Apoteket
Det lille apotek
Engang var ‘Det lille apotek’ et sted man gik hen og spiste frokost eller fik nattens sidste bajer. Nu er det en stor kasse, som jeg med møje og besvær har fået lempet ind i et af køkkenskabene, så hele mit hjem ikke ligner et apotek.
Kassen kommer fra hjemmesygeplejen, og er vældig smart. Man stiller alle de tabletter, der er taget hul på, i højre side.
I venstre side lægger man den grønne pose, der rummer alle ubrudte æsker, så man har overblik over, hvornår man kommer til at mangle hvad. I den gule pose, som ikke kan ses, lægger man alt det, der bare skal retur til apoteket.
Når man er færdig, klappes låget sammen (det findes under dosseringsæskerne), og så er det, kassen kan mases ind i et køkkenskab.
Hjemmesygeplejen kommer og doserer for 16 dage ad gangen. Det er vild luksus. De kan gøre det utrolig hurtigt. Skulle jeg selv løse opgaven, ville det tage mig mindst dobbelt så lang tid. De klarer det på ca. 20 minutter. Jeg ville skulle bruge ca. 40 minutter.
Det var ikke min faste søde hjemmesygeplejerske i dag, for hun har ferie. Hende kan jeg bedre lide, for vi kan lave lidt sjov samtidig med, at hun arbejder og koncentrerer sig.
Vi har brug for hjemmepleje, men jeg har det problem, at folk altid tror, at jeg er velfungerende, uanset hvor meget, jeg fortæller op og ned ad vægge, om hvor dårligt det hele står til. Så nu har jeg bare givet op. Bo bedre kommer vi ikke til at konkurrere med, og lugten kan bekæmpes ved at åbne et vindue. Og det er ingen joke.
@ Henny
Du må altså tage kampen med visitationen en gang til – gerne på en dårlig dag. Selvfølgelig har I behov for hjemmepleje. Og lad være at åbne vinduet inden hun/de kommer. Du må ikke give op!
Det kommer nok dertil, om snart. Jeg kan forestille mig, at de to søde damer fra i går har en eller anden form for oplysningspligt. Men de kan vel hverken smide os i spjældet eller kappe hovedet af os. Tak for opsang! Det kan være tiltrængt med sådan en den vej også. Jeg har sendt så mange “opsange” i din retning, hvad enten du nu har bedt om dem eller ej.
@ Henny
Velbekomme dig – det var da så lidt.
Ja jeg tror, du har ret i, at de har en form for oplysningspligt, når de ser at forholdene hos en/to borgere ikke er i orden.
at *bliver gammel
*mørkbanket, selv om det vel nok kunne forekomme … så var det altså ikke det, der var meningen …
Jeg forstår 🙂
Vi har også haft hjemmesygeplejerske(r) i dag. Akut, og ikke til mig. Efter fælles overenskomst begyndte de ikke at rydde op eller gøre rent her, selv om det nok kunne gøres behov.
Jeg har ikke sådan en smart kuffert til min medicin, men jeg har det i en stor skotøjsæske, som så ryger ned i en puf, hver gang jeg har doseret, hvilket tager mig ca. 10 minutter, men nu har jeg også kun en doseringsæske.
Det er noget værre noget, det med helbred, medicin, det at bliver gammel og gebrækkelig. Jeg føler mig helt mørkbanket i dag.
Hjemmesygeplejersker rydder de ikke op og gør rent. Det gør hjemmeplejen, hvis man ellers er visiteret til det.Sådan er det i hvert fald her.
Anskaf dig da en ekstra doseringsæske – efter 20 minutter har du overstået det hele til 16 dage. Det føles så godt, også selvom det er andre, der gør det.
Det er ikke godt at være ‘mørkbanket’. Jeg forstår din utilsigtede dobbelttydighed. Selv er jeg træt af hospitaler, piller, læger, ambulatorier osv.