Indlæg

/0 Kommentarer/i /af

Svigter psykiatrien i Region Midtjylland patienterne?

Svigter psykiatrien i Region Midtjylland patienterne?

En sag om mulig erstatning

Svigter psykiatrien i Region Midtjylland patienterne?

Nu får jeg sikkert på puklen for at prøve at se sagen lidt fra en anden side – men det klarer jeg nok.

I september 2024 meldte Psykiatrien i Region Midtjylland ud, at man var klar til at starte gennemgang af 1.614 journaler med henblik på at vurdere, om patienterne muligvis kunne være erstatningsberettigede efter at have været behandlet af den overlæge, man har fyret.

I går den 29. januar 2025 oplyste Jakob Paludan, Lægefaglig direktør for Psykiatrien i Region Midtjylland, at man lukker gennemgangen efter at have gennemgået 555 sager, hvor ca. halvdelen vurderes at have ligget “Under lægefaglig standard”.

Noget af det, der har været fremme i sagen er, at journalføringen har været under al kritik. Jakob Paludan begrundede desværre ikke, hvorfor man stopper gennemgangen. Min tanke er, at når journalføringen har været det rene Anders And, så kan en begrundelse være, at det simpelthen ikke giver mening at sidde og læse de resterende 1.059 (1.614 – 555) sager. Det ville da egl. være ret logisk.

Så er det rent faktisk ret fornuftigt i stedet at bruge ressourcerne på at hjælpe de patienter, der har en fornemmelse af, at “Her er vist noget galt. Jeg vil søge om erstatning”.

Billedet herunder stammer fra TV Avisen den 29. januar kl. 18:30:

Svigter psykiatrien i Region Midtjylland patienterne?

Jane Alrø Sørensen, generalsekretæren for “Bedre Psykiatri”, udtalte i TV Avisen, at der er tale om meget forpinte mennesker, der har så få ressourcer at de ikke selv kan søge om erstatning eller klage.

Det har hun måske nok ret i, men det gør jo stadig ikke, at det giver mening at gennemgå 1.059 sager, hvor journalføringen har været så mangelfuld, at man ikke bliver klogere af læse journalerne.

Jeg synes, at det er en temmelig enøjet tilgang til sagen.

Vi er fortsat i kontakt med patienterne

Jakob Paludan argumenterede med, at man ikke overlader patienterne til sig selv. En meget stor del af patienterne er man fortsat i kontakt med, fordi de stadig er psykiatribrugere.

Og det kan jeg jo selv skrive under på: Et forløb i psykiatrien er typisk langvarigt, fordi man ikke med et fingerknips bliver rask, når man har en psykiatrisk diagnose. Det er typisk et årelangt samarbejde mellem patienten og behandlerne.

De patienter, der stadig kommer i psykiatrien, kan jo spørge deres kontaktperson(er), sygeplejerske(r) og læge(r). Og måske vil disse behandlere af egen drift sige til patienterne “Jeg synes, du skal søge om erstatning”, for de ved jo typisk, hvad der er foregået, selvom det ikke står i journalen. De har jo været sammen med patienterne i kortere eller længere tid. Og lur mig om der ikke er nogen af dem, der faktisk kunne finde på at give en hånd med ansøgningen!

Hvis jeg tænker tilbage på mit eget forløb og nogle af de medarbejdere, jeg har truffet et utal af gange, kan jeg godt udpege nogle stykker, der ville hjælpe mig, hvis jeg havde behov for det.

Jane Alrø Sørensen taler faktisk lidt ned til patienterne, når hun evt. ikke forestiller sig, at pateinterne kan finde ud af at spørge, “hvordan skal jeg gøre?”, når de har fået det vejledningsbrev, regionen vil udsende til samtlige patienter, der måtte være berørte. Fordi man er psykiatribruger, behøver man jo ikke at være specielt dum.

Endelig oplyste Jakob Paludan, at man har oprettet en hotline, hvor bekymrede patienter er mere end velkomne til at henvende sig.

Anders Heissel – DR Nyheders Sundhedsanalytiker

Ander Heissel gengav kritikløst en patients udsagn om, at regionen løber fra ansvaret. Han oplyste, at dette kan blive en af de største erstatningssager sundhedsvæsenet har oplevet. Den kan muligvis blive på niveau med Coronasagerne.

Patienterstatningen vurderer, at mange hundrede vil søge, hvad de så end bygger det på. Og at man søger om erstatning, betyder jo ikke, at man også vil være erstatningsberettiget!

Det er altså nemt at være “de gode” i en sag som denne.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Endnu en gang er psykiatrien udeladt

Endnu en gang er psykiatrien udeladt

Psykisk sygdom er typisk (også) kronisk

Endnu en gang er psykiatrien udeladt

Regeringen har præsenteret et omfattende reformudkast på sundhedsområdet. Der er flere formål med reformen, og professor emeritus Syddansk Universitet, der har forsket i sundhedsvæsenet i 45 år, Jes Søgaard siger til ugeskriftet, at han er:

overrasket over, hvor ambitiøst et reformudkast, der ligger på bordet nu.

Og det er selvfølgelig positivt. Noget af reformen drejer sig ifølge både statsministeren og sundhedsministeren om, at man vil sørge for at sende lægerne derhen, hvor patienterne er mest syge. Det er en del af ledelsesretten, at arbejdsgiveren anviser arbejdsstedet, så det er vel ikke så overraskende?

Man taler hele tiden om, at man med reformen løser problemet med kronikerne. Jeg har lyttet og læst mig til, at at det drejer sig om kronikerne på det somatiske område (kol, hjertesygdomme, kroniske lænderyg-smerter, diabetes 2 og cancer).

Har man en psykisk sygdom, er man typisk også kroniker. Man kan måske behandles til et acceptabelt niveau med medicin, ECT og/eller i Distriktspsykiatrien/F-ACT, men det går aldrig helt over. Man kan aldrig sige »Nu er jeg rask!«. Det vil altid være tilstede i en eller anden grad. Man vil altid skulle følges på en eller anden måde. Når vi møder hinanden spørger vi derfor altid »Hvordan går det? Hvordan har du det?«. Om det samme gør sig gældende på det somatiske område, ved jeg ikke.

Mit spørgsmål er derfor: Hvordan kan det lykkes regeringen gang på gang at udelade psykiatrien?

De tro partisoldater

Jeg drøftede spørgsmålet på Facebook med en af de tro partisoldater fra en af regionerne. Hun skrev »Psykiatrien kommer senere«, men da jeg spurgte, hvornår »senere« var, fik jeg ikke noget svar.

Hvad med 10-årsplanen?

Jeg er ved at være træt af at gentage mig selv, men det fremgik af regeringsgrundlaget fra 2019 side 18 og 19, at der skulle udarbejdes en 10-årsplan for psykiatrien. Det er altså fem år siden.

I begyndelsen af maj 2022 spurgte Pia Olsen Dyhr (SF) i statsministerens spørgetime, hvor 10-årsplanen blev af. Merete Nordentoft kommenterede svaret og jeg kommenterede Merete Nordentoft. Og nej vi er ikke blevet raskere af at spille brætspil eller gå til spejder. Og civilsamfundet er ikke videre dygtigt til at behandle os!

Jeg undrer mig stadig over, hvor planen mon bliver af.

Af og til hører man ministeren til pressen glæde sig over et beløb på et eller andet antal millioner til psykiatrien. Det er naturligvis positivt, men er det varige midler eller er det engangsbevillinger? Er det dele af 10-årsplanen, der således udmøntes i dråber hist og pist? Hvem følger egentlig op på 10-årsplanen?

Skyldes det hele, at NGO’erne på det somatiske område er meget dygtigere? Helt konkret: er Kræftens Bekæmpelse meget dygtigere end SIND?

Dygtighed kan selvfølgelig ikke måles i kroner, men ser man på driftsregnskaberne for 2023, var der markante forskelle på indtægterne. Måske kan man måle befolkningens interesse i millioner kroner?

SINDs indtægter udgjorde i alt: 8.863 (dvs. 8,9 mio. kr.) og Kræftens Bekæmpelses indtægter udgjorde i alt: 781.220 (dvs. 781,2 mio. kr.).

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Hygiejnebind for 195 milliarder kr.?

Hygiejnebind for 195 milliarder kr.?

Kaos i Forsvarsministeriet

Hygiejnebind for 195 milliarder kr.?

Hvad bliver det næste? Bliver det hygiejnebind for 195 milliarder kr.?

Det skulle næsten ikke overraske mig med det kaos, der findes i det forsvar, vi poster milliarder af skattekroner i. Der er bare ikke rigtig nogen, der ved, hvor pengene bliver af, har Rigsrevisionen sagt. Og de plejer at have ret i deres kritikker.

Forleden sad jeg og lo højt, da jeg så nyheden om, at en enhed i Forsvarsministeriet (formentlig Forsvarskommandoen, men det er jeg i tvivl om) har skrevet noget papir med forslag til initiativer, der kan få flere kvinder til at søge ind i forsvaret.

Den slags papir skal være konkret, for ellers beskyldes det for bare at være ord på papir, og det kan man jo godt forstå. Her var det endog meget konkret: “Betal kvindernes hygiejnebind, mens de er i forsvaret” og løber rundt med sort-grøn tvære i ansigtet eller – med samme ansigtskulør – sidder og pudser geværløb. Det var dog liiige konkret nok for ministeren, der ikke er på vej i føtex efter Tampax mv.

Nu sidder jeg og græder næsten ved tanken om, at fregatten “Ivar Huitfeldt” i 30 minutter ikke kunne forsvare sig mod droneangreb, da det virkelig gjaldt under en såkaldt skarp mission i Det røde Hav. Kanonerne kunne heller ikke affyres, så de virkede efter hensigten. Granaterne eksploderede for tæt på fregatten selv.

Det er rapporteret hjem, men ministeren har ikke hørt en lyd om det. Så nu har han sendt forsvarschefen hjem og udpeget hans afløser. Det er fint, og hvad skulle ministeren ellers gøre, når han har “mistet tilliden”? Havde han ikke sendt ham hjem, måtte han selv gå (hjem), da han selvfølgelig er den øverste ansvarlige. Topembedsmænds vigtigste opgave er at beskytte ministeren. Excelfilerne (altså tallene i tabellerne) har de folk til. Og sådan skal det også være.

Forsvarsforligskredsen kan nemt finde sammen om at poste 195 mia. kr. i forsvaret. (I parentes bemærket kan ingen finde sammen om 6 mia. kr. til psykiatrien til finansiering af 10-årsplanen. Men det er jo selvfølgelig min kæphest).

Stakken af møgsager vokser i Forsvarsministeriet

Jeg har arbejdet med statslig resultat- og økonomistyring i 23 år, og derfor undrer det mig, at det kan gå så galt, som det er gået i Forsvarsministeriet. Jeg er vant til, at vi som statsinstitutioner skal kunne redegøre for hver en bøjet femøre og dokumentere enhver proces. Og det er også rigtigt sådan, da det er skatteborgernes penge. Og jeg skulle hilse at sige, at de ikke sidder løst – hvilket også er rigtigt.

Mangler man som statsinstitution ressourcer, fx grundet en beviselig ekstraordinær tilgang af sager, udarbejder man et aktstykke til Folketingets finansudvalg, Det er en kæmpe proces, der tager flere måneder at gennemføre. Det har jeg brugt mange aftner og nætter på. Alt skal dokumenteres, herunder at det beviseligt er en overraskelse, og at man ikke burde kunne have forudset det ved udarbejdelsen af det seneste forslag til finanslov.

Det siges, at man altid bliver kompenseret fuldt ud som følge af ny lovgivning. Det er en stor løgn. Også her skal man kæmpe for sin overlevelse og godtgøre, hvad der vil ske, hvis man ikke kompenseres fuldt ud. Det indebærer fx estimater over, hvor meget sagsbehandlingstiden vil øges, og det er svært at sige noget om.

Hvordan kan der så være et helt ressortområde, hvor alt tilsyneladende sejler? (Med Ivar Huitfeldt og fregatten/fregatterne i Arktis er det meget konkret). Det forstår jeg simpelthen ikke. TV Avisen havde her til morgen kl. 7:00 en fornem opremsning af møgsager. Der var noget om:

  • nogle mia. kr., der blev bevilget i 2018, hvor ingen ved, hvad vi har fået for pengene. Hvor er de blevet af? Som Mads Korsager siger “Soldaterne har endnu ikke set noget til de penge”. dr.dk skriver “Rigsrevisionen og Statsrevisorerne har i en rapport rettet skarp kritik af Forsvarsministeriet for ikke at have haft styr på økonomien i af et af de helt centrale initiativer fra forsvarsforliget for 2018-2024 – nemlig etableringen af en 4.000 personer stor brigade, der skulle have stået kampklar i starten af i år.”
  • Elbit-sagen, hvor det politiske niveau fik at vide, at de havde utrolig kort tid til at træffe beslutning, da “det gode tilbud” fra Israelerne ellers ville løbe ud. I går kom det frem, at regningen forresten vil blive en milliard større, for man havde lige overset de afledte udgifter så som yderligere køretøjer, personel, ammunition og etablissement
  • Danmarks Radio har dygtigt dokumenteret, at den eller de fregatter, der har sejlet rundt i Arkis, ikke kan skyde og ikke har kunnet det i 15 år. De sejler altså rundt uden at kunne levere den ydelse, vi betaler dem for
  • som dr.dk skriver den 4. april: “Først kunne de ikke skyde; nu kan de ikke sejle”. De skriver endvidere: “Cirka en måned efter kanon-problemerne blev afsløret, blev to af Søværnets nyeste og mest moderne inspektionsfartøjer så taget midlertidigt ud af drift på grund af tekniske problemer.”
  • TV2 har med vanligt blik for folkelige “nede på jorden-sager enhver kan forstå” i 2020 udarbejdet en liste over møgsager i forsvaret. Den er godt krydret med både sex og mobning
  • Danmarks Radio har lavet en bruttoliste over endnu flere møgsager. Den finder du her.

Hvordan kan det ske?

Det er som om, forsvaret er noget “helligt”, man ikke piller ved, før det er uundgåeligt. Først når alt er gået fuldkommen “bananas”, sker der noget – og på det tidspunkt er det urimeligt dyrt at rette skuden op. Lige nu tales der om nogle mål, der skulle nås i 2024 men nu er udsat til 2030 …

Kan det ske, fordi man har sparet det såkaldt “unødige bureaukrati” væk? Er det et billede på, at de underliggende institutioner skal holdes mere i ørerne, end man lige troede? Og det sker jo ikke af sig selv via neurale netværk. Det kræver “kolde hænder”, men dem kan vi ikke lide. Der er for mange djøfer blandt dem.

Der er noget ved denne scene, der minder mig om – ikke om Romeo og Julie som Sebastian sang – Vurderingsstyrelsens system til ejendomsvurdering, som de selv oplyser, man ikke skal regne med. Det er (også) det rene Anders And, som muligvis er opstået som følge af, at man på et tidspunkt stort set nedlagde Skat. Og de tilbageværende medarbejdere blev spredt rundt omkring i landet, hvilket også er meget folkeligt.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Import af medarbejdere til sundhedsvæsenet

Import af medarbejdere til sundhedsvæsenet

Hvorfor sender vi de unge studerende “hjem”?

Import af medarbejdere til sundhedsvæsenet

(Billedet er genereret af OPenAI/CharGPT 4.0. Det rammer egl. meget godt)

Jeg har lige set TV Avisen kl. 12:00; der var ikke en gang noget om H.M. Dronningen …

Nye Borgerlige nedlægger heldigvis sig selv og så er den anden store nyhed, at regeringen i al sin visdom nu vil oprette “partnerskaber” med Indien og Filippinerne, så Danmark kan “importere” sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter derfra. Pressemeddelelsen findes på Sundhedsministeriets hjemmeside.

  • Der er jo egl. ikke noget at grine af, men jeg sad alligevel og lo. Jeg synes, det ligner et mislykket forsøg på en feberredning fra 25. kartoffelrække.
  • Dansk Sygeplejeråd peger med det samme på, at der er 5.000 pæredanske sygeplejersker, som det ville være bedre at trække tilbage til deres egentlige profession, i stedet for at de har forladt blandt andet hospitalerne, fordi arbejdsvilkårene ganske enkelt er for ringe. Jeg kender et par af dem.
  • Ville det ikke være smartere at ændre vores udlændingepolitik? Faktum er, at mange af de unge kvinder, der sidder i årevis og rådner op på et udrejsecenter (for at blive “motiverede” til at rejse “hjem” til et sted, de måske aldrig har været), var i fuld gang med at uddanne sig til netop social- og sundhedsassistenter. Og de taler glimrende dansk, og de kender den danske kultur, eftersom de har boet og arbejdet her i årevis. Mange af dem kom fra Syrien i 2015.

Sprogproblemer

Det er svært at forstå indisk-engelsk! Nogle gange, hvis jeg bøvler med noget på computeren, finder jeg et par videoer på YouTube. Mange af dem er på indisk-engelsk, og der har jeg “udfordringer”. Jeg synes, det er rigtig svært.

Mange af de mennesker, der har behov for social- og sundhedsassistenterne er ældre og gamle. Der er mange i den generation, som ikke engang taler britisk engelsk, for det lærte de ikke i skolen. Og de forstår da slet ikke indisk-engelsk. FOA peger helt rigtigt på sprogbarrieren og kulturbarrieren.

De ansatte skal lære dansk, og skal kende både de danske fagtermer og dansk kultur
– Sproget er rigtigt vigtigt, når vi arbejder med ældre, siger Tanja Nielsen fra FOA.
– Det betyder meget, at vi kan tale med hinanden. ‘Hvad lavede du i weekenden?’ ‘Hvad lavede du juleaften?’, siger hun.
– Snakken om dansk kultur er rigtig vigtig, for det er her den ældre eller demente borger kan relatere, siger hun.

At gribe om nælden ved dens rod

Hvornår kan hele cirkusset implementeres? Det vil tage årevis. For hvis det skal gøres ordentligt og med respekt for de ældre og gamle, skal der tilrettelægges målrettede, langvarige kurser til de studerende i Mumbai, Manilla mv., hvor dansk sprog og kultur indgår som noget af det første og det blivende gennem hele uddannelsen. Der skal tænkes godt og grundigt, for at det ikke bare bliver en eller anden “løsning”, der kunne være købt hos Netto. For det kan vi ikke tillade os over for brugerne. Vi har behov for Irma-løsninger!

Jeg synes, vi ser det ene forsøg på en snup tags-løsning efter den anden på sundhedsområdet. Vi havde engang et fint og forkromet sundhedsvæsen. Jeg er rasende over, at det snart er fuldstændig smadret. Måske skal jeg bare være glad over at være blevet syg for så mange år siden?

Uha – vi kan sørme ikke bruge flere penge på sundhed, så vi må hitte på noget. Men når det kommer til forsvarsområdet, indgås der nemt et bredt forlig til en værdi af 143 mia. kr. over en 10-årig periode. Gad vide, hvordan sundhedsområdet ville se ud, hvis man også her tilførte 143 mia. kr.?

På sundhedsområdet ville man gribe om nælden ved dens rod, hvis man også greb dybt i portemonnæen. Der er ganske enkelt behov for “Send more money”. De effektiviseringsgevinster, der skulle og kunne indhøstes, er for længst opnåede siden regionerne blev oprettede i 2007.

Magten tilbage til lægerne

På det samme område mener jeg i øvrigt, at man burde give flere kompetencer = mere magt tilbage til lægerne! Jeg elsker Excel, og jeg har levet af tal i tabeller i årevis og været utrolig glad for det! Men programmet har (måske) sine begrænsninger. Jeg er klar over, at dette kan forekomme kontroversielt, men lad mig komme med et eksempel:

På cancerområdet arbejdes med et maksimalt antal dage, inden patienten skal være sat i behandling, altså en behandlingsgaranti. Flere onkologer siger: “Det er slet ikke alle kræftformer, hvor behandlingsgarantien giver mening.” For nogle kræftformer spreder sig vanvittigt hurtigt, så vi skal gribe ind med det samme, og der er 30 dage lang tid. Andre kræftformer udvikler sig langsommere, så der kunne vi måske fint have styr på situationen også indenfor en både 60 og 90 dages behandlingsgaranti.

Når ressourcerne ikke er uudtømmelige, må vi altså vurdere hvert tilfælde individuelt og se på, hvad behovet er. Hvis man er dygtigere til Excel end mig, kan man sikkert bruge programmet til at danne sig det nødvendige overblik over den samlede situation. Men i sidste ende må det være et lægeligt skøn baseret på en livslang ekspertise.

En meget kort fortælling

Og så kan jeg ikke undlade at fortælle: Jeg har en specifik problemstilling, som jeg gerne vil drøfte med en privatpraktiserende psykiater. Der er ikke tale om en udredning – bare nogle samtaler. Jeg gik til min egen læge og fik en henvisning. Jeg ringede til psykiateren, der sagde “Du kan få en tid om 63 uger”. Det kan jeg ikke vente på, så jeg er gået i tænkeboks for at finde alternativer.

Så er det alligevel bedre at have cancer – selv på AUH.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.