Indlæg

Se eller hør

Til tjek i Glostrup

Farmaceut Christina hælder kemikalier op til mig, fordi det endnu ikke er i orden med dosispakkerne; og det er klart: så længe vi justerer op og ned, kan apotekets maskine og dens tidsterminer selvfølgelig ikke følge med.

I mens taler jeg lidt med Kasper om, hvordan det ellers går. Min status er god, jeg har lavet struktur og jeg har det godt, bortset fra at…

Jeg kan ikke se

Som hovedregel er det værst de første 1½ – 2 timer om morgenen, mens jeg drikker min morgenkaffe og gerne vil kigge lidt på Facebook og besvare mails. Jeg kan nogenlunde læse, men ikke besvare, da det det er som om, tasterne flytter plads hele tiden. I går var det helt forfærdeligt hele dagen. Det var godt, jeg skulle have en gæst og kom væk fra skærmen i nogle timer. Tak Bixer.

Afstandssynet er fint og helt normalt. Problemet er kun ved skærmen. Det er som om, det ville kunne blive bedre, hvis jeg flyttede overkroppen til enten højre eller venstre, men det bliver ikke bedre.  Jeg kan s** ikke se. Men lige nu er det fx helt normalt.

Vi talte om, hvor længe det vil vare, før den nye reduktion vil virke: ca. 14 dage på grund af Lamictalens lange halveringstid. Jeg synes, det er længe at vente.

Målet er at komme helt ud af det præparat, som er stemningsstabiliserende, men jeg får jo også to andre stemningsstabiliserende stoffer, så det må vel være nok?

Men jeg kan høre

Lydene er der ikke så ofte, men det er som om, de til gengæld er blevet mere påtrængende. Jeg hører et par gange om ugen p.t. afslutningen på en rockkoncert inkl. publikum, der hujer og klapper. Guitarerne er grimme, Jimmy Hendrix-like. Det varer et par timer, så er det pludselig væk. Kasper spurgte nøje til detaljerne. Vi kan øge Abilify til 30 mg?

Jeg synes, jeg er heldig, at jeg ikke hører stemmer. Mennesker, der gør det, hører dem 24/7, og stemmerne siger ofte, at de skal begå selvmord eller undlade at tage medicinen. Mennesket ved godt, at det kun er en stemme, men nogle adlyder den alligevel. Forfærdeligt. Så kan jeg godt leve med afslutningen på en rockkoncert et par gange om ugen.

,

Se eller hør

Nye registreringer

Faktisk orker jeg ikke flere registreringer, mere medicin op og ned, mere ‘musik’, flere indlæggelser, mere jobcenter: you name it, men der er ikke noget at gøre, for der er dage, hvor jeg næsten ikke kan se, hvad der står på skærmen, og hvor det hele flyder sammen, og hvor det er som om, tasterne forskubber sig i forhold til hinanden. Dvs. hvis jeg mener, jeg trykker på ‘l’, så trykker jeg på ‘k’ – og nej det hjælper ikke at flytte tastaturet, hvis der nu var nogen, der ville foreslå det.

En morgen skrev jeg en mail, der var det rene volapyk, den blev kun på fire linjer, for jeg kunne jo trods alt se, at det var ørkesløst. Jeg kunne ikke. Det er som om, øjnene skal vågne. Jeg ved, det lyder tåbeligt.

I dag har jeg hele tiden måttet rykke ansigtet for at stille skarpt; som om det ville være bedre lidt til højre eller lidt til venstre. Men det var det ikke.

I Glostrup

Heldigvis havde jeg aftalen med Kasper og Christina (overlægen og farmaceuten) i dag, hvor jeg selvfølgelig bragte det op. De tog mig helt enormt seriøst og talte meget længe – måske 30 minutter eller mere – indbyrdes om, hvordan de bedst muligt kunne skrue lige så forsigtigt på medicinen, så jeg ikke ville få tilbagefald efter en måneds indlæggelse eller skabe nye problemer. Det er ikke bolsjer.

Som det ser ud lige nu, men det kan ændre sig, så skal jeg vælge mellem den musik, jeg af og til hører, som jo altså ikke er der,  og at kunne se hele tiden. Valget var ikke svært. Jeg foretrækker at kunne se på min skærm. Hvis jeg har skrevet noget vrøvl på det seneste, ved I hermed hvorfor.

Vi har aftalt, at jeg tager fat på registreringerne igen, så vi ved, hvad vi taler om på en skala fra 1 – 10. Forleden var det 11. Måske er der en sammenhæng med noget andet, fx søvn? Hurra for Excel.

‘Musikken’

Gennem de seneste to måneder har jeg i kortere eller længere perioder hørt:

  • Bip, bip
  • Klaver
  • Folkemusik
  • Fest hos nabo
  • Jimmy Hendrix-like
  • Trommer

Nu er det nok – og i øvrigt har jeg aldrig brudt mig om ‘Jimmy Hendrix-like’, altså den slags rockmusik hvor de i slutningen af koncerten piner det sidste ud af guitarstrengene. Det er så grimt. Så hellere Andrea Berg.

Og så noget positivt

I dag har jeg vasket mindst 35 krystalglas og hele skabet de står i – og det er blevet så flot. Det trængte nu også. I den forbindelse fik jeg igen øje på oldefars glas, som det siges, han havde med sig, da han i 1890 indvandrede fra Frankfurt an der Oder. Jeg er meget glad for at have det stående, men man skal være meget forsigtig, når man vasker det af.

 

 

,

Against all odds

Jeg er her endnu

  • Jeg kan se igen, og det er så skønt, jeg var (sgu) så bange, men det er nu konstateret, at jeg er medicinfølsom, så små justeringer giver store bivirkninger (altså højst oppe på skalaen/sjældne).
  • De passer godt på mig. Jeg blev ringet op af farmaceuten lørdag 17:30 med besked om at fiske nogle tabletter ud af æsken, og igen mandag formiddag om at fiske nogle flere ud. Og pludselig kunne jeg se helt normalt igen. Fantastisk. Det er sørme noget komplekst noget. Og ikke bolsjer.
  • Blodprøver for plasmakoncentration og den store pakke mandag og samtale læge Kasper onsdag. Jeg gentager “Kongeligt
  • Nu kæmper jeg med noget, der vel i gamle dage kaldtes en musearm. For ind i…. hvor gør det ondt, så snart jeg sætter mig ved tastaturet. Det har snart varet mange dage. I dag tænkte jeg, at nu gik det nok at skrive lidt af alt det, jeg var kommet bagud med. Nu betaler jeg så prisen.
  • Jeg lever ikke af at skrive men for at skrive – så ovenstående punkter ville være ret begrænsende for min livsudfoldelse.
    • Det der er tilbage af den.
  • Kasper (lægen) spurgte sidst “Hvordan ser din hverdag ud”. Jeg svarede ham, at jeg lige for tiden ikke havde nogen hverdag, men hans spørgsmål har luret i mit baghoved, så nu må der struktur på, ellers er jeg jo ikke en gang til at varetage et fleksjob på sølle 15 timer. De mange dage i joggingbukser, forvaskede t-shirts og fedtet hår går bare ikke! Så nu har jeg været hos frisøren og er gået i gang med at vaske gardiner. Der er nok at tage af. Kalktabletterne og multivitaminerne ringer kl. 07:00, så der står jeg op. Laver kaffe og går i bad.
    • Jeg blev pludselig bange for at miste den sidste rest af kontrol, jeg har over mit liv.
    • Det går bare ikke
    • Jeg vil ikke ende, som en, der ikke kan andet end at sidde i et hjørne og farvelægge mandolaer på en psykiatrisk afdeling.
  • Jeg kæmper med Kaspersky (sikkerheds- og backupprogrammet), som bare ikke vil fungere efter reinstallationen af Windows, som intet har at gøre med drevet, hvor filerne kommer fra og hvor de skal hen. Firmaet skal have 500 analyser, som alle blokerer maskinen hele dagen. Jeg er allerede træt af det. Men det giver selvfølgelige et sæt rene gardiner mere og tid væk fra tastaturet.
  • Psykopaten er død i ca. 2011. Han lå død længe i sin lejlighed uden at nogen savnede ham. Ingen ønskede at deltage i bodeling eller begravelse. Jeg har fået disse informationer af en af hans slægtninge. Jeg er så ufint et menneske, at jeg fryder mig. Det endelige punktum er sat over Hugo Ivan Erik Aage WAGNHOLT. Jeg har eller altid sagt, at jeg ville danse på hans grav, men da det sikkert har været en kommunal begravelse et sted ovre i Jylland, så dropper jeg del af aftalen med psykologen. Jeg smiler bare i mit larmende sind.