän
Du är min tro, mitt hopp, min kärlek
Du är mitt blod
Och mina lungor
Mina ögon
Mina skuldror
Mina händer och mitt hjärta

Friheten är ditt vackra namn
Vänskapen är din stolta moder
Rättvisan är din broder
Freden är din syster
Kampen är din fader
Framtiden ditt ansvar”

Her er musikken.

Jeg kan ikke læse teksten uden at tænke, at det er den vildeste kærlighedserklæring. Og det er ikke noget, jeg finder på til lejligheden. Sådan har jeg haft det siden ca. 1981! Og det er jo sådan set ganske længe.

Vores liv er jo ændredes uendeligt meget siden. Hendes er ikke længere, og mit er forandret – men substansen? Jeg tror, den stadig findes. Og det er en rar tanke.

Sång til Friheten

Björn Afzelius

Min musiksmag gik i stå sidst i 80’erne eller i starten af 90’erne, så jeg er en del år bagud, men det gør ikke så meget, for jeg kan alligevel ikke rigtig holde ud at høre musik. Det sætter sig midt i min hjerne, og jeg kan intet foretage mig samtidig. Jeg evner ikke det, der på fagsprog kaldes “delt opmærksomhed”. Enten hører jeg musik eller også producerer jeg et eller andet. Det, jeg producerer, er jo som regel en eller anden form for webindhold. Så summa summarum: der kan gå mange måneder mellem jeg prøver at høre et eller andet. Jeg har ellers overspillet mine ca. 300 cd’er til min computer, så jeg har masser af muligheder.

De stærkeste minder går til årene med især Björn Afzelius, som vi lyttede til på kollegiet (Amagerkollegiet forstås). Sommerlørdage forflyttedes til Femøren til en æra, hvor Björn Afzelius, Anne Linnet, Lis Sørensen et. al endnu ikke var blevet for velbeslåede til at svinge plektren i det fri. Det var fantastisk. Solen skinnede hver lørdag. Der manglede ikke kolde pilsnere.

Selv arbejdede jeg nede i vores lokale Irma. Vi lukkede kl. 14:00 (det var også dengang, vi selv tastede priserne ind på kasseapparatet. “Den gule mel”, 2 kg., kostede 7,95 kr. 🙂  ), men jeg nåede alligevel altid at komme med på Femøren.

“Sång til Friheten” (vist opr. 1979)

For mig er musik først og fremmest lig minder/erindringer.  Måske er det derfor, jeg ikke kan holde ud at høre så meget af det: der er for meget, der – på godt og ondt – vælder frem? Så er stilheden faktisk bedre.

Jeg havde gennem 34 år en veninde, som var mit et og alt. Og det var i vidt omfang gensidigt. Venskabet opstod på Amagerkollegiet. Vi fulgte hinandens liv i modgang og medgang. Det var magisk, givende, fyldt med kærlighed og meget andet fantastisk, men det var også svært, for det var også ulige.

“Sång til Friheten” var “vores sang”, og hvis du har én, du deler en sang med, behøver jeg ikke frembringe flere ord. Du ved det bare.

Da jeg blev syg, overlevede venskabet ikke. Hun syntes, jeg var blevet min sygdom, og det kan der sikkert være noget rigtigt i. Psykologen sagde, at det ofte gik sådan. Det betyder bare ikke, at det er blevet lettere at lytte til “Sång til Friheten”.

Jeg prøver at tænke på alle lørdagene på Femøren i stedet.