Skal de flyve i hjemmeplejen

Skal de flyve i hjemmeplejen

Der er ikke indregnet køretid

Skal de flyve i hjemmeplejen?

Der er enormt store fordele ved  at bo i en “lille” kommune fremfor fx Københavns Kommune. Fx kan man opleve at have den samme sagsbehandler i flere år og at det er den samme medarbejder fra hjemmeplejen, der kommer hver anden fredag og doserer medicinen. Det er muligvis også lidt lettere at få pension?

Det fungerer godt i Hvidovre, men der er ikke indregnet køretid

Jeg bor som bekendt i Hvidovre Kommune og jeg synes, det fungerer utrolig godt. Det er altid Stinna, der kommer og doserer medicinen. Efterhånden har vi lært hinanden at kende. Vi sludrer 10 minutter, før vi passer hver vores. Når hun er færdig med at dosere, og har tjekket, at der er tilstrækkeligt på lager og evt. bestilt mere hos egen læge eller psykiatrien, kalder hun på mig. Så kommer jeg med kalenderen, og vi tjekker, at jeg får lagt næste besøg ind på den rigtige dato. Vi synkroniserer med andre ord.

I dag spurgte jeg hende, om der i vores kommune er indregnet køretid? Hun kunne fortælle, at det er der ikke. Den enkelte medarbejder (sygeplejerske/hjælper/assistent) må selv få dagsplanen til at hænge sammen. Så hvis hun ved, at hun skal besøge en “tung” borger efter mig, må hun selv sørge for, at besøget hos mig kortes af, når hun skal nå at være fremme hos næste borger, på det rigtige tidspunkt, for ellers kan hun ikke nå at levere hele “ydelsen” til ham/hende. Hun kaldte det selv for “ydelsen”.

Hun sørger også selv for, at der er kortest mulig afstand mellem borgerne på hendes rute. Altså skal hun besøge andre i Hvidovre Nord på en dag, er det hendes eget ansvar at samle dem sammen.

Sig mig lige engang: regner kommunalbestyrelsen med, og det er jo dem, der fastsætter bevillingerne, at medarbejderne skal flyve i hjemmeplejen? Eller måske på en eller anden måde bippe sig ind med en eller anden app, så der ikke er transporttid mellem borgerne?

Sundhedsvæsenet fungerer, fordi den enkelte medarbejder er ansvarlig og dygtig

Denne lille fortælling bekræfter mig endnu engang i, at sundhedsvæsenet kun hænger sammen, fordi den enkelte medarbejder er enormt dygtig og ansvarlig overfor opgaven og overfor borgeren, patienten eller hvem det end måtte være.

Jeg synes, jeg har oplevet denne individuelle ansvarlighed så mange gange, de år jeg har færdedes i sundhedsvæsenet.

På et tidspunkt, hvor jeg var indlagt på 808, havde en af mine favorit-kontaktpersoner (Hanne) 13 patienter, hun var kontaktperson for. På en eller anden måde lykkedes det hende at tage sig af os alle. Jeg var der på det tidspunkt med svær depression og havde mest lyst til at “tjekke ud”. Hun brugte en hel time på at fortælle mig igen og igen, at verden bestemt ville være et ringere sted uden mig. Da hun gik, havde jeg det en µ bedre.

Gad vide hvordan hun havde det i maven, mens hun brugte så lang tid på mig med bevidstheden om, at der var 12 andre, der også havde behov for hendes nærvær og næsten kærlighed?

Et rehabiliteringsforløb

Jeg er jo den lykkelige ejer af en kugledyne. Den vejer syv kilo, og derfor kan man ikke bruge almindelige dynebetræk men specielle betræk fra firmaet Protac, hvor der er lynlås i bunden og den ene side. Mens jeg havde hjemmepleje på grund af Parkinsonismen, skiftede de betrækket hver anden uge. Da hjemmeplejen faldt bort, gik det op for mig, at jeg simpelthen ikke kunne finde ud af at lægge rent på. Jeg kunne ikke regne ud, hvordan jeg skulle skubbe de syv kilo ind fra siden.

Jeg spurgte Stinna, om det var noget, hun måtte hjælpe med, når hun alligevel var her. Det ville højst tage tre minutter, hvis jeg havde forberedt det. Det måtte hun ikke uden videre. Der skulle spørges højere oppe og jeg skulle visiteres til ydelsen.

Få dage efter blev jeg ringet op med besked om, at jeg var visiteret. Det var jo dejligt. Der kom en medarbejder og viste, hvordan hun selv ville gøre det, og vi aftalte at næste gang, var det min tur til at gøre det. Det gik ikke videre godt næste gang. Jeg kunne stadig ikke få det til at hænge sammen inde i hovedet.

Kort tid efter kom der brev i e-Boks om, at jeg var bevilget et “rehabiliteringsforløb”, så jeg på længere sigt kunne lære at klare mig selv på det område. Det vil jeg naturligvis også helst, for ellers skal kalenderen bookes en hel dag hver anden uge, for man ved aldrig, hvornår de kommer, men jeg synes, det er et voldsomt ord at sætte på det at lægge rent dynebetræk på.

En dag i den forgangne uge kom der en sød og dygtig medarbejder fra “Udredning- og rehabiliteringsenheden” (det er ikke mig, der har glemt et “s”; sådan står der på hendes kort) sammen med en ergoterapeut. De skulle hjælpe og var så venlige at sige, at de heller ikke selv vidste, hvordan opgaven kunne løses. Det lykkedes mig faktisk at gøre det selv på den måde, det tidligere var blevet vist. Om 14 dage kommer de igen og tjekker, at jeg virkelig også kan det. De følger med andre ord op.

Samlet set er det jo utrolig flot, og samlet set er det også billigere at “rehabilitere mig”, så jeg ikke koster kommunen noget på længere sigt. Og hvad der er sparet er som bekendt tjent. Men havde det nu ikke været billigere at lade Stinna hjælpe, når hun alligevel er her?

 

 

1 svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] (Hvidovre Kommune) – er der ikke sat køretid af til social- og sundhedshjælperne (SSH). Altså skal de nok flyve mellem borgerne? Der er heller ikke sat tid af til den dokumentation, statsministeren gerne vil afskaffe eller i […]

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.