,

Positivt

Om samtalen

I går var jeg til samtale hos KBHBASE på Otto Busses Vej 5 A. Jeg tog en vogn fra Nørregade 15 i god tid, men trafikken i byen var sindssyg, så jeg kom 13:01, og måtte ringe undervejs og sige, at jeg måske blev fem minutter forsinket. Åh hvor var det ubehageligt. Der er to ting, man bare ikke kommer for sent til, og det er 1) begravelser og 2) jobsamtaler.

Jeg talte med en af de to stiftere, og han var et meget behageligt menneske. Vi talte om opgaverne, som vil være alt det, jeg elsker: Sprog, tekster, websites, Facebook, Instagram, LinkedIn osv. Uha hvor kunne det være dejligt.

Jeg havde to ultimative krav:

  1. Rolige omgivelser: Det er der ingen problemer med. Vi stod ude ved kaffemaskinen i ca. ti minutter, og i den tid var der ingen telefoner, der ringede, og der var ingen, der talte i telefon. Der er rigtig god plads mellem skrivebordene. Lokalet har været et callcenter for DSB, og det vil sige, at der er arbejdet meget med akustik og støj. Jeg gør det uden tøven. Skulle det blive et problem, vil Hvidovre Kommune gerne betale for afskærmning.
  2. Kontrakt uden bagkant: Uproblematisk og vi blev enige om, at skulle de være utilfredse med mig, kan de fyre mig på samme måde, som de kan fyre en hvilken som helst rask medarbejder. Det kunne være så dejligt, hvis dette kan lade sig gøre, for jeg er noget træt af i 1½ år at have været hyret på samme måde som en daglejer.

Mavefornemmelsen

Min mavefornemmelse er god, og jeg tror, det kan blive positivt for alle parter (dem, kommunen og jeg). De vil komme med en retningsgivende tilkendegivelse i dag eller i morgen. Men herefter kommer at beslutningen skal konfirmeres i deres bestyrelse, som først holder møde igen den 13. september. Jeg synes, det er længe at vente, og det har jeg givet udtryk for. Men som sagt: Jeg tror på det. Jeg er bare ikke ret god til en fugl i hånden og ti på taget.

Vi forhandlede lidt om deres betaling ctr. kommunens betaling. Kommunen forslog på forhånd, at KBHBASE betalte fem timer. Lige nu betaler FKN en time. Vi havnede så på tre timer. Det er et fint forhandlingsresultat, som kommunen efterfølgende har accepteret.

Hos psykologen

Hun har “accepteret” mine forhandlingsresultater, og det er vigtigt for mig, for hun har mere end to års kendskab til mig, og hun har hele sin faglighed med sig. Sådan er det jo, at komme til at kende hinanden rigtig godt. Min læge har lige givet mig den tredje henvisning, og herefter er det nok også slut, men det er også OK. Til den tid er alle skeletterne nok ude af skabene, og det er jeg dybt taknemmelig over. Hvis jeg bliver 78, har jeg herefter 25 år i frihed. Det kunne være fint.

6 Svar
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Åh, det lyder vel nok godt! Tænk også på, at uanset hvordan udfaldet bliver, så fik du bid på din ansøgning. Tænk på, hvor mange ansøgere, der aldrig hører hverken buh eller bæ. Du har fået svar, været til samtale, samtalen er forløbet godt, og det er tre sejre, uanset om du bliver ansat eller ej! Jeg håber selvfølgelig, at du bliver ansat.

    Det er rigtigt, at det er lidt længe at skulle vente, men det er ikke usædvanligt.

    Mit sidste job fik jeg tilbudt under samtalen. Den foregik fredag, og jeg blev bedt om at starte den følgende mandag. Det er til gengæld ikke normalt, og skete vist kun, fordi de var i akut knibe. 🙂

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Tak skal du have! Jeg havde slet ikke tænkt på det med de tre sejre – men du har jo helt ret. Det, der sådan set er lidt sjovt, er, at jeg skrev mailen til dem på fem minutter. Det flød bare ud af tastaturet. Bliver dette ikke til noget, er næste skud i bøssen at rette henvendelse til andre kontorfællesskaber, nu hvor jeg ganske enkelt har det rette søgeord.

      Jeg håber!

      Tænk at skulle starte efter weekenden… Det tror jeg ikke lige, jeg ville kunne. Der er trods alt en mental proces over at skulle starte et (nyt) sted.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.