Jeg kan lære fra mig

Læreprocesser i forbindelse med slægtsforskning

Af og til søger jeg for sjov med Google efter tidligere kolleger fra diverse styrelser eller naboer i min pensionskasses ejendomme (for ellers kan man næsten ikke leje en lejlighed i København) – bare for sjov og for at se, hvad der er blevet af dem. Og så kan jeg se, at de er blevet til noget: dommere, kontorchefer, aafdelingschefer osv. Den næste naturlige tanke er: “Og hvad er jeg selv blevet til?” Svaret er “pensionist 10 år før tid”. Det kan forekomme lidt nedslående og er ikke befordrende selvtilliden.

Der er imidlertid noget, der peger i den anden retning: Jeg har opdaget, at jeg kan lære fra mig.

Jeg hjælper en bruger med The Next Generation of Genealogy Sitebuilding

Jeg har kontakt med Steen, der har slægtsforsket i 30 år, og nu vil han gerne lave en hjemmeside med TNG. Han er ingeniør, så vi tænker lige lineært. Det er så dejlig nemt. Hans foreløbige resultater kan ses her. Han kontaktede mig første gang den 11. januar i år og spurgte, om jeg ville hjælpe. Det ville jeg selvfølgelig gerne. Klikker du på linket, kan du se, at han allerede er langt i sin proces.

Det nemme, og meget hurtigere, ville være, at jeg brugte min administratoradgang til lige at lave nogle forskellige ændringer for ham. Det gør jeg med vilje ikke, for det lærer han ikke noget af, men bliver i stedet afhængig af mig. Det er ikke godt for nogen af os: han bliver ikke dygtigere, lærer ikke noget, og jeg “hænger på ham” til evig tid.

Jeg prøver i  stedet at vise eller beskrive, hvad han selv kan/skal gøre. Og indtil videre har han ikke brokket sig. I modsætning til mange andre er han fuldt ud klar over, at hvis man har en hjemmeside, har man altid en opgave, der venter, og at det er en proces at få den stablet på benene. Et skridt ad gangen.

Af og til tager vi en time eller halvanden på TeamViewer, og så kan han komme videre på egen hånd et par uger. TeamViewer er et program, der gør, at jeg kan overtage hans PC hjemme fra mit eget skrivebord. Efter halvanden time er vi vist begge lidt maste, for vi arbejder konstant – ingen småsnak, og ender begge med en lang liste af ting, der skal følges op på. Jeg tror imidlertid, at det ender med en vældig fin hjemmeside.

De farlige forslag

Jeg havde nogle forslag til, hvad han kunne gøre ved sin forside. Jeg er altid forsigtig med forslag, for nogle opfatter det som kritik, og sådan er det jo på ingen måde ment. Jeg prøver bare at formidle det, jeg har lært mig selv gennem snart mange år. Hvis jeg kan komme med et tip eller se en detalje, er der jo ingen grund til, at han også skal gå over åen efter vand, som jeg selv har gjort det. Han tager det positivt og er glad. Det er befordrende for selvtilliden.

Mere om læreprocesser

Jeg har lært utrolig meget i de næsten 20 år, jeg har slægtsforsket

1) Et af de første spæde skridt var at prøve at lære det gotiske alfabet. Uha, det var svært, og jeg er på ingen måde færdiguddannet, men “Übung macht den Meister”. Lige disse dage er jeg på vej gennem kirkebogen for “Københavns amt, Sokkelund, Sankt Nikolaj, 1767-1797, EM, Døde”, fordi det irriterer mig grusomt, at der er en person, jeg ikke kan finde. Han skal være død efter 1/2-1787 og før 1/2-1801 (datoerne, hvor man holdt folketællinger). Det gjorde man de første år altid om vinteren, for så var der større chance for, at folk var hjemme, når tællingskommissæren bankede på og skulle vide, hvem der boede på matriklen. Godt tænkt.

Det er blevet en principsag at finde Anton Peter Atzersens død. Det er nærmere hieroglyffer end gotisk, der er skrevet i den kirkebog, men for hvert eneste blad, jeg vender, går det lidt bedre. Man vænner sig til skriften, finder systemet og lærer præstens (eller degnens?) tankegang at kende. Selv stillingsbetegnelserne kan jeg efterhånden tyde. Jeg undrer mig dog over, at der er så mange “Arbejdsmand”. Havde man virkelig den stillingsbetegnelse i 1794 – eller kan jeg bare ikke læse det? Og så er det selvfølgelig interessant at se, hvor mange der døde af “Gigt”, “Tæring”, “Forrådnelsesfeber”, “Brystsyge”, “Kopper”, “Skarlagensfeber” osv.

2) Det næste skridt (eller var det det 25.?) var at skubbe resultaterne ud over rampen på nettet. De første skridt var ærlig talt rærlige. Det kan man se med Waybackmachine. Internettet var nærmest ikke opfundet, der var ikke noget hjælp at hente på nettet, og det var dengang, man skulle skrive alle koderne “i hånden”. Det tog mig en eftermiddag bare at lave en kasse, der viste en dato. Nuvel, min hjerne bliver aldrig egnet til at skrive kode, men det var altså besværligt og svært i forhistorisk tid.

Jeg investerede en masse penge i amerikanske lærebøger om at kode. Jeg har dem stadig, men jeg tror snart, de ryger ud, for omend de ser hyggelige og kloge ud, samler de bare støv, og den viden, der findes i dem, er forældet, da de er fra 2005 – 2007.

3) Gad vide hvad næste skridt bliver?

Billedet herunder

Sådanne trykte lapper fra 1796 og 1795 findes der adskillige eksempler på i den omtalte kirkebog. Det er sådan noget, der er sjovt, og som fortæller historie.