Tag Archive for: Kompenserende strategier

/i /af

Meget mindre angst ved ECT

Meget mindre angst ved ECT

Jeg var så “spændt”

Meget mindre angst ved ECT

Jeg har været så “spændt” (ikke “anspændt”) på, hvordan det ville gå til ECT denne gang, som var i går. Ville psykologen have ret? Peger det “vi” arbejder med (det er jo primært hende, der arbejder) den rigtige vej?

Ville hun få ret (igen) i, at den nye bevidsthed om, at jeg jo kunne gå min vej og sige “jeg vil ikke” betyde, at jeg var mindre angst? Bevidstheden om, at de ikke vil mig noget ondt og at det ikke er tvang.

Det er en angst for ikke at vågne op igen, skønt jeg er klar over, at det aldrig nogensinde er sket i hele verden, at patienter ikke er vågnet op igen efter en ECT-behandling. Rationalerne kommer bare til kort her. Er man angst, er man angst. Punktum – men man skal arbejde med det, for det er pokkers ubehageligt.

Færre diasshow i loftet

Det gik meget bedre! Og det er jeg så glad for, da behandlingen er den bedste, jeg kan få og da den gør mig næsten medicinfri. Jeg fik til sidst Parkinsonisme af medicinen; det var et mareridt, der gjorde mig næsten invalid. Psykologen foreslog på et tidspunkt, at jeg skulle have ble på – så hellere nogle kognitive problemstillinger, som man jo kan opstille kompenserende strategier imod. Jeg betaler gerne prisen! Jeg skal sgu ikke gå med ble! Det er jeg for stolt et menneske til.

Det, jeg lagde mest mærke til, var, at jeg så deres diasshow i loftet med de dejlige billeder fra Vietnam og Thailand i langt kortere tid. Det drejer sig om 1 – 2 sekunder, før man er væk. Jeg tænkte på, at der har jeg også været. Måske kommer jeg der aldrig mere, da jeg jo ikke længere kan finde vej, men jeg har været der.

Herudover: Jeg mærkede ikke nålen i armen (hvor de lægger droppet til bedøvelsen) nær så meget. Mit umiddelbare gæt var, at han var meget bedre til at stikke; ved nærmere eftertanke var det nok, at jeg slappede mere af, så han bedre kunne stikke.

Jeg holdt selv iltmasken, og det var også godt. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg gjorde det korrekt, så jeg spurgte til det, men de kunne på deres måleudstyr se, at iltmætningen var, som den skulle være. Okay så kunne jeg slappe af. De har tjek på mig.

“Min sygeplejerske” som jeg er så vild med, holdt mig som altid i hånden, til jeg var væk. Jeg tror, der går nogle få sekunder – men at hun er der de få sekunder er utrolig meget værd: noget trygt, noget kendt, et dejligt varmt – næsten kærligt – menneske, der kan en masse uden at sætte ord på det. Hun fortalte mig kort forinden, at hun kender til mennesker med Autisme. Det gjorde det endnu bedre.

Bagefter var jeg en anelse konfus

Der findes et udtryk, der hedder “chokdement“, men så galt var det ikke, men af og til kan man godt være lidt forvirret bagefter. I går sad jeg fx og ventede på en læge, som man skal se, inden man forlader afsnittet, og det er jo en fin sikkerhedsforanstaltning, indtil der kom en medarbejder og oplyste, at vedkommende altså havde været der. Åh okay. Så kunne jeg jo gå min vej.

Men jeg var ikke mere konfus, end at jeg gik hen og besøgte professor Poul Videbech, hvilket jeg tit har tænkt på. Vi har mailet frem og tilbage i i hvert tilfælde et år og linker til hinandens hjemmesider. Han er en meget venlig mand, og vi talte vel 20 – 30 minutter. Jeg bød mig til i forbindelse med et forskningsprojekt angående ECT, som de arbejder på p.t., hvis de nu skulle mangle forsøgspersoner. Han fortalte nogle meget interessante ting om hjernen i forbindelse med ECT, men jeg kan for min dyd ikke huske, hvad det var.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/i , /af ,

Den visuospatiale hukommelse er væk

Den visuospatiale hukommelse er væk

Skønt skilt

Den visuospatiale hukommelse er væk

Lige ved Forum Metrostation står dette skønne skilt, som jeg ikke kunne lade være med at forevige. Tine Bryld er jo en del af min barndom/ungdom, hvor vi alle hørte “Tværs” søndag aften på P4 i P1. Hun var en klog kvinde, der kunne række ud til dem, der havde behov for det. Det er helt i sin orden, at hun har fået både prisen og pladsen, men genopstanden er hun næppe.

At finde vej

Jeg skulle til frokost kl. 13:00 hos en ven. Jeg havde vha. rejseplanen.dk timet det, så jeg ville være fremme 12:55. Jeg gik fra Forum Station i rask tempo uden Google Maps for Herre Gud, jeg har boet i København i 38 år, og jeg har besøgt hende mindst 10 – 15 gange. Jeg anså derfor hverken Google Maps eller kompas for at være nødvendigheder. Jeg gik efter stedsansen… jeg havde bare glemt, at den er ude af drift – ikke bare midlertidigt men for bestandigt. Jeg var et godt stykke oppe ad Godthåbsvej, før det gik op for mig, at noget var galt.

Jeg spurgte nogle mennesker om vej, men de var usikre, så dem turde jeg ikke løbe an på; derfor måtte Google Maps alligevel op af lommen. Jeg hader, når “damen” siger “gå mod nordvest”, for jeg aner ikke, hvor nordvest er, jeg aner ikke engang, hvor jeg selv er. Jeg forsøgte alligevel, men da hun sagde “Stigbøjlen”, var der bare ikke en vej, der hed sådan. Min ven kunne senere fortælle mig, at det er en del af et stisystem i forbindelse med Landbohøjskolen eller sådan noget lignende.

Jeg mødte en ung hjælpsom kvinde, der fik mig gelejdet i den rigtige retning. Jeg tror, hun fornemmede min desperation, da jeg sagde, at jeg ikke vidste, hvor jeg var. Hun var i hvert fald meget pædagogisk. Det endte med, at jeg nåede frem 13:20. Jeg hader det! Jeg er ikke sådan en, der kommer for sent.

Jeg bliver altid lidt trist, når jeg ikke længere kan finde vej. Min visuospatiale hukommelse er smadret.

  • Før GPS mv. var opfundet, cyklede jeg i flere omgange rundt i Toscana, og hele vejen derned, uden at fare vild.
  • På vejen gennem Tyskland fandt jeg altid mit Gasthaus og den mundrette Weißbier i et passende glas.
  • Da jeg ofte skulle til Viborg for at forlyste mig på “Landsarkivet for Nørrejylland”, fandt jeg da også altid frem til “Oasen”, hvor jeg overnattede hos Annie Mørkbak, og derefter hen til arkivet. Jeg tror ikke, jeg ville kunne gøre det i dag.

Det er en færdighed, der er væk, og det er en færdighed, der er vanskelig at undvære. Jeg prøver med kompenserende strategier, men det går ikke særlig godt for nu at sige det lige ud.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i /af

Apps til medicinbrugere med kognitive problemer

Apps til medicinbrugere med kognitive problemer

Fine apps

Apps til medicinbrugere med kognitive problemer.

Når nu jeg er storforbruger af medicin og samtidig har kognitive problemstillinger med hukommelse, koncentration og overblik, er det rart, at der findes så fine apps, der kan bruges som led i de “kompenserende strategier”.

Lige to indskudte sætninger:

  1. Det er endnu ikke gået op for mig, hvorfor programmer/software pludselig skal kaldes apps, der vel bare er en forkortelse for “applikation”?
  2. “Kompenserende strategier” lyder så avanceret, men dækker over en række banaliteter, der gør, at jeg kan få hverdagen til at hænge sammen.

Medicinhusker

Det bedste program er “Medicinhusker” fra Danmarks Apotekerforening. Programmet kan hentes i App Store (på iOS-enheder fx iPad/iPhone).

Man taster alle sine præparater ind og supplerer med det tidspunkt, de skal tages og hvilken dosis, der skal tages. I yderste kolonne markerer man, om man har husket at tage dem. Når tiden er inde, “bipper” programmet, så man er sikker på at tage dem på det rette tidspunkt som er vigtigt med fx Lithium.

Jeg har meget glæde af programmet.

Medicinkortet

Jeg har svært ved at overskue, hvornår jeg skal bestille mere medicin i Distriktspsykiatrien, da “data” fra medicinskabet skal sammenholdes med det, jeg har tilbage i æskerne og det, der er tilbage på apotekets server. Min apoteker anbefalede “Medicinkortet”, der giver et langt bedre overblik over det, der er tilbage på serveren, end sundhed.dk gør. Her står det i klartekst pr. præparat.

Også dette program kan hentes i App Store. Den første gang, man åbner programmet, skal man logge ind med NemID og lave en adgangskode på fire cifre. Herefter bruger man kun koden. Lettere kan det ikke være.

En fiks funktion er, at man kan bruge programmet til at forny recepter ved at trykke på en enkelt knap og derefter stryge til højre. Man får en kvittering.

Apotekeren.dk

Sidste skud på stammen er apotekeren.dk. Det er en webapplikation, så man skal bruge en browser. Applikationen viser alt mulig ligegyldigt fra apoteket, men den viser også recepterne, og hvad der er tilbage på dem. Man kan handle og betale på siden, og der tages uden videre hensyn til CTR-saldoen. Man logger ind med NemID. Det eneste, der mangler, er at gå ned på apoteket og hente varerne. Det er jo fint.

Siden er lige farvestrålende nok efter min smag; der er for meget, der “hopper og danser”.

Jeg oprettede en bruger forleden dag, og indstillede selvfølgelig Hvidovre Apotek som mit apotek. Nu sidder jeg så og tester siden, hvor jeg pludselig er tilknyttet Øster Jølby Apotek… Det er altså på Mors, men jeg kan ikke finde det sted, hvor man kan rette oplysningen.

Summa summarum: Jeg kan ikke anbefale siden.

/i /af

Center for Specialundervisning for Voksne

Center for Specialundervisning for Voksne

Flot forløb betalt af kommunen

Det er tirsdag, så jeg har været ved Center for Specialundervisning for Voksne (CSV). Jeg har af Hvidovre Kommune fået bevilling til 10 enetimer hos en logopæd. Jo længere tid jeg kommer der, jo bedre synes jeg, det er. Opgaven er at lære kompenserende strategier i relation til den dårlige hukommelse.

Det er som om, de seneste 1½ år og en stor del af fortiden er glemt, og der bliver ved med at dukke nye episoder op, som jeg har glemt. Senest var det en medpatient, der kunne berette, at vi sammen var på Kronborg for at høre opera vist engang i august. Jeg kan måske huske, at vi sad på en græsplæne og spiste. Alt andet er væk. Det er meget ubehageligt. Den samme medpatient kunne berette, at vi spiste brunch sammen på min lokale café. Det er også helt væk. Hun har været her hos mig tidligere, det kan jeg heller ikke huske.

Lavpraktiske kompenserende strategier

De kompenserende strategier er ret så lavpraktiske. Fx har jeg lige nu fået opgaven med at udvikle et redskab, så jeg kan få styr på mine programmer på computeren. Læreren fra Center for Specialundervisning for Voksne og jeg har i fællesskab designet et skema, som jeg kan sætte de ca. 150 programmer ind i. Skemaet skal rumme tre kolonner:

  1. Programnavn
  2. Opgave = hvad skal programmet bruges til?
  3. Hvilken kategori skal programmet i? Kategori kan fx være billedbehandling. Så kan man sortere efter det.

Det er et hestearbejde, men det bliver godt. Jeg er kommet igennem de første 90 programmer, men jeg ved stadig ikke, hvad de alle skal bruges til. Der må googles for at finde frem til formålet. Det er en underlig fornemmelse at vide, at jeg har vidst, hvad de skal bruges til, men nu er det fuldstændig slettet fra hukommelsen. Når oversigten er færdig, skal den sorteres efter kategori (hurra for Excel), printes ud og ligge ved computeren. Hvis jeg så skal lave noget med billeder, er det let at slå op og se hvilke programmer, jeg har til rådighed. Det btyder, at opdelingen i kategorier er rigtig vigtig.

Lavpraktisk men brugbart

Lavpraktisk ja men brugbart. I det hele taget er alt, hvad vi laver lavpraktisk, men det er løsninger, der er til at huske (he, he), og som er lette at implementere i hverdagen. Huskeregler a’la “Helen med håret” vil fungere godt for mig, da jeg har let ved det sproglige. Hukommelsen for turen til Kronborg kunne have fået støtte ved nogle billeder af Kronborg, af min ledsager og af maden, vi spiste. Jeg render alligevel rundt med en smartphone, hvorfor ikke udnytte dens potentiale fuldt ud?

To hjernetræningsspil som nogle siger ikke hjælper

I dag har vi kigget på “spillet” “Professionel Hjernetræning”, som koster penge med mindre man får et login fra fx CSV, og som kan bruges til at øve de strategier, vi har talt om. Vi prøvede det af på lærerens computer. Hold da op det er svært, men jeg har stor lyst til at prøve det. For at lave interne huskeregler skal man være kreativ, og det er jeg overhovedet ikke. Jeg er spændt på, om jeg kan klare det alligevel.

Et andet “spil” er “Brain+“, som er et gratis program, som jeg lige har downloaded, og derfor kun har nået at spille et enkelt spil på. Det er ret svært! Man bliver fx præsenteret for en række personer, som man får en masse informationer om. Herefter skal man vise, at man kan huske disse informationer. Efterhånden som man arbejder sig frem i spillet, kommer der “afbrydelser”, hvor der kommer andre personer ind imellem, hvis informationer, man så også skal huske, hvorefter man så går tilbage til de oprindelige, og atter skal huske deres informationer.

Jeg føler mig lidt på bar bund her. Det er som om, jeg ikke kan nå at bruge de kompenserende strategier, jeg lige har lært.

Kritikerne af den type af hjernetræningsspil siger, at man bliver god til at spille spil og ikke andet. Den risiko tager jeg med i købet, for det er, trods frustrationen over ikke at kunne nå at bruge de kompenserende strategier, ret sjovt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.