En slægtshistorie om en forståelig skilsmisse
Nogle af Johan KIRSCHBAUMs efterkommere
Indholdsfortegnelse
En slægtshistorie om en forståelig skilsmisse
Der er meget “hårdt arbejde” i at rydde op i slægtsdatabasen, men det er enormt tilfredsstillende at perfektionere de gamle fund, og af og til viser nye sammenhænge sig.
Jacob Gotlieb KIRSCHBAUM (1755-1812) var gift to gange. Det første ægteskab endte i skilsmisse ved dom den 12. oktober 1810 Kilde: Holbæk Amt, Ods, Nykøbing Sjælland, 1777-1814, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 53 af 183 opslag. Og der er ikke noget at sige til, at Anna Kathrine CHRISTENSDATTER blev temmelig træt af ham!
For så vidt jeg kan se, får han tre børn med en fremmed kvinde (Sidse JENSDATTER), mens han er gift med den første kone. Det handler denne historie om.
Kone nummer 2 hed Sidse JENSDATTER
Jacob Gotlieb KIRSCHBAUM og Sidse JENSDATTER gifter sig i Nykøbing Sjælland den 29. marts 1811. Hun er på det tidspunkt allerede mor til tre uægte børn, men hvem er faderen?
Når man dykker godt ned i kilderne, viser det sig, at det må være Jacob Gotlieb. Det undrer mig selvfølgelig, at den fantastisk dygtige og flittige Egil Holm Nielsen, der er ekspert i Ods Herred, ikke ser det sådan, men jeg tror altså, følgende er sandt.
Sidses første uægte barn hedder Kristiane (1803 – 1804). Ved hendes begravelse er anført: “1804 Nr. 400 Xstiane Kirsbaum. Tiirsdagen den 23de Octbr. blev ugifte Sidse Jensdatter 14 Maaneder gl Dotter Xstiane Kirsbom begravet tæt sønden til no. 213.” Kilde: Holbæk Amt, Ods, Nykøbing Sjælland, 1777-1814, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 165 af 183 opslag.
Nu er en “Kirschbaum” jo ikke sådan lige at tage fejl af, så den skulle være god nok.
Sidses andet uægte barn hedder Carl David (1806 – 1888) til fornavn. Ved dåben fortæller Sidse godt nok, at faderen er “en fremmed Matros, som om Dagen havde været paa Keglebanen i Askehaugen, og om Aftenen forblev i hendes Værelse med fleere til udpaa ja over Natten, Men hs (=hans) rette Navn sagde Anmelderen, at hverken han eller hun vidste. – ”
Præsten skriver også , at det er hendes første uægte barn, men han kommer kort efter i tanke om, at der da forresten også var Kristiane! Det står simpelthen i kirkebogen. Det er da en ærlig præst!. Kilde: Holbæk Amt, Ods, Nykøbing Sjælland, 1777-1814, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 107 af 183 opslag.
Men ved Carl Davis konfirmation i Vig og hans første to vielser (med søstrene Ellen Hansdatter og Sara Hansdatter i Vig) kaldes han Jacobsen, fordi faderen hedder Jacob Gottlieb. Ved den tredje og sidste vielse med Kirsten Pedersdatter kaldes han “Enkemand Carl David Kirsbaum”. Og endelig kaldes han ved sin død også “Kirschbaum”.
I må kalde mig Mads, hvis hans far ikke hedder Jacob Gotlieb Kisrschbaum.
Sidses tredje uægte barn hedder (vel nok) Jens FRIDERICHSEN KIRSCHBAUM (1810 – 1811). Han er født før skilsmissen mellem Jacob Gotlieb og Anna Kathrine CHRISTENSDATTER, men døbt efter skilsmissen.
Ved dåben den 7. november 1810 udlægger Sidse JENSDATTER “Friderich Schjörbye Rytter ved S.R.R” som barnets fader.” Kilde: Holbæk Amt, Ods, Nykøbing Sjælland, 1777-1814, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 120 af 183 opslag.
Drengen begraves allerede den 17. november 1811 på Nykøbing Kirkegård. Her står: “Søndagen den 17 November blev Dagleier Jacob Kirschbaums Søn Jens Friderichsen 1 1/4 Aar gl. begravet Østen Kirken tæt op til no. 400. No 505 Jens Friderichsen Kirschbaum.” Kilde: Holbæk Amt, Ods, Nykøbing Sjælland, 1777-1814, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 173 af 183 opslag.
Her kunne man selvfølgelig sige, at Jacob Gotlieb nok bare har adopteret drengen, men burde der så ikke have stået “Stifsön” eller lignende?
Konklusion
Det må simpelthen være Jacob Gotlieb KIRSCHBAUM, der er far til Sidse JENSDATTERS tre uægte børn. Og hvad kan det fortælle os her et par hundrede år senere? Tjah, man kan gætte – og jeg gætter på kærlighed, for jeg kan godt lide tanken!
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Jeg er helt enig i din udlægning, og jeg kan godt lide den ærlige præst.
PS. Fik Hr. Kirschbaum overhovedet børn med sin første kone, Anna Kathrine Chistensdatter?
@ Charlotte
Det har jeg ikke selv undersøgt. Egil Holm Nielsen skriver, at Carl David er barn af det første ægteskab, men jeg tror altså, Egil for en gangs skyld tager fejl.
https://www.holmnielsen.dk/ehn/odden/f_33.html#9
@ Charlotte
Tak skal du have. Det er jeg glad for. Faktisk skriver præsten ved Carl Davids dåb denne fulde tekst:
“1806. Junius. Søndagen d. 1te efter Trin. [ovenover skrevet til d. 8 Juni] døbte Sognepræsten Hr. Jac. H. Bang selv ugivte Sidse Jensdtt af Askehaugen hendes d. 16de Aprlis kl. 10½ Aften fødte Søn og kaldede ham Carl-David -; Moderen selv holdte ham over Daab og Dorthe Carlsdtr tjenende Hr Postmester C. Lind assisterede, og Mandsfaddere vare Borger Hans Mogensen-Holst og 2de Muursvende N.N. Lars Larsen og Christian Schöneman;
Denne Gang var den 1ste Moderen her i Meenigheden fødde uden Ægteskab.#* Og til Barnefader angav Anmelderen i Gaar baade her ved Protokollen og hos Præsten en fremmed Matros, som om Dagen havde været paa Keglebanen i Askehaugen, og om Aftenen forblev i hendes Værelse med fleere til udpaa ja over Natten, Men hs (=hans) rette Navn sagde Anmelderen, at hverken han eller hun vidste. –
#NB. Jeg erindrer nu straks efter Indskrivningen, at Aaret 1804 d. 23de Octobris blev nu indbmt( =indbemeldte) ugivte Sidse Jensdotters 14 Maaneder gl. Dotter N.(=Nomine) Xstiana (Christiana) Kirschbaum, her i Kærgrden (Kirkegaarden) begraven, men ej fød her.”