,

Hvor bliver 10-årsplanen af

Hvor bliver 10-årsplanen af

Rystende svar fra Mette Frederiksen

Hvor bliver 10-årsplanen af

Psykiater Merete Nordentoft skrev i går på sin Facebookprofil følgende:

Jeg hørte statsministerens spørgetime i dag. Pia Olsen Dyhr spurgte hvor psykiatriplanen blev af? Statsministeren svarede at det nok ikke var muligt at rekruttere personale, og at vi skulle grave et spadestik dybere og tænke på om ikke civilsamfundets fællesskaber kunne forebygge psykisk sygdom. Prøv at forestille jer reaktionerne hos Kræftens Bekæmpelse hvis statsministeren påstod at fodbold eller brætspil kunne forebygge kræft? Psykiske sygdomme er stigmatiserede folkesygdomme, vi kan tilbyde behandling af langt højere kvalitet, hvis vi fik mulighed for det. Vi skal have en ambitiøs psykiatriplan nu.

Pernille Skipper skriver blandt andet om Mette Frederiksens svar

Jeg har sakset disse to citater fra Pernille Skippers Facebookprofil. De er taget en lille smule ud af sammenhængen, men det er ikke citatfusk, der stod bare noget midt imellem, som jeg ikke gengiver.

Hun talte om fodbold og om at gå til spejder som et svar på den totale mangel på tilstrækkelig hjælp og behandling, der er, til de mennesker, der har en psykisk sygdom eller de alt for mange unge der mentalt mistrives. Forestil jer, hvis det havde været svaret til manglende behandling af folk med kræft eller hjertesygdomme?

En psykisk sygdom er ikke et spørgsmål om mistrivsel eller at “ungdommen skal være mere robust for livet er hårdt” (ja, det sagde hun gudhjælpemig). Mistrivsel blandt unge er vigtigt, men det er ikke et spørgsmål om at gøre de unge mere hårdføre, og det er slet ikke tilstrækkeligt til at sikre ordentlig behandling af psykisk sygdom.

Når man er “psykosenær”

Jeg har Gudskelov aldrig haft en “fullblown” psykose, men jeg kender mange, der har, fordi jeg har været indlagt ca. “100 gange”. Hverken når man har en rigtig psykose, eller når man er “psykosenær” (det er det kliniske udtryk; det står masser af gange i min Sundhedsplatform (SP)), kan man gøres mere robust, dyrke spejder, sport eller spille brætspil.

Når man konstant hører en respirator inde i klædeskabet med dens evindelige bip bip-lyde, når man tror, naboerne spiller tyvernes salonmusik, og man går langs væggene for at validere det, eller når man svæver 20 centimeter over gulvet nede i Kvickly, er man syg, for intet af dette er selvfølgelig virkeligt! Man kan f…. ikke gå til spejder eller spille brætspil. Hvad tænker hun på?

Statsministeren fatter ikke, at man har behov for en psykiater og ikke en tropsfører eller en spejderuniform. Man bliver angst for, hvad det kan udvikle sig til, og man ringer til afsnittet for at få hjælp. Er man heldig, har de også en seng til en. Er man uheldig, får man den fjerde seng på en tresengsstue. Så må man lade iPadden op i håndvasken og man man må undvære en natlampe. Men det er alligevel bedre end at være alene med angsten derhjemme. Angsten for at “om lidt tjekker jeg ud for sidste gang, for dette holder jeg ikke til længere”.

Er det et godt afsnit, og har man været der før, har de også en god læge, en specialuddannet psykiater, der forstår, hvad man siger og ikke møder en med mistro og mistillid. For ja det er da mærkeligt både med respiratoren, salonmusikken og “svæveriet”. Det forstår den gode psykiater. Statsministeren gør helt åbenlyst ikke!

Når statsministeren ikke selv forstår det

Der er en grund til, at vi i Danmark har et system, hvor de politisk udpegede ministre bestiller diverse opgaver hos deres administration, dvs. deres ansatte embedsværk. Det er en tradition, vi skal være stolte af, for det er det, der bevirker, at der – som hovedregel – træffes kvalificerede beslutninger og vedtages lovgivning baseret på saglige drøftelser og evidens.

Selvfølgelig kan statsministeren ikke have indgående viden om psykiatri. Jeg vil i hvert fald nødig diagnosticeres af hende. Hun har sit embedsværk. Hun lytter bare ikke til det.

Merete Nordentoft skriver, at Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsen har stået bag et stærkt fagligt oplæg, hvor jeg bare har læst pixiudgaven og kommenteret den her, men det smider Mette Frederiksen helt åbenlyst i papirkurven og mener, civilsamfundet må træde til, når temmelig syge mennesker skal hjælpes.

Endnu engang bekræftes det, at psykiatrien er stedbarnet i dansk sundhedspolitik. Det var aldrig gået på kræftområdet. Kræftens Bekæmpelse havde stået der med det samme. De er nemlig dygtige(re) til at kæfte op. Kræft er på en eller anden måde “finere” og mere prestigefyldt end psykiatri. Gad nok vide hvorfor det er sådan? Er det fortidens oplevelser af, at vi er en form for sindssyge eller har spist for få D-vitaminer i barndommen?

Hvad har “vi” at gøre med?

Jeg er jo bare patient, så jeg har ikke fuldt ud forstand på mulighederne, men jeg har da hørt om følgende:

  • Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS),
  • Sundhedsstyrelsen,
  • Socialstyrelsen,
  • Psykiatrifonden (en hammerdygtig NGO der lever af frivillige bidrag. Dem har jeg selv haft meget glæde af), og endelig
  • PsykiatriAlliancen (der sker vist ikke meget. De har fx ikke udsendt pressemeddelelser siden 2016…)

Jeg har mistet troen på, at vi kan råbe politikerne op, når Mette Frederiksen blankt afviser udspillet fra Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsen. Et udspil kan simpelthen ikke komme højere oppe fra. Det kan ikke være bedre. Sundhedsstyrelsen er det øverste rådgivende organ på området. Og de to styrelser har sammen med DPS arbejdet på udspillet i flere år.

Jeg er meget skuffet og glæder mig over, at det er virkelig mange år siden, jeg har stemt på Socialdemokratiet. Faktisk er jeg nærmere rasende! Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal gøre af mit raseri andet end disse 964 ord, nogle måske læser.

Jeg ved med andre ord ikke, hvordan man bliver hørt, når man bare er patient i psykiatrien.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

3 Svar
  1. Michael Øllgaard
    Michael Øllgaard siger:

    #HanneStegemueller – jeg har læst Dit indlæg og jeg er som far til en pige, der havde en fatal Borderline, dybt chokeret. Motorveje, overadministration, urørt skov og meget andet er der råd til – men ikke en opgradering af Psykiatrien. Det er logisk der ikke er nok personale – med de elendige forhold på de psykiatriske hospitaler – er det klart at meget få ønsker at arbejde i dette felt. Det fortvivlende er, at ligesom med fødeklinikkerne, ungdomsuddannelserne og klimakrisen, er der ikke nok politiker, der tør tage ansvar og få sat gang i en ny udvikling af samfundet…

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Michael

      Velkommen til – og tak for din kommentar, der af spamhensyn skulle godkendes først, da det er første gang, du kommenterer her. Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Jeg har ikke meget andet at sige til din kommentar, end at vi er fuldkommen enige! Det er rystende, at psykiatrien skal blive ved og ved at lide under de ekstremt ringe vilkår. Jeg er enig med dig i, at der er en grund til, at der ikke er ret mange, der ønsker at arbejder i psykiatrien. Det er jo sådan set logik for perlehøns.

      Svar
  2. Stegemüller
    Stegemüller siger:

    Jeg finder mig ikke i det, og derfor har jeg skrevet følgende til formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Merete Nordentoft:

    “Jeg skriver til dig i din egenskab af forperson for DPS.

    Anledningen er statsministerens spørgetime tirsdag, hvor hun skyder udspillet til 10-årsplan i sænk og beder patienterne spille fodbold og/eller brætspil i ly af civilsamfundet. Det har jeg forholdt mig til her.

    Jeg er mangeårig bruger af psykiatrien, og jeg må sige, at jeg får en vældig god behandling i form af forebyggende ECT og samtaler med en fantastisk dygtig kontaktperson i DPC på Gl. Kongevej, men jeg er også en irriterende og vedholdende type, man ikke lige løber om hjørner med. Jeg ved godt, hvornår jeg er syg. Det kommer med erfaringen.

    Mit spørgsmål er: Har jeg som alm. psykiatribruger nogen mulighed for at “hjælpe” jer , der er fagpersoner, med at skubbe politikerne i den rigtige retning? Jeg er meget skuffet over statsministerens svar til POD, da jeg virkelig havde troet på, at der nu langt om længe skulle ske noget. Jeg er ikke bare skuffet. Jeg er rasende, og derfor tillader jeg mig at forstyrre dig.

    Jeg har skrevet op og ned ad døre og stolper om psykiatriens vilkår i årevis (siden sommeren 2014), men jeg forstår åbenbart ikke at ramme den rette målgruppe. Jeg kender initiativet “En af os” og har for flere år siden kontaktet dem, men deres fokus er et andet end mit.

    Har personlige beretninger nogen værdi?
    Kan jeg hjælpe?
    Kan/vil du hjælpe?

    PS: Logoet afspejler min hoveddiagnose: bipolar affektiv sindslidelse. Sidediagnose: Aspergers syndrom.

    De bedste hilsner”

    Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.