Indlæg

/0 Kommentarer/i , /af ,

Ulighed i tandsundhed

Jeg var hos tandlægen

Ulighed i tandsundhed

Jeg elsker at gå til tandlæge. Min tandlæge begynder altid med at spørge, hvordan jeg har det, og jeg er glad for at kunne sige “Jeg har aldrig haft det bedre”. Det siger jeg tre gange om året. Det kan vel ikke blive ved at gå fremad?

Han forklarede engang, at hans spørgsmål skyldes, at når mennesker har det godt, har tænderne det også godt. Det giver god mening. Jeg er ikke klar over, om der er biokemiske sammenhænge, men almindelig tankevirksomhed tilsiger, at hvis man har det skidt og er presset på alle fronter (sygdom, bolig, arbejdsmarked, økonomi m.v.), kan det være svært at finde overskuddet til at passe godt på tænderne. Det skal man ikke være hverken psykolog eller psykiater for at indse.

Dengang med mundtørheden

Da jeg spiste læssevis af antipsykotisk medicin, led jeg meget af mundtørhed. Til tider kunne jeg ikke åbne munden for at tale. Alle mine tænder begyndte fra tandkødsranden med en brun stribe på 1, 2 eller 3 millimeter. Jeg lignede en taber og øvede mig i ikke at smile. Til orientering kan jeg oplyse, at det er meget svært.

Jeg gik i 2015 over til Ammar, der ejer Hvidovre Tandklinik, og spurgte, hvad behandlingen ville koste. Overslaget på den billigste behandling lød på 70.000 kr. Jeg var i fleksjob, meget syg og havde ikke 70.000 kr.

  • Jeg søgte Hvidovre Kommune om en enkeltydelse og vedhæftede alle relevante bilag. Svaret var nej.
  • Jeg gik i banken, der dengang var Nordea, og bad om et lån og dokumenterede en mulig afdragsprofil. Svaret var nej.

Jeg gik tilbage til Ammar og fortalte den nedslående beretning om mine to forsøg på at finansiere beløbet på 70.000 kr.

Han spurgte, om jeg ville have den billigste behandling eller den rigtige behandling. Jeg ville gerne have den rigtige behandling, for sådan er jeg skruet sammen. Jeg køber også en ordentlig vaskemaskine og en ordentlig støvsuger.

Han sagde, at jeg virkede så motiveret, at han tilbød mig at betale af på den rigtige behandling med 24 keramikkroner, masser af lokalbedøvelse, adskillige højtspecialiserede røntgenoptagelser m.v., der beløb sig til 103.615 kr. (rente og gebyrfrit) og efter rabat på 36.000 kr. Jeg lagde en udbetaling på 40.000 kr. og afdrog med 3.000 kr. i 22 måneder. Gad nok vide hvad Nordea skulle have haft i renter og gebyrer?

Vi blev enige, og behandlingen begyndte. Og det var farvel og tak til Nordea, som jeg havde haft, lige fra de hed Sparekassen SDS i 1980.

Ulighed i tandsundhed

I dag talte vi lidt om dengang. Især glemmer jeg aldrig:

  • “Vil du have den billigste behandling eller den rigtige behandling?”
  • “Du virker så motiveret”

Jeg takkede for hans “Du virker så motiveret”. Han fortalte, at hvis patienterne er motiverede for behandlingen, så kommer pengene også. Det har han ingen dårlige erfaringer med, og det vigtigste for ham er tandsundheden og tandbehandlingen. Det er jo egl. fantastisk. Sikke en tilgang til ens fag og ens virksomhed.

Jeg synes, det er dyrt at komme til kontrol tre gange årligt, men jeg prioriterer det i mit årsbudget, og jeg tør ikke lade være, selvom jeg næsten ikke lider af mundtørhed mere, for jeg spiser kun en brøkdel af den cocktail af antipsykotisk medicin, jeg spiste dengang. I dag fik jeg uden beregning en stor håndfuld tabletter med hjem, jeg kan bruge, hvis jeg trods alt mærker lidt mundtørhed – det er typisk aften og nat.

De kan høre det i telefonen, når folk ringer og bestiller tid. Det første spørgsmål, folk stiller, er ikke “Hvornår kan jeg få en tid?” men “Hvad koster det?”. Der er mange mennesker, der kun dårligt har råd til at gå til tandlæge. På lidt længere sigt kan det blive meget dyrt.

Der er virkelig mange mennesker, der ikke vil kunne lægge 40.000 kr. i udbetaling og/eller 3.000 kr. i månedlige afdrag i knapt to år. De må fortsat ligne tabere og undlade at smile. Min situation var gunstig. Det er jeg klar over.

Vi har masser af ulighed i sundhed, og det gælder både tandsundhed og psykisk/somatisk sundhed. Hvorfor er det sådan, at hvis man brækker benet, bliver man sat sammen af sundhedsvæsenet, og det er finansieret via skatteindbetalingerne, men knækker man en tand, må man selv til lommerne eller i forsøge sig i banken?

Man har gjort tandbehandling gratis for unge op til og med 21 år, hvilket er positivt. Unge på 22 år ff. er ofte i gang med en uddannelse og på SU samt det erhvervsarbejde, der kan blive tid til, når forelæsninger og hjemmearbejde skal passes. De kan også have svært ved at finde penge til regelmæssige kontroller hos tandlægen. Lærlinge tjener heller ikke ret meget.

Enhedslisten stiller forslag om, at også tandbehandling skal omfattes af det skattebetalte sundhedssystem. Det er jeg fuldkommen enig i, og det vil påvirke morgendagens kryds.

“En syg forskel”

Er du interesseret i ulighed i sundhed, bør du se en serie i fire afsnit, der hedder “En syg forskel”, der tidligere vistes på DR1, men nu ligger på en side, der hedder “Dansk Kulturarv”. Jeg kan med det samme afsløre, at der er uhyggeligt stor forskel på den behandling rige og fattige får på hospitalet og hos lægen:

Jan har risiko for at dø tidligt. Han er arbejdsløs og bor i et socialt boligbyggeri i Aalborg. 7 kilometer derfra i et velhavende villakvarter lever de jævnaldrende mænd i snit 16 år længere end Jan. Hvorfor bliver nogle mere syge end andre? Er der forskel på den behandling rige og fattige får på hospitalet og hos lægen? I en ny serie undersøger DR Dokumentar uligheden i det danske sundhedssystem.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i /af

Skal de flyve i hjemmeplejen

Skal de flyve i hjemmeplejen

Der er ikke indregnet køretid

Skal de flyve i hjemmeplejen?

Der er enormt store fordele ved  at bo i en “lille” kommune fremfor fx Københavns Kommune. Fx kan man opleve at have den samme sagsbehandler i flere år og at det er den samme medarbejder fra hjemmeplejen, der kommer hver anden fredag og doserer medicinen. Det er muligvis også lidt lettere at få pension?

Det fungerer godt i Hvidovre, men der er ikke indregnet køretid

Jeg bor som bekendt i Hvidovre Kommune og jeg synes, det fungerer utrolig godt. Det er altid Stinna, der kommer og doserer medicinen. Efterhånden har vi lært hinanden at kende. Vi sludrer 10 minutter, før vi passer hver vores. Når hun er færdig med at dosere, og har tjekket, at der er tilstrækkeligt på lager og evt. bestilt mere hos egen læge eller psykiatrien, kalder hun på mig. Så kommer jeg med kalenderen, og vi tjekker, at jeg får lagt næste besøg ind på den rigtige dato. Vi synkroniserer med andre ord.

I dag spurgte jeg hende, om der i vores kommune er indregnet køretid? Hun kunne fortælle, at det er der ikke. Den enkelte medarbejder (sygeplejerske/hjælper/assistent) må selv få dagsplanen til at hænge sammen. Så hvis hun ved, at hun skal besøge en “tung” borger efter mig, må hun selv sørge for, at besøget hos mig kortes af, når hun skal nå at være fremme hos næste borger, på det rigtige tidspunkt, for ellers kan hun ikke nå at levere hele “ydelsen” til ham/hende. Hun kaldte det selv for “ydelsen”.

Hun sørger også selv for, at der er kortest mulig afstand mellem borgerne på hendes rute. Altså skal hun besøge andre i Hvidovre Nord på en dag, er det hendes eget ansvar at samle dem sammen.

Sig mig lige engang: regner kommunalbestyrelsen med, og det er jo dem, der fastsætter bevillingerne, at medarbejderne skal flyve i hjemmeplejen? Eller måske på en eller anden måde bippe sig ind med en eller anden app, så der ikke er transporttid mellem borgerne?

Sundhedsvæsenet fungerer, fordi den enkelte medarbejder er ansvarlig og dygtig

Denne lille fortælling bekræfter mig endnu engang i, at sundhedsvæsenet kun hænger sammen, fordi den enkelte medarbejder er enormt dygtig og ansvarlig overfor opgaven og overfor borgeren, patienten eller hvem det end måtte være.

Jeg synes, jeg har oplevet denne individuelle ansvarlighed så mange gange, de år jeg har færdedes i sundhedsvæsenet.

På et tidspunkt, hvor jeg var indlagt på 808, havde en af mine favorit-kontaktpersoner (Hanne) 13 patienter, hun var kontaktperson for. På en eller anden måde lykkedes det hende at tage sig af os alle. Jeg var der på det tidspunkt med svær depression og havde mest lyst til at “tjekke ud”. Hun brugte en hel time på at fortælle mig igen og igen, at verden bestemt ville være et ringere sted uden mig. Da hun gik, havde jeg det en µ bedre.

Gad vide hvordan hun havde det i maven, mens hun brugte så lang tid på mig med bevidstheden om, at der var 12 andre, der også havde behov for hendes nærvær og næsten kærlighed?

Et rehabiliteringsforløb

Jeg er jo den lykkelige ejer af en kugledyne. Den vejer syv kilo, og derfor kan man ikke bruge almindelige dynebetræk men specielle betræk fra firmaet Protac, hvor der er lynlås i bunden og den ene side. Mens jeg havde hjemmepleje på grund af Parkinsonismen, skiftede de betrækket hver anden uge. Da hjemmeplejen faldt bort, gik det op for mig, at jeg simpelthen ikke kunne finde ud af at lægge rent på. Jeg kunne ikke regne ud, hvordan jeg skulle skubbe de syv kilo ind fra siden.

Jeg spurgte Stinna, om det var noget, hun måtte hjælpe med, når hun alligevel var her. Det ville højst tage tre minutter, hvis jeg havde forberedt det. Det måtte hun ikke uden videre. Der skulle spørges højere oppe og jeg skulle visiteres til ydelsen.

Få dage efter blev jeg ringet op med besked om, at jeg var visiteret. Det var jo dejligt. Der kom en medarbejder og viste, hvordan hun selv ville gøre det, og vi aftalte at næste gang, var det min tur til at gøre det. Det gik ikke videre godt næste gang. Jeg kunne stadig ikke få det til at hænge sammen inde i hovedet.

Kort tid efter kom der brev i e-Boks om, at jeg var bevilget et “rehabiliteringsforløb”, så jeg på længere sigt kunne lære at klare mig selv på det område. Det vil jeg naturligvis også helst, for ellers skal kalenderen bookes en hel dag hver anden uge, for man ved aldrig, hvornår de kommer, men jeg synes, det er et voldsomt ord at sætte på det at lægge rent dynebetræk på.

En dag i den forgangne uge kom der en sød og dygtig medarbejder fra “Udredning- og rehabiliteringsenheden” (det er ikke mig, der har glemt et “s”; sådan står der på hendes kort) sammen med en ergoterapeut. De skulle hjælpe og var så venlige at sige, at de heller ikke selv vidste, hvordan opgaven kunne løses. Det lykkedes mig faktisk at gøre det selv på den måde, det tidligere var blevet vist. Om 14 dage kommer de igen og tjekker, at jeg virkelig også kan det. De følger med andre ord op.

Samlet set er det jo utrolig flot, og samlet set er det også billigere at “rehabilitere mig”, så jeg ikke koster kommunen noget på længere sigt. Og hvad der er sparet er som bekendt tjent. Men havde det nu ikke været billigere at lade Stinna hjælpe, når hun alligevel er her?

 

 

/3 Kommentarer/i /af

Nyheder og planlagt indlæggelse

Nyheder og planlagt indlæggelse

Endelig sker der noget

Nyheder og planlagt indlæggelse

Bloggen har desværre i dvale i længere tid, end jeg selv bryder mig om. Hvis den skal være interessant for mine læsere, skal der jævnlige opdateringer til. Jeg må tage mig sammen!

Malermester Fischer

Der er blevet så flot i entré og sovekammer. Alt er hvidt og rent. Malermester Sam Fischer var så behagelig at have gående og så uendelig hjælpsom med alt muligt også selvom det ikke lige stod i kontrakten. Han hørte høj musik dagen lang og var i det hele taget en glad gut, der snart skulle være far for første gang.

Så bor du i Københavnsområdet, og skal du en dag have frisket farverne op, giver jeg Sam min varmeste anbefaling. Det tog ham fem dage at løse opgaven og prisen var 12.500. Jeg synes, begge dele var rimeligt.

Planlagt indlæggelse

Jeg er indlagt igen (igen) denne gang dog planlagt. Formålet med indlæggelsen er at fjerne den parkinsonisme, der er opstået som følge af antipsykotisk medicin gennem mange år. Det gøres med ECT i et minimum fire uger langt forløb. Jeg skal være indlagt i hele perioden. Det er meget spændende, om det virker.

Et andet formål er medicingennemgang og -justering. Jeg syntes ellers selv, det fungerede udmærket lige bortset fra Abilify’en, der medførte parkinsonismen. Men når først Kasper (overlægen) og Christina (farmaceuten) ruller sig ud in felli, har jeg ikke noget at skulle have sagt, og det har jeg det helt fint med.

Jeg har også et andet mål, og det er at få en naturlig søvn igen. Med det mener jeg søvn uden Benzodiazepiner. I nat lykkedes det at sove på 100 mg Seroquel, og det var dejligt at falde i søvn på den måde i stedet for ‘her har du en hammer i hovedet’-måden. Tænk at mærke søvnen indfinde sig lige så langsomt, og at glide ind og ud af den, til man til sidst sover rigtigt. Det har jeg ikke prøvet i mange år.

Udsigten

Når jeg kigger ud fra stue 22 på afsnit 74, ser jeg et fire eller fem meter højt hegn, der øverst buer indad, som om det var et fængsel, men det er det ikke. Afsnit 74 er naturligvis et åbent afsnit. Jeg skal ikke på et lukket afsnit nogensinde.

Afsnittet er for patienter med komplekse problemstillinger, hvilket mit må siges at være. Det er et fantastisk eksempel på, at man behandler den ene lidelse til patientens bedste, men som følge heraf kommer der en anden lidelse.

Interviewet

I aftes deltog jeg i et interview med to socialrådgiverstuderende, der blandt andet arbejdede med nomadebørn og misbrugte børn, som jeg har haft skrevet en del om.

De to kvinder var vældig godt forberedte, og det var tydeligt, at de havde læst mine 13 artikler på POV International grundigt, inden vi blev koblet sammen via Facetime. De stillede gode spørgsmål, og vi kom omkring alle tænkelige emner. De spurgte en del til den ikke-eksisterende kommunale indsats i mit tilfælde.

Her havde min ven, som tidligere har arbejdet med børnesager i en kommune, klædt mig lidt på ved fx at sige, at kommunen skal have en anledning til at rykke ud. Den kan fx ikke screene samtlige skoleelever og den ved ikke af sig selv, at der er problemer i et hjem. Der skal være noget, der indikerer det.

Det undrede mig, at de to studerende ikke ser ‘Ulven kommer’ som er DR1’s nye søndagsserie produceret af DR Drama. Jeg kan godt lide serien, der blandt andet viser, hvordan en kommune skal og bør arbejde i en børnesag. Min ven siger, at det er korrekt beskrevet.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/8 Kommentarer/i /af

Apoteket

Apoteket

Det lille apotek

Engang var ‘Det lille apotek’ et sted man gik hen og spiste frokost eller fik nattens sidste bajer. Nu er det en stor kasse, som jeg med møje og besvær har fået lempet ind i et af køkkenskabene, så hele mit hjem ikke ligner et apotek.

Kassen kommer fra hjemmesygeplejen, og er vældig smart. Man stiller alle de tabletter, der er taget hul på, i højre side.

I venstre side lægger man den grønne pose, der rummer alle ubrudte æsker, så man har overblik over,  hvornår man kommer til at mangle hvad. I den gule pose, som ikke kan ses, lægger man alt det, der bare skal retur til apoteket.

Når man er færdig, klappes låget sammen (det findes under dosseringsæskerne), og så er det, kassen kan mases ind i et køkkenskab.

Hjemmesygeplejen kommer og doserer for 16 dage ad gangen. Det er vild luksus. De kan gøre det utrolig hurtigt. Skulle jeg selv løse opgaven, ville det tage mig mindst dobbelt så lang tid. De klarer det på ca. 20 minutter. Jeg ville skulle bruge ca. 40 minutter.

Det var ikke min faste søde hjemmesygeplejerske i dag, for hun har ferie. Hende kan jeg bedre lide, for vi kan lave lidt sjov samtidig med, at hun arbejder og koncentrerer sig.