Indlæg

,

Centralisering

En tendens i tiden

Dem med stjerner på skuldrene og fingrene i klejnekassen mener altid, centralisering er af det gode. Jeg har ikke tal på de steder i centraladministrationen, jeg har deltaget i centraliseringsøvelser. Det var naturligvis ikke min opgave at udforme de nye organisationer, det var jeg ikke vigtig nok til, men jeg har lavet alle regnearkene, der viste effektiviseringspotentialet (også kaldet besparelserne) og fx den kortere sagsbehandlingstid, der skulle følge i halen på øvelserne. Der skulle også regnes på omkostningerne ved flytning, genhusning, fratrædelsesgodtgørelser og meget andet. Sådan bliver man forholdsvis skrap til Excel.

Det dybe formål med centraliseringen var at skabe noget bedre for vores ‘kunder’; ellers var der jo ingen idé i det.

Det var ikke ret ofte, vi lavede regneark bagefter. Vi regnede sjældent på, om målene var nået, og om hele øvelsen havde haft den planlagte effekt.

Mine erfaringer med Distriktspsykiatrien

Jeg var hos min kontaktperson i distriktspsykiatrien (DPC) i dag. Jeg er glad for at komme hos hende, og jeg har kendt hende siden 2014 eller 2015. Jeg behøver ikke repetere noget for hende; det er hende, der repeterer for mig 🙂 Hun har været med til diverse møder på Brøndbyøstervej 160 (Psykiatrisk Center Hvidovre – sådan hed det engang, og jeg har været der 100 gange), hun har vist nok været hjemme hos mig og hun har stillet op til alt! Hun er aldrig syg, hun aflyser aldrig, vi er vist nogenlunde lige gamle. I det hele taget kunne jeg ikke ønske mig en bedre kontaktperson. Hun har været med i et enormt turbulent forløb med svingninger til begge sider, og – indrømmet – også neutrale faser, hvor jeg troede, jeg var ‘rask’, hvilket hun har bakket mig op i. Brænder det på igen, er hun en af de første, jeg ringer eller skriver til. Jeg ved, hun er der uanset hvad.

Lægerne i DPC har været meget skiftende, men de har alle været enormt dygtige og enormt søde! Jeg var især begejstret for den første i 2014 eller 2015, der nok er den eneste, der virkelig forstod de kognitive problemer til bunds, og som udnævnte hukommelsesproblemerne til noget, der lignede ‘absencer’ og overbeviste Hvidovre Kommune om, at de skulle give mig et forløb hos Center for Specialundervisning af Voksne. Hun havde al den tid, der var i verden – desværre var hun aldersstegen og gik på pension. Jeg savnede hende længe.

Jeg har gennem et godt stykke tid haft en overlæge, der ikke bliver skiftet ud, som er enormt dygtig og det er rigtig dejligt. Kasper Reff fra Psykiatrisk Center Glostrup, anbefalede ham varmt. Jeg ser ham ikke ret ofte; man har vist ret til kun to lægesamtaler pr. år. Det er ikke meget, men brænder det på, kan man bane sig vej sig igennem. Det er jeg ikke i tvivl om.

Centralisering i psykiatrien

Min kontaktperson fortalte mig i dag, at hun for længst har fortalt mig, at alle bipolare patienter i løbet af et til to år skal samles sammen på Brøndbyøstervej, fordi specialiseringen efter sigende skulle være en fordel for patienterne.

Jeg har uhyre svært ved at se fordelene. Faktisk kan jeg kun se ulemperne. Jeg orker ikke at skulle fortælle min historie forfra til et system, der godt nok er både lyttende og kærligt, men som ikke uden videre kan forstå turbulensen i alt det, jeg har har været igennem.

Jeg kan ikke se det som andet end en ‘bipolar-fabrik’, og faktisk har jeg slet ikke lyst til at blive et nummer der. Det er nok uhyre svært at kæmpe mod en centraliseringsøvelse, der er politisk bestemt, men jeg agter at prøve, og jeg er født til at kæmpe. Faktisk vinder jeg ofte mine kampe.

Lige nu har jeg det fantastisk, men jeg after at bevare mit ‘bolværk’: kontaktpersonen i DPC, lægen i DPC, min PSI-seng på Brøndbyøstervej, ECT hver tredje uge og selvfølgelig psykologen, der godt nok overvejer at flytte sin klinik til en by, hvor jeg skal køre mindst en time med tog for at komme i behandling. Men det må jeg så gøre.

Jeg ønsker at bevare ‘bolværket’ for det er mennesker, der kan holde mig ‘på sporet’, hvis det skrider. De kan fx fortælle mig forskellen på en begyndende mani og den sædvanlige Aspergers Syndrom. Det kan jeg nemlig ikke selv mærke. Selvom jeg har sat mig ind i begge dele, behøver jeg professionelle til at se forskellene: sygeligt eller naturligt?

Efter et turbulent forløb er der en iboende angst for, at det hele skal begynde forfra. Jeg har skrevet om, at jeg kan gå i seng om aftenen og have det normalt, men vågne op næste morgen og ikke så meget som orke at gå i bad. Jeg husker det ikke, men jeg vil nødig opleve det igen. Jeg har også skrevet om, at jeg i perioden med Parkinsonismen på et tidspunkt ikke kunne huske, hvordan man laver kaffe, og at jeg var angst for at være blevet dement.

Afsides afrunding på det hele

Jeg gemmer mails og alle mulige dokumenter for at yde en støtte til de kognitive evner. Der ligger en masse, jeg en dag bør rydde op i. Det er bare så kedeligt. Jeg må dog indrømme, at jeg i dag – i bar glæde – har slette den arkivmappe i mailboksen, der hed ‘Nyt job’.

Psykiatri på dagsordenen

psykiatri

Psykiatri skal på dagsordenen

Flere organisationer prøver nu at sætte psykiatri på den politiske dagsorden.

Psykiatrifonden

Psykiatrifonden inviterer til valgmøde med folketingskandidater fra en lang række partier.

Hør hvad politikerne mener om prioritering af psykiatrien i en tid, hvor antallet af mennesker, ikke mindst børn og unge, med psykisk sygdom er voksende, hvor den sociale ulighed i sundhed er stor, hvor der fortsat er en overdødelighed blandt mennesker med psykisk sygdom, og hvor der er et stort behov for at skabe plads til mennesker med psykisk sygdom i arbejdsfællesskaber.

Fonden har i øvrigt ændret sit slogan fra ‘Et godt liv til flere’ til ‘Vi vil ligestille fysisk & psykisk sygdom’. Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om denne ændring, selvom man selvfølgelig kun kan være enig i det nye slogan. Jeg synes bare, det gamle inkluderede flere.

Mikkel Rasmussen

Psykiater og formand for Psykiatrilisten Mikkel Rasmussen vil have psykiatrien på som tema i valgkampen. Derfor afholder han 1. juni en happening for psykiatrien, hvor kendte ansigter inden for psykiatri, politik og endda musik deltager.

Han støttes af professor Poul Videbech (Glostrup), der håber, at happeningen kan råbe politikerne op den 1. juni.Poul Videbech vil holde en tale til de forsamlede, som forhåbentlig udgøres af 500 – 1.000 mennesker.

Hvor er det godt

Hvor er det godt, der er nogle, der forsøger at sætte psykiatrien på den poliske dagsorden, for spørger man de etablerede partier, får man henholdende svar.

Jeg har fx spurgt Radikale Venstre hvad de vil gøre for psykiatrien. De svarede “Vi kæmper for at ligestille psykisk sygdom med somatisk, og vi vil gerne give gratis psykologhjælp til unge. Vi skal have styrket det psykiatriske behandlingssystem, som i mange år har lidt under en stedmoderlig behandling – dette bl.a. med flere midler over Finansloven“.

Tjekker man deres hjemmeside under psykiatri står der næsten intet andet end lidt om unge. Hvad så med os gamle?

Er jeg at finde?

Jeg har lyst til at gå til begge dele, men kender jeg mig selv ret, kommer jeg ikke ud ad døren. Psykiatrifonden streamer heldigvis deres vælgermøde via Facebook, så jeg kan se med der.