,

Lad aldrig Microsoft komme på din PC

Kampen med Microsoft

Det var nærmest ikke min PC

Jeg har i lang tid haft det sære problem, at min maskine havde to konti, hvorfor Windows selvfølgelig ikke selv kunne “gætte”, hvilken der skulle bruges til at logge på med. Derfor fik jeg besked om, at der var fejl i brugernavn eller adgangskode. Jeg kunne klikke OK og vælge den rigtig konto (Microsoftkontoen). Dernæst kunne jeg logge på uden problemer.

Kampen mod overflødige klik

At klikke OK var dumt og overflødigt, og når man har så fremragende en PC som min, skal den jo bare kunne logge på af sig selv uden indblanding. Derfor ville jeg nedlægge den overflødige konto, som vist nok er en “lokalkonto”. Den var usynlig, forstået på den måde at den ikke kunne ses i sektionen “Konti”.

Adskillige søgninger med Google viste, at mange havde haft det samme problem tilbage i 2016, derfor turde jeg ikke forlade mig på svarene. Man kan ikke bruge fem år gamle løsninger til noget.

Min ven på Mors kunne heller ikke se lokalkontoen. Derfor aktiverede han super-administratorkontoen i håb om, at denne konto kunne bruges til at se den usynlige konto. Det kunne den ikke. Nu havde jeg tre konti i stedet for to.

Opringning til Microsoft Support

Hrm… når man selv har forsøgt alt, er der kun opringning til Microsoft Support tilbage. Da det endelig lykkedes at finde ud af, hvordan man ringer til et menneske og ikke en talemaskine med tåbelige standardløsninger, fik jeg fat i en venlig medarbejder.

Hun fik adgang til min PC og rodede rundt de samme steder, vi selv havde været, hvilket naturligvis var resultatløst. Herefter slettede hun lokalkontoen! Det viste sig, at den var “bundet sammen med” min Microsoftkonto. Det medførte, at der kun var super-administratorkontoen tilbage, og at det var som om, det ikke var min PC længere. Ingen af mine ting var tilgængelige, min mail var væk, mine programmer var væk – simpelthen alt.

Zofia tilhørte formentlig first level-support og kunne ikke mere, end vi selv kunne. Jeg skulle have bedt om third level-support.

Microsofts manglende forståelse for brugerens præferencer

Hun anbefalede herefter en ren installation/clean install uden at fatte, at jeg jo så ville stå tilbage på et absolut nulpunkt, uden mine programmer, mine mails, mine alting samlet sammen gennem årevis.

Jeg tager backup med Acronis hver dag. Der er også et backupjob, der rummer hele maskinens c-drev. Hun mente ikke, det kunne bruges. Det forstår jeg ikke. Man tager jo backup for at sikre sig mod lige netop sådanne uheld. Hvorfor kan den ikke bruges?

For at hun kunne vise, hvordan jeg fandt linket til en ren installation, skulle hun bruge en side på deres hjemmeside. Min standardbrowser er Firefox og har været det siden 2006. Men hun kunne kun bruge Edge og sagde, at det er en del af Windows 10. Det forstår jeg heller ikke, for hvorfor kunne jeg så fjerne programmet uden videre?

Hun forstod ikke, at jeg ikke bruger OneDrive og anbefalede det varmt. Men jeg skal ikke have mine ting til at ligge og flyde i en eller anden sky. Jeg kan ikke holde overblik, hvis jeg ikke har dem på mine egne diske.

Hold da op hvor blev jeg træt af at få Microsofts præferencer og produkter trukket ned over hovedet. Og af at hun ødelagde meget mere, end jeg selv kunne have ødelagt på langt kortere tid. Allerede mens hun ævlede løs og talte som om, jeg ikke kunne bruge en PC, besluttede jeg at kontakte GladTeknik for at få hjælp.

GladTeknik afhjalp problemet

GladTeknik har mulighed for at vælge en trippel-haster: “Kommer på teknikerens bord inden for 5 minutter – og du får svar hurtigst muligt i forhold til selve fejlfindingen.” Sådan en valgte jeg. Det er naturligvis ikke gratis. Efter en time ringede Jens – deres supertekniker – og sagde, han mente, han kunne løse problemet. Og han lyttede faktisk til, hvad jeg sagde, og behandlede mig ikke som om, jeg ikke kunne bruge en PC. Det var rigtig rart.

Kl. 11:00 i dag kom Rasmus tilbage med vilddyret, satte kablerne i, alt fungerer igen, det er min PC, og jeg er, hvor jeg var, inden Microsoft Support smadrede det hele. Mit råd er desværre, at du aldrig nogensinde skal lade Microsoft Support få adgang til din PC. Skulle det alligevel være nødvendigt, bør du bede om en medarbejder fra third level-support, der kan mere, end du selv kan.

 

4 Svar
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Det tror jeg gerne! Jeg bruger meget sjældent Windows, men når jeg gør, skal jeg sandelig ikke have nogle bebumsede teenagere til at blande sig. Det kan nærmest kun gå galt.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Jeg er nu faktisk glad for deres produkter (Windows 10 Pro og Officepakken), men det gik jo rent galt. De ødelagde det hurtigere, end jeg selv kunne have gjort.

      Nu har jeg oprettet en sag hos dem, hvori jeg kræver, at de refunderer mig udgiften til GladTeknik. Det får jeg nok ikke meget ud af, men jeg er en fighter, og giver ikke op så let.

  2. Eric
    Eric siger:

    Støn!
    Apropos at give “Microsoft” adgang, blev jeg forleden ringet op fra Tyskland af en herre, der talte engelsk med fed indisk accent og præsenterede sig som værende fra Microsofts Technicle Centre (eller noget i den dur). Jeg afbrød irriteret hans taleflom og sagde: “Yea, and I’m Bill Gates,” hvorpå jeg afbrød. Jeg var ikke i humør til at “lege” med en scammer.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Ja “støn” – det må du nok sige.

      Dit svar til scammeren var rigtig godt. Det vil jeg også bruge, næste gang en sådan ringer. Det er faktisk flere år siden, jeg har haft sådan et opkald. Måske er jeg registreret i deres database som alt for dyr og resultatløs…

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.