Medicinstyringsprogram i Excel

I små stumper

Medicinstyringsprogram i Excel

Det, der engang skulle have været en bog, udkommer nu i små stumper på min side. Og det fungerer egentlig meget godt. Med Google Analytics kan jeg se, siderne bliver flittigt brugt, og det er rart, når jeg har haft glæde af at skrive dem. Det er sjovest at skrive, når man har læsere.

I de dele, der skulle have været en bog, prøver jeg at give praktiske anvisninger, fx har jeg et kapitel, jeg kalder “Hjælpemidler”, hvor jeg har prøvet at samle alt det, der hjælper mig. Muligvis kan det også hjælpe andre?

Note: de praktiske anvisninger findes nu i en FAQ’en under overskriften Hjælpemidler.

Medicinstyringsprogrammet

Jeg lavede alle basisfunktioner i medicinstyringsprogrammet før nytår. Formålet med programmet er: Sikre at jeg aldrig løber tør for noget af min medicin, og at give min kontaktperson i Distriktspsykiatrien (DPC) en rimelig chance for at kunne lægge recepterne på serveren i tide.

I tiden inden programmet kom jeg konstant med “ups-ordrer” til Gitte, fordi jeg ikke havde et ordentligt overblik. Jeg er ikke i stand til at sammenholde “data” om antal i skabet, antal i doseringsæskerne og antal på serveren, trække fx syv dage fra, så DPC har en rimelig frist, og også indregne forbrug pr. dag. .

Det var psykologen, der fik sat mig i gang med at lave programmet, fordi hun kunne overskue, at det var uoverskueligt.

Jeg begyndte på det allerede inden årsskiftet og fik alle basisfunktionerne på plads. Eric har været inde over det med en makro og en second opinion (“regner det virkelig rigtigt?”). Det har faktisk fungeret fint, men det var lidt dumt, at programmet ikke selv kunne sende en mail, og at jeg derfor skulle taste de vigtigste datoer ind i et andet program.

Der er jo mange skønne fora på nettet, og jeg har fundet Dansk Regneark Forum, herligt nørdet sted med mange hjælpsomme mennesker. En af dem hjalp mig med noget kode (VBA som jeg ikke kan), der bevirker, at Excel kan sende en mail, når der er mindre end otte dages forbrug tilbage. Det er jo interessant nok, men der manglede stadig “et eller andet”, der fik Excel til at åbne og derved aktivere funktionen. Der er jo ikke meget fidus i at skulle huske at åbne det. Så er idéen ligesom gået fløjten. For at det skal være godt, skal det være uberørt af menneskehånd.

Løsningen er “Opgavestyring”, der er en del af Windows – helt tilbage til Vista. Det har drillet mig lidt, men nu burde der være styr på det. Det, der drillede, var, at jeg gemte opgaven på et forkert niveau. Det var der sørme ikke meget vejledning om.

Prøv det selv

Jeg har opdateret kapitlet “Hjælpemidler” og hele molevitten kan hentes her i sektionen for avancerede brugere. Der ligger:

  1. En guide
  2. Programmet
  3. En video om Opgavestyring.

God fornøjelse

Jeg hører gerne om fejl og mangler og selvfølgelig også om det modsatte.

3 Svar
  1. Bjarne
    Bjarne siger:

    Jeg har opdateret kapitlet “Hjælpemidler” og hele molevitten kan hentes her i sektionen for avancerede brugere. Der ligger:
    hej dette link virker ikke , lyder godt at du snart er hjemme igen

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Hej Bjarne

      Du har ret i, at linket ikke virker længere. Det skyldes, at jeg ikke længere vedligeholder programmet, der alligevel ikke var helt så smart, som jeg selv troede 🙂

      • Bjarne
        Bjarne siger:

        Hej igen
        jeg hjalp dig med det kan ikke lige huske hvad problemet var den gang
        men nu har jeg lavet en nyversion som jeg selv bruger

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.