Apps til medicinbrugere med kognitive problemer
Indholdsfortegnelse
Fine apps
Apps til medicinbrugere med kognitive problemer.
Når nu jeg er storforbruger af medicin og samtidig har kognitive problemstillinger med hukommelse, koncentration og overblik, er det rart, at der findes så fine apps, der kan bruges som led i de “kompenserende strategier”.
Lige to indskudte sætninger:
- Det er endnu ikke gået op for mig, hvorfor programmer/software pludselig skal kaldes apps, der vel bare er en forkortelse for “applikation”?
- “Kompenserende strategier” lyder så avanceret, men dækker over en række banaliteter, der gør, at jeg kan få hverdagen til at hænge sammen.
Medicinhusker
Det bedste program er “Medicinhusker” fra Danmarks Apotekerforening. Programmet kan hentes i App Store (på iOS-enheder fx iPad/iPhone).
Man taster alle sine præparater ind og supplerer med det tidspunkt, de skal tages og hvilken dosis, der skal tages. I yderste kolonne markerer man, om man har husket at tage dem. Når tiden er inde, “bipper” programmet, så man er sikker på at tage dem på det rette tidspunkt som er vigtigt med fx Lithium.
Jeg har meget glæde af programmet.
Medicinkortet
Jeg har svært ved at overskue, hvornår jeg skal bestille mere medicin i Distriktspsykiatrien, da “data” fra medicinskabet skal sammenholdes med det, jeg har tilbage i æskerne og det, der er tilbage på apotekets server. Min apoteker anbefalede “Medicinkortet”, der giver et langt bedre overblik over det, der er tilbage på serveren, end sundhed.dk gør. Her står det i klartekst pr. præparat.
Også dette program kan hentes i App Store. Den første gang, man åbner programmet, skal man logge ind med NemID og lave en adgangskode på fire cifre. Herefter bruger man kun koden. Lettere kan det ikke være.
En fiks funktion er, at man kan bruge programmet til at forny recepter ved at trykke på en enkelt knap og derefter stryge til højre. Man får en kvittering.
Apotekeren.dk
Sidste skud på stammen er apotekeren.dk. Det er en webapplikation, så man skal bruge en browser. Applikationen viser alt mulig ligegyldigt fra apoteket, men den viser også recepterne, og hvad der er tilbage på dem. Man kan handle og betale på siden, og der tages uden videre hensyn til CTR-saldoen. Man logger ind med NemID. Det eneste, der mangler, er at gå ned på apoteket og hente varerne. Det er jo fint.
Siden er lige farvestrålende nok efter min smag; der er for meget, der “hopper og danser”.
Jeg oprettede en bruger forleden dag, og indstillede selvfølgelig Hvidovre Apotek som mit apotek. Nu sidder jeg så og tester siden, hvor jeg pludselig er tilknyttet Øster Jølby Apotek… Det er altså på Mors, men jeg kan ikke finde det sted, hvor man kan rette oplysningen.
Summa summarum: Jeg kan ikke anbefale siden.