Skeletterne
Down Memory Lane
Jeg er sørme glad for, at jeg skal se psykologen i morgen! Den seneste uge er skeletterne væltet ud af skabet. Der er taget hul på noget. Det er svært, men jeg tror, det er nødvendigt. Nu giver jeg hele cirkusset en sidste chance. Hvis det ikke lykkes med Anettes hjælp, giver jeg op, og så må jeg leve med skeletterne. Som skrevet forleden dag går jeg rundt med tanken om, at diverse psykoterapeuter såmænd har været kapable nok, men at det er mig, der ikke har evnerne til at lægge tingene fra mig. Det kunne jeg sådan set godt tænke mig at få begravet 🙂
Og apropos begravet: Min far døde i november 1972, hvor jeg var ni år. Han var direktør på Martensens fabrikker, og livet var i orden. Det var ham, der ville adoptere, idet han var ved at falde for aldersgrænsen på 40 år – den findes vist stadig. Der var 13 år imellem dem, og egentlig tror jeg ikke, at min mor var færdig med at “løbe hornene af sig”. Vi boede på det tidspunkt i Brande, der ligger i Vestjylland sådan ca. mellem Vejle og Herning. Skolen lå op til kirkegården. Jeg kan huske, at jeg i den første tid efter hans død gik på kirkegården til gravstedet i stedet for at gå i skole. Jeg kan næsten ikke holde ud at se på det med voksen-briller. Han og jeg havde hinanden i 6½ år, eftersom jeg kom til dem fra et børnehjem i Hellerup, da jeg var 2½ år. Jeg er resultatet af et “One Night Stand” med en mor på 17 og en uansvarlig far; derfor børnehjemmet. Psykologen siger, at de første tre år er meget vigtige, og at meget grundlægges der. Hvad det lige er, ved jeg ikke helt, men jeg stoler på hende.
Hele det psykiatriske system har spurgt mig mange gange, om min sygdom kunne være arvelig, da det er meget ofte, at bipolariteten er genetisk betinget. Det har jeg ikke rigtig kunnet svare på, da jeg jo ikke har kendt mit ophav, bortset fra hvad jeg har læst i adoptionspapirerne. Der fremgår det dog, at min biologiske far forsøgte selvmord med rottegift. Han havde måske en depression…
Min mor havde ingen uddannelse og evnede ikke at klare sig selv endsige et barn. Så efter kort tid responderede hun på en kontaktannonce, hvor resultatet blev, at vi flyttede ind hos en mand i Odense. Som jeg husker det, var han helt OK: Revisor og Børge Mogensen tremmesofa. Sådan en har jeg ønsket mig lige siden. Jeg er ikke klar over, hvor længe vi boede der, men det var vist under et år. Senere var fortællingen, at vi flyttede derfra, fordi jeg ikke kunne med ham. Det kan jeg nu ikke rigtig huske.
Derfra flyttede vi til Vollsmose, som selvfølgelig var noget andet dengang, end det er nu – men dog var det på ingen måde for de velbjergede.
En ny kontaktannonce førte til endnu en ny mand, som førte til et nyt ægteskab og som atter førte til seks år i helvede. Herom en anden dag/aften.
Jeg fortalte sidst Anette om, at jeg havde gået på fem forskellige folkeskoler. Da jeg kom hjem, var jeg nødt til at tælle efter for at være sikker på, at jeg ikke bildte hende noget ind. men den er god nok: fem styks. Det betød selvfølgelig, at jeg altid var nået til et andet sted i regnebogen end de andre. På en måde er jeg vel blevet reddet af at have været på den rigtige side af kvik allerede dengang.
Det kan være svært at lægge ubehagelige minder bag sig, og for nogen er det sværere end for andre. Jeg har da minder, som ikke er behagelige, og jeg har gjort ting, jeg ikke er stolt af, men de plager mig ikke. Måske var de ikke slemme nok, måske har jeg nemt ved at lægge tingene bag mig – det er jo for længst forbi.
Min mor, som nu er 90, overrasker mig af og til ved at snakke voldsomt bittert om ting, der skete for 60-70 år siden, og som i dag er inderligt ligegyldige objektivt set. Men nag, bitterhed og sårede følelser kan ligge som perlen i en østers i mange, mange år, og hun tager jævnligt perlen frem og pudser den i stedet for at lade det fare og glæde sig over nuet. Det nu, man har tilbage, når man er blevet 90.
Jeg drager ingen sammenligning med dine skeletter. Få dem endelig ud af skabet, så der bliver plads til tøj, og hvad man ellers bruger skabe til 🙂
@ Eric
Det er som nævnt tidligere sidste gang jeg gør dette her – altså de voldsomme tilbageblik – men jeg stoler 100 pct. på psykologen, der siger, at nu kigger vi på tingene, uddrager det der peger fremad, og låser skidtet inde, sætter lås på og barrikaderer med brædder, og så kan det ellers ligge der og rådne op. Den tankegang kan jeg godt lide. Hun har en meget handlekraftig arbejdsform, og det tiltaler mig meget.
60 – 70 år har ingen betydning. For mig er der ting, der skete for 40 – 45 år siden, der var så forfærdelige, at jeg stadig kan mærke, lugte, høre dem. Det er ikke særlig rart.
Du har ret i at skabe er bedre til tøj!