Sång til Friheten
Björn Afzelius
Min musiksmag gik i stå sidst i 80’erne eller i starten af 90’erne, så jeg er en del år bagud, men det gør ikke så meget, for jeg kan alligevel ikke rigtig holde ud at høre musik. Det sætter sig midt i min hjerne, og jeg kan intet foretage mig samtidig. Jeg evner ikke det, der på fagsprog kaldes “delt opmærksomhed”. Enten hører jeg musik eller også producerer jeg et eller andet. Det, jeg producerer, er jo som regel en eller anden form for webindhold. Så summa summarum: der kan gå mange måneder mellem jeg prøver at høre et eller andet. Jeg har ellers overspillet mine ca. 300 cd’er til min computer, så jeg har masser af muligheder.
De stærkeste minder går til årene med især Björn Afzelius, som vi lyttede til på kollegiet (Amagerkollegiet forstås). Sommerlørdage forflyttedes til Femøren til en æra, hvor Björn Afzelius, Anne Linnet, Lis Sørensen et. al endnu ikke var blevet for velbeslåede til at svinge plektren i det fri. Det var fantastisk. Solen skinnede hver lørdag. Der manglede ikke kolde pilsnere.
Selv arbejdede jeg nede i vores lokale Irma. Vi lukkede kl. 14:00 (det var også dengang, vi selv tastede priserne ind på kasseapparatet. “Den gule mel”, 2 kg., kostede 7,95 kr. 🙂 ), men jeg nåede alligevel altid at komme med på Femøren.
“Sång til Friheten” (vist opr. 1979)
For mig er musik først og fremmest lig minder/erindringer. Måske er det derfor, jeg ikke kan holde ud at høre så meget af det: der er for meget, der – på godt og ondt – vælder frem? Så er stilheden faktisk bedre.
Jeg havde gennem 34 år en veninde, som var mit et og alt. Og det var i vidt omfang gensidigt. Venskabet opstod på Amagerkollegiet. Vi fulgte hinandens liv i modgang og medgang. Det var magisk, givende, fyldt med kærlighed og meget andet fantastisk, men det var også svært, for det var også ulige.
“Sång til Friheten” var “vores sang”, og hvis du har én, du deler en sang med, behøver jeg ikke frembringe flere ord. Du ved det bare.
Da jeg blev syg, overlevede venskabet ikke. Hun syntes, jeg var blevet min sygdom, og det kan der sikkert være noget rigtigt i. Psykologen sagde, at det ofte gik sådan. Det betyder bare ikke, at det er blevet lettere at lytte til “Sång til Friheten”.
Jeg prøver at tænke på alle lørdagene på Femøren i stedet.