Indlæg

Apoteket

Det lille apotek

Engang var ‘Det lille apotek’ et sted man gik hen og spiste frokost eller fik nattens sidste bajer. Nu er det en stor kasse, som jeg med møje og besvær har fået lempet ind i et af køkkenskabene, så hele mit hjem ikke ligner et apotek.

Kassen kommer fra hjemmesygeplejen, og er vældig smart. Man stiller alle de tabletter, der er taget hul på, i højre side.

I venstre side lægger man den grønne pose, der rummer alle ubrudte æsker, så man har overblik over,  hvornår man kommer til at mangle hvad. I den gule pose, som ikke kan ses, lægger man alt det, der bare skal retur til apoteket.

Når man er færdig, klappes låget sammen (det findes under dosseringsæskerne), og så er det, kassen kan mases ind i et køkkenskab.

Hjemmesygeplejen kommer og doserer for 16 dage ad gangen. Det er vild luksus. De kan gøre det utrolig hurtigt. Skulle jeg selv løse opgaven, ville det tage mig mindst dobbelt så lang tid. De klarer det på ca. 20 minutter. Jeg ville skulle bruge ca. 40 minutter.

Det var ikke min faste søde hjemmesygeplejerske i dag, for hun har ferie. Hende kan jeg bedre lide, for vi kan lave lidt sjov samtidig med, at hun arbejder og koncentrerer sig.

Se eller hør

Til tjek i Glostrup

Farmaceut Christina hælder kemikalier op til mig, fordi det endnu ikke er i orden med dosispakkerne; og det er klart: så længe vi justerer op og ned, kan apotekets maskine og dens tidsterminer selvfølgelig ikke følge med.

I mens taler jeg lidt med Kasper om, hvordan det ellers går. Min status er god, jeg har lavet struktur og jeg har det godt, bortset fra at…

Jeg kan ikke se

Som hovedregel er det værst de første 1½ – 2 timer om morgenen, mens jeg drikker min morgenkaffe og gerne vil kigge lidt på Facebook og besvare mails. Jeg kan nogenlunde læse, men ikke besvare, da det det er som om, tasterne flytter plads hele tiden. I går var det helt forfærdeligt hele dagen. Det var godt, jeg skulle have en gæst og kom væk fra skærmen i nogle timer. Tak Bixer.

Afstandssynet er fint og helt normalt. Problemet er kun ved skærmen. Det er som om, det ville kunne blive bedre, hvis jeg flyttede overkroppen til enten højre eller venstre, men det bliver ikke bedre.  Jeg kan s** ikke se. Men lige nu er det fx helt normalt.

Vi talte om, hvor længe det vil vare, før den nye reduktion vil virke: ca. 14 dage på grund af Lamictalens lange halveringstid. Jeg synes, det er længe at vente.

Målet er at komme helt ud af det præparat, som er stemningsstabiliserende, men jeg får jo også to andre stemningsstabiliserende stoffer, så det må vel være nok?

Men jeg kan høre

Lydene er der ikke så ofte, men det er som om, de til gengæld er blevet mere påtrængende. Jeg hører et par gange om ugen p.t. afslutningen på en rockkoncert inkl. publikum, der hujer og klapper. Guitarerne er grimme, Jimmy Hendrix-like. Det varer et par timer, så er det pludselig væk. Kasper spurgte nøje til detaljerne. Vi kan øge Abilify til 30 mg?

Jeg synes, jeg er heldig, at jeg ikke hører stemmer. Mennesker, der gør det, hører dem 24/7, og stemmerne siger ofte, at de skal begå selvmord eller undlade at tage medicinen. Mennesket ved godt, at det kun er en stemme, men nogle adlyder den alligevel. Forfærdeligt. Så kan jeg godt leve med afslutningen på en rockkoncert et par gange om ugen.

,

Se eller hør

Nye registreringer

Faktisk orker jeg ikke flere registreringer, mere medicin op og ned, mere ‘musik’, flere indlæggelser, mere jobcenter: you name it, men der er ikke noget at gøre, for der er dage, hvor jeg næsten ikke kan se, hvad der står på skærmen, og hvor det hele flyder sammen, og hvor det er som om, tasterne forskubber sig i forhold til hinanden. Dvs. hvis jeg mener, jeg trykker på ‘l’, så trykker jeg på ‘k’ – og nej det hjælper ikke at flytte tastaturet, hvis der nu var nogen, der ville foreslå det.

En morgen skrev jeg en mail, der var det rene volapyk, den blev kun på fire linjer, for jeg kunne jo trods alt se, at det var ørkesløst. Jeg kunne ikke. Det er som om, øjnene skal vågne. Jeg ved, det lyder tåbeligt.

I dag har jeg hele tiden måttet rykke ansigtet for at stille skarpt; som om det ville være bedre lidt til højre eller lidt til venstre. Men det var det ikke.

I Glostrup

Heldigvis havde jeg aftalen med Kasper og Christina (overlægen og farmaceuten) i dag, hvor jeg selvfølgelig bragte det op. De tog mig helt enormt seriøst og talte meget længe – måske 30 minutter eller mere – indbyrdes om, hvordan de bedst muligt kunne skrue lige så forsigtigt på medicinen, så jeg ikke ville få tilbagefald efter en måneds indlæggelse eller skabe nye problemer. Det er ikke bolsjer.

Som det ser ud lige nu, men det kan ændre sig, så skal jeg vælge mellem den musik, jeg af og til hører, som jo altså ikke er der,  og at kunne se hele tiden. Valget var ikke svært. Jeg foretrækker at kunne se på min skærm. Hvis jeg har skrevet noget vrøvl på det seneste, ved I hermed hvorfor.

Vi har aftalt, at jeg tager fat på registreringerne igen, så vi ved, hvad vi taler om på en skala fra 1 – 10. Forleden var det 11. Måske er der en sammenhæng med noget andet, fx søvn? Hurra for Excel.

‘Musikken’

Gennem de seneste to måneder har jeg i kortere eller længere perioder hørt:

  • Bip, bip
  • Klaver
  • Folkemusik
  • Fest hos nabo
  • Jimmy Hendrix-like
  • Trommer

Nu er det nok – og i øvrigt har jeg aldrig brudt mig om ‘Jimmy Hendrix-like’, altså den slags rockmusik hvor de i slutningen af koncerten piner det sidste ud af guitarstrengene. Det er så grimt. Så hellere Andrea Berg.

Og så noget positivt

I dag har jeg vasket mindst 35 krystalglas og hele skabet de står i – og det er blevet så flot. Det trængte nu også. I den forbindelse fik jeg igen øje på oldefars glas, som det siges, han havde med sig, da han i 1890 indvandrede fra Frankfurt an der Oder. Jeg er meget glad for at have det stående, men man skal være meget forsigtig, når man vasker det af.