,

Slægtsroderi og luksusliv?

Oh hvilket luksusliv

Tænk at have tankens (sådan nogenlunde da) fulde kraft, og at kunne bruge den til det, man helst vil. Det kan vel kun siges at være en form for luksus?

Billedet i toppen er omkring 98-99 år gammelt og forestiller fra venstre: Min farmor Karen født Sørensen, min tante/faster Kirsten, min far Jørgen og så kan man lige se min farfar Rudolph Reinholdt Felix til højre for min far. Hvem der holder hestens hoved, ved jeg ikke. Det er ikke en fra familien, for de havde kun de to børn.

En personlig side om Aspergers syndrom

I et par år har jeg haft idéen om at ville udvide psykiatridelen af hjemmesiden med en personlige beretning om Aspergers syndrom. Jeg kender en meget dygtig sygeplejerske fra psykiatrien, som selv har Infantil Autisme (så vidt jeg husker), der også er en såkaldt “Gennemgribende udviklingsforstyrrelse” på samme måde som Aspergers syndrom er det, og som for længe siden har sagt, at hun gerne ville agere “second opinion” på den del.

Jeg har også idéer til et par andre fagfolk, jeg har truffet gennem årene, der sikkert gerne vil komme med rettelser og input. Det, man finder på mine sider, skal være så korrekt som muligt.

Nu har jeg faktisk fået skruet et vældigt Worddokument sammen, som jeg har sendt til min “første-læser”. Umiddelbart kunne hun godt lide det, hun så. Det er jo ikke nogen videnskab, men mere en form for videndeling og et forsøg på at skabe noget, andre kan måle sig op ad, hvis de også går i 10 år tænker over, om der “kunne være noget om snakken.”. Så længe gik jeg faktisk og tænkte over det og undersøgte sagerne for og i mod, og der gik 16 år, fra jeg første gang havde fået tanken og skrev en uopfordret ansøgning til stifteren af “Specialisterne”, til jeg havde diagnosen i hånden. Fra 2003 til 2019. Psykiatrien spurgte adskillige gange, hvad jeg ville med det. Jeg kunne ikke rigtig få forklaret, at en gennemgribende udviklingsforstyrrelse ikke bare er noget, man går og finder på, og at jeg gerne ville veksle tvivl til vished.

Oversættelser af visse slægtssider

Stegemuller Valther Robert Stegemuller Rudolph Reinholdt Felix og Stegemuller Lydia Frida MarthaI meget lang tid har det generet mig, at man kan få vist mine TNG-sider med de rå data på tre sprog (dansk, engelsk og tysk), men selve fortællingerne om de liv, der gemmer sig bag de rå data, findes kun på dansk. Det er ikke så professionelt, når jeg nu altid har gået mest op i historierne og ser datoerne som nødvendige forudsætninger for, at historierne bliver placeret korrekt på en tidslinje. Så nu er jeg gået i gang med at oversætte de historier, der gemmer sig her.

Billedet til højre, der er fra dengang børn skulle være små voksne, forestiller min farfar i midten, broderen Valther Robert til venstre og søsteren Lydia Frida Martha til højre.

Det tager sin tid og indbefatter en frygtelig masse kopiér og sæt ind. Det bliver heller ikke de mest fremragende/fejlfrie oversættelser, da jeg må støtte mig til Google Translate, der fx har svært ved ord som “alimentationsbidrag”, “fødehjemstedsret” og den slags, men det er bedre end ingenting, og så er det rigtig hyggeligt. Og det kunne være fantastisk at få kontakt til nogle nulevende Stegemüller evt. Stegmüller i enten Tyskland eller Letland, hvor de første (af mig) kendte Stegemüller blev født midt i 1700-tallet. At komme bare et skridt bagud ville også være stort.

For så vidt angår Letland har jeg faktisk fået en direkte mailadresse på lederen af statsarkivet der fra formanden/-kvinden for dansk-lettisk venskabsforening, som er min tidligere tysklærer på studenterkurset (alle kneb gælder). Arkivarerne i de tre baltiske lande har et samarbejde, så hvis jeg er heldig, kan der komme noget ud af det. Jeg skrev til arkivlederen den 14. juli uden at have fået svar, men folk på arbejdsmarkedet har jo selvfølgelig holdt ferie.

Og så går jeg og glæder mig

På et eller andet tidspunkt mellem 10 og 25 arbejdsdage målt fra den 28. juli kommer min nye PC – GladTeknik A/S skal lige have delene hjem fra leverandørerne først. Den bliver det vildeste af det vilde, fx med ekstra støjsvagt kabinet, to TB plads, vandkøling og formentlig driftssikker i omkring ti år. Der er masser af udvidelsesmuligheder og det er ikke en maskine, man smider ud, når den begynder at vise svaghedstegn. Ergo: Både godt for miljøet og mig.

De skal klone (er lig kopiere) de gamle diske og det går godt i 99 pct. af tilfældene. Jeg gør min del til en succesfuld kloning fx ved at rydde mest muligt op, sikre licensnøgler og backups osv. Al slægtsforskning og gamle billeder er for længst røget til Google Drev.

Det kunne være dejligt, hvis de bare kommer og sætter stikket i og så kører det. Men det er nok næsten for meget at håbe på, selvom de har lovet at sætte deres dygtigste tekniker på sagen.

Psykologens sommerferie er slut

Og jeg har fået en tid til den 17. august. Det ser jeg også frem til. Jeg må have en at vende mine tanker med og hun er den mest “valide”, hvis man da kan bruge det ord i den sammenhæng.

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *