Når (hårdt) arbejde belønnes

Dopamincenteret til brug i slægtsforskning

Vi mennesker har altid haft en naturlig trang til at forstå vores rødder og forbindelser. Slægtsforskning tilbyder en unik mulighed for at grave dybt i denne forståelse, men hvad er det, der gør denne søgen så fængslende? Svaret kunne meget vel ligge i vores hjerners belønningscenter, også kendt som dopamincenteret.

Af flere årsager har jeg gennem en del år prøvet at lære noget om hjernen og dens funktioner.

Om dopamin og neurotransmittere

Dopamin er en neurotransmitter, der spiller en central rolle i hjernens belønningssystem. Når vi opnår noget, vi har arbejdet hårdt for, frigives dopamin, hvilket giver os en følelse af tilfredsstillelse og glæde. Hjernen higer altid efter dopamin. Den bliver nærmest glad, bortset fra at hjerner selvfølgelig ikke har følelser. Det er os selv, der bliver glade.

En neurotransmitter er en kemisk budbringer, der overfører signaler i kroppens nervesystem. Dette sker over synapser, som er de små kløfter mellem nervecellerne. Når en nervecelle sender et elektrisk signal ned gennem den enkelte nervetråd, frigives neurotransmittere fra cellekroppens ender. Disse kemiske stoffer krydser synapsespalten og binder sig til specifikke receptorer på den modtagende celle. Dette kan enten aktivere eller (for-)hindre den modtagende nervecelle og dermed fortsætte eller stoppe signalet.

Dopamin og slægtsforskning

Når vi sidder i timevis og gransker gamle kirkebøger, folketællingslister eller andet arkivmateriale i jagten på en længe tabt slægtning, og vi endelig finder den person, vi har ledt efter, udløses dopamin. Dette “kick” er den belønning, vi får for vores hårde arbejde og tålmodighed.

I mine år med slægtsforskning har jeg mødt adskillige “kolleger”, der beskrev det lille kick, når de endelig fandt den person, de ledte efter, eller alligevel kunne læse det, de indledningsvist ikke kunne få mening i. Jeg hører ofte mig selv sige “Yes” ganske højt ud i rummet, skønt her ikke er nogen andre, der kan høre det.

Lige p.t. rydder jeg op – og med det tempo vil det nok tage et par år mere. Adskillige gange har jeg om en kilde skrevet “ulæselig”. Der er en stor tilfredsstillelse ved nu rent faktisk at kunne læse det, der engang fik det prædikat. Og det er fantastisk, at der findes skarpe tydere i Danske Slægtsforskeres Forum, som bruger megen tid på at hjælpe med det, der stadig er ulæseligt. Jeg er meget taknemmelig.

Jeg har i øvrigt flyttet mine spørgsmål fra Facebookgruppen “Slægtsforskning” over til Forum, fordi der er lidt mere “ro” over forum, det går ikke så stærkt og der er mulighed for at formatere spørgsmålet. Derfor oplever jeg, at mine spørgsmål bliver mere velbegrundede. Og hjælpen kommer næsten lige så prompte.

Logik møder belønning

For mange med en interesse i slægtsforskning er den logiske sans essentiel. Det er ikke bare et spørgsmål om at samle navne og datoer og slå op i de rette databaser; det er et enormt puslespil, der skal lægges. Hver lille detalje tæller, og når alle brikkerne endelig passer sammen, oplever vi en dopaminudløsning, der bekræfter, at vores logiske tænkning og hårde arbejde har båret frugt.

Om en 4*tipoldefar Peter Jensen Bruun havde jeg fx skrevet “Ikke død i Sankt Nikolaj Sogn”. Det var hinsides al logik, for konen døde som enke der – og det sidstfødte barn var døbt der. Altså burde han være der.

Det er lidt af en myte, at folk ikke flyttede i gamle dage, men det kunne betale sig at gennemgå det enorme sogn en gang mere. Der er noteret mellem 3 – 400 dødsfald årligt i 1780’erne, eftersom der ikke var mere end 11 sogne i byen.

Og der var to fikspunkter: han skulle være død mellem konens død og det sidstfødte barns dåb. Og så var det bare at gå i gang. Præsten havde dog venligt nok skrevet “M”, “Q”, “D” eller “P” ud for hver enkelt afdøde, hvilket reducerede tidsforbruget en del. Og selvfølgelig var han der. Når tiden på hjemmekontoret er en anden end fortidens stress på arkivet, finder man naturligvis også mere.

Jeg elsker den slags logik, når den vel at mærke fører til noget. Det gælder selvfølgelig ikke altid – men temmelig ofte. Og stædighed er også en nyttig komponent.

Sammenhængen mellem sprog og ydelse?

Måske kan vi endda trække en parallel til, hvordan en velskrevet tekst på en hjemmeside kan afspejle kvaliteten af en ydelse. På samme måde kan kvaliteten af vores slægtsforskningsarbejde afspejles i de dopamin-kicks, vi oplever. Jo mere arbejde og tanke, vi lægger i vores forskning, jo større er belønningen.

Konklusion

Næste gang du sidder fast i din slægtsforskning og overvejer at give op, så husk på, at din hjerne er programmeret til at belønne dig for dit hårde arbejde. Det er mere end bare en hobby; det er en rejse/lidelse, der ikke kun forbinder dig med din slægt, men også med dig selv.

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.