Indlæg

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Enten går det over eller også bliver det værre

Lægemangel i både somatik og psykiatri

Enten går det over eller også bliver det værre

Vi bliver ganske enkelt nødt til at uddanne flere læger, selvom det er problematisk i en tid, hvor vi alle skal være tømrerlærlinge.

Jeg frygter den store fusion, hvorved vi skal blive region Østdanmark og dermed dække ca. halvdelen af landet, for jeg har eksempelvis lige ventet tre uger på at komme til egen læge, så det er godt, jeg ikke fejler noget somatisk. I fremtiden kan ventetiden kun blive endnu længere.

Mit motto er “Enten går det over, eller også bliver det værre”, og det gør det jo tit.

Hun skulle kigge på mit venstre knæ og mit blodtryk, som jeg synes er lidt vel højt (jeg har selv blodtryksapparat og måler hver torsdag morgen), som led i en “årskontrol”, hvor de inviterer en til at komme en gang om året i den måned, man har fødselsdag. Tak for invitationen.

Nu har jeg fået et “hjemmeblodtryksskema”, så jeg i tre dage skal måle tre gange morgen og aften. Ja ja, så gør jeg da det, selvom jeg ikke forstår, at mine medbragte værdier over fire uger ikke var gode nok.

Nu skal lægerne deporteres til Lolland.

  • Det kan man jo godt forstå, for lægerne skal selvfølgelig være der, hvor folk er mest syge.
  • Lægerne vil bare ikke køres derned i busser, hvilket man også godt kan forstå.
  • De vil heller ikke flytte, hvilket man også godt kan forstå, hvis de har familie, venner og resten af netværket i hovedstadsområdet, fordi de har læst her, og børn, der går i skole her.
  • Man har forsøgt at lokke dem med højere løn, men det blev ved forsøget. De lod sig ikke lokke af ussel mammon.

Vi må deles om de læger, der er – der er er bare ikke nok. Det er det egentlige problem.

Og vi må hellere straks gå i gang med at åbne universiteterne for dem, for skal de være gode, tager det 6 – 7 år at uddanne sig til læge. Og vi vil da have kvalitetslæger – ikke sandt?

“Egen læge” er en saga blot

Jeg husker den tid, hvor læge Bendix kom hjem til os med sin sorte lægetaske, når jeg som barn endnu engang havde hævede mandler og polypper, inden jeg fik fjernet mandlerne.

Jeg havde min tidligere søde læge i Vanløse i mere end 20 år, men hun solgte sin klinik og gik på pension, og det er hende vel undt.

Nu er der en eller anden form for sammenrend af fem forskellige læger, hvor man ikke har den samme fra gang til gang. Og hun var ikke nær så sød som hende på billedet.

Sammenrendet, synes jeg, er utrygt og absolut ingen besparelse for sundhedsvæsenet, fordi læge og patient så ikke kender hinanden. Ergo må vi begynde forfra hver gang, med mindre de forrige notater er fyldestgørende, og nr. 2, 3, 4 og 5 faktisk også har læst dem. Det kunne måske afhjælpes af en dobbelttid, men “det bruger vi ikke”. Jeg synes, det er enormt stressende at skulle forklare mig til et fremmed menneske på 10 minutter. Og jeg render altså ikke somatikken på dørene. Jeg har taget min andel af dårligdomme.

Sekretæren hos “egen læge” mente, jeg først skulle komme ned og få taget blodprøver og EKG, men det lykkedes mig at overtale hende til at bruge begge dele fra den 22. oktober, der må være friske nok. Dem kan klinikken ikke selv se, så jeg printede dem ud fra Min Sundhedsplatform (SP) og tog dem med i lommen. Så har jeg også sparet sundhedssektoren for en udgift.

Psykiatrien skal lægges ind under somatikken

Det må man ganske vist ikke sige, altså det med “lægge ind under”; det er ikke comme il faut. Vi skal sige, at de to områder “skal lægges sammen”.

Det er ikke gået op for mig, hvad formålet er. Sammenlægninger og implementering af nye administrative rutiner plejer at være omkostningstunge – tænk bare på diverse IT-systemer, der sikkert skal snakke sammen, hvis formålet på lidt længere sigt er at opnå en besparelse. Og jeg gætter på, at det er det egentlige formål, hvad skulle det ellers være? Hvilke fordele skulle jeg som patient i Hovedstadsområdet kunne høste af det?

I psykiatrien er vi vant til lægemanglen. Den har vi levet med i de 10 – 11 år, jeg er kommet der. Psykiatrien er et lavstatusområde for læger, så de kan ikke skaffe læger, og stillingerne kan være vakante i månedsvis.

Når man er psykiatribruger, vil man altså gerne se en psykiater bare en gang imellem. Vi sætter jo heller ikke kirurgerne til at se cancerpatienterne. Men det kan selvfølgelig være det kommer.

Gudskelov har jeg haft min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, lige siden jeg blev syg i 2014. Hun er guld værd, og det, at vi kender hinanden, er sølv værd. Hun kan huske, hvad vi talte om sidst, når og hvis jeg selv har glemt det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Vi stopper behandlingen af brystkræft og brækkede ben

Statsministeren gør børn og unge raske

Det er ellers Jesus forundt at gøre de syge raske. I Johannesevangeliet (kapitel 5) fortælles det, at Jesus helbredte en mand, der havde været syg i 38 år, ved søen Bethesda i Jerusalem.

Jesus betjente sig af mirakler. Mette Frederiksen betjener sig formentlig af Finansministeriet.

Vi stopper behandlingen af brystkræft og brækkede ben

Det må være sådan, at opfylder man de diagnostiske kriterier, får man diagnosen?

  • Har man symptomer på brystkræft, og lægerne finder en knude i brystet, skal man vel behandles på den bedste måde?
  • Humper jeg ned til lægen, der siger, at mit ben er brækket, forventer jeg at blive sat sammen på den bedst mulige måde.

Nu har statsministeren fået den idé, at det simpelthen er for dyrt at drive specialområdet. Derfor skal antallet af børn og unge, der får en diagnose, nedbringes. Det udtaler hun til bladet “Woman”. Pyt med de diagnostiske kriterier og pyt med de børn og deres forældre, der gennemgår et mareridt, fordi børnene simpelthen ikke kan gå i skole. De er hverken dumme eller dovne, men de kan ikke udholde de mange sanseindtryk, der typisk er i en almindelig skoleklasse.

Pudsigt nok er det aldrig de somatiske sygdomme, man vil sætte måltal for; det er altid psykiatrien, der må holde for.

“Skolens tabte børn” viser, at vil man spare, skal man bruge penge

I udsendelsesrækken “Skolens tabte børn” fremgår det af femte og sidste episode, at børn, der går helt almindeligt i skole i de ni eller ti år, koster en tiendedel af børn, der skal have et specialtilbud. Når børn skal have et specialtilbud, flytter pengene fra den almindelige folkeskole med over til specialtilbuddet.

Det vil sige, at jo flere børn, der er kommet i mistrivsel og må have et specialtilbud, jo færre penge er der til rest til den almindelige folkeskole, og så er der endnu flere børn, der må have et specialtilbud. Og sådan ruller rouletten; det er et frygteligt loop, som bare kører i det uendelige.

Eksperterne er uenige med Mette Frederiksen

Også i bladet Woman kan man læse, at eksperterne er uenige med statsministeren.

Ekspert 1: Anne-Mette Lange, der er klinisk psykolog og seniorforsker i børne- og ungdomspsykiatri ved Aarhus Universitet udtaler, at man kan se Mette Frederiksens udtalelser på to måder:

  • Den negative udlægning er: Vi må diagnosticere færre, fordi det er for dyrt at hjælpe
  • Den positive udlægning er: Vi må investere mere i forebyggelse og bedre rammer i børnehaver, familier, skoler, gymnasier og på arbejdspladser

Det må understreges, at Mette Frederiksen rent faktisk også udtaler sig om forebyggelse i det nævnte interview. Hun siger

Og vi skal altid gøre, hvad vi kan for at forebygge og undgå, at der er børn og unge, der får en diagnose, hvis vi kan undgå det – og undgå den mistrivsel, som der for nogens vedkommende er en følgesvend heraf.

Men statsministeren vrøvler. Det indser man, når man har læst det grundigt et par gange: Man mistrives ikke, fordi man har fået en diagnose. Det er omvendt: man får måske en diagnose, fordi man mistrives.

Ekspert 2: Søren Dalsgaard, klinisk professor og overlæge ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden og Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet siger, at “stigningen i antallet af stillede diagnoser primært skyldes, vi har haft for få ressourcer til at udrede dem, der havde behov for det. Den kapacitetsudvidelse, vi har haft, har gjort, at vi nu kan hjælpe flere. Der er ikke tale om overdiagnosticering. Der er i hvert fald ikke noget i tallene, der peger på det.”

De to eksperter er helt enige om, at alle tal viser, at mistrivslen standses, når diagnosen er stillet. Det kan skyldes, at barnet så får medicin (typisk ved ADHD), målrettet hjælp og et bedre skoletilbud. Og helt banalt kan det skyldes, at barnet og forældrene får en forståelse for, hvem det er.

Billeder fra mit eget liv

Da jeg – engang i urtiden – var barn, havde man hverken opfundet autisme, diagnoser eller barndom. Jeg fulgte naturligvis den almindelige folkeskole, for der var ikke andre muligheder. Der var kun noget, der hed “hjælpeklasse”, men det var for de børn, der havde svært ved det boglige, så der passede jeg ikke ind.

Jeg elskede de boglige fag, men jeg var en idiot til det praktiske og det sociale. Håndgerning, sløjd, formning og frikvartererne var et helvede. Jeg har tilbragt mange frikvarterer på et aflåst toilet, for der kunne jeg være i fred.

I en “Hjernekassen på P1”, episoden “Autisme-mødre” fra den 25. marts 2025 27:47 inde i udsendelsen hørte jeg Peter Lund Madsen, som jeg var på alder med, sige følgende kloge ord:

“Min skoletid var indrettet efter autister. Det var fuldstændig forudsigeligt. Der var skoleskema, man fik et nyt hvert år, og så kørte man bogen igennem, og nogen gange, når man sad og læste op på skift i timerne …, der var ingen slinger i valsen, og der var ro i klasselokalet. Gruppedynamikken var meget mindre indviklet, i hvert fald i timerne, for man skulle gøre, hvad læreren sagde.”

Jeg har passet mit arbejde, indtil jeg blev alvorligt syg og ikke kunne mere.

Der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af

Jeg er ekstremt sendiagnosticeret (jeg var 54 år) med Aspergers syndrom, der er en del af autismespektret, og jeg kan skrive under på de to eksperters udsagn om, at man får det bedre, når diagnosen først er stillet, for så begynder man at forstå sig selv.

Nu er jeg ikke længere bare hende den mærkelige. Jeg forstår mig selv meget bedre, og jeg har indrettet et fantastisk liv på mine præmisser. Jeg er holdt op med at maskere (et fagudtryk som betegner, at autisten forsøger at være “normal”), og alene det har givet et enormt overskud, for det er i længden utrolig ressourcekrævende at lade som om, man er en anden end den, man faktisk er.

Nu fokuserer jeg på mine styrker.

  • Jeg er fx god til at se detaljer, og flere bruger mig til at læse korrektur; det er opgaver, jeg elsker.
  • Jeg elsker data i tabeller og prøver at blive endnu bedre til fx Excel.
  • Som slægtsforsker har jeg meget glæde af detaljefokusset, for ellers går det store puslespil simpelthen ikke op.

Jeg er stadig en idiot til det sociale/det relationelle. Jeg evner fx ikke at smalltalke, for jeg synes, det er organiseret spild af tid. Det kunne jeg faktisk godt tænke mig at blive bedre til, så jeg har tilmeldt mig et forskningsprojekt om socialkognition. Det er sådan et, hvor man enten lander i kontrolgruppen eller i den sjove gruppe, hvor man rent faktisk deltager. De vil undersøge, om man kan få en bedre livskvalitet vha. virtual reality.

Der er absolut intet galt med min livskvalitet, og jeg har ingen problemer med at aflæse andre mennesker (synes jeg da selv), men det, der fangede mig, var:

Vi har udviklet en virtual reality-baseret intervention, hvor man sammen med en terapeut bliver støttet i at begå sig i virtuelle sociale situationer; det kan for eksempel være at smalltalke med andre.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Det er godt, når læger lytter

Femstjernet psykiatrisk behandling

Det er godt, når læger lytter

Jeg er kommet i Distriktspsykiatrien på Gammel Kongevej 33 siden 2014 (måske 2015), og det er jeg utrolig glad for. Jeg har haft den samme kontaktperson i alle årene, skønt der har været mange strukturelle omlægninger og blandt andet samling af alle bipolare patienter i Glostrup.

Hvordan jeg har kunnet få lov at blive på Gammel Kongevej, ved jeg ikke, men det har været enormt værdifuldt ikke at skulle fortælle “historien” forfra til nye kontaktpersoner. Nu, hvor jeg har det ret godt, ses vi selvfølgelig ikke så tit, og der er mange, der har mere brug for hende end mig. Sådan skal det naturligvis være.

I årene, der er gået, har jeg truffet mange forskellige læger. Og jeg har kunnet lide dem alle. De har alle ydet deres bedste og på en eller anden måde forsøgt at skjule det “hamsterhjul”, de løber rundt i, hvor de forsøger at få enderne til at nå sammen, uden at patienterne mærker det alt for meget.

Den første overlæge, jeg havde på Gl. Kongevej, var også den første, der forsøgte at forstå mit hukommelsestab. Hun sagde “absencer”, og det klingede helt perfekt hos mig. Jeg glemmer det aldrig. Der var perioder på 14 dage, der var væk pist borte.

Hun gik desværre på pension, men hun nåede at lære mig, hvad jeg skulle sige til den næste læge. Min erfaring er, at det ofte er godt, når man som patient selv bærer beskederne videre. Selvfølgelig er der en masse journalføring og dokumentation, som der skal være, men når jeg selv videregiver beskeder til den næste læge eller anden fagperson, får vedkommende selvfølgelig et andet indtryk af mennesket bag det, der står i SP.

Dagens lægesamtale

Nu har jeg en yngre mandlig overlæge, som jeg har truffet tre eller fire gange. Jeg håber inderligt, at han bliver på Gl. Kongevej.

Vi har talt sammen i dag, og egl. skulle det have været en videoseance, men ingen af os kunne få det til at fungere. Jeg trykkede på den relevante knap i Sundhedsplatformen, men der skete ikke rigtig noget. Vi nøjedes med telefonen, og det kan fint gå, når man har et rimeligt kendskab til hinanden. 

Han er verdensmester i at lytte. Jeg er endnu ikke kommet med noget, han simpelthen ikke kunne forstå. Jeg oplever dialogen som ligeværdig og hans interesse som ægte. Det er vel egl. det, man kan kalde for en femstjernet psykiatrisk behandling?

Jeg har problemer med “det relationelle”, fordi det er så uforudsigeligt, og min oplevelse er, at disse problemer vokser. Jeg bliver på en eller anden måde mere og mere autist. Jeg havde set frem til at drøfte dem med ham, og jeg har taget et initiativ, som jeg var i tvivl om, hvorvidt han ville bifalde, nu hvor han kender mig relativt godt.

Kort sagt savner jeg at indgå i meningsfulde fællesskaber og at betyde noget for andre på et fagligt plan.

  • Måske et det lidt “skønne spildte kræfter”, at jeg kun bearbejder og analyserer data for min egen skyld?
  • Måske kunne jeg bidrage til noget forskning et eller andet sted, når jeg nu elsker data?
  • Måske ville det være dejligt en dag om ugen at have nogen at sige “god morgen” til og nogen at spise frokost med?

Jeg ville aldrig nogensinde kunne indgå på det ordinære arbejdsmarked med de enorme produktivitetskrav og den høje grad af stress. Men et eller andet “nørdet” et eller andet sted kunne måske være skønt? “Nørdet” er heldigvis ikke længere et skældsord.

Han bakkede op om mit initiativ, og det er jeg glad for. Det er så nemt at sidde alene og være begejstret for sin idé – men hvad synes andre? Er jeg ude på et overdrev, eller er der noget om snakken?

Hvem vil høre om en femstjernet behandling?

Jeg har fået – og får – en femstjernet behandling i psykiatrien. Psykologen siger, at det blandt andet skyldes, at jeg er blevet ved at stille spørgsmål, til jeg forstod, hvad de sagde. Jeg har holdt dem fast.

Det er jo ikke mig, der er gået ud fra overlægens kontor med besked om, hvordan jeg havde det. Jeg har krævet at forstå det uforståelige, og jeg er klar over, at jeg af og til har været en irriterende og tidskrævende patient. Men de har taget det pænt.

Jeg glemmer heller aldrig den overlæge i Akutteamet i Glostrup, der lukkede computeren og sagde “Du nævnte noget om Aspergers”. Det har nok været ca. 2018. Herefter væltede det bare ud af mig, hvad jeg havde tænkt og undersøgt siden 2003. Her var en, der tog sig tid til at lytte til noget, der ikke lige var på dagsordenen. Han må have gjort sig nogle tanker – og nu ønskede han at vide, hvad jeg selv tænkte.

I DR Lyd findes en fantastisk podcast ved navn “Genstart”. Jeg har for et stykke tid siden skrevet til tilrettelæggerne og spurgt, om de var interesserede i en positiv historie fra og om psykiatrien? Jeg har ikke fået svar, og jeg er da også klar over, at deres fokus selvfølgelig er på emner, hvor noget er forkert eller kritisabelt.

I det hele taget er det min oplevelse, at der ikke er ret mange, der vil høre om den psykiatri, der også er velfungerende, selv om man kan overveje, hvordan det lader sig gøre, når ressourcesituationen er, som den er. Der vil jo gå flere år, før 10-årsplanen er implementeret, og hvad vil planen betyde for voksenpsykiatrien? Det er der ikke nogen, der fortæller om.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

/0 Kommentarer/i , /af ,

Verdens bedste psykiatri? Der er lande, hvor det er værre

Verdens bedste psykiatri? Der er lande, hvor det er værre

10-årsplan for psykiatrien

Verdens bedste psykiatri? Der er lande, hvor det er værre

Citatet om, at der er lande, hvor det er værre, stammer fra professor i psykiatri Merete Nordentoft, der er gæst i dagens udgave af “Hjernekassen på P1”, som kan findes i DR Lyd. Hun er psykiatriens klogeste kvinde, og så er hun forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Den 8. april i år blev den 1. psykiatriaftale indgået. Til sammenligning blev den 5. kræftplan indgået i maj måned i år.

Psykiatrien tilføres varigt 4,6 mia. nye kroner. Beløbet falder på et tørt sted. Tidligere løft har typisk været midlertidige satspuljer. Ingen i denne verden kan udvikle et nødlidende område baseret på midlertidige bevillinger.

Regeringen skriver i sin pressemeddelelse

Med et nyt udspil, der fuldender den samlede 10-årsplan for psykiatrien, styrker regeringen behandlingstilbuddene til mennesker, der mistrives psykisk eller har alvorlige sindslidelser. Psykiatrien tilføres ekstra 4,6 milliarder kroner i varige midler de kommende år.

Flere danskere har brug for hjælp og støtte i psykiatrien, og især blandt børn og unge er efterspørgslen steget markant de senere år.

Med et nyt udspil til en stærkere psykiatri fuldender regeringen nu den fuldt finansierede 10-årsplan for psykiatrien. Udspillet realiserer et samlet løft af psykiatrien på 4,6 milliarder kroner. Det er et løft på hele 35 procent i forhold til 2019.

Det har taget sin tid, for psykiatriaftalen har været seks år undervejs.

Første skridt var forståelsespapiret fra 2019: “Af forståelsespapiret, Retfærdig retning for Danmark, aftalt den 25. juni 2019 mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, fremgår det, at regeringen vil indgå aftale om en 10-års plan for psykiatrien med forpligtende mål om bl.a. at mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden og øge gennemsnitslevealderen for mennesker med psykisk lidelse”

Kilde: “Pixiudgave af fagligt oplæg til en 10-årsplan Bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser”, side 3, udgivet af Sundhedsstyrelsen i 2022.

“Hvem griber Sarah?” og hvem greb mig?

I aftes viste Danmarks Radio dokumentaren “Hvem griber Sarah?”. Det er en skrækhistorie om, at alle i psykiatrien forsøger at gøre deres bedste, men ingen gør det godt nok. Det bevirker, at Sarah tager sit eget liv, da hun er 23 år gammel. Hun er faret vild i det psykiatriske system, hvor hun i løbet af 3½ måned møder seks forskellige behandlere og bliver præsenteret for fire forskellige diagnoser. Det må vi kunne gøre bedre.

Det må have været forfærdeligt for den unge kvinde at skulle fortælle sin historie igen og igen. Det er i sig selv opslidende. Det er svært at forstå, hvorfor Sarah ikke måtte komme tilbage til det første tilbud, som hun var så glad for, og som hjalp hende til at få det bedre i en periode.

TV viste billedet af Brøndbyøstervej 160. Jeg kender kun skiltet alt for godt. Jeg fik selv fantastisk hjælp på adressen. De kan om nogen noget derude. De tog imod mig hver gang, jeg stod der med tasken igen. De sagde “Vi er her for dig Hanne”. De hjalp mig blandt andet til at tro på, at der nok alligevel ikke stod en respirator i mit klædeskab og sagde sit “bip, bip”. Jeg hørte det så tydeligt, når jeg lå i sengen, men hver gang, jeg stod op for at slukke for den, var den der jo (selvfølgelig) ikke. De skrev “nærpsykose” i journalen.

Hvem stiller diagnoserne?

Danmark har – og har i mange år haft – ca. 600 selvmord om året. Det er 600 for mange. Der var engang, en kræftdiagnose var en dødsdom, men sådan er det gudskelov ikke længere.

Muligvis havde Sarah en svær depression. Det behøver man – med den rette hjælp – ikke dø af. Men hvem siger egl., at hun havde en depression? Flere af lægfolkene i udsendelsen antager det – men hvad bygger de det på? Hvad er deres kilde? Er disse medvirkende dygtigere end de – helt sikkert alt for mange – behandlere, hun præsenteres for?

Herudover står det lidt uklart, hvilken rolle de pårørende har spillet. Har de bakket Sarah op og støttet hende ved fx at deltage i samtlige lægesamtaler?

Dokumentaren fortalte, hvordan de forskellige specialiserede enheder rent faktisk forsøger at gøre det så godt som overhovedet muligt ved at henvise kvinden til det sted, man mener, hun vil få den rigtige hjælp. Det synes jeg faktisk ikke, man kan klandre nogen for.

Det, vi burde lære af denne dybt tragiske hændelse, er, at de forskellige specialiserede enheder bør arbejde tættere sammen og drøfte symptomer og mulige diagnoser, så der hurtigt kan sættes ind med den rette hjælp. Så er vi måske nede på 599 …

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.